Læserbrev

Læserbreve

Debat fra dagens avis
7. januar 2010

Overbefolkning, sult og natur

Morten Lindhard, Kalundborg

Informations leder 4. januar accepterer ukritisk, at overbefolkningsbestemte katastrofer ikke kan finde sted. Fordi teknikken i 100 år har skubbet grænserne, antager man, at der ingen grænser findes, og ignorerer helt en række akutte faresignaler og antager, at befolkningstilvæksten vil klinge af helt af sig selv. Faktisk er opbremsningen i både Kina og Iran et resultat af en bevidst familiepolitik, så måske var det en idé at ubrede denne politik til de lande, hvor tilvæksten stadig er så eksplosiv at den opæder ethvert fremskridt.

Katastroferne i Darfur, Rawanda og på Afrikas Horn var aldrig blevet så grelle, havde der ikke været en sådan overbefokning.

Mængden af landbrugsjord er ikke ubegrænset, selvom der stadig er plads til bedre udnyttelse. Det vil få fødevareprisen til at stige, og det er som bekendt prisen, der forårsager sult. Dertil kommer, at tusinder af arter uddør, fordi naturen opsluges af nye plantager til palmeolie, sojabønner og kvægfarme - på grund af overbefolkning.

Skal jorden være som een stor kyllingefarm ? Kun den, der er ligeglad med naturen og de fattiges udsigt til voldsom hungersnød, kan være ligeglad med befolkningstilvæksten. Det ufattelige er, at dette simple faktum ikke diskuteres på højeste politiske niveau.

Skolemester

Allan Hilton Andersen, Kbh. V.

ks opsummerer i sin leder den 5. januar på glimrende vis min grund til ikke at forny det Informations-abonnement, der udløber om et par dage.

På værste skolemestermaner - og med skolemesterens gigtplagede logik - får ateister læst og påskrevet, at selv vi ikke kan undvære åndelig erkendelse, og den erkendelse får vi kun, hvis vi ikke slår religion i hartkorn med overtro.

Det var ligegodt satans!

Det står lige så skidt til med den historiske forståelse. Ateismen er »dukket op i de senere år«, hører vi.

Næh, har man oplevet IM's fundamentalisme på tæt hold, ved man udmærket, hvad overtro og ensretning er for størrelser. Og det har danske ateister vidst i mindst 100 år.

Ateister kan i modsætning til, hvad ks hævder, sagtens forholde sig til terrorisme. Både den kristne, som har kostet millioner af menneskeliv, og den islamistiske, som er lige så formørket. Vi kan såmænd også sagtens være i besiddelse af en åndelig erkendelse.

Men den behøver ikke være blåstemplet af Information, der i dag fungerer som et appendiks til Kristeligt Dagblad.

Religion må for min skyld gerne findes i den offentlige debat, men jeg vil ikke betale for det, og jeg meldte mig faktisk ud af folkekirken som 15-årig for at slippe for menighedsbladenes præsteretorik.

Hvor er kunsten?

Steffen Tast, Århus C.

Kunst med kant - mød Michael Jeppesen hver fredag i Information.

Ja sådan læser man med jævne mellemrum i avisen. Men hvor bliver han af? Det er over fire uger siden, vi sidst har haft Kunst med kant. I stedet ser vi Jeppesen hygge sig med Thor Pedersen m. fl.

Kunne Information ikke have hyret en freelance kunstkritiker i mellemtiden, når nu ellers Information endda har et lille overskud. Billedkunsten er efterhånden så lavprioriteret, at vi higer efter den lille smule, der er.

SVAR: Jeppesen er tilbage næste fredag igen! (red.)

TV 2 og PFLP

Irene Clausen, Kbh. SV

TV-2 serien 'Blekingegade' er ikke i tvivl: PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) er en terrororganisation. Det står der nemlig i den rulletekst, som ryger hen over skærmen ved indledningen til hvert afsnit.

I den arabiske verden og blandt alverdens palæstinensere anses PFLP for en befrielsesorganisation. Den 11. december sidste år, på 42- årsdagen for PFLP's dannelse i 1967, samledes 60.000 palæstinensere i Gaza for at hylde PFLP. I Ramallah på Vestbredden samledes 15.000 og det samme antal i en række andre byer i Mellemøsten. PFLP er især respekteret for at stå fast på kravet om én demokratisk sekulær stat til alle, uanset nationalitet og religion.

Den israelske professor i historie Ilan Pappe ser ikke PFLP som en terrororganisation. I et interview med DR2 Deadline's Kurt Strand (14. november 2007) udtaler Ilan Pappe, at PFLP er en befrielsesbevægelse, der kæmper for befrielsen af deres land, ligesom befrielsesbevægelserne i Afrika gjorde det. Man kan ikke, siger Pappe, forvente,et folk, der har været udsat for 100 års kolonisering, besættelse og etnisk udrensning, skal sidde passivt og se til.

Men sådanne overvejelser gør man sig ikke på TV 2. Der taler man USA's og EU's terrorlister efter munden.

Bonderøven

Jytte Nørtoft Jensen, Silkeborg

Det siger noget om vores fremmedgørelse i forhold til livets basale vilkår, at 'Bonderøven' angiveligt er blevet et hit på DR2. En livsstil, der ikke har nogen gang på jorden uden tv-honoraret.

Jeg er ud af en gammel bondeslægt i Vestjylland og kan bevidne, at livet på landet så noget anderledes ud.

Denne idylliserede udgave viser, hvor langt vi har fjernet os fra den oprindelige virkelighed.

