Det er nødvendigt at tage et initiativ til at forsvare ytringsfriheden. Både fordi det er en menneskerettighed, og fordi den er grundlæggende for forsvaret og promoveringen af andre rettigheder.
Det er nødvendigt at tage dette initiativ nu, hvor ytringsfriheden og dens legitimitet er under pres forskellige steder i verden, og hvor de to organisationer i Danmark, der påkalder sig dens forsvar, tendentiøst bruger den til fremme af hver deres politiske dagsorden.
Dansk PEN har ikke på troværdig vis set sig i stand til moralsk eller på anden måde at støtte hverken tegnerne og redaktører under karikaturkrisens forskellige faser, heller ikke engang i forbindelse med de seneste terrorplaner, og ej heller i forbindelse med mordattentatet mod Kurt Westergaard første nytårsdag.
PEN kan derfor ikke længere siges at spille nogen meningsfuld rolle i forsvaret af ytringsfriheden i forhold til de islamistiske anslag.
Trykkefrihedsselskabet, der fremtræder som en frontorganisation for Dansk Folkeparti, synes at have mange andre interesser at fremme end ytringsfriheden i sig selv.
Og nogen gange må den endog vige, når andre overordnede partimæssige hensyn taler derfor, så som når personer vil bringe relevant information til pressen, der ikke passer Dansk Folkeparti (Hans Jørgen Bonnichsen-sagen f.eks.), eller når Dansk Folkeparti fremsætter forslag til beskæring af ytringsfriheden (Burkaforbuddet).
Selskabets fanatisme
Desuden er Trykkefrihedsselskabet skæmmet af en forblindet religionsfanatisme, som på visse måder får nogle af selskabets ledende medlemmer – først og fremmest formanden Lars Hedegaard – til at ligne de islamistiske fanatikere, hvis mål og midler de foregiver at bekæmpe.
Men lad os tage et retrospektivt blik på, hvordan vi overhovedet er endt i denne situation, hvor vi igen ser os nødsaget til at forsvare en så grundlæggende menneskerettighed som ytringsfriheden.
Den fatwa, som ayatollah Khomeini udstedte imod den britiske forfatter Salman Rushdie i 1989, har senere vist sig at være paukeslaget for en kampagne mod ytringsfriheden i hele verden. Man lancerede et helt nyt og hidtil ukendt argument om krænkelse og religiøs følsomhed, som retten til ytringsfrihed måtte tage hensyn til.
Men i revolutionsåret, hvor totalitarismen faldt, og Rushdie-sagen kom på dagsordenen med den statslige iranske dødstrussel, var religiøs følsomhed ikke en dimension, som formåede at tiltrække sig seriøs opmærksomhed.
Karikatur var anderledes
Det kan skyldes det forhold, at truslen dengang kom fra en religiøs stat, der allerede var kendt for politiske mord på venstreorienterede dissidenter og andre afvigere samt at truslen var begrundet i en roman, som man dengang som noget nyt fandt ’krænkende’ over for staten Irans religiøse-ideologiske grundlag.
Desuden var truslen rettet mod en forfatter med indisk-muslimsk kulturbaggrund, og med et holdningsmæssigt engagement i anti-racisme og venstrefløj.
Det var med andre ord ikke svært for venstrefløjen, som overvejende tegner PEN (i hvert fald i Danmark) at finde sine ben i den konflikt.
Senere er det blevet mere indviklet for PEN. Med karikaturkrisen var det således en anden konstellation af modstandere. Her var det danske islamister, der med international støtte fra OIC- landene (Den islamiske konferenceorganisation) rettede deres krænkelseskampagne mod en borgerlig-liberal avis.
Og ikke mod et kunstnerisk udtryk, men et polemisk udtryk som karikaturtegningerne. Der blev således tilføjet nye dimensioner i krænkelsestemaet, der gjorde, at det blev accepteret, og først fra dette øjeblik begynder man på venstrefløjen at overveje ytringsfrihedens moralske gyldighed.
Det polemiske udtryk i bl.a. Kurt Westergaards tegning overtræder tilsyneladende et internt muslimsk forbud mod billedgørelse af en hellig skikkelse som Profeten.
Dette forbud, hævder den krænkede part nu, at også ikke-muslimer skal respektere. Og krænkelsen skyldes ikke, at man føler sig udsat for angivelig racisme – det er noget, de krænkedes støtter har fundet på.
Krænkelsen skyldes ene og alene, at tegningen overtræder et internt islamisk forbud.
Uhåndterligt dilemma
I Rushdies tilfælde drejede det sig for PEN om at alliere sig med en meningsfælle på venstrefløjen mod en terroristisk stat.
I karikatursagen får man valget mellem at støtte sine borgerlige modstandere – som oven i købet har regeringen i ryggen – mod islamistiske talsmænd, der beskylder Jyllands-Posten for at krænke deres religiøse dogmer. Og det er et dilemma, man ikke intellektuelt kan håndtere.
På den ene side kan man ikke give køb på ytringsfriheden, og da slet ikke i en forening, hvis formål er at promovere den. På den anden side ser man sig fanget i et taktisk spil, hvor man opfatter det sådan, at det borgerlige JP udfordrer ikke blot islamistiske fundamentalisters anti-liberale dogme, men også et dogme, der er bredt respekteret blandt muslimer, og som man nu vil hævde skal gælde for alle – også ikke-muslimer. Ellers kan man ikke leve fredeligt sammen i Danmark, hævder man.
Insinuationerne om racisme over for et mindretal i befolkningen er noget man selv digter til i sin fortolkning af tegninger, og tankefiguren »ytringsfrihed, men…« er født.
Konklusionen bliver dog, at man forsinket og kun med besvær får udsendt en forkølet støtte til folkene på JP og tegnerne over for de trusler, de er oppe imod.
PEN bliver splittet. Nogen melder sig ud. Andre bliver og vil fastholde foreningen på ytringsfriheden, og andre igen vil ændre den til en forening, der skal moderere ytringsfriheden.
Og helt uden for nummer dannes der den konkurrerende forening, af bl.a. folk, der nægtes optagelse i PEN, Trykkefrihedsselskabet, der sætter sig helt uden for PENs dilemma.
De har efter foreningens opfattelse ikke noget at gøre i PEN, idet de promoverer
hate speech over for muslimer.
Disse nye bannerførere for ytringsfriheden er for en stor dels vedkommende højrekulturalister. Dette giver sig overordnet udtryk i en bizar historieforfalskning, hvor ytringsfriheden lanceres som noget, der er naturgroet ud af kristendommen.
Intet er naturligvis mere forkert: Ytringsfriheden er en del af den internationale oplysningstradition og er tilkæmpet i en blodig strid med kristendommen og den enevældige stat.
Som to partier
Denne sekteriske historiekonstruktion kunne synes ganske uinteressant, som en skurril (grov, farceagtig, red.) forenings eget ideologiske skabsdrama. Men den bruges som propagandistisk afskydningsrampe for en religionsstrid mod islamisk troende. Dette giver sig udtryk i en allestedsnærværende ideologisering af alle spørgsmål og konfliktpunkter, hvor indvandrere er involveret og en beredvillighed til at lade sig ensidigt spænde for et partipolitisk program, når situationen byder det.
Selskabets formand, Lars Hedegaard, har i et meget omtalt interview givet udtryk for, at indvandring af muslimer til Vesten sker som led i en konspiration for at overtage magten i Europa samt at muslimer konstitutionelt ikke er i stand til at tale sandhed, når det tjener deres religiøse interesser – helt i modstrid med kristne.
De voldtager også deres børn i flæng. Og de fleste i selskabets ledelse bakkede øjeblikkeligt formanden op i disse antagelser.
Trykkefrihedsselskabet har med sin reaktion på Lars Hedegaards interview vist sig at have visse træk til fælles med kultiske sekter, hvor man samles om egne konspiratoriske ’sandheder’.
Hos den gamle ytringsfrihedsorganisation PEN har vægtningen af ytringsfrihed en stærk tendens til at forsvinde i det taktiske politiske spil.
Derfor har man så nu i realiteten to politiske partier. PEN mobiliserer sig bredt bag venstrefløjen og Trykkefrihedsselskabet bag Dansk Folkeparti. Og det er, som man kan se, en situation, der afspejler det større politiske billede i Danmark.
Der er derfor brug for et alternativ, der er befriet for de kulturalistiske ideologiseringer – og som ikke ligger under for hverken højre- eller venstrekulturalisme.
Jens Martin Eriksen er forfatter
Jeg forstår ikke hvordan ytringsfriheden bliver styrket ved at der bliver oprettet 3 ytringsfrihedsselskaber. Hvorfor ikke gøre PEN, der har et international net stærkere i stedet for at skabe 2 nye selskaber, hvoraf det første kun har interesseret for at kritiserer muslimerne.
Jeg kan godt støtte oprettelsen af et utal af ytringsfrihedsgrupper, og organisationer, der så kan slå med hinanden om hvem er der mest ytringsfri.
Som jeg ser det, er de Pen, og trykkefrihedssleskabet, blot at sammenligne med forkælet enebørn, der ikke kan respektere at andre har en anden eller et mere nuanceret syn på verden.
Ytringsfrihed, er ikke kun retten til at tale, skrive eller tænke frit. Det er også retten til at tie og tænke sig om...
