Rumæniens smertefulde krise

Rumænien har siden kommunismens fald kæmpet for at indføre demokrati og frihed. Men mange rumænere er blevet apatiske og har opgivet troen på fremtiden - og lige nu befinder landet sig i en dyb politisk krise og en meget ulige fordeling af goderne
Landsbybeboere fra dagens Rumænien på vej til gudstjeneste den 6. januar, der er den ortodokse kirkes jul. Fra Pietrosani, 45 km nord for hovedstaden Bukarest.

Landsbybeboere fra dagens Rumænien på vej til gudstjeneste den 6. januar, der er den ortodokse kirkes jul. Fra Pietrosani, 45 km nord for hovedstaden Bukarest.

Radu Sigheti
11. januar 2010

Rumænien befinder sig i en dyb politisk krise, som kan vise sig at være en farlig cocktail i kombination med den økonomiske krise, som har påvirket landet hårdt.

I november væltede Rumæniens parlament regeringen ved en tillidsafstemning, efter at De Liberale Demokraters ministerpræsident, Emil Bocs koalitionsregering tidligere på måneden faldt fra hinanden. Det skete, efter at ni ministre fra Socialdemokratiet (PSD) forlod regeringen i protest mod fyringen af partiets indenrigsminister. Boc-regeringen har kun siddet i 10 måneder, og den har fra starten været plaget af skænderier mellem de to partier, som normalt sidder på hver sin side af det politiske spektrum.

I begyndelsen af december blev den siddende præsident, Traian Basescu, fra Det Demokratiske Parti, genvalgt med en minimal margen over sin rival, Mircea Geoana, fra Socialdemokratiet.

Nu består udfordringen i at udpege en regering, som kan opnå parlamentarisk flertal i et parlament, hvor Basescus parti er i mindretal, og han er ikke just kendt for at være en konsensusskaber. Han har i de sidste to år afprøvet enhver tænkelig kombination af regeringskoalitioner uden succes.

Et politisk vakuum

Uden politisk stabilitet vil den skrøbelige økonomiske situation sandsynligvis forværres, fordi det efterlader et politisk beslutnings tomrum. En situation, der får mange rumænere til at tvivle på demokratiets og flerpartisystemets velsignelser.

Siden Rumæniens indtræden i EU i 2007 har befolkningens forventninger om velstandsudvikling været tårnhøje, mens Rumænien politisk har bevæget sig fra den ene politiske krise til den anden. Og selv om økonomien har oplevet stor vækst både i 2007 og 2008 på mere end 6 pct. om året, har den økonomiske krise fået godt fat i Rumænien. Økonomien indskrænkedes med 6,2 pct. alene i første kvartal af 2009 sammenlignet med samme kvartal i 2008, og man venter et minus for hele sidste år på op mod otte pct.

Udover disse nye problemer, skabt af den nuværende politiske og økonomiske krise, var Rumænien allerede i vanskeligheder ved sin indtræden i EU i 2004. Landet havde store omkostninger på kort sigt i forbindelse med reformering af det juridiske system, politiet og forsvaret, som ikke var blevet gennemført inden optagelsen i EU.

Og som om det ikke var tilstrækkeligt, oplever Rumænien et fald i indbyggertallet samt flugt af velkvalificeret arbejdskraft til andre EU-lande, hvilket betyder færre skattebetalere i den private sektor.

Møgbeskidt valgkamp

Korruption blandt de politiske eliter, mange har siddet siden Ceausescus kommunistiske styre, er også et af de presserende problemer, som førte til lammelse af Rumæniens regering i det første år af EU-medlemskabet.

Valgkampagnen før præsidentvalget vidnede om et sygt politisk system, der har overlevet siden kommunismens fald.

På intet tidspunkt fik vælgerne noget at vide om, hvilket politisk program de enkelte kandidater havde, kun fodret med kompromitterende beviser om modkandidater, gensidige anklager om svindel, korruption, bestikkelse etc.

En ordkrig ført med alle midler og som efterlod en vred og splittet befolkning. Alt med det mål om at gribe fat i magten for egen skyld.

Basescu afholdt sin valgkampagne ved at samle gymnasieelever og fabriksarbejdere, som gerne ville holde fri et par timer midt på dagen. De fik orange veste på og penge eller andre goder for at deltage, og instruktioner om, hvad de skulle råbe og hvornår.

Intet opgør med fortiden

Imens stod andre i sidegaderne, rædselsslagne og måbende, og så hele processen som en farce og en tilbagevenden af det kommunistiske magtapparats manipulation og undertrykkelse.

Rumæniens største indenrigspolitiske problem er, at der endnu ikke er taget et opgør med den kommunistiske fortid, som man har gjort i andre østeuropæiske lande.

Kommunisterne fortsatte ved magten efter revolutionen, i modsætning til hvad der foregik andre steder. Man har helt undladt at rense ud i Ceausescu-styrets berygtede sikkerhedstjeneste, Securitate.

