Kronik

Spejlinger giver ny indsigt

Vi lever i en tid, hvor der er stor opmærksomhed på forstyrrelser i hjernen som årsag til børns problemer, som f.eks. ADHD eller tvangstræk (OCD). Vi forsømmer måske i nogle tilfælde at undersøge, om børns problemer faktisk kan forståes ud fra deres erfaringer, og om løsningen kan ligge i, at børnene gør nye, udviklingsfremmende erfaringer
Vi lever i en tid, hvor der er stor opmærksomhed på forstyrrelser i hjernen som årsag til børns problemer, som f.eks. ADHD eller tvangstræk (OCD). Vi forsømmer måske i nogle tilfælde at undersøge, om børns problemer faktisk kan forståes ud fra deres erfaringer, og om løsningen kan ligge i, at børnene gør nye, udviklingsfremmende erfaringer
Debat
23. januar 2010

Lærke på 11 år var usikker på, om andre kunne forstå hendes tanker, eller om de opfattede hende som forkert. Derfor var hun alvorlig og tilbageholdende, både over for sine forældre og jævnaldrende.

Hun kunne senere fortælle, at det nærmest var som en drøm, der gik i opfyldelse, da forældrene begyndte at spejle hende. At høre dem sige noget, der lignede det, hun tænkte, og at de sagde det uden at se ud som om, de syntes, hun var 'for meget' - det gav hende mod på at begynde at udtrykke sig meget mere, end hun havde turdet i det seneste års tid.

Lærke havde været livlig og spontan indtil otteårs alderen. Omkring det tidspunkt begyndte hun at virke tænksom og alvorlig eller trist, og hun trak sig i flere sammenhænge væk fra andre børn. I stedet begyndte hun at bruge megen tid på at læse. Forældrene genkendte sig selv i den velovervejede måde at være på, men syntes, at hun gik for vidt. Når de nævnte deres bekymring for hende, svarede hun: »Der er ikke noget«.

En dag meddelte Lærke, at hun ikke ville deltage i en forestående flyrejse med sin idrætsforening. Hun havde foreslået, at de skulle benytte tog for at begrænse CO2-udslippet, men det havde der ikke været stemning for. Forældrene oplevede det som om, Lærke tog hele verdens problemer på sig. Det gav stødet til, at de henvendte sig til en psykolog.

Når et barn har problemer, er det almindeligt at spørge, hvad der er galt, at forklare barnet det uhensigtsmæssige i dets opførsel og at vejlede det i en mere hensigtsmæssig opførsel. I nogle tilfælde løser det imidlertid ikke problemet. Så kan det være en hjælp at spejle barnet, dvs. at tage det på sig som sin opgave at forsøge at forstå problemet, og fortælle barnet, hvordan det måske kan forstås.

I Lærkes tilfælde foreslog psykologen, som forældrene talte med, at hendes alvor måske kunne forstås som en reaktion på oplevelser, der sagde hende, at det var forkert eller risikabelt at lege og være spontan og ubekymret. Forældrene kunne følge denne formodning og spejlede den for Lærke. De sagde desuden, at hun måske ikke havde det fra fremmede, fordi de selv tænkte meget over tingene.

Denne gang sagde Lærke ikke: 'Der er ikke noget'. Hun lyttede, men forholdt sig tavs. I de følgende dage spejlede forældrene formodningen for hende i forskellige variationer. Hun var fortsat tavs, og forældrene syntes, at de begyndte at famle i blinde, men de holdt tavsheden ud.

Vi opsøger spejling

Efter en uges tid fortalte Lærke pludselig, at hun et år tidligere nogle gange havde været med til at drille en overvægtig pige, som dengang gik i klassen. Andre gange havde hun ikke været med i drillerierne, men hun havde heller ikke sagt til de andre, at de skulle stoppe.

Man kan formode, at Lærke som otteårig begyndte at tænke nærmere over, hvad hun som syvårig gjorde spontant, og at det chokerede hende så tilpas meget, at hun begyndte at lægge bånd på sin generelle opførsel. Den mekanisme, der her kan være tale om, Nachträglichkeit eller efterfølgende ændring, er første gang beskrevet af Sigmund Freud og svarer lidt til de moralske tømmermænd, vi voksne kan blive ramt af efter en glad aften.

Efter nogle måneder vendte Lærkes spontanitet tilbage, hun slækkede på de boglige aktiviteter og blev igen mere interesseret i at være sammen med veninder - og hun tog med på flyrejsen.

Den bekymring, forældrene først havde udtrykt for Lærke, var relevant og velment, men for et barn lyder den let som et indirekte udsagn om, at 'du er forkert'. Da forældrene begyndte at spejle Lærke, lettede det hende for forestillingen om at være forkert, idet spejlingen tilførte mening til hendes adfærd.

