Kronik

USA's største problem er sult

Hvert fjerde barn i dagens USA vokser op i et hjem, hvor man kæmper for at holde sulten fra døren. Umiddelbart ligner underernærede børn i USA ikke deres etiopiske lidelsesfæller; for hvor de sidstes maver svulmer op af mangel på kalorier, bulner de førstes ud af tomme kalorier
Overvægtige tilskuere ved sportsstævne i Minneapolis i staten Minnesota, USA.

Overvægtige tilskuere ved sportsstævne i Minneapolis i staten Minnesota, USA.

Jens Nørgaard Larsen

5. januar 2010

Det er kun få år siden, Amerika fremstod som størst, højest og rigest i verden. Det 20. århundrede indledtes i Rockefellers og J.P. Morgans tegn, Empire State var den mest himmelske skyskraber, og Sears-bygningen, som senere overtog føringen, var også amerikansk, ligesom bilerne der rullede ud fra General Motors, klodens største fabrik. Men på kort tid skød højere bygninger op på såre uamerikanske steder, og Toyota slog GM, hvis rekorder efterhånden mest er bundrekorder. En amerikaner eller to er stadig klodens rigeste, men hvem ved hvor længe.

Så længe amerikansk økonomisk og politisk dominans var ubestridt, var det muligt at glemme, at samme nation også stod for mange bedrøvelige rekorder - i racisme og fattigdom, for eksempel. Landets iøjnefaldende gode sider slørede blikket for de værste. Men som glansen er gået noget af Skt. Gertrud, står det klart for stadig flere, at Amerikas bagside ikke bare er, hvad den altid har været, men at den i stigende grad præger helhedsbilledet af landet.

Hver syvende sulter

Alle ved, at millioner af amerikanere var på røven under 30'ernes krise. Men at hvert fjerde barn i dagens USA vokser op i hjem, hvor man kæmper for at holde sulten fra døren, er en