Kronik

Lad hundreder af Grevil'er blomstre

I Holland såvel som i Storbritannien har regeringsnedsatte kommissioner gransket det - tvivlsomme - lovgrundlag for begge landes deltagelse i Irak-krigen, mens den danske regering hårdnakket vægrer sig mod at få sin krigsbeslutning juridisk belyst. Der er brug for flere lækager af kritiske dokumenter, hvis der skal ændres på den magtfuldkommenhed
Den hollandske opklaringskommission om Irak-krigen, der havde tidligere højesteretspræsident Willibrord Davids som formand, præsenterede for to uger siden en rapport, der var overraskende kritisk over for den hollandske regering.

Den hollandske opklaringskommission om Irak-krigen, der havde tidligere højesteretspræsident Willibrord Davids som formand, præsenterede for to uger siden en rapport, der var overraskende kritisk over for den hollandske regering.

Marcel Antonisse

25. januar 2010

I Storbritannien lægger Chilcot-kommissionen, der skal afklare lovgrundlaget for krigen mod Irak, den hidtil hemmeligholdte korrespondance om Irak-krigen mellem embedsmænd og politikere ud på nettet. Et af de seneste breve, som er dukket op, er fra en højtstående embedsmand og bekræfter, at den radikale ændring, som indtrådte i den britiske regerings syn på krigens lovlighed i ugerne før angrebet, ikke måtte diskuteres internt. Beslutningsprocessen synes endvidere at være foregået på højeste plan og i samråd med den daværende amerikanske præsident, George W. Bush.

Denne afsløring har vakt vrede og sat yderlige gang i offentliggørelsen af det førhen så hemmelige materiale. Strømmen af dokumenter er tilsyneladende ved at blive ustandselig, til dels takket være en meget offensiv presse. Hertil kommer en utrolig kvalificeret hjemmeside, drevet af ngo'en Iraq Inquiry Digest, som med stor dygtighed forstår at holde kommisionen i ørerne. Chilcot-kommissionen er den femte af slagsen og blev nedsat af Brown i 2009 med det formål at få sat punktum for den sag, der er blevet ved med at dukke op med krigsmodstandernes påstand om, at også seneste kommission var bestilt hvidvaskning.

Meget kritisk rapport

I Holland har det overrasket mange, at den tilsvarende opklaringskommission om krigen imod Irak, skønt udpeget af den hovedansvarlige statsminister, faktisk har formuleret en meget kritisk rapport, selv om ikke alle hemmelige dokumenter er kommet frem. I næsten seks år blokerede tre på hinanden følgende regeringer for en undersøgelse af lovgrundlaget for Hollands støtte til angrebet på Irak i marts 2003. Men pludselig i februar 2009 meddelte Jan Peter Balkende, lederen af samtlige disse regeringer, at han gerne ville have sagen undersøgt af en kommission med tidligere højesteretspræsident Davids som formand og fortrinsvis jurister og historikere som medlemmer. Begrundelsen var, at der angiveligt blev ved med at dukke spørgsmål op om beslutningsprocessen. En kommission ville give ro om sagen.

Forløbet omkring nedsættelsen er beskrevet i den rapport, som kommissionen udsendte den 12. januar. Det er spændende læsning. Afdækningen af den ubegribeligt sløsede beslutningsprocedure, af uenighederne i og mellem ministerierne og af fejl og misforståelser på alle niveauer veksler med påvisning af forsætlige mislæsninger af efterretningsrapporter, uvidenhed og bevidste mistolkninger af Hollands grundlov. Vor hjemlige planlægning og gennemførelse af COP15 fremstår ved siden af som helt professionel.

Mest interessant er nok afdækningen af den juridiske og politiske vurdering af lovgrundlaget for det britisk-amerikanske angreb på Irak, hvor udlægningen af Sikkerhedsrådsresolution 1441 spillede en stor rolle, som den gjorde det for Blair-regeringen (som påvist af Chilcot-kommissionen).

Rapporten foreligger endnu ikke in extenso på engelsk. Men af de offentliggjorte Summary- og Conclusions-afsnit fremgår det, at rapporten i en række kapitler fokuserer på udvalgte problemer, herunder på efterretningstjenesternes (konfliktfyldte) forhold og på, hvordan deres rapporter og udenlandske kontakter blev brugt under beslutningsprocessen. Kapitel 8 fokuserer på, »hvordan udenrigsministeriet og forsvarsministeriet nåede frem til deres udlægning af international ret« og tager fat på en vurdering af angrebs- beslutningens lovlighed.

