Kommentar

Sheriffen skyder på Washington

Hvis det står til Richard Mack fra Arizona, skal Obamas sygesikringsreform stoppes ved amtsgrænsen
Debat
15. januar 2010

KNOXVILLE - En tidligere Arizona-sherif ved navn Richard Mack lagde for nylig sin vej forbi min hjemby, Knoxville. Med sig bragte han det budskab til byens borgere, at det står i vores magt at hindre præsident Obama i at indføre noget som helst nationalt sygesikringssystem - det kan vi i praksis stoppe ved amtsgrænsen.

Mack var på salgsturné for den bog, han har skrevet, The County Sheriff: America's Last Hope. I hele landet rejser han rundt og holder taler, hvori han formaner sine tilhængere om at sørge for, at deres lokale sherif nu også læser bogen. Håbet er så, at alle disse sheriffer med tiden vil kunne mobiliseres til at bakke op om hans hjertesag: at kæmpe imod alle former for uvelkomne forbundsstatslige politikker.

Jeg var ikke selv mødt op for at høre talen, som ifølge vor lokale avis kun samlede en tilhørerskare på omkring 100 mennesker. »De Forenede Staters præsident kan ikke give jeres sherif besked på, hvad han skal gøre,« sagde Mack til publikum. Han hævdede videre, at sherifferne kan hindre forbundsstatslige skatteopkrævere i at udtage pant i private ejendomme eller komme på uanmeldte revisionsbesøg.

Han advarede også, således rapporterer vor lokale avis, om, at Washingtons politikere er opsatte på at ødelægge Amerikas forfatning. Som han udtrykte det: »Washington er Jordens mest korrupte sted, og hvis Gud ikke snart udsletter byen, så skylder Han ærligt talt Sodoma og Gomorra en undskyldning.«

Temmelig stærk tobak, må man sige.

Mack fik en del opmærksomhed i Clinton-regeringens dage, da han og andre sheriffer lagde sag an for at forhindre håndhævelse af en forbundsstatslig lov, der ville medføre nye restriktioner for ejerskab af håndvåben, og vandt sagen, da den kom for USA's højesteret. Mack er naturligvis også en hyppig gæst hos højreorienterede radioværter og på konservative hjemmesider, og hvis man har lyst, kan man på You Tube-klip høre ham prædike sine dystre advarsler om, at nationen er i fare.

Mack og meningsfæller har altid været repræsenteret i Amerikas politiske liv, og selv om de godt nok kan lave en masse støj, så tvivler jeg på, at de vinder noget videre politisk gehør uden for deres egne marginale tilhængerskarer. Alligevel rejser det særlige spil, han driver, nogle interessante spørgsmål.

Hertugdømmer

Hvad er for det første en sherif? Tja, i USA er en sherif i reglen en folkevalgt ordenshåndhæver, som har politimyndighed over et amt eller en lignende regional og lokal enhed. Inden for et amt vil der typisk også være kommunale myndigheder, der igen har deres egen politistyrke og diverse regeringsagenturer. I De Forenede Stater har vi over 3.100 amter (counties), som er administrative underinddelinger af de enkelte stater. Antallet af amter per stat kan variere ganske meget og afhænger hverken af den givne stats størrelse eller folketal.

Langt det største amt - 383.000 kvadratkilometer - ligger i det store vildnisimperium Alaska, mens det mindste - 34 kvadratkilometer - er et lille forhenværende høvdingedømme i Hawaii. Min egen stat, Tennessee, har 95 amter, men de omgivende stater har flere - Georgia har 159, Virginia 134, Kentucky 120, Missouri 115 og North Carolina 100.

Hvert enkelt amt fungere som en art hertugdømme og har sine egne administrative ansvarsområder såsom at drive de offentlige skoler. Sheriffer har varierende beføjelser, men opererer generelt set som en forholdsvis uafhængig instans inden for lovhåndhævelsesområdet. I de små amter har en sherif måske kun en håndfuld vicesheriffer til at hjælpe sig, mens sheriffen i Los Angeles County beskæftiger en stab på over 8.000 medarbejdere.

Mack påberåber sig nu sheriffens forfatningsgivne ret til at beskytte visse lokale og delstatslige myndighedsområder, som ligger implicit i nationens grundlæggelsestekst. Jeg bruger ordet »implicit«, fordi dette altid vil være et kompliceret fortolkningsspørgsmål, som i sidste ende vil skulle afgøres af USA's højesteret.

Om amtslige sheriffer virkelig retmæssigt kan hindre forbundsstatslige embedsmænd i at gennemføre nationale love og politikker uden om den amtslige jurisdiktion er dog yderst tvivlsomt.

Men for Mack og hans forbundsfæller er der ingen tvivl om, at forbundsregeringen gør stadig større indhug i de statslige, amtslige og individuelle rettigheder. For dem er den sygesikringsreform, som er undervejs, blot endnu et eksempel på Washingtons bestræbelser på at udvide sit myndighedsområde.

Psykopatisk klovn

Sheriffen er en tvetydig figur i den amerikanske kultur. Nogle gange bliver han skildret som en Wild West-skikkelse à la Bat Masterson, som med lynende revolver bringer lov og orden til lovløse frontier-byer. Andre gange er han som Sherif Andy Taylor, den hyggelige og folkeligt joviale sherif fra en mytisk North Carolina-landsby ved navn Mayberry - sådan fremstilles han i en populær tv-serie fra 1960'erne, der er blevet genudsendt igen og igen i snart et halvt århundred.

Engang endte en af vore sheriffer, Grover Cleveland, med at blive Amerikas præsident.

Navnlig i sydstaterne er sheriffen ofte blevet portrætteret som en psykopatisk klovn eller som en gudfrygtig, åndeligt indskrænket og farligt korrupt person, der står i spidsen for en flok sølle og elendigt uddannede vicesheriffer, som ikke desto mindre er i stand til at styre hele landbosamfund med hård hånd. Sheriffer bliver jævnligt retsforfulgt for påståede forbrydelser - sagsanlæg, som de sædvanligvis selv hævder har politiske grunde. Men ikke sjældent bliver sheriffer også opfattet som folkets forkæmpere, frygtløse, fair og karismatiske, hvilket mange af dem bestemt også er i virkeligheden.

Sammensat nation

Macks afsporede korstog er måske foruroligende. Alligevel er jeg ikke så bekymret. Decentraliseringen af Amerikas myndighedsstrukturer sikrer trods alt en bred variation i lovhåndhævelse, og ikke ret mange sheriffer kunne finde på at skrive sig på Macks mobiliseringsliste.

Historisk har vi amerikanere aldrig reageret særlig velvilligt på hverken politisk centralisering eller fragmentering. Vi et slet ikke som f.eks. Frankrig med dette lands komplicerede administrative system, hvor alle myndighedsinstanser er tæt forbundet til centralmagten i Paris. Men lige så lidt er vi 50 semiautonome republikker med 3.100 semi-semiautonome fyrstendømmer, sådan som nogle libertarianere godt kunne tænke sig. På en eller anden måde lykkes det i reglen for os at holde sammen på denne umådeligt store og umådeligt sammensatte nation.

Paul Ashdown er professor i journalistik ved University of Tennessee

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her