Kommentar

Obama underminerer FN-konvention

Man kan frygte, at Obama er slået ind på en vej, der indvarsler straffrihed også for de politikere, der tilskyndede til tortur i Abu Ghraib og Guantanamo
19. januar 2010

I morgen er det et år siden, Obama rykkede ind i det Hvide hus. Efter otte år med præsident George W. Bush glædede mange sig til et 'change' i USA's udenrigspolitik, især når det drejede sig om menneskerettigheder. Efter Abu Ghraib, Guantánamo, CIA-fly og waterboarding håbede mange, at Obama ville indfri sine valgløfter om et opgør med tortur : Guantánamo ville blive lukket, og de hårdhændede afhøringsmetoder blive forbudt.

Mange regnede også med, at der ville ske en retsforfølgning af de ansvarlige for Bush-tidens tortur. Få dage før Obamas tiltræden var optimismen udtalt blandt danske politikere:

»USA er en retsstat, og erfaringen er, at Senatet forfølger sagerne kraftigt. USA er jo ikke nogen bananrepublik,« sagde udenrigsminister Per Stig Møller til Berlingske Tidende 18. januar, da han sammen med Søren Pind (V), Tom Behnke (K) og Søren Espersen (DF), få dage før Obamas tiltræden, forudså, at USA ville kulegrave og måske endda retsforfølge Bush-administrationen for tortur.

Selvom Obama bebudede en snarlig lukning af Guantánamo straks ved sin tiltræden, har han skuffet, når det gælder retsforfølgning af Bush-administrationen for tortur. I april gav han CIA's torturbødler straffrihed, som han begrundede med, at forhørslederne handlede i god tro og efter ordre, og at man ikke vil opnå noget ved at bruge tid og energi på at placere skylden for fortidens fejl.

Siksak-kurs

Beslutningen om straffrihed er i klar modstrid med FN's konvention mod tortur. Konventionen pålægger de lande, som har underskrevet og ratificeret konventionen at retsforfølge tortur. Konventionen slår samtidig fast, at der ingen undskyldning er for tortur, ej heller, at den er udført efter ordre ovenfra. Obamas beslutning om straffrihed underminerer FN's konvention mod tortur og fortsætter dermed reelt Bushs forsøg på at udhule konventionens status.

Med straffrihed til forhørslederne og den efterfølgende siksak-kurs, når det gælder retsforfølgning af de jurister og embedsmænd, der forsøgte at gøre tortur lovligt og stuerent, kunne man frygte, at Obama er slået ind på en vej, der indvarsler straffrihed også for de politikere, der tilskyndede til og godkendte torturen. Lakmusprøven på, om Obama vil tage et fuldt opgør med tortur, er ikke kun en realisering af den bebudede lukning af Guantánamo, men især om der vil ske retsforfølgning af de ansvarlige politikere for deres ansvar for tortur.

Men Obama må også have skuffet de ovennævnte danske politikere med sin beslutning. Når USA ikke selv tager skridt, bør Danmark opfordre dertil. Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og som nær allieret til USA har Danmark en særlig forpligtelse til at opfordre Obama til at få undersøgt og evt. retsforfølge Bush-administrationen for at få placeret ansvaret for torturen. For at USA skal leve op til forventningen om at være en retsstat og ikke en bananrepublik bør særlige venner af USA presse på for en retsforfølgning.

Tue Magnussen er advocacy-koordinator, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frej Klem Thomsen

USAs historie peger desværre på hvor usandsynligt det er at Obama-regeringen skulle retsforfølge amerikanske embedsmænd og soldater. Det er der ganske enkelt ikke praksis for, i hvert fald ikke så længe det er ikke-amerikanere som det går ud over. Der er en kedelig tendens i medierne til at betragte både Bush og Obama regeringerne som unikke, hvor sandheden nok er at de repræsenterer to poler i amerikansk politik, men at de begge placerer sig solidt inden for det meget snævert definerede politiske rum som udgør amerikansk "normal-politik". Bush-regeringen var en anelse mere bramfri i sin brug af kidnapninger og tortur end de forrige regeringer havde været, men ikke væsentligt værre i sin accept og tilskyndelse dertil end f.eks. Johnsons, Fords og Reagans (for bare at tage tre eksempler). Obamas lægger sig tættere på Clintons diplomatiske retorik, men har efter sigende optrappet de ulovlige kidnapninger af udenlandske statsborgere.

Det gør ikke kravet om retsforfølgelse irrelevant. Men det er værd at anerkende at det ikke er overraskende, men ganske forventeligt at det ikke er sket. Og at forstå grundene dertil.