I marts 1990 blev det nye sikkerhedstjeneste Serviciul Roman de Informatii (SRI) oprettet, og op mod 80 procent af de tidligere Securitate-folk blev genansat. En stor del af de øvrige tidligere, ofte ledende agenter, pludseligt fremstod som ejere af det nyligt privatiserede produktionsapparat og servicesektor. Mange rumænere ringeagter fortsat de politiske institutioners evne til at hindre misbrug, og korruption er stadig en del af hverdagen.

Der er fortsat ikke klarhed omkring, hvad der virkelig skete i den såkaldte revolution, fordi der er så megen uvished om de begivenheder, der førte til kommunismens fald i Rumænien.

Her 20 år efter er stadigt ingen gjort ansvarlig for de 924 mennesker, der blev dræbt efter d. 22. december 1989. I de retssager som har fundet sted siden revolutionen, er kun et fåtal kommunistiske aktivister og tidligere officerer fra politiet og sikkerhedstjenesten blevet dømt for at undertrykke demonstrationerne, der foregik i Timisoara og Bukarest i perioden fra den 16. december til den 21. december, da Ceausescu-parret blevet arresteret. I denne periode døde 162 mennesker.

Ingen har gjort noget for at dømme de ansvarlige for de resterende 924 døde.

Der skulle gå 20 år, før offentligheden fik at vide, at over 80 procent af de 1.100 mennesker der officielt døde i forbindelse med revolutionen, blev dræbt efter den 22. december, efter at Ceaucescu parret var blevet arresteret.

På det tidspunkt havde Ion Iliescu allerede overtaget magten og Fronten til Nationens Frelse (nuværende PSD) opstod. Selv om hele forløbet stadigvæk er sløret, har mange iagttagere en formodning om, at Iliescu var en af dem, som orkestrerede hele forløbet i samarbejde med den rumænske sikkerhedstjeneste, Securitate, dent rumænske hær og den russiske sikkerhedstjeneste.

Velvidende mange af disse ting, har rumænerne trods alt det valgt Ion Iliescu som Rumæniens præsident hele tre gange, senest i 2000!

Det er, som om man tror, at hvis bare man glemmer fortiden, skal alt nok gå godt. Der er stadigvæk mange, ligesom i andre dele af Østeuropa, som ser på fortiden med nostalgi og mener, at der var bedre tider dengang.

Stemples som forræder

Ikke overraskende at Nobelprismodtageren i litteratur i 2009, den rumænsk-tyske Herta Müller, ikke er særligt populær i Rumænien på grund af sine udtalelser om, at »nomenklaturen fra før er stadig ved magten og sikkerhedstjenesten har et nyt liv... gamle netværk og forbindelse er blevet genaktiveret. Det forklarer også den korruption, der er så udbredt«. (Information, den 3. august 2009)

Mange i Rumænien betragter de, som har forladt landet, som forrædere, som nogle, der flygter fra problemerne i stedet for at blive og tage kampen op. Men spørgsmålet er: Hvad gør de, der stadigvæk er i Rumænien? Har de taget kampen op?

Det indtryk man får, når man taler med de rumænere, som har ressourcerne til at føre landet videre ad demokratiets vej, er: De har givet op, er skuffede, apatiske og har mistet troen på fremtiden. Efter de har kæmpet for frihed i årtier, virker det som om, de nu, hvor de virkelig har mulighed for at blive frie, har valgt at give op.

Rumænerne, der fra Romerrigets tid til revolutionen i 1989 ikke har kendt til andet end personlig og vilkårlig magtudøvelse fra despoter og fremmede magter, har udviklet en kultur, hvor man klarer sig lokalt så godt man kan, og lader magthaverne slås, som de nu vil.

Mange rumænere, der venter på, at det internationale samfund skal hjælpe dem, fordi de har været så uretfærdigt behandlet, har valgt at glemme fortiden, eller forsøger at gøre det.

Men fortiden er den usynlige medpassager i fremtiden og smerten i den rumænske folkesjæl bliver slynget fra generation til generation, godt hjulpet af løgne, fortielser og mangel på mod til et opgør med fortidens lyslevende spøgelser.

Maria Ruxandra Lupu er Cand.scient.pol. og forsker i Østeuropa på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for kaj nielsen

Der er ikke kun en passiv og apatisk stemning, der er også et stille raseri imod den koruption den lille mand møder,
men folk var ikke passive hvis de troede på fremtiden, men folk tror ikke på deres politikerer, de mistror politiet,advokater,retssystemet, og det med god grund, for de bliver snydt i alt, de ved de, de skal betale sort alle steder,selv hos lægen,eller statens kontorer ,og de undre sig over at EU ikke vil høre sandheden, fra den lille mand, men kun høre løgn fra banditterne i Bucarest, jeg selv har oplever koruptionen på alle plan.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for kaj nielsen

jeg vil lige understrege, jeg ved hvad jeg snakker om især angående de usle forhold der bydes, landbefolkningen, jeg rejser der 5 til 8 gange årligt på egen hånd, nu på 13 år
desuden så har jeg også oplevet at store firmaer fra andre EU lande, som nu køre forretning i Rumænien, de lader de korupte ansatte fortsætte,
som en gammel mand sagde til mig, citat. jeg er bleven udnyttet i over 50 år, det bliver jeg stadig,og jeg dør mere fattig en da jeg blev født.

anbefalede denne kommentar