Kronik

Den oversete diskrimination

Selv Arbejdstilsynet aldersdiskrimerer ansøgere over 50 år og har nu fået en dom for det. Men alle er tilsyneladende ligeglade
Mens offentligheden stadig kan rejses til forargelse, når kvinder diskrimineres på arbejds-markedet, er situationen lidt anderledes, når det kommmer til de ældste på arbejds-markedet. Her erkender selv Arbejdstilsynet, at ansøgere over 50 skal være mere kvalificerede end yngre kolleger for overhovedet at komme i betragtning til en jobsamtale.

Mens offentligheden stadig kan rejses til forargelse, når kvinder diskrimineres på arbejds-markedet, er situationen lidt anderledes, når det kommmer til de ældste på arbejds-markedet. Her erkender selv Arbejdstilsynet, at ansøgere over 50 skal være mere kvalificerede end yngre kolleger for overhovedet at komme i betragtning til en jobsamtale.

Ulrik Jantzen

Debat
14. januar 2010

Tænk det utænkelige, at:

»Der er 24 kvalificerede ansøgere til en offentlig lederstilling. 10 kvinder og 14 mænd. Der indkaldes 11 mænd til samtale; men ingen kvinder.

Én kvinde klager, men får at vide, at der ikke er indkaldt kvinder, fordi der ikke har været anvendt et kønskriterium ved udvælgelsen til samtale.

Samtidig nedgøres hendes kvalifikationer, uden at det er muligt at anføre væsentlige svagheder heri.«

Vi skal vel mere end 50 år tilbage, for at et sådant scenarium ikke ville give de helt store overskrifter. Ikke desto mindre er det almindeligt forekommende, hvis man i stedet for kvinder skriver kvalificerede ansøgere over 50, og i stedet for mænd skriver kvalificerede ansøgere på 50 eller derunder: Det er i hvert fald netop, hvad jeg selv har været udsat for, og endda ved en stillingsbesættelse i Arbejdstilsynet - Arbejdstilsynet, der jo henhører under Beskæftigelses- og Ligestillingsministerens område.

Der er nu faldet dom for, at Arbejdstilsynet foretager denne aldersdiskrimination.

Sagen er den, at jeg i december 2008 søgte en mellemlederstilling i en af Arbejdstilsynets provinskredse, som jeg selv betragtede mig som mere end velkvalificeret til. Stor var min overraskelse således, da jeg efter en periode med overbærende venten erfarede, at jeg ikke en gang kom til den indledende samtale.

Det måtte være løgn! For første gang i min karriere havde jeg søgt på en relevant stilling uden at komme i betragtning. Jeg forespurgte høfligt om på hvilke punkter, man havde fundet mine kvalifikationer mindre fyldestgørende, hvorefter sagen blev overdraget til Arbejdstilsynets Centraladministration. Her valgte man straks at gå i forsvarsstilling med procedurebeskrivelser uden at kunne komme med noget, der bare lignede det mindste af et svar.

Dumhed og arrogance

Selv havde jeg overset, at jeg havde passeret de halvtreds, hvorfor jeg af en af mine nærmeste og jævnaldrende fik forklaret (a la 'velkommen til virkeligheden'), hvordan han selv havde haft 52 ansøgninger inde på det sidste, og hvor han i seks tilfælde havde skjult sin alder. Og gæt, hvilke samtaler han kom til? Netop disse seks!

Så det at blive udsat for aldersdiskrimination havde altså ikke kun noget med mig at gøre. Den var der bare. Den måtte bekæmpes, og kampen måtte tages. Jeg var den udvalgte. Så væbnet med pen og blæk klagede jeg til Ligebehandlingsnævnet.

Det efterfølgende halve år gik derefter stille og roligt med, at nævnet sendte min klageskrivelse til Arbejdstilsynet og Arbejdstilsynets svar til mig for mine kommentarer og så fremdeles. Frem og tilbage. Og frem og tilbage.

I august 2009 tabte jeg tålmodigheden og ringede til nævnet og spurgte, om de ikke havde tænkt sig at behandle sagen i form af at stille nogle relevante spørgsmål, f. eks. til ansøgerskarens aldersfordeling i forhold til dem, der blev udvalgt til samtale. Der blev stille i den anden ende af røret. Nu havde de jo ikke haft sager af denne art før; men sagsbehandleren ville da lige vende dén med chefen.

