Læsetid 5 min.

Læserbreve

Debat fra dagens avis
12. januar 2010

Tænkning?

Paul Smith, Århus

»Man forfølger anderledes tænkende,« hedder det fra fhv. psykologiprofessor Helmuth Nyborg (11. januar).

Er der ikke snarere tale om, at Aarhus Universitet har sparket en mand ud, som overhovedet ikke kan tænke? Det er ikke så længe siden, at Nyborg så en sammenhæng mellem manglende intelligens og folks stærke religiøsitet. Zambia blev nævnt, fordi indbyggernes IQ i snit skulle ligge på ca. 70! Landet er altså verdens største tosseanstalt.

Jeg har rejst Zambia igennem fra nord til syd (og retur) under Jakob Ejersbo-omstændigheder, men bemærkede ikke professorens millioner af glade idioter. Empirien halter.

Men selvfølgelig har danskere en højere IQ end zambianere. Små børn skal nemlig have masser af proteiner, for at hjernen kan udvikles, og her er Zambias børn forsømte. Men det har intet med Nyborgs 'genetik' at gøre. Hvor svært kan det være?

Fri forskning

Morten Nissen, København

Vi forskere har altid bakket op om fri forskning. Derfor måtte vi acceptere, da Helmuth Nyborgs overfladiske, mekaniske og stærkt ideologisk prægede pseudovidenskab gav ham et professorat, også selvom det i høj grad var med Jean de France-logikken: »I det store udland er han anerkendt!«. Vi måtte også leve med, at de samme kvaliteter gjorde ham populær i pressen, for hvem det 'kontroversielle' budskab plus professortitlen var grund nok til at spare den dybere research. Sagen om videnskabelig uredelighed, som til sidst fratog Nyborg hans emeritusværdighed, gav kun en lille trøst i en tid, hvor hans videnskabsidealer så ud til at sejre.

At Inf. nu også lancerer ham som politisk ukorrekt, forfulgt og fortiet - castet i ganske den samme slags rolle som den, der har givet DF så megen magt på den politiske scene, og fornylig Lomborg hans absurde position som klimatopmødets stjerne - lover ikke godt for samfundsforskningen og for samfundet, som ikke har brug for popsmarte overraskelser, men for kultiveret eftertanke og dyb forståelse.

Skole-tid

Peter Hess-Nielsen, Kbh. Ø

Det er en flot serie om folkeskolen, som Information har gang i. Oven i købet med flere forsidebaskere.

Bl.a. forsiden 6.januar med opgørelsen af, at VK-regeringen har ændret folkeskoleloven 28 gange i løbet af otte år. Det er virkelig tankevækkende. Især fordi hver enkelt af de 28 gange i sig selv betyder flere ændrede paragraffer om flere forskellige ting. Måske er der paragraffer, som er ændret flere gange?

Men der er - sjovt nok - én bestemmelse, der ikke er ændret. Det er den om, at der må være 28 elever i en klasse ved skoleåret start. Denne bestemmelse stammer fra skoleloven i 1958, hvor tallet blev sat ned fra 36.

En 50 år gammel paragraf fra en helt anden skole-tid.

Hvad er det lige, der gør, at det i vidensamfundets skole fortsat er fornuftigt at proppe op til 28 elever i en klasse? Selv om der i dag forventes meget mere hensyn og tid til den enkelte elev?

Matematik for viderekomne

Jens Gaarde, Odense S.

Når én død soldat er for meget, hvor meget er så 31 døde soldater?

Oplysningstid vol. 2.010

Simon Mølholm Olesen, DSU's Uddannelsespolitiske Udvalg

Med DR2's lancering af deres nye tv-koncept 'Danskernes Akademi' går vi samtidig en spændende tid i møde, hvor universiteternes forskning vil blive formidlet til et bredt publikum, der skal fænges af skellet mellem underholdning og seriøs formidling. Jeg tror dermed, at DR2 progressivt kan bidrage til en generel, seriøs og nyskabende vidensdeling samt 'uddannelse' til danskerne gennem dette ambitiøse folkeoplysningsprojekt - et projekt der måske kridter banen op til en oplysningstid vol. 2?

Videnskab eller politik?

Nicholas Brudholm Jørgensen, gymnasieelev, Snekkersten

Vi befinder os i en tid, hvor unge bestandig opfordres til selv at tage stilling. I skolen opfordres vi til at være kritiske over for alt, vi møder. Politikerne opfordrer os til at bruge vores stemme. Tager man ikke stilling, vil man ikke samfundet. På ét område synes der dog allerede at være taget stilling for os - nemlig mht. klimaet. Teorien om, at temperaturstigninger skyldes udledning af CO2, er generelt accepteret blandt politikere. Spørgsmålet er blot, om den holder.

Ved iskerneboringer kan man se, at temperaturen historisk stiger før CO2-indholdet - det modsatte af, hvad teorien siger. Men hvorfor er det så netop den teori, der har vundet indpas? Formentlig fordi det er den eneste, der byder på en løsning. Både politikere og medier behandler således sagen ensidigt. Men hvad blev der af, at vi skulle være kritiske? Jeg forkaster ikke teorien, at vores CO2-udledning er skyld i temperaturstigninger. Jeg beder bare, at vi ikke sætter alt ind på én teori, som mange forskere mener at kunne modbevise. Hvorfor ikke bruge nogle ressourcer på at finde ud af, hvor de kommende hjemløse skal bo i stedet for at klynge os til et spinkelt håb om, at vi kan undgå temperaturstigninger?

Men politikerne har talt. Det er bare ærgerligt, at de ikke ved, hvad de taler om.

Tak Lykkeberg

Katrine Friis, København Ø

Den vigtigste grund, til at jeg fast abonerer på Information i stedet for skiftevis at holde tre forskellige dagblade, som jeg plejer, er dit vågne tredje øre, Rune Lykkeberg.

Du hørte Pia Kjærsgaards fravær. Det er ubehageligt sandt, at når én intet har at sige udover at byde over eller kule ned, så sidder der et fravær lige dér, hvor mennesket, borgeren, for ikke at tale om parti-forkvinden skulle have siddet.

Ludomane islandske bankfolk ...

Bo Warming, København

... bør flytte i jordhule og ikke fordele deres gæld på hele folket

Lyspunkter i Afghanistan

Jørgen Kjær, Århus

Om krigen Afghanistan sagde statsministerens i sin nytårstale ordret: »I Afghanistan er der også lyspunkter. Jeg besøgte de danske soldater i det forgangne år. Det gjorde mig stolt at møde så professionelle og dybt dedikerede mennesker, der med livet som indsats kæmper i håbets tjeneste. De gør en forskel hver dag, hver time, hvert minut. De gør Danmark ære. En øget international styrke, hvor Danmark fortsat yder et markant bidrag, vil skabe grund til at tro på, at vi inden for en overskuelig fremtid kan begynde at overlade ansvaret for deres eget land til afghanerne selv. Det er både vores og afghanernes ønske.«

Summa summarum: De hidtidige resultater af de danske soldaters indsats er:

1. Statsministeren har besøgt de danske soldater.

2. Han er stolt af dem, fordi de er så professionelle og modige.

Hvis disse ord ikke skal opfattes som en ironisk spydighed mod de danske soldaters indsats, så må de læses som den bedst tænkelige illustration af Carsten Jensens udtalelse i avisen: »Det bør siges til alle unge danskere, der fra nu af melder sig til at gøre militærtjeneste i Afghanistan: Hvis I dør eller bliver såret, sker det udelukkende for at redde ansigtet for politikere, der selv inderst inde er holdt op med at tro på, hvad de siger.«

Virker trusler?

Michael Sandfort, Brønshøj

Den 12. februar 2008 blev tre muslimer anholdt for at planlægge et mordforsøg på muhammedtegneren Kurt Westergaard. Dagen efter skrev Information følgende på lederplads: »For at illustrere vores dækning af sagen og for at sende et signal om, at ingen skal få held med at presse medier med voldelige metoder, bringer Information i dag Kurt Westergaards tegning.«

Kære Information, er der en aktuel genoptrykning af tegningen på vej, efter at en somalier med terrorforbindelser har overfaldet Westergaard med en økse? Eller gælder førnævnte fine ord ikke længere?

Ang. COP15

Per Thygesen-Poulsen, Sorø

Hvis verdens frelse forudsætter at alle landes toppolitikere bliver enige, mens verdenspressen kigger dem over skulderen - så bliver verden ikke frelst.

Tak Geist

Bodil C. Nielsen, Tåstrup

Mange tak til Anton Geist (AG) for artiklerne i Information om de tvangsudsendte irakere, torturofferet Abdeljabbar og Ardad. De er nu begge i en slem knibe i de farlige områder i Irak, hvortil de aldrig burde være sendt, fordi både UNHCR og det danske Udenrigsministerium hele 2009 har frarådet danske turister at rejse dertil, da det var og er for farligt!

Kan Internationale Røde Kors, Røde Halvmåne eller Amnesty International ikke hjælpe de tvangsdeporterede med at få deres papirer i orden, så de to flygtninge i deres eget land, kan komme videre med deres liv?

Jeg håber, at vores integrationsminister læser de omtalte artikler og forstår, at disse to medmennesker burde være her i Danmark nu og skynder sig at rette op på fejlene ved hurtigt at give dem humanitære opholdstilladelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu