Læsetid: 4 min.

Snigende selvcensur gør os til zombier

Hvad ligger der bag argumentet om, at kritik af islam er udtryk for racisme? Hvor i består en ny sensibilitet i det flerkulturelle samfund? Indtryk fra et årti, hvor fatwaen blev internaliseret
'Man kan vælge at publicere alt det forbudte og således gøre det umuligt for voldsfanatikere at udpege isolerede ofre - som det senest var tilfældet den 1. januar, hvor en person forsøgte at myrde tegneren Kurt Westergaard (bill.) - eller man kan også sige, at det hele er for sjov, og at ytringsfriheden på ingen måde er truet'.

'Man kan vælge at publicere alt det forbudte og således gøre det umuligt for voldsfanatikere at udpege isolerede ofre - som det senest var tilfældet den 1. januar, hvor en person forsøgte at myrde tegneren Kurt Westergaard (bill.) - eller man kan også sige, at det hele er for sjov, og at ytringsfriheden på ingen måde er truet'.

Martin Dam Kristensen

5. januar 2010

Salman Rushdie talte ved forskellige lejligheder om en zombie-effekt efter fatwaen mod ham: flere vænnede sig til at respektere krænkelsesargumentet på den ene og den anden måde, så man efterhånden end ikke var sig bevidst, at man praktiserede selvcensur. Det er forbløffende i hvor høj grad en magtanvendelse på denne måde har sat sig spor og dis-ciplineret publicister, forfattere, redaktører og forlæggere. I løbet af ganske få år har mange vænnet sig til censuren, til ikke at antaste antidemokratiske dogmer i islam. Dette gør de naturligvis med eufemistiske argumenter, der får det til at se ud som de udviser en særlig respektfuld gestus.

I forsøgene på at finde begrundelser for at være imod Jyllands-Postens karikaturer har der været gjort forskellige forsøg. Men da selve krænkelsesargumentet er forholdsvis nyt, og importeret fra OIC's strategiske kamp (Den islamiske konferenceorganisation) mod menneskerettighederne, har man måttet eksperimentere sig frem. Man er naturligvis uvidende om, at man er blevet instrumentaliseret ud i denne manøvre af den islamiske konferenceorganisation. Og man er heller ikke selv krænket i forhold til noget helligt forbud af de forkætrede karikaturer. Selve eksperimentet med at finde en legitimation for et forbud eller en selvcensur over for tegningerne sker udelukkende på andres vegne. Det er en veldædighedsgestus, hvormed man vil hylde en ny multikulturalistisk etik. Man vil skærme disse andre mod, at deres værdier krænkes, eller at disse andre selv forhånes og gøres til grin. Der er også gjort forsøg med mere æstetisk begrundede afvisninger: Nogle har ment, at tegningerne var talentløse, at de var vulgære osv. Få har indrømmet, at de afholdt sig fra at bringe tegninger af ren frygt.

Ny sensibilitet

Flere har i eksperimentet med at finde legitimation for selvcensur peget på, at vi må indstille os på hvad man kalder en 'ny sensibilitet'. Det er et forandret 'vi', der med andre ord findes i vores flerkulturelle samfund: det må også indebære ændrede udtryks-former: en ny multikulturalistisk etik.

Denne forvandling af offentlighedens måde at fungere på er nu ved at kunne registreres forskellige steder i vestlige lande de seneste år. Bøger, der omhandler emner, der tangerer muslimske dogmer og forbud bliver sendt til godkendelse hos kompetente autoriteter for ikke at fornærme. F.eks ligger Frederik Stjernfelts og min bog 'Adskillelsens politik' til undersøgelse i det serbiske udenrigsministerium i Beograd, før en forlægger tør udgive den.

Det britiske tidsskrift for ytringsfrihed, Index on Censorship, har i det seneste nummer offentliggjort et interview med den danske forsker Jytte Klausen, hvis bog om Muhammedkrisen blev censureret for tegningerne på det amerikanske Yale University Press. En relevant illustration til inter- viewet ville nu have været de tegninger, der er sagens omdiskuterede genstand, hun behandler i sin bog, der blev censureret, og som nu drøftes i interviewet. Men her gentager selvcensuren sig: Chefredaktøren for Index on Censorship begrunder sin afvisning i en redaktionel kommentar af at bringe tegningerne med, at det kunne udgøre en fare for forlaget, bladet, de ansatte osv. at publicere dem i tidsskriftet.

Denne disposition har ført til indsigelser fra læserne. En peger således på, at det er ironisk, at Index on Censorship, der arbejder for at fremme ytringsfrihed overalt i verden, og som hylder ytringsfrihedens forkæmpere i lande uden retssikkerhed som Zimbabwe og Iran, tilsyneladende kun ønsker at spejle sig i oppositionens ærefulde handlinger i disse lande. Selv er man for frygtsom til at vove noget som helst konfronteret med en trussel, som ingen har fremsat, men som man udelukkende selv har fantaseret om.

Rascisme og xenofobi

Et af de bemærkelsesværdige argumenter, som den islamiske konferenceorganisation har brugt i FN-systemet i kampen mod ytringsfrihed, er forsøget på at sammenstille religionskritik, dvs. kritik af islam med racisme og xenofobi. Det er sket i resolution efter resolution fra FNs menneskerettighedsråd. Senest blev en sådan vedtaget på FN generalforsamling den 19. december 2009.