Terroren kommer snart

Benny Normind, Farum

Det var dumt og respektløst af Jyllands-Posten, at de brugte deres ytringsfrihed til at gøre grin med muslimernes profet. Det gjorde kun ondt meget værre, at Anders Fogh Rasmussen ikke ville gå i dialog med de utilfredse ambassadører. Anders Fogh Rasmussen, som også sendte os i krig uden et FN mandat mod Irak, har hovedansvaret for, at Danmark er et af verdens mest terrortruede lande.

Det er er ikke et spørgsmål, om der sker et terrorangreb i Danmark, men alene et spørgsmål om, hvornår det sker, og hvor alvorligt det bliver.

Splinten i Kinas øje

Aksel Gasbjerg, Hillerød

I lederen 31. december om forholdet mellem Kina og Vesten, kan Weis kun se splinten i Kinas øje, men ikke bjælken i Vestens øje.

For eksempel skriver han: »Kina vil tromle frem i en verden, hvor vestlig insisteren på demokratiske principper, frihedsidealer og globale institutioner vil blive trængt.«

Den europæiske koloniseringsperiode op til Anden Verdenskrig efterfulgt af USA's imperiale dominans efter Anden Verdenskrig er ikke ligefrem mønstereksempler på »vestlig insisteren på demokratiske principper«.

Er det insisteren på demokratiske principper og frihedsidealer, der har fået USA til at vælte demokratisk valgte præsidenter (f.eks Mossadeq i Iran, Arbenz i Guatamala, Allende i Chile, Sukarno i Indonesien), mord og mordforsøg på flere statsledere (f.eks Lumumba, Diem, Castro), indsætte USA-venlige diktatorer (f.eks Suharto, Pinochet, Mobuto), føre åben krig i Vietnam, Cambodia, Panama, Grenada, støtte diktatorer i Sydafrika og Sydamerika, føre hemmelig krig via CIA (f.eks Nicaragua, Laos, El Salvador), bestikke journalister, forfattere og politiske partier?

Er det insisteren på demokratiske globale institutioner, når Vesten dominerer Verdensbanken, IMF og WTO?, eller når Vesten ignorerer FN-resolution 242 (Israels tilbagetrækning fra besat område) eller ignorerer Den Internationale Domstol, der kendte Israels Mur ulovlig?

Hvad med dyrene?

Morten Bro, Broager

For et par uger siden talte man om at redde Jorden. Jorden skal have plads til dyr og planteliv. Helt enig, det kunne man fokusere mere på end kun at ævle CO2 dommedagsprofetier. Men hvorfor har et stort og tyndt befolket land som Sverige så end ikke plads til over 200 ulve? Næ, de skal skydes.

Herhjemme udkommanderer vi hele hæren, når et vildsvin forvilder sig ind over grænsen. Jamen, hvor skal alle dyrene være - de dyr I vil have eksisterer?

Ja ikke her - vi er I-lande, dyrene kan være i de fattige lande. Hvor er det nemt at påstå, man ønsker dyrearter bevares, men altid skal de andre tage sig af 'problemet', når det er der..

Dilemma

Birgit Horn, Gandrup

Hvis man gerne vil undgå at være snæversynet og indskrænket, men har ønske om at være indsigtsfuld, velformuleret og være i stand til at argumentere sagligt og meningsfuldt, er man så nødt til at være kosmopolit og rejse verden rundt som eksempelvis Carsten Jensen og Susanne Brøgger?

I så tilfælde står man i et sandt dilemma mellem rejselyst og CO2-forurening.

Men hjertelig tak til Information, som giver plads til Carsten Jensen og Suzanne Brøgger, og tak til dem!

Hov, tøv en kende!

Jan Printz, Århus

Inden seddelpressen kommer i omdrejninger, skulle nationalbanken måske lige overveje at rette beløbet på de nye sedler fra 100 til 99 og fra 200 til 199.

Alle priser ender jo alligevel på 99, og som en ekstra fordel kunne man helt undvære enkronen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

@Allan Hilton Andersen:
Er stort set enig med dig. Hvis du søger under karen syberg, kan du se, at vi er nogle, der diskuterer omtalte leder.
Jeg vælger at holde avisen og tage kampen op.

Hvis Per Thygesen-Poulsen læser disse kommentarer, vil jeg foreslå ham at gå på blíblioteket og dér læse de andre dagblade.
I nævnte sag vil Jyllandsposten og Berlingske falde i PT-P's smag, mens Weekendavisen og Information har behandlet emnet ud fra samme synsvinkler, til trods for at Weekendavisen skirver på en udtalt borgerlig holdning. Det skyldes den særlige hensigt, der åbenlyst skinner igennem Hedegaards og Krarups syn på ytringsfrihed og muslimer, og som ikke undser sig for at føre argumentation over sensationspressens voldtægt på piger (forudsat at emnet gælder islam). Uden at forsvare Information må man dog tilføje, at Krarup i øvrigt tit har et indlæg, senest i går, men han vender jo ligesom PT-P i perioder Information ryggen, Krarup i vrede!
Dansk Folkeparti får overalt budskabet ud (f.eks. rundsender omtalte Søren Espersen jævnligt artikler til landets små og store aviser), og det tager læseren ingen skade af, men hvor tit i dagbladene ser PH-P Enhedslistens eller socialisternes - den forskel består ellers også i forholdet mellem populisme og politik, og derfor er socialister ikke stuerene, en undtagelse er måske Information, i hvert fald hvad læserbrevene angår.
Debat er fint, men drejer sig vel ikke om at rå ret.