Ny DR-struktur igen igen

Den omfattende omstrukturering der for øjeblikket er i sving i Danmarks Radio, bivånes af mangeårige kritikere af udviklingen i det gamle (nye) hus med fornyet interesse for, hvad der nu skal ske med den kvalitativt delvist nedsmeltede programvirksomhed. Venter og ser åndeløs af spænding. Kan det vidunderlige ske; vil det lykkes bestyrelsesformand Michael Christiansen, der synes at have ambitionen, at rekonstruere den store mediebutik således at DR atter en dag i en ikke umuligt fjern fremtid kan genindtage sin position som landets førende public service-virksomhed?

Afskedigelsen af en lang række overflødige chef- og stabsfunktioner tyder i den retning. Ingen eller uendeligt få af de fyrede har sat sig spor i programmerne, så at sige kun i forringende forstand. I flere år har DR ikke leveret en elektronisk vare, der har kunnet retfærdiggøre de pågældende chefers magtfulde positioner i det overskuelige danske elektroniske udbud. Den sparsomme mængde af kvalitet, DR trods alt har leveret, var netop på trods. DR har nu erkendt de utallige ledelsesfunktioners overflødighed ved at sløjfe dem. Burde den erkendelse ikke være modnet noget før, kan man med rimelighed spørge. Og hvor ligger ansvaret for sendrægtigheden?

Julens glade budskab

Udnævnelsen af en ny kulturchef kan tydes som julens glade budskab. Et og andet antyder også, at denne disposition er en ny linje bort fra den brede populistiske grød af forceret livsstilsstof og uberettiget selvhørm. Denne programpolitik blev ved en blanding af vankundighed og kynisme sat i værk af den tidligere generaldirektør og har ført DR den lige lukte vej ud i fordærv og ligegyldighed. Man kan få den tanke at raffinerede onde kræfter indendørs ønskede DR nedlagt, fordi en sådan offentligt finansieret mediemastodont mister sin berettigelse, hvis den ikke adskiller sig markant fra braset i den øvrige elektroniske formidling.

Noget sådant ville have været i overensstemmelse med den gamle borgerlige drøm om at svække eller knægte DR, hvilket igen skal ses i sammenhæng med paratfordommen om DR som de røde lejesvendes tumleplads. Denne syrede påstand luftes den dag i dag i debatten og har til tider været en trussel mod DR's virke og uafhængighed. Kunne man fra Erhard Jakobsens Aktive Lyttere i de McCarthy'istiske glade dage ikke gøre andet for at genere institutionen, kunne man altid sabotere den. Erhard J. forlangte i sin tid fuldstændigt vanvittigt og særdeles omkostningstungt samtlige direkte udsendelser skrevet af, så hans komité kunne sidde med den blå blyant og finde venstreorienterede sammensværgelser og materiale til at udrense kontroversielle medarbejdere. Det lykkedes aldrig at bevise noget som helst. Men myten blev hængende og leverede og leverer fortsat ammunition i kulturkampen.

Er andre kanaler stoppet til og argumenterne umulige, er DR altid en oplagt målskive for angreb fra en kunst- og kulturforagtende højrefløj. Nu som før. Klummisten mindes et folkemøde i Sønderjylland, hvor the one and only Bertel Haarder tautologisk forsøgte at overbevise forsamlingen om at lige netop klummisten, der dengang sad som ankermand på TV Avisen, var landets egentlige magthaver og at hans og kollegernes plan var at venstresno nationen. Før som nu overså den ihærdige politiker for eksempel at den i øvrigt fortrinlige chef for TV-A var venstremand og partiets spindoktor i fritiden, og at broderparten for ikke at sige stort set alle politikere, der i tidens løb er udsprunget af DR's medarbejderskare, den kendte del af dem, har været venstresnoede, men godt nok i en noget anden betydning. You know!

