Kommentar

Fra ugens netdebat: Trykkefrihedsselskabet

Debat
8. januar 2010

Kort før jul kom det frem, at Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, i et tv-interview til den højrenationale blog Snaphanen, havde ytret sig i meget kontroversielle udtalelser om muslimsk kultur og islamisk kvindesyn, idet han blandt andet hævdede, at store grupper af muslimske mænd regelmæssigt voldtager deres egne og familiens børn. Den 5. januar bragte Information en kommentar af Thue Kjærhus, som er højskoleforstander og medlem af selskabet, hvor han tager afstand fra disse udtalelser.

Efterfølgende kritiserer Kjærhus Berlingske Tidendes politiske kommentator Niels Krause Kjær, som har afkrævet medlemmer af foreningen at tage afstand fra Hedegaards udtalelser, idet han mener, at kritikken ignorerer selve foreningens formål.

Dorte Sørensen mener, at det umiddelbart er glædeligt, at Thue Kjærhus tager afstand fra Hedegaards påstande, og at det er fint, at han bemærker, at Hedegaard ikke kan verificere påstanden. »Men,« følger hun op, »så kommer forargelsen over Niels Krause-Kjærs blog på berlingske.dk, hvor Kjær bare afkræver Trykkefrihedsselskabets rådgivende organ at tage afstand fra Hedegaards udtalelse. Er det ikke det alle muslimer bliver bedt om gang på gang, når en rabiat muslim har gjort dit og dat?,« spørger hun.

Lars Hansen tilføjer, at en formand tegner det parti eller den forening, som vedkommende er formand for, i offentligheden, og han mener, at det »derfor i princippet ikke er muligt at udtrykke rent private holdninger i den offentlige debat, når man er formand for en både kendt og højtprofileret forening som Trykkefrihedsselskabet.«

Thue Kjærhus uddyber sine udmeldinger i en kommentar: »Lars Hedegaards holdninger til politik, kultur og kønspolitik er ikke foreningens opgave at forholde sig til. Foreningen skal alene forholde sig til formålsparagrafferne.« Han forklarer, at når han tager afstand fra Lars Hedegaards horrible stigmatiseringer af muslimer, så er det Hedegaards holdninger som en fremtrædende privat aktør, han forholder sig til og ikke til Trykkefrihedsselskabet eller Hedegaard som formand.

Troels Ken Pedersen mener, at det ville styrke selskabets rolle, hvis fokus var bredere: »Hvis for eksempel Trykkefrihedsselskabet var ude at kæmpe for universitetsansattes ret til at udtale sig offentligt uden at blive straffet for det af deres ledelse, eller talte imod det selvcensur-opfordrende hylekor, der stemmer i, hver gang nogen sætter spørgsmålstegn ved vore militære eventyr, ville jeg tro, at absurde løgne om islam og muslimer bare var en enlig svale fra et hadsk og forvirret individ.«

Information bringer hver fredag et uddrag af ugens mest interessante kommentarer fra debatten på information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

Den suverænt mest interessante kommentar i tråden efter det aldeles malplaserede indlæg, som aldrig skulle have været bragt i en avis, som ønsker at være anstændig, er da Thue Kjærhus egen kommentar i til diverse andre kommentarer, hvoraf det fremgår, at han uden videre verificering bekræfter Lars Hedegaards position, ved at kalde Islam i sin helhed for intet mindre end den største trussel imod demokratiet.

Den eneste grund til at Ínformation bringer Thue Kjærhus´ indlæg i første omgang, må være den, at det er så relativt provokerende, og dermed befordrende for adrenalinet og aktivitetsniveauet på debatsiderne. Man kan sige det giver avisen lidt brød på bordet, lige som trykkefrihedsselskabet i det hele taget ser det som sin hellige pligt at bringe debatniveauet derned, hvor den del af det politiske spektrum må have det, for at bevare regeringsmagten.