Lovlighed

Netop spørgsmålet om lovlighed var vigtigt for den danske opposition, ligesom det var centralt for den danske regerings beslutning og påstand under Folketingets behandling om, at beslutningen blev truffet i fuld overensstemmelse med Grundloven. Sidstnævnte indeholder et krav om, at krig kun kan føres i overensstemmelse med legale beslutninger i De Forenede Nationer. I Conclusions-afsnittets 49 punkter hedder det om dette vigtige emne:

»18. Sikkerhedsrådets resolutioner om Irak vedtaget op gennem 1990'erne gav ikke mandat til den amerikansk-britiske militære intervention i 2003. Trods eksistensen af visse dobbelt- tydigheder kan ordlyden i Resolution 1441 ikke med rimelighed fortolkes (som regeringen gjorde) som bemyndigelse til de enkelte medlemsstater til at bruge militær magt for at tvinge Irak til at efterkomme Sikkerhedsrådets resolutioner uden tilladelse fra Sikkerhedsrådet.

19. Holland gjorde det meget klart, at det tillagde en såkaldt 'anden resolution' stor betydning, men dette standpunkt blev nedtonet, fordi regeringen konsekvent tilføjede, at en anden resolution nok var politisk ønskværdig, men ikke juridisk uundværlig.

20. Den hollandske regerings ofte gentagede holdning om, at en anden resolution var 'politisk ønskværdig, men ikke juridisk uundværlig' er ikke let at opretholde. Ordlyden og omfanget af Resolution 1441 kan ikke fortolkes som en sådan anden resolution. Dermed havde den militære aktion intet sundt grundlag i international ret.

21. Den udlægning af international ret, der blev taget i brug i udenrigsministeriet, var ikke baseret på en grundig, opdateret, juridisk analyse. De uoverensstemmelser, der var i ministeriet vedrørende legitimiteten af magtanvendelse over for Irak, er overordentligt beklagelige.«

Beslutningen om at nedsætte kommissionen siges at være påvirket af rygter om en begyndende lækage af dokumenter, som ville vise, at regeringen selv var overbevist om, at angrebskrig ville være ulovlig. I Storbritannien var dette også tilfældet, og her vokser strømmen af fortrolige breve og vidneudsagn, der bekræfter, at det i det administrative apparat og regeringspartiet indtil få dage før krigen var en udbredt opfattelse, at denne ville være ulovlig. I det hele taget er der meget i den hollandske situation, der minder om den britiske - og måske også om den danske. Med den forskel, at her til lands siver dokumenterne ikke endnu.

Regimeskifte

Som det for nylig blev dokumenteret i London, lovede Blair allerede i 2002 Bush at støtte ham, uanset de formelle argumenter (se f.eks. Berlingske Tidende den 18. januar). Davids' kommission har også beskæftiget sig med situationen i sommeren 2002. I konklusionens pkt. 7 hedder det:

»På et tidligt tidspunkt lå Holland på linje med den amerikansk-britiske holdning, som i sidste ende skulle føre til invasionen af Irak. Men Holland antog det synspunkt, at strategien med et regimeskifte, som USA talte for, ikke havde grundlag i international ret. Den hollandske politik forsatte derfor med at være rettet mod at neutralisere de masseødelæggelsesvåben (WMD), som Irak formodedes at være i besiddelse af, og senere mod at sikre efterlevelse af Sikkerhedsrådets resolutioner. Det var imidlertid uundgåeligt, at den amerikansk-britiske aktion ville føre til et regimeskifte. Den hollandske regering gav sin politiske støtte til en krig, hvis formål ikke var i overensstemmelse med den hollandske regerings politik. Det kan derfor siges, at det hollandske standpunkt i nogen grad var uvederhæftigt ...«

Hvad lavede Anders Fogh Rasmussen i den periode? I sommeren 2008 tog en række danske, navngivne og anonyme tidligere diplomater bladet fra munden og kritiserede Fogh for at handle i blinde og for en ukvalificeret beslutningsproces op til krigserklæringen. En af dem, den tidligere FN-ambassadør Bent Haakonsen, mente, at krigen var direkte ulovlig og den juridiske argumentation »sælsom«, ligesom han vurderede de folkeretlige spørgsmål på fuldstændig linje med Davids-kommissionen.

Sikkerhedsrådets autoritet og lovligheden af de beslutninger, der træffes på områder, som falder ind under dette råds domæne, er afgørende for at opretholde en international retsorden, hvilket er vitalt for et lille land som Danmark. Det er derfor, at FN's tilslutning i Grund- loven fastslås som betingelse for dansk krigsdeltagelse.

