Seks nordjyske mænd på 17-21 år blev sidst i november dømt for at brænde et levende marsvin forrige sommer.
De overhældte det med benzin, stak ild på det og filmede pelsdyrets dødskamp som en ildkugle i små 30 sekunder, indtil de slog det hvinende marsvin ihjel med en metalstang.
Der er to store journalistiske problemer ved pressens dækning af sagen: For det første at den får åndssvagt – ja, åndssvagt – meget opmærksomhed. Det er ikke kun TV 2 NORD, Nordjyske Stiftstidende og DR Nordjylland, der sammen med B.T. og Ekstra Bladet har været gavmilde med spalteplads og sendetid til marsvinedrabet.
Også de landsdækkende TV2 og DR, samt morgenaviserne Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske og snart sagt ethvert lokalmedie og internetmedie i landet har svælget i sagen.
Det gør de naturligvis, fordi drabet på et nuttet dyr vækker danskernes harme som intet andet. Vi så det også sidste år, da et par studerende spiste en kat og bragte reportagen i Journalisthøjskolens blad, Citat. Det tog forsiden på B.T., men – lidt som med Nyrups cykelhjelm – fortaber formålet sig for de fleste.
Citat ønskede ifølge redaktøren, at folk skulle indse det dobbeltmoralske i, at »vi bruger tusindvis af kroner på vores kæledyr, samtidig med at vi køber billigt svinekød i Netto fra dyr, der er behandlet ad helvede til«.
Totalt selvsving
Det samme kan man sige om marsvinesagen, (hvor der dog var tale om mishandling – det var der ikke med katten): Alle går i selvsving over gnaveren, som blev pint af nogle unge mænd med problemer. At det ikke kun er medierne, der går op i marsvinets utidige død, illustreres af det overvældende antal bruger- og lytterkommentarer, som marsvinedækningen modtog.
Og uden for de traditionelle mediers sfære er opstået mindst to Facebook-hadegrupper, der tilsammen tæller over 10.000 medlemmer, specifikt rettet mod marsvinepinerne. Gruppernes hovedbudskab er, at den gammeltestamentlige øje for øje-logik skal udvides til at inkludere dyremishandlere, så de udsættes for det samme, som deres dyreofre.
Et par af de mange hundrede kommentarer lyder bl.a.: »Jeg vil med glæde brænde dem af, så de kan få samme tur!« og »De skal brændes på et bål«. Det er selvsagt ekstremt, selv om der ikke er noget forkert ved at have sympati for marsvinet.
Det er bare helt ude af proportioner, når vi ikke tænker over, hvor stor lidelse vores øvrige adfærd forårsager lige så uskyldige dyr. Verdens industrielle landbrug er én stor gaveæske af eksempler på, hvordan mennesket udsætter dyr for lidelse.
Dyr får mennesketræk
Samtidig er menneskeheden ved at ødelægge grundlaget for vildt dyreliv på Jorden som helhed. Vi forårsager denne lidelse og udvikling via vores forbrug og livsstil, men det foregår så tilpas langt væk fra vores hverdag, at vi undlader at tænke over det. Det gør vi først, når det bliver så håndgribeligt som et marsvin.
Jeg bruger ordet ’drab’ om marsvinesagen, og en Berlingske-rubrik lyder ligefrem »Unge dømt for bestialsk marsvin-drab«.
Det lyder i manges ører malplaceret, fordi vi i vores antropocentrisme generelt ikke bryder os om at bruge menneskeord som drab og lig om dyr.
Det er nemlig med til at ophæve det menneskeskabte skel mellem menneskers og dyrs etiske værdi, og så bliver vores handlinger moralsk forkastelige. Det er de langt oftere, end vi tror, og det bør vi indse, så faktisk er drab i mine øjne et rigtigt ord at bruge.