Thue Kjærhus

Kære Ole Rasmussen; du forholder dig ikke principielt til problematikken men moralsk. Hverken trykkefrihedsselskabet eller Pen skal forholde sig moralsk til ytringsfriheden. Moralen er variabel og relativ str. hvorimod ytringsfriheden i et demokarti er apriorisk.
MVH Thue Kjærhus

Steen Rasmussen

Citat af Thue Kjærhus fra tråden under nævnte indlæg: ”Et af indlæggene undrer sig over, hvorfor Trykkefrihedsselskabet primært er orienteret mod islam. Det gør selskabet, fordi vi mener, at islam aktuelt er den største trussel mod Vestens ytringsfrihed.”

Det er det, og lige nøjagtigt det jeg forholder mig til, når jeg herover skriver at: ”Den suverænt mest interessante kommentar i tråden efter det aldeles malplacerede indlæg… er da Thue Kjærhus´ egen kommentar til diverse andre kommentarer, hvoraf det fremgår, AT HAN UDEN VIDERE VERIFICERING BEKRÆFTER Lars Hedegaards POSITION, VED AT KALDE ISLAM I SIN HELHED FOR INTET MINDRE END DEN STØRSTE TRUSSEL IMOD DEMOKRATIET.

Thue Kjærhus taler eksplicit på selskabets vegne, når han på den måde stigmatiserer islam i sin helhed. Han gør det uden skyggen af forsøg på at definere, begrunde eller verificere kriterierne for det rimelige i at kalde denne trosretning den største trussel imod demokratiet.

Når jeg tager afstand fra Thue Kjærhus´, så er det både intellektuelt, moralsk, menneskeligt og demokratisk.

Han går imod demokratiets fundamentale spilleregler, grundloven som handler om, at man ikke må diskriminere bl.a. på baggrund af religion alene!

Han er i panik, når han forsøger på at skelne mellem princip og moral. For han er både principielt og moralsk ude på dybt dybt vand.

Han påstår, at selskabet er sat i verden for at forsvare ytringsfriheden, herunder sin og Lars Hedegaards personlige ret til at mene hvad det skal være. Samtidigt forsøger han at neutralisere/isolere Lars Hedegaards udtalelser med kategorien ”private holdninger” (slet skjult forsøg på at kontrollere skadevirkningen ved formandens famøse udladninger), selv om de er fremkommet i et interview, hvor formanden for selskabet udtaler sig på selskabets vegne. Og så fremkommer Thue gud døde mig med en udtalelse, som han eksplicit fremfører på selskabets vegne, og som er brud på demokratiets fundamentale spilleregler i en kategori, der tangerer formandens vrøvl.

Højskoleforstánderen er så dybt forankret i selskabets misforståede forsvar for demokratiet, så han hverken kan se det principielle eller det personligt moralske hver for sig i det projekt han står i til op over ørerne.

Den disciplin, som han behersker, hedder stigmatisering. Han står i denne disciplin til op over ørerne, ved det er noget grimt noget, men er det inkarnerede udtryk for selskabets stigmatisering af islam. Han stigmatiserer en trosretning frem for andre under henvisning til forsvaret af ytringsfriheden, demokratiet. Det sker på selskabets vegne lige som selskabet og mange andre professionelle italesættere har deltaget i stigmatiseringen af islam i deres misforståede kamp for demokratiet over de sidste år siden JP´s tegninger. Man provokerer en trosretning udelukkende for at demonstrere sin demokratiske ret til det, og har bildt sig selv ind, at det er en slags kamp for ytringsfriheden. Alt, hvad de får ud af at praktisere denne disciplin, er dumme reaktioner.

Hans adfærd er hverken mere eller mindre befordrende for den demokratiske debat, end muhammedtegningerne har været for dialogen muslimer og andre i mellem her som der.