Så kom der lidt mere gang i sagen. De relevante spørgsmål blev stillet, og Arbejdstilsynet måtte i sit næste brev afsløre, at ingen af de 10 ansøgere over 50 år, som Arbejdstilsynet selv havde anset som kvalificerede, var kommet til samtale, og det på trods af at hele 11 ud af 14 øvrige kvalificerede ansøgere på 50 eller derunder alle var kommet det.

Enhver burde kunne se, at dette skreg til himlen. Men nej. Aldersdiskrimination blev benægtet, fordi man i mit konkrete tilfælde slet ikke kunne »finde oplysninger, der gjorde, at jeg kunne påregne at komme til samtale«. Herefter belærte man mig om, at grunden til, »at ansøgernes aldersprofil ikke afspejles i gruppen, der blev indkaldt til samtale, skyldes, at alder ikke var et kriterium ved udvælgelsen til samtale«!!!

Medier er ligeglade

Tit går dumhed og arrogance jo hånd i hånd. I dette tilfælde blev denne sidste påstand gentaget fra det ene brev til det andet med administrationschefens underskrift. En simpel statistisk analyse beviste ellers, at der var mere end 99,9 procents sandsynlighed for, at en sådan fordeling mellem ansøgerskaren, og de, der blev udvalgt til samtale, ikke var baseret på tilfældigheder, men at et alderskriterium netop havde været anvendt. Dette vender Arbejdstilsynet så på hovedet og udtaler i realiteten, at personer over 50 år kun kan påregne at komme til samtale på lige fod med andre, hvis alder var noget, der blev foretrukket.

Dette var så groft, at jeg sidst i november 2009 tillod mig over for Ligebehandlingsnævnet at komme med sammenligningen til den kønsdiskrimination, som jeg også har anført indledningsvis i dette indlæg. Nu nød sagen fremme, så allerede her i julen fik jeg resultatet fra nævnets dommerpanel:

»Det er i strid med forskelsbehandlingsloven, at Arbejdstilsynet ikke indkaldte dig til samtale i stillingen som tilsynschef«.

Hurra. Jeg havde vundet. Retfærdighed. Nu kunne vi få fokus på dette område. Aldrig mere skulle det ske igen. Alle på min egen alder, som jeg fortalte resultatet til, var begejstrede.

Fint nok, men: Hvad nu?

Dommen måtte have nyhedsværdi, så jeg valgte at lægge et hint ind på Ritzau:

»ARBEJDSTILSYNET DØMT FOR ALDERSDISKRIMINATION,« hvorefter jeg lagde pænt tøj frem og børstede tænder. Jeg var parat til formiddagspressen, konfrontation med beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) i TV2, eller hvad der nu bød sig. Bare kom an.

Men intet skete. Og nu har vi så passeret nytår, og stadig intet er hændt.

Droninngen så det

Og hvorfor er det så lige, at aldersdiskrimination åbenbart er så udbredt og stiltiende accepteret i forhold til anden diskrimination, f.eks. på grund af køn? Vi bliver jo alle ældre.

Eksempelvis undrede det mig i forbindelse med arvefølgeafstemningen, at det så 100 procent ensidigt blev fremstillet som et spørgsmål om kønsmæssig ligestilling, når det i realiteten i lige så høj grad drejede sig om en manifestation af førstefødsretten. Dvs. den ældstes fortrinsret uanset køn og evner. Det kan selvfølgelig udmærket passes ind i, at vi vel alle udvikler os generelt livet igennem, indtil alderssvækkelsen sætter ind på det sidste; men hvorfor forholder det sig så lige omvendt på arbejdsmarkedet?

Prøv som 40-årig at tænke 20 år tilbage og der se sin egen karriere og udvikling, og prøv så i den alder at forestille sig den forholdsvis samme personlige udvikling de næste 20 år frem, til man bliver 60. Det er der åbenbart ingen, der kan. Man ser til enhver tid sig selv på toppen og forestiller sig, at resten af tiden er ned ad bakke.

Men er man der først - over 50 altså - er virkeligheden den modsatte. Man har selv oplevet det hele og har for første gang muligheden for at kunne se alle facetterne og livet som en helhed, der trækker sig fra vuggestue til pension.