Men det er karakteristisk, at dette argument, hvor forkert det end måtte være, kun kan markedsføres i en vestlig kontekst. Det bygger naturligvis på forudsætningen om, at kritik af nogle af islams dogmer også samtidigt indebærer en kritik og moralsk forulempelse af de mennesker, der tror på dogmerne på grund af deres etniske oprindelse. Her i Vesten kan man spille på, at en politisk kritik af dogmer er udtryk for en racistisk chikane af et etnisk mindretal.

I Malaysia kæmper politisk frisindede muslimer mod landets tiltagende islamisering. I denne kamp opfordrer de også politisk frisindede fra andre religioner og kulturer til at deltage, og trodse kulturalismens net af forbud mod kritik. De appellerer til, at alle malaysiere først og fremmest skal se sig selv som samfundsborgere og ikke som medlemmer af en religiøs eller etnisk gruppe. Og som sådanne har alle ret til at blande sig i alt - uanset hvilken religion, etnisk baggrund eller kultur man kommer fra, og uanset hvad kritikken gælder. Alle har ret til at kritisere den anti-demokratiske islamisering, uanset om man er muslim, buddhist eller hindu. Det fortæller sociologen Norani Othman fra organisationen Sisters-in-islam i Stjernfelts og min bog Adskillelsens politik - og modsiger derved ganske eklatant dem, der søger at legitimere forbud mod kritik af dogmer i andres kultur og religion.

Årtiets væsel-ord

Den britiske historiker Timothy Garton-Ash har defineret 'respekt' som det forgangne årtis væsel-ord, der meget let kan se ud som et slet skjult dække over frygt.

Man kan ignorere krænkelsesargumentet og publicere alt det forbudte og således gøre det umuligt for voldsfanatikere at udpege isolerede ofre - som det senest var tilfældet den 1. januar, hvor en person forsøgte at myrde tegneren Kurt Westergaard.

Men man kan også sige, at det hele er for sjov, og at ytringsfriheden på ingen måde er truet. Man kan skjule sig bag væsel-ordet 'respekt'. Man kan ende som zombie.

Jens-Martin Eriksen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Tak for en intelligent og gennemreflekterede klumme – man kan mærke at der blæser nye friske vinde – og guderne skal vide at det er tiltrængt.
Apropos respekt. Kurt Vonnegut dedikerede en af sine romaner til sin mors veninde; der lærte ham at tale respektløs, dengang han endnu var en dreng. Det frække, udfordrende og respektløse udgør en stor del, af vores kultur, og for nogle af os en den vigtigste side: oprøret, revolutionen, frigørelsen – kampen for tilværelsen. Respekt kommer for mange af os til, at være synonym med: underkastelse; sleskhed; småborgerlighed og ja zombier, på den ene side, og: undertrykkelse; hovmod og udbytning på den anden side.

Svend W. Jensen

Tak til Jens Martin-Eriksen for at sætte selvvalgte honnette holdninger til debat og for at påvise, at de honnette holdninger måske ikke så meget er selvvalgte, som et udtryk for selvcensur af (berettiget) frygt.

Skræmte stemmer fra angstens musehul.

Fra artiklen:

Et af de bemærkelsesværdige argumenter, som den islamiske konferenceorganisation har brugt i FN-systemet i kampen mod ytringsfrihed, er forsøget på at sammenstille religionskritik, dvs. kritik af islam med racisme og xenofobi.

--------------

At kritik af islam p.t. ofte ER knyttet sammen med racisme og zenofobi, det passer vel - her og nu !

Men bortset fra det - er der vel marxistisk set - ellers ingen principelle grunde til omvendt: Ligefrem at behandle islam mindre kritisk end nogen af de øvrige religioner behandles -

bla.a. fordi: Lissom de andre religioner, hattedamer og socialdemokratismen, kommer ej heller islams anbefalinger og praksisser i socialistiske retninger -
udover det: Blot at have væsen af: Lappeløsninger.

Svend W. Jensen

Kim Gram,

Helt uden for emnet og derfor utvivlsomt med en kort levetid: Jeg kan ikke lade være med at beundre dig for din stædighed (tenacitet hedder det vist).

Jeg kommer af en eller anden til at tænke på den ældgamle film: Støt står den danske sømand” og omskriver den til: ”Støt står den danske marxist Kim Vibe”, helt uanfægtet af virkeligheden.

Bliv endelig ved og det er sagt helt uden bagtanke, dels morer det mig og dels minder det mig jo næsten dagligt om, hvorfor marxismen var en stor fejltagelse.

Heinrich R. Jørgensen

" ”Støt står den danske marxist Kim Vibe”, helt uanfægtet af virkeligheden."

Det kan godt være du ikke frygter radikal muslimske galninge, men lidt ærefrygt for den mulige, kommende raslen med frederiksværkstål ville nok have været på sin plads :-)

Gorm Petersen

Jesus og Marx har sammen åbnet en restaurant, hvor de serverer retter, hvis sundhedsværdi aldrig er modbevist.

Lige nu interesserer de fleste sig for pizzaer og kebab, men de 2 jøder er tålmodige og holder fortsat butikken åben.

Svend W. Jensen

Røde øre. Det er anden gang i løbet af kort tid, at jeg har foretaget denne form for ”namedropping”.

Uforbeholden undskyldning til begge Kim´er med håbet om, at den rigtige tager opfordringen til efterretning og at censor udviser sin virkelyst og hjælper mig ud af miséren.

Svend W. Jensen

Kim Gram,

Den store mester har ikke været her endnu. Så jeg forsætte chat-rummet.

Hvis det marxistiske paradis først indtræder, når alt andet er forsøgt, er jeg endnu mere fortrøstningsfuld. Det er endnu en god grund til at opfordre dig til at blive ved.