Det kunne mange lære noget af. og jeg ser at den kære Pia k., også er begyndt at benytte sig af, Jf. at hun efter et stykke tid, har fået de grå op i omdrejninger og udtaler, at hun tager afstand til Lars hedegaards rablerier.
En ny forening, til fremme af ytringsfrihed - og måske også retssikkerhed, frihedsrettigheder, demokrati o.a. - skal være hjertelig velkommen.
Når mediedanmarks selviscenesættelse ligger i koma efter det mislykkede forsøg på at fremstille Danmark som verdens frelser i forbindelse med COP15 - når aviser som Ínformation satsede hele butikken på denne begivenhed, og det hele nu ligger i ruiner, her hvor man ved, at verden sejler af sted uden ledelse mod sin egen afgrund, ja så er man nødt til at fokusere på noget andet, for ellers så er det ikke til at holde ud.
Og hvad er så bedre end en principiel og fuldstændigt fordrejet fokusering på netop demokratiet, ytringsfriheden, dvs. alt det, som bekræftes stiltiende hver gang vi åbner munden, som markerer sig og udfolder sig performativt i enhver af de hændelser, som finder sted i den store sociale proces.
Ethvert af disse forsøg på at slå sig op som forsvarer af det, der konstant ligger under det hele og som stiltiende bekræfter sig hver gang vi udtaler os om noget, vidner om et mislykket og panisk forsøg på at fortrænge opmærksomheden for alt det man kunne have sagt, som man burde have sagt! Man snakker om friheden til at tale, frit og frejdigt forherliger man sig selv på den måde, hvor de virkelige problemer er, dem der handler om at det moderne samfund er ved at begrave sin egen succes i egen succes, at hele verdens befolkning ikke kan holde ud at se sig selv!
Ínformation ligger til tælling efter den store københavnske fuser, og det der bringes i den anledning skal ses som sådan, som et stort overflødigt perverterende udtryk for de misforståede demokraters demokrati, i en situation hvor netop det moderne samfunds lammende succes er afsløret som sit eget største problem.
Ren elendighed og mental eskapisme!
Det samme møde diskuteres på andre aviser, men hvoraf kommer Eriksens opfattelse af, at forholdet mellem PET og Trykkefrihedsselskabet afspejler de politiske fronter? Hvor placerer Eriksen så borgerlighedens Cepos og kometen Mchangana!
Som man ser af deltagelsen på mødet, er her tale om alt andet end den gængse politik. I bedste forstand populisme suppleret med lysten til polemik. Men som Eriksen selv skriver, er antiislamismen en væsentlig drivkraft, nogle vil kalde det et had til fremmede, og den slags politik kan kun Dansk Folkeparti drive. (Støttepædagogen Søren Krarup gik i onsdags i Jyllandsposten et skridt videre og forlangte med udgangspunkt i Indfødsretsloven alle bedragere ud af landet.)
~~~~~~KAKAFONI~~~~~~
Kære bannerførere. Kærlighed og Ytringsfrihed,
har det tilfælles, at det kan tales ihjel!!
Et godt råd herfra: "sssshhhhyyyy". ~~*~~
Kan ties ihjel?
http://shop.wulffmorgenthaler.dk/andet/sa-taet-pa-kop.html
Ytringsfriheden er grundlovssikret. Den kán simpelt hen ikke beslaglægges. Og især ikke på politiske vilkår...
Men der gøres da ihærdige forsøg. Men det er ikke artikulationen, der er problemet. Der ér ingen grund til at være bange for sproget (med mindre man er spin-doktor). Har man noget på hjertet, så ud med det. Det gælder i samme grad for enkelt-individer som for sammenslutninger. Men såvel værdi som valør er den samme. Ytringsfriheden er ikke forbeholdt lobbykratur-mæssige spekulationer. Pasta!
Med venlig hilsen
Dorte Sørensen:
."Hvorfor ikke gøre PEN, der har et international net stærkere i stedet for at skabe 2 nye selskaber, hvoraf det første kun har interesseret for at kritiserer muslimerne."
Godt spørgsmål. Svaret er naturligvis at PEN indtil videre har nægtet at lade sig misbruge af forhærdede værdikæmpere som Lars Hedegaard og Jens Martin Eriksen.
hrmf! Nogle gange når man ser et indlæg få anbefalinger, bliver man irriteret over at der ikke er to muligheder: enig og uenig!
Hugo Barlach:
"Ytringsfriheden er grundlovssikret."
Desværre er det kun den formelle ytringsfrihed der beskyttes via grundloven. Den formelle ytringsfrihed er så at sige på herrens mark i Danmark.
typo: udskift venligst den sidste "formelle" med "materielle".