I dronningens nytårstale udtrykker hun problemstillingen, som om vor tid er ungdomsfikseret, og at dette er en dyd i sig selv. Årene må ingen spor sætte. Den dyrt vundne erfaring må ikke komme til udtryk. Erfaring er en værdifuld bagage, som også de unge skal kunne glæde sig over og glæde sig til. Den, der ikke længere er ung af år, skal også have plads.

Det er et bemærkelsesværdigt indslag i talen, synes jeg, fordi dét, at hun giver sit bud på en forklaring, jo viser, at fænomenet er erkendt og trængt helt inden for kongehusets mure.

Samtidig står hendes udtalelser herom jo i bedre overensstemmelse med virkeligheden men i skærende kontrast til vores toppolitikeres udtryksmåde om det samme, når de taler om gråt guld, værdifuld arbejdskraftressource, nedtrapning af efterløn, fordi der er brug for alle hænder osv. osv..

Bliver der gjort noget?

Nu har vi så en konkret dom for, at velkvalificerede ansøgere over 50 år udelukkes af et arbejdsmarked, som henhører under Ligestillingsministerens eget ressort. Og vi taler altså om ca. en tredjedel del af hele arbejdsstyrken, og at ligestilling vel drejer sig om alle ligebehandlingslovens områder.

Så får vi et »Ups, noget må gøres!« - eller et »Nå, og hvad så?«

Jørgen Aanæs er ingeniør og arbejdsmiljøkonsulent. Han har 30 års arbejdsmiljøerfaring fra private og offentlige stillinger, heraf 18 år som direktør for en rådgivningsvirksomhed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og tydeligvis langt kvikkere end de implicerede parter. Han burde bestride en stilling noget højere end bare tilsynschef i arbejdstilsynet...

Næste gang der er folketingsvalg, så vil jeg stemme på en kandidat over 50.

Jeg er efterhånden lidt småsur over, at partierne altid søger "lækkert ungt kød" til kandidatopstilling, til tilidsposter og til ministerposter m v.

Jeg vil ikke mere regeres af folk, der er "sjaskvåde" bag ørene og iøvrigt næsten kunne være mine børnebørn.

Jens Thorning

Forstår det ikke - vi ved jo, at de skriger og skriger på arbejdskraft, og at det grå guld er i høj kurs, lige som indvandrere er populære. Eller fylder arbejdsgiver- og brancheorganisationerne og deres medier os med løgn?

Anne Petersen

Jens Thorning:
Ja de er fulde af løgn. Men det lyder pænt.

Jeg er en af dem, der ærger sig over, at det ikke længere er tilladt at angive ønsket alder og køn i jobannoncer. For det har jo ikke fjernet diskriminationen. Det har bare flyttet den ind bag virksomhedernes mure.

Det værste ved at det ikke længere fremgår åbenlyst og at ingen i den potitiske korrektheds hellige navn længere vil indrømme, at de har preferencer - eller hvad vi nu skal kalde det - er at diskriminationen er blevet individualiseret. Altså hvis du er over 50 og ikke kan få et job, så er det alene fordi du ikke er tilstrækkeligt kvalificeret. For alle ansætter jo kun efter kvalifikationer......

Tja, med den udbredte disrespekt toppen af systemet udviser i forhold til selv at overholde lovgivningen kan det jo ikke undre at det breder sig nedad i bureaukratiet ..

Jeg er ved at være træt af at blive regeret, uanset hvor tørre de er bag ørerne...

Tak fordi du gad tage slagsmålet og gjorde det så flot.

Kristian Larsen

Tak for kronikken! Jeg har selv haft samme mistanke, da jeg havde en arbejdsløshedsperiode sidste år. Den blev bestyrket, da jeg efter 45 ansøgninger blev ansat i Kbh. Kommune, og så hvor mange unge, der er blandt medarbejderne. Fordelen ved de unge er selvfølgelig, at de er billige, arbejder hårdt, og brokker sig lidt. Og når der er mange af dem, vil de helt naturligt sørge for at ansætte dem, der ligner dem selv - de unge.

John Jørgensen

Peter J;
"........Tja, med den udbredte disrespekt toppen af systemet udviser i forhold til selv at overholde lovgivningen kan det jo ikke undre at det breder sig nedad i bureaukratiet ....."