Og nu vil jeg igen gribe til selskabets metode, sådan som jeg gjorde i tråden, ved at bringe en revideret udgave af mine indlæg herfra. Og som undskyldende indledning, så vil jeg eksplicit gøre opmærksom på at jeg normalt ikke anser provokationer i sig selv for at være befordrende for ret meget. Men her, hvor provokationen fremføres alene for at illustrere det konstruktive i det at provokere for provokationens egen skyld eller i de misforståede demokraters misforståede forsvar for deres ytringsfrihed, er der tale om en undtagelse, som kun skal bruges som bekræftelse af reglen, at man aldrig må provokere for provokationens skyld alene:
Det ærede medlem af selskabet påstår, at det kan verificeres, at der er grund til at stigmatisere islam, netop fordi islam er en trussel imod ytringsfriheden.
Men det at stigmatisere den katolske kirke generelt, for forhold der har fundet sted i Irland og så mange andre steder, er derimod utilstedeligt. Hvad der er sket i USA, i Latinamerika, hvor tusindvis af katolske præster har misbrugt deres mindreårige trosfæller, kan således ikke bruges som verificeret grundlag for at stigmatisere hele den katolske kirke eller trosretning. (iflg. det ærede medlem)
Det faktum, at man tvangsindlemmer nyfødte og umyndige børn i den danske folkekirke, døber dem, lader dem indoktrinere af præsterne op til konfirmationen, for her at presse dem til at bekræfte medlemskabet af en trosretning, længe før de er blevet myndige, kan sikkert heller ikke bruges til at stigmatisere den mere ”reformerede” udgave af kristendommen. (iflg. det ærede medlem)
Det faktum, at præster som Søren Krarup og Jesper Langballe render rundt og fylder uskyldige unge mennesker med religiøst vås og påstande om, at de unge mennesker er født syndere og udelukket fra skaberens kærlighed og tilgivelse, hvis de ikke æder frelserens legeme og drikker hans blod, kan sikkert heller ikke bruges som verificeret grundlag for at stigmatisere den danske folkekirke. Det ville også erodere selskabets åndelige støtte øjeblikkeligt.
Det faktum, at staten Israel længe har haft den praksis at tvangsfjerne oprindelige palæstinensere fra deres traditionelle besiddelser, ejendomme, jord og gods, kan sikkert heller ikke bruges som verificeret grundlag for netop at stigmatisere staten Israel, eller de israelske jøder i det hele taget.
Trykkefrihedsselskabet kan desværre ikke verificere kriterierne for at stigmatisere Islam frem for andre trosretninger, og således heller ikke afvise, at grundlaget for at stigmatisere netop trykkefrihedsselskabets selektive omgang med kriterierne for at diskriminere, skabe had forskellige grupper imellem, er helt i orden.

Lad derfor vær med at tage selskabet alvorligt. Spring op og fald ned på det, de siger. Alt hvad de vil, er at føre debatten der ud, hvor de selv trives.

Lad os tage ved lære af dem, der hvor vi kan. Lad os beskrive dem, som de i ytringsfrihedens navn vælger at beskrive andre.
Lad os provokere deres kristne selvgodhed alene med det ædle formål at demonstrere vor demokratiske ret til det, fuldstændigt lige som Jyllandsposten, der voldtog profeten Muhammed, alene for at demonstrere sin ret til det i trykkefrihedens hellige navn.

Lad os beskrive medlemmerne af dette selskab som dem, der behøver det, der kommer fra dem selv.
Lad dem møde deres egen metode. Lad dem mærke, hvor destruktiv fuckfingeren virker på den demokratiske debat. http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-10.pdf
Lad dem fremstå i karikaturen, der er skabt alene med det formål at markere retten til frit at karikere dem selv såvel som alt andet i ytringsfrihedens og demokratiets navn. Lad dem mærke på deres egen krop, hvor destruktiv den provokationen er, der er fremført alene med det formål at demonstrere retten til at provokere i trykkefrihedens og demokratiets hellige navn.