’Drab’ bruges bare kun om kære dyr, og det er hyklerisk. Medierne behandler nuttede-pelsdyr-sager helt uproportionalt intenst, og den populisme er et journalistisk problem, fordi vi undlader at sætte fokus på de problemer med dyrs velfærd, lidelser og rettigheder, som har et omfang ud over det enkelte marsvin.
Det andet problem ved marsvinesagen er, at journalisterne straks efter domsafsigelsen ringer til alle, de kan komme i tanker om, for at få dem til at kommentere dommen.
Dømt i pressen
De seks mænd fik hver mellem 20 og 40 dages betinget fængsel. Hvorvidt denne straf er retfærdig eller ej kommer an på øjnene, der ser, og jeg vil ikke gøre mig til dommer. Dog vil jeg sige, at de fleste mennesker i mine øjne dømmer for hårdt og for hurtigt. Det er et faktum, at når almindelige mennesker bliver spurgt om straf i en sag, ønsker de generelt strengere straffe, end hvad der bliver dømt.
Men hvis man sætter almindelige mennesker til at følge hele retssager, ville de generelt dømme mildere end dommeren. Her kommer man nemlig til at overveje flere af de mange forskellige hensyn, der er vævet ind i vores kludetæppe af en straffelov. Afskrækkelse og retsfølelse (hævn) er de to ting, de fleste umiddelbart tænker på, når de vurderer retfærdigheden i en dom, men der er også hensynet til, hvad der gavner samfundet, og hvordan man bedst undgår ny kriminalitet.
Endelig er der hensynet til det/de liv, man kan ødelægge ved at sætte et menneske i fængsel, men det sidste skænker vi sjældent en tanke, hvis vi kun ved om den dømte, at vedkommende er en forbryder.
Alligevel har vi journalister ingen kvaler ved at ringe meningsdannere op og sige: »De brændte et marsvin af og fik 40 dage betinget – hvad synes du om dén dom?«.
Dyrenes Beskyttelse skal jo nærmest sige, at dommen er for mild, og Dansk Folkeparti er også altid god for krav om strengere straffe.
Problemet vokser, når politikere – i strid med princippet om adskillelse af den lovgivende, udøvende og dømmende magt – kommenterer konkrete sager og dermed lægger pres på den dømmende magt.
Stik mod magtens deling
Det er grundlæggende mod Montesquieus princip om magtens deling, og så er det lige meget, om det er marsvin, voldtægt eller Stein Bagger.
Politikere bør ikke påvirke retssystemet ved at kommentere konkrete sager – de skal blot sætte strafferammen via lovgivningen.
Det er ikke kun mig og Montesquieu, der mener det. Formanden for Den Danske Dommerforening, Jørgen Lougart, pointerede i forbindelse med justitsminister Brian Mikkelsens indgriben i den såkaldte hobbykniv-sag, at »... det næsten er blevet en daglig foreteelse, at politikere kommenterer domme«.
Den konkrete indflydelse, som presset på dommerne har, kan næppe måles, men det er indlysende, at den er der. Gudskelov modstår nogle politikere fristelsen.
Som Venstres dyrevelfærdsordfører, Flemming Møller, der sagde:
»Man hører jo tit om domme, som lyder mærkelige. Men domstolene har jo alle enkelthederne, og strafferammen er høj nok,« da han blev ringet op om marsvinesagen.
Det journalistiske problem er imidlertid ikke, hvad politikerne siger, men at de bliver bedt om at sige noget.
Vi journalister opfordrer direkte politikerne til at lægge pres på domstolene – og det er næsten uden undtagelse en overfladisk indsigt i en sag, der kommer til at danne grundlaget for politikernes udtalelser. Sammen med deres ideologiske indstilling til forbrydelse og straf.
Groft sagt kan det gøre journalister til en slags populistiske bødler. Vi blæser sager ud af proportioner, fordi vores journalistlugtesans siger os, at de sælger, og så får vi politikere til at lægge pres på domstolene eller ændre lovgivningen, mens de synger den gamle sang om strengere straffe.
Det går sgu ikke.