Regeringen og dens støtteparti repeterer monotont, at »der ikke er noget at komme efter«. Men høringen i London og rapporten fra den Haag viser tværtimod, at der er ganske overordentlig meget at komme efter. Den politiske opposition har imidlertid givet op over for de massive afvisninger, så nu afhænger opklaringen af forholdene omkring det danske grundlovsbrud af, om Højesteret til marts vil give os medhold i, at sagen kan føres og forholdene belyses ved domstolene.

Nils Bredsdorff er forsknings-bibliotekar på RUC og en af de 25 sagsøgere, der har sagsøgt den tidl. statsminister for grundlovsbrud

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

At Irak-krigen blev startet på et ulovligt grundlag. " er ikke noget vi tror, det er noget vi ved"...

- Mao. puds dem, i folkesjælens vagthunde....

Men i Danmark, er vi ikke meget for at anerkende at vores politikere er en flok inkompetente ego-centeret narrøve, der bøjer love og regler, efter behov, og tilmed har overtaget folkets politi, og gjort det til statens lakajer.

- indfør et max grænse på 8 år, hvor man kan være folketingspolitikere.
- gør det ekstra strafbart at lyve, som folkevalgt. eller embedsmand f.eks fra minimums 4 år fængsel, til faktisk livstid. - dvs. til personen afgår med døden.

jeg tror at ovenstående vil virke præventivt, ift. embeds- og magtmisbrug.

Heinrich R. Jørgensen

Michael Skaarup:
"i Danmark, er vi ikke meget for at anerkende at vores politikere er en flok inkompetente ego-centeret narrøve"

Det er de IMHO heller ikke. De er derimod ryggesløse lakajer for de politiske partier, der har udvalgt dem som avatarer.

I civiliserede lande, der har en forfatningsdomstol der kan underkende hvad regering og lovgivere bedriver af unoder, har en sådan forfatningsdomstol ofte mulighed for at tvangsopløse politiske partier, der groft har krænket og undermineret landets lovlige indretning, samt give enkeltpersoner årelang karantæne mod parti-politisk deltagelse.

Heinrich R. Jørgensen

I øvrigt er det største problem måske ikke politikernes bedrageriskhed, men snarere en meget usund kultur blandt embedsmænd, der forhindrer at de af egen kraft evner at sætte en stopper for embedsmændenes egen magtfuldkommenhed?

Var embedsmændene mere regelrette, ville det lægge en betydelig dæmper på ministres og lovgiveres eskapader.

Skal et poltiisk tiltag batte, må man følge devisen, som den er udlagt af Naomi Klein (2007) eller Carl Schmitt(1923). Der skal en eller anden slags jordrystelse til. Og af alle overgår krig enhver finans-og naturkatastrofe. Det har altid været højrefløjens simple mantra, som Georg W.Bush, Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller o.m.fl. forstod at handle efter, udnyttelsen af den øjeblikkelige chance, som dog også har givet bagslag i historien.
Og alligevel bliver den hjemlige sag næsten uigennemtrængelig. Mange har fulgt dens udvikling, men må stadig efterspørge flere oplysninger end dem, som Nils Bredsdorff leverer.
Per Stig Møller svarede ofte, mener jeg, på spørgsmål i folketingssalen med det lakoniske B114 (så vidt jeg husker), og vi er ligevidt. Forholder det sig, lidt naivt sagt, sådan, at allerede udenrigsministeriets egen skrivelse til statsministeriet før dansk deltagelse i krigen fortalte, at hverken den i artiklen omtalte 1441 eller andre resolutioner fra Sikkerhedsrådet i sig selv er/var tilstrækkeligt grundlag for en krigserklæring? Og at man skulle give Brix fortsat mandat.
Lige så naivt spurgt, valgte AFR og PSM (der tilmed i perioden kom i Sikkerhedstådet) at tolke resolutionerne som præsident Bush - med tilbagevirkende kraft fra den første Iraqkrig? Og det er grundlaget for en domstolsafgørelsen ang. masseødelæggelsesvåben?
Det er for udenforstående vanskeligt at følge sagens præmisser - kan vi få løbende opdatering?

john jørgensen

På en måde er det ligemeget om endnu et folketingsflertal tager en forkert beslutning. De går godt nok ikke ud og erkender en fejl. Det blir mere og mere svært for samfundets top at vedgå fejltagelser.

Alligevel er præcis denne sag anderledes, og må opklares.
Feks døde 500 tusinde civile irakere, langt de fleste børn, under boykotten, inden krigen startede.
Disse mennesker blev helt bevidst ofret, for at gøre det nemmere at knække Saddam.
Folkemord?