Lad dem således nyde hinanden i karikaturen, forenet i deres egen kreds, den fuldendte cirkulære bevægelse, hvor hvert medlem har sit erigerede lem oppe i ham foran, og bagboens lem oppe i sig selv. Lad lugten og glæden herfra spredes i det lukkede selskab. Lad dette billede stå på nethinden, frit, som billedet på deres trykkeselskab, deres demokrati, deres kristne Danmark.
Og le så ad dem, tilgivende og forstående.
Det er nemlig sådan vi er. Glade, tolerante, kærlige og forstående, i dette lille land, hvor enhver frit kan vælge sine kriterier at stigmatisere og diskriminere på baggrund af.

Her har enhver lov til at vælge de kriterier, han eller hun vil verificere det berettigede i sine provokationer på baggrund af. Således er den fundamentalistiske kamp for ytringsfriheden endt i den rene kulturrelativisme, helt ude af kontrol. Velkommen til kære venner. Det hele flyder principielt, moralsk og demokratisk i frihedens navn selvfølgelig, godt for oplaget, godt for den lille søde modstandsavis men fuldstændigt underminerende for alt hvad man går ind for. Således er de misforståede demokrater nok en større trussel for sig selv, end den de ser for sig. Men hvad, forudsætningen for at kunne se sig selv, er at man er en anden, at man principielt og moralsk er i stand til at reflektere over sig selv. Forstánderen ser sig selv, og alligevel ikke!

Steen Rasmussen

Når man således eksplicit hævder retten til at stigmatisere en af de tre store monoteismer frem for de to andre og så meget andet, så er man nødt til eksplicit at tilbagevise alle mulige grunde for ikke at stigmatisere de to andre og alt andet også. Der er tale om en Sisyfosopgave.

Hvorfor i alverden dog ikke bare opgive på forhånd?

Min personlige/erklærede/officielle holdning til religion er den, som svarer over ens med grundloven. Jeg erklærer hermed højtideligt at jeg vil tilstræbe mig at leve op til grundloven her, ikke fordi det altid lykkes, men fordi jeg intellektuelt mener at det er en pligt at forsøge på ikke at dømme alle på forhånd ud fra deres køn, religion, sexuelle præferencer, erklærede politiske tilhørsforhold osv., men netop så konkret som muligt at beskrive og vurdere både kritisk og ukritisk, dvs. så differentieret som muligt. Det skal herunder siges, at det lykkes aldrig, mestendels fordi egoet har det med at ville frem, forenkle og manifestere sig, dvs. overdrive til egen fordel osv. over alt hvor det kan, hvilket i princippet vil sige i enhver reflekteret tilstand. Debat, offentlig samtale, politisk og social dialog er og bliver ekstremt reflekteret og reflekterende.

Men når man forbeholder sig retten til at stigmatisere en verdensreligion frem for andre, ja så må man eksplicit redegøre for, hvorfor ikke også alle andre positioner bør stigmatiseres på trods af konkrete forhold. Opgaven er håbløs.

Jeg forstår godt at medlemmet af selskabet med det tilsyneladende ædle forsvar af ytringsfriheden er kommet på overarbejde. Det er op ad bakke her fra og i al evighed. Håbløst projekt!

http://www.information.dk/220755

Steen Rasmussen

Jeg har sendt et kroniktilbud til Ínformation, som er inspireret af den type indlæg, man så gerne fylder avisen med, bl.a. fra Thue Kjærhus, ja så var der altså ikke lige plads til min kronik.

Selve kronikken handler om avisernes uhæmmede svineri i forhold til islam og den bruger avisernes metode mod dem selv. Men netop så provokerende adfærd tåler de fine medier ikke, når det er dem selv der beskrives. Med andre ord, de vil gerne være med til at lave det lort, de trives så godt i, men når de selv bliver tematiseret, som de tematiserer islam, ja så slår censuren til lige på stedet, hæmningsløst intollerant og udemokratisk.

Læs det afviste forslag her: http://arbejdsforskning.dk/pdf/art-77.pdf