Jo Sune. Men netop derfor kommentaren. Der hersker desværre den misforståelse omkring ytringsfriheden, at hvis man er en hiearkisk sammenhæng, så skulle man være på sikrere grund med hensyn til sine udtalelser. Men dén går ikke Grønberg.
Du er lovmæssigt sikret at udtale din mening. At du ikke har en organisation af enhver art bag dig, hverken kvalificerer eller underkender dine indspil i den offentlige debat. Sådan er udgangspunktet. Så bare klø på. Og fortsat velkommen...
At virkeligheden så forsøger at bilde dig ind, at din enkelte stemme kan ignoreres, hvis du ikke har en flok rygklappere på nakken, burde blot være et yderligere intaciment til at sige 'magten' midt imod, når du opdager, at der er 'fifleri' med i spillet på dine vegne.
Naturligvis er jeg klar godt over, at der ikke er overensstemmelse imellem formalia og naturalia. Men her gav du en åbenlys lejlighed til at yddybe anliggendet. Det sidste ord er skime' ikke sagt i den sammenhæng. Så tak for indspillet...
Med venlig hilsen
Hugo Barlach:
Du er velkommen.
Jeg er ikke helt sikker, men jeg går ud fra at du mener at grupper som Trykkeselskabet og eventuelle efterlignere (som f.eks. et eventuelt selskab startet af Mchangama) kun vil være politiske talerør for en bestemt ideologi, og ikke have en noget som helst virkning vedrørende ytringsfrihed?
Hvis det er et rigtigt gæt så er jeg i hver fald helt enig.
Nemlig Sune. F.eks CEPOS fortjener slet ikke den pressetække, som er tilfældet, når man tager i betragtning, at der decideret er tale om en lobby-sammenhæng.
Men i jagten på daglige nyheder, er der klart gået mangel i kvaliteten af ytringerne. Og det gælder især referencen til CEPOS, når talen er om de nyhedsformidlinger, der i overdreven grad betjener sig af forhåndenværende italesættelser. CEPOS er overrepræsenteret. Og det kan man med al mulig betimelighed stille spørgsmål til. Hvis netop ikke tilfældet skulle være (hvilket det er), at der er rigeligt med andre italesættelser, som så ikke tilfredsstiller de pågældende kanalers præferencer. Sådan er dét såmænd. Der er ikke megen hugo's pokus i det...
Men heroverfor står så den faktor, som man benævner: offentlighed. Og her her spiller du nøjagtig samme rolle som f.eks CEPOS. Et indspil.
Og dit har samme betydning, når du vælger at dele det med os andre. Det lytter vi til. Vi har lyttet til de store brægere, er blevet lidt vante til tågehornene og har imidlertid altid plads til f.eks dig. Det kalder man offentlighed.
Og stadigvæk tak, Sune, for at give plads til et par påtrængte præciseringer. Sådan fungere offentligheden bedst. Håber at kunne give dig luft ved en senere lejlighed...
Med venlig hilsen
Nor en gruppe af personer vil oprette en 3 forening til forsvar af menneskers ret til at udtale sig, er det udtryk for hvor forskelligt opfattelse mennesker har af det at give udtryk for deres personlig mening/holdning.
Selvom jeg selv mo leve med den kulde det er i Danmark at mene vi skal demokratisere vores offetlige behandling system med et folkevalg kammer under vores folketing.
So er det dog ikke at sammenline med de forhold der for politiske aktive her po Philippinerne som er det land i verden der flest drab po Journalister.
Hvor det kun nor forsiden af avisen og nyhederne nor der forgor en direkte lividering af 57 mennesker foretage af mennesker med tilkyntning Ampatuan klanen.
Her po Philippinerne har det helt andre menneskelige konsekvenser og omkostninger at vare politisk aktiv end i Danmark. Selvom jeg personligt lever bedre her end i Danmark, so er lidelsen og armonden dog so meget storre for mange philippinerne og en af ventre flojens mest makante front kamper Kemberly Jul Luna s blev her i december moned ombragt i kamp hun offedrede sit liv for forbedre forholdene for de fattige.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
At ytringsfrihed til et hvilket som helst formål møde modstand, var (henvendt til Per og Dorte) netop begrundelsen for, at Lars Hedegaard ikke blev optaget i PEN, og at han derfor stiftede sit eget "ytringsselskab", siden udvidet til et europæisk selskab, stadig med Lars som formand, og med inddragelsen af kræfter som Wilders.
I øvrigt mener jeg stadig, at ytringsfriheden kan belyses af det første "Trykkefrihedsselskab", som blev dannet i forbindelse med grundlovens givelse (på baggrund af debat af Tscherning, Grundtvig, Kant m.fl.).