Du har ret, Peter, det er en pest der gennemsyrer magtapparatet.
En anden vinkel på dette med diskrimination:
Jeg mener vi er for egoistiske, vi erfarne og modne.
Og politikerne er for optaget af stemmetal.
Sagen er jo at vi står med små ungdomsårgange, og faldende olieindtægter om få år.
Samtidig er de sociale udgifter på vej op.

To ting må gøres:
1. De unge skal spores ind på arbejdsmarkedet, (eller gerne iværksætteri).
2. Selvhjælp og forebyggelse skal være i fokus indenfor uddannelse og sundhed.

Begge kan delvis hjælpes igang, ved at vi "modne" tager vort ansvar på os. Vi kan godt holde lidt igen, så de unge får en chance for at få fodfæste i arbejdslivet.
Vi må have gjort det lovligt, ja ligefrem ønskværdigt at vi tager del i de unges dannelse. Ingen straf ift efterløn, dagpenge osv. ved frivilligt arbejde.

Forældregenerationen er ofte ophængt i faste udgifter og karriere. Vi, (bedsteforældregenerationen), har ofte haft mange gode år, og kan nu bidrage med kompetancer og erfaring.
(Opbygning og selvværd og arbejdsdisciplin hos de unge).
Samtidig vil vi opleve at vores kompetancer bruges til at fremtidssikre vort samfund, dvs. alle vinder.

Steen Uffe Tommerup

Jeg har to sager kørende i hhv Rigsrevisionen og Arbejdsmarkedsstyrelsen for brud på handicaplovgivningen. De vil sikkert få samme medieomtale selvom der er fuldstændig obskure udtalelser fra Rigsrevisionen om bl.a. ikke at være omfattet de love og regler der sikrer handicappedes rettigheder. Samtidig dukker alle sig (i frygt?) for at svare på spørgsmål om Rigsrevisionen :-)

Jørgen Aanæs

Tak for alle gode indlæg indtil nu. Det rart med en god debat. En af´mine pointer i kroníkken var, at hvis man vil have opmærksomhed om den oversete aldersdiskrimination er det en god idé at tage en tur ind over den kønslige ligestilling med en sammenligning eller to. Så sker der lidt men ikke ret længe, så snakkes der køn igen. Ikke at det er uvæsentligt; men det er rart når der også er plads til andet.
Med venlig hilsen
Jørgen Aa.

Peter Andersen

Vis mig en gruppe der har nemt ved at komme i betragtning til noget som helst for tiden og jeg vil blive imponeret.

Aldersdiskrimination?

Det kender jeg godt: ville som 60-årig søge et nyt job for at løse en fastlåst arbejdssituation. Men nej: jeg fik at vide 'du behøver ikke søge, du passer ikke ind i vores aldersprofil'. 'Jamen, jeg arbejder præcist med den målgruppe I søger ny medarbejder til og har gjort det længe. - 'Beklager'!

Nå, men så kan man jo bare gå på efterløn i stedet; så er problemet løst :-) - Min bare aldersprofil.... kig i spejlet!

Olav Bo Hessellund

@Jørgen Aanæs
”Tit går dumhed og arrogance jo hånd i hånd.” … ” En simpel statistisk analyse beviste ellers, at der var mere end 99,9 procents sandsynlighed for, at en sådan fordeling mellem ansøgerskaren, og de, der blev udvalgt til samtale, ikke var baseret på tilfældigheder, men at et alderskriterium netop havde været anvendt. Dette vender Arbejdstilsynet så på hovedet…”.

Man kunne jo overveje at tilføje et forbud mod dumhed i forvaltningsloven, men det ville nok ikke hjælpe meget på de berørte.

Spøg til side – det er en rigtig god kronik, der endnu engang peger på et problem, der ofte forsøges benægtet, selvom de ansættende myndigheders handlinger viser noget ganske andet.

Mange undersøgelser foretaget af bl.a. ÆldreSagen, Danmarks Statistik, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har jo for længst dokumenteret, at der finder en udbredt aldersdiskrimination sted på det danske arbejdsmarked, og at Danmark er det land i Norden, der er dårligst til at fastholde seniorer.

Nu var det altså aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet diskussionen handlede om. Og den rammer både kvinder og mænd - jeg fornemmer at den rammer kvinder hårdere end mænd, afhængigt af fag.... Det er bare helt enormt svært at få et job, selv om man er velkvalificeret, når man er over 55.

Endvidere har jeg en fornemmelse af at kvinder bedre end mænd kan tilpasse sig det 'stivnede og udemokratiske arbejdsmarked' i dag. Altså det meget regelbundne og gennemkontrollerede med genindførsel af autoritære ledelsesformer. Kvinder er bedre til at sige: 'nå, det kan vi bare ikke lave om på, så det er der ingen grund til at spilde tid på'. Mænd bliver mere negativt påvirket af den slags, både på skoler og i arbejdet.

Anita Storr-Hansen

Tak til Information for at have bragt dette relevante emne op. Og tak til kronikoeren.
Hvis denne omsiggribende aldersdiskrimination ogsaa gjaldt for Folketingets og kommunalbestyrelsernes politikere og for direktoerer - altsaa dem over 50 duer bare ikke - ville problemet maaske blive loest i en fart.
Paa den anden side, hvad kan man forvente i et samfund hvor erfaring og en vis portion modenhed og menneskekundskab ikke vaerdsaettes? De fleste af os har formentlig proevet at vaere i en situation, hvor der skulle traeffes en beslutning her og nu, og hvor det var en lettelse at se en aeldre og erfaren sagsbehandler komme til hjaelp. Det gaar desvaerre ned ad bakke. Uddannelserne bliver ringere, jf. Bertel Haarder andetsteds. En studentereksamen i dag er paa niveau med en realeksamen foer i tiden. Det er soergeligt.

Inger Sundsvald

Mona
Helt enig!

Vedrørende artiklens emne

Dette er en kronik omhandlende diskrimination af ældre på arbejdsmarkedet. Den ikke mindre relevante debat om kønsdiskrimination og ligestilling henvises til en artikel omhandlende dette emne.

Debatvært
Espen Fyhrie

Bente Simonsen

http://50plus-och-utan-jobb.blogspot.com/

Trods vi skriver 2010, lever vi stadig i et ældre- og kvindefjendst samfund (måske endnu mere). Som ældre og kvinde betales du mindre end dine yngre kolleger, hvis du altså overhoved taget har arbejde, til trods for, at du er en stabilere, mere koncentreret og en mere vidende arbejdskraft.
Og at vi ældre ikke har fulgt med tiden, hvad den digitale verden angår er en skøne. Men vi har andre prioriteter end at bruge tiden på at twittre, spille spil og hænge ud på Facebook for at servere de seneste trivialiteter for vennerne.

Jeg er selv i den situation at være arbejdsløs.
Skriver jeg ansøgninger uden at angive min alder, kan jeg blive kaldt til samtale, men så snart de ser en, gælder det om at få afviklet samtalen så hurtig som muligt, kvalifikationer eller ej.

Skriver du din alder kan du være sikker på, at du ikke en gang får et svar.
Så er realiterne for os 50- og 60-plus’ere.

Mona Blenstrup

At udelukke en medarbejder grundet alder eller køn er en forteelse, der faktisk finder sted, når man sorterer ansøgnigner.

Men der findes en stærkere forskelsbehandling sted, når det ddrejer sig om kvinder og ikke bare på den bedre side end de 50 år.

Mange virksomhedsledere har ikke lyst eller råd til at ansøtte kvinder i den fødedygtige alder. Det kan være særdeles dyrt med barsel, omsorgsdage til syge børn og så videre. Derfor vælges oftere en mand.

Når mænd så kommer op over de 55 og bliver arbejdsløse melder sig de samme prob lemer for dem, som kvinderne har måtte finde sig i i årevis. Nemlig at de ´bliver fravalgt. Fordi de snart skal på pension, ikke er lynhurgite længere (fordom), ikke har det overskud og fleksibillitet som yngre mænd skulle besidde. Altså de får de samme problemer med at blive værdsat p arbejdsmarkedet,s om kinvder altid har haft.

Jeg forstår godt, at man ikke har råd til en barselnde kvinde i en lille virksomhed og derfor er der så mange kvinder inden for de offentlige. Der har man lov til at være væk fra jobbetog alligevel kører skuden videre.

Mænd: gør jegr bedredte til at mærke arbejdslivets kvindeforhold, når i når over de 55 og bliver arbejdsløse.

Medmindre i går ind i politik, der vælges de gamle nisser gang på gang.