Det spejl, der her er tale om, adskiller sig fra almindelige spejle, idet det viser den usynlige mening, som Lærkes alvor kunne have. En mor anvender spejling, når hendes spædbarn f.eks. græder utrøsteligt, og hun siger: »Du er vist så træt, at du er helt opkørt og ikke kan finde ro«.

Når Lærke blev hjulpet af spejling, var det formentlig, fordi hendes tilstand lignede det grædende spædbarns tilstand, hvor barnet ikke forstår sin egen belastning og ikke kan komme ud af den ved egen kraft.

Voksne opsøger selv spejling, når vi for eksempel læser romaner og ser film. Den unge Werthers lidelser af Wolfgang von Goethe spejler den tilstand, hvor vi længes så meget efter et andet menneske, at den anden føles uundværlig.

I filmen Den enfoldige morder af Hans Alfredson betragtes hovedpersonen, Sven, som idiot, men hans problem er, at han har læbeganespalte, og som følge deraf er hans udtale uklar. Filmen spejler den vrede, vi kan føle, når vi oplever, at vi bliver bedømt forkert eller behandles uretfærdigt.

De nævnte værker rummer meget stærke billeder på følelsestilstande. Werther begår selvmord, da han ikke kan få sin elskede, og Sven myrder fabrikant Höglund, der ikke betaler ham for hans arbejde, idet Sven bakkes op af et englekor og uvejrsbuldrende musik fra Verdis »Requiem«. Derved får vi mulighed for at opleve, at selv vore mest voldsomme og skræmmende følelser og fantasier kan genkendes af andre, benævnes og ses som meningsfulde. Vi bliver mindre alene med følelserne og fantasierne, som derved bliver mindre voldsomme og nemmere at bære.

På tilsvarende måde kommer børnelitteraturen barnet i møde. I Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg tager Astrid Lindgren barnet i hånden i bestræbelsen på at danne sig selv som en anden end forældrene eller de voksne i det hele taget, måske ligefrem i opposition til dem. I Brødrene Løvehjerte, også af Lindgren, spejles sorg og det sammenhold, der kan gøre en sorg lettere at bære.

I J. K. Rowlings bøger om Harry Potter spejles oplevelsen af, at man ikke dur til noget eller ikke er elsket. Bøgerne realiserer længslen efter at blive set og værdsat af nogen, og drømmen, som måske er ubevidst, om at rumme muligheder, som derved kan komme til udfoldelse.

Også i kunsten

Spejlinger af et barn er ikke rene afspejlinger. De medfører nye oplevelser: Barnet opdager, at forældrene tænker over det, og at de kan forestille sig noget om dets følelser eller tanker, som barnet mangler ord for, eller tror, at forældrene ikke ville kunne forstå, sådan som det gjaldt Lærke. Spejlinger i romaner og film tilføjer på lignende måde noget nyt.

I installationen Your negotiable panorama af Olafur Eliasson træder publikum ind i et cirkelrundt rum, hvor der i midten står et bassin med vand i. Publikums fodtrin skaber en bevægelse i vandet, som spejles op på rummets hvide væg, hvor den aftegner sig som en bølgende skygge. Træder man kraftfuldt, bliver bølgebevægelsen hurtig og udsvingene store. Står man stille, falder bevægelsen til ro og bliver til en stillestående streg. Men når man betragter vandet i bassinet, ser man derimod næsten ingen forskel på bevægelse og ro.

En så godt som ikke-synlig bevægelse i vandet aftegner sig som en stor bevægelse på væggen. Sådan kan det være med menneskets handlinger. Det, vi gør, har nogle gange en virkning på andre mennesker eller på naturen, som vi ikke umiddelbart kan se eller forestille os. Som da Lærkes forældres velmente bekymring fik hende til at føle sig forkert, eller som når det viser sig, at vores livsførelse medfører global opvarmning.

Eliassons panorama er mit, ifølge titlen. Jeg forstår det på min måde. Det er desuden negotiabelt. Jeg kan forhandle med det, påvirke det - med mine fodtrin. Det svarer tilbage, og jeg forstår svaret på min måde. Panoramaet er imidlertid også enhver andens, der træder ind i det, og andre forstår det på andre måder. Tilsvarende er forældres spejling af deres barn deres forståelse, om end den - når barnet føler sig genkendt - er en højst mulig forståelse.

Lars Rasborg er praktiserende psykolog og specialist i klinisk børnepsykologi. Kronikken bygger på hans nye bog, 'Sunde børns problemer' (Akademisk Forlag, 2009) og perspektiverer den i forhold til kunst

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her