Man kunne forestille sig at det blev lidt vanskeligere nu med den åbenlyst borgerlige magtovertagelse af DR at opretholde påstanden om den venstreorienterede dominans. Men man skal nu nok ikke forsværge det i betragtning af debattens efterhånden groteske karakter. Det nye ekstreme højre er langt ude med riven. Det bemærkes i skrivende stund - denne klumme er forproduceret så meget kan være sket siden - at det såkaldte Trykkefrihedsselskab er gået i mere eller mindre opløsning, efter at dets formand Lars Hedegaard offentligt og i sikker forvisning om at han taler på sin menigheds vegne, blandt andet har meddelt offentligheden at muslimske mænd voldtager deres koner og børn. Sådan.

Den kunne Kathrine Lilleør godt nok ikke klare; heller ikke Søren Pind og Naser Khader, de hhv. sagde fra eller blev verfet ud. Hvorfor disse ikke helt hjernedøde personer overhovedet har været med i en sådan ekstremitet, kan man spørge sig selv - og dem om. At Søren Krarup, Katrine Winkel Holm og Søren Espersen holder ved, kan jo næppe overraske nogen, her trives den rene grønt lysende nationale og religiøst hysteriske xenofobi med dystre mindelser om klassisk racisme og antisemitisme. Men hvorfor har folk som Pind og Lilleør, der dog på hver deres særegne måde af og til gribes i en eller anden form for menneskelighed, søgt selskab med et sammenrend som Hedegaard, Espersen og Krarup? Winkel Holm er i øvrigt medlem af DR's bestyrelse, og for hende kan synsfeltet næppe blive højrevredet nok at dømme efter adfærden.

Ikke for tidlige højresmil

Man skal ikke forsværge at den borgerligt dominerede - med Morten Hesseldahl på kulturen - nu formentlig mere kompetente og slankede ledelse hurtigt render ind i de sædvanlige angreb og krav om yderligere ensretning. En opkvalificeret programpolitik, om dette så sker, og hvis det lykkes bare tilnærmelsesvis, får givetvis et kulturkonservativt præg. Det fremgår af udtalelserne at dét skal til at ske. Det pudsige er at kulturkonservative på et kvalificeret niveau på flere stræk går i hånd med radikalismen og/eller det såkaldt venstreorienterede kultursyn, idet gedigen kulturkonservatisme, som dog ikke er særlig mangfoldig eller blomstrende her i riget, først og sidst er præget af kulturkritik.

Det er altid kritikken, den der vender vaneforestillinger og fordomme på hovedet og sætter det vedtagne under debat elle satiriserer, der smerter det ekstreme højre i en vis legemsdel. Og så er det egentlig ret ligegyldigt, hvad farve formidleren eller direktionen har. Højreekstremisterne der sikkert går og fryder sig over den mere tydelige understregning af borgerliggørelsen af DR, skal nok ikke glæde sig for tidligt.

Hvor DR for alvor mangler reformer og udvikling, er på det store nyhedsområde. Status her er forbløffende. Nyhedschefen, der af undergrundsoppositionen i huset kaldes Tågerup, har udbasuneret parolen: DR's journalister skal se glasset som halvt fuldt frem for halvt tomt. Man tæller de lyse timer, som andre ideologisk prægede forvaltere af den folkelige nyhedsformidling før har formuleret kravet om positive nyheder.

I sådanne præsenteres et problem kort og loves straks varetaget af den ansvarlige eller afvises. Så er den historie onduleret, og optimismen sejrer. Det positive forstås som borgerlig normalitet formuleret af personer der påstås at have styr på tingene. En tvivlsom grundholdning i den nyhedstjeneste der om nogen burde være neutral og frem for alt kritisk, men hvis prioriteringer fungerer som det vedtagnes politiske vagtværn. Enhver der ønsker eksempler kan bare åbne for radioaviserne eller for TV-A. En af de prioriterede nyheder 1. juledag var for resten at 13 personer i Aalborg var kørt på hospitalet med forstoppelse.

Og vejret ...