Søg på Nagy Iraq, eller:
http://www.globalresearch.ca/articles/NAG108A.html

Nils Bredsdorff

Til Per Diepgen jeg tror du mener B 118, beslutningsforslaget om krigen? Hvis PSM refererer til det, er det formodentlig til UMs Folkeretskontors juridiske Notat af 17. marts, som blev udleveret til FT-udvalget og Udenrigspolitisk Nævn. Det ligger som bilag til udvalgssp. 33.Det er 'sølle'. Jeg kender ikke nogen skrivelse fra UM til SM om dansk deltagelse, men PSM taler i februar om at bruge FN-sporet men bortforklarer det i marts i FT. Jeg tror at der her som i London og den Haag er flere interessante papirer og at krigsgrundlaget er lige så løst og ulovligt.

Vi kan godt forstå budskabet uden at kunne forklare det. Og Nils Bredsdorff giver os nogle brugbare informationer. Jo, det var B 118, som vist ofte var svaret i folketingssalen, når især Villy Søvndal stillede spørgsmålet (jeg tror henved 30 gange), og med andre ord en anderledes henvisning end til FN's sikkerhedsråds resolutioner.

Det bliver jo utroligt spændende at høre Højesterets afgørelse til marts om hvorvidt Grundlovskomitéen GK2003 vedr. Irak får medhold i at trække statsministeren i retten!

Jeg er selv støttesagsøger og vil lige orientere om at det er nemt at blive støttesagsøger og ganske gratis.
Mener man at det er i det danske folks interesse at vide om deltagelse i invasionen af Irak var grundlovsstridigt eller ej, så meld jer straks der.

Pia Konstmann

Som tilføjelses til Pia Qu's kommentar herover, så har Grundlovskommitéen 2003 (desværre) stadig kun godt 4000 støttesagsøgere.

Trods vi véd, at antallet af folk der støtter denne sag er langt, langt højere er det stadig for få der har tilmeldt sig, og der er hårdt brug for at viden herom spredes yderligere.

Få meget mere information www.gk2003.dk

Torben Laurberg

'The Downing Street Memo' er som bekendt et referat af et møde mellem Bush Administrationen og af mange af den britiske premierministers højtstående ministre den 23. juli 2002.

'The Downing Street Memo' blev offentliggjort af The Sunday Times den 1. maj 2005.

Dette dokument blev det første konkrete bevis fra Storbritannien og USA's regering, som eksponerede sandheden om, hvordan Irak-krigen begyndte.

Siden dengang er meget mere information kommet for dagens lys gennem lækager af hemmelige dokumenter og regnskaber for et stigende antal mennesker, der har været vidne til forvaltningens forseelser fra første hånd.

Der fines nu i en offentliggjort fortegnelse en stor mængde dokumentation, der levende illustrerer:

1) Bush's langvarige hensigt at invadere Irak

2) Bush's villighed til at provokere Saddam (på forskellige måder) for at opnå et påskud for krig.

3) Det faktum, at krigen reelt begyndte med en luft-kampagne næsten et år før invasionen i marts 2003 og måneder før Kongressens godkendelse af magtanvendelse.

4) Administrationens brede indsats for at knuse uenighed og manipulere oplysninger, der ville imødegå en begrundelse for krigen.

5) Den manglende planlægning for krigens eftervirkninger og en grundlæggende mangel på forståelse for det irakiske samfund.

Selv som Bush ikke var åben om 'the Downing Street Memo', viser en endelig rapport fra nylig Senatet undersøgelse, hvordan administrationen manipulerede oplysninger for at overvurdere en trussel fra Saddam Hussein og for at opdigte en forbindelse mellem Saddam Hussein og Al Quaida, som ikke eksisterede.

Et flertal af den amerikanske befolkning mener i dag, at præsidenten bevidst vildledte USA ind i krig, og mange flere tror, at ofrene i Irak ikke har været umagen værd.

2009, 2005.... Det tilkommer vel den, der påstår, at noget finder sted, at vise eller bevise tilfældet, men offentligheden har, mig bekendt, aldrig set de påståede masseødelæggelsesvåben eler blot skyggen af dem, hvilket også Brix berettede i sine rapporter.
For så vidt, er der ikke alene tale om at man gav usnde oplysninger, men tillige, at man lukkede munden på budbringeren, der talte sandt. En skærpelse.

Tak til Niels Bredsdorff for en fremragende artikel!

Enig - der er afgjort brug for flere Frang Grevils; prisen kan dog være høj, som han selv erfarede. det kræver godt nok en ualmindelig portion mod til at gøre det, som Frank og få andre, f.eks. Katharine Gun I England, gjorde.

Jeg venter afgjort også med spænding på Højesterets afgørelse i marts vedr. retssagen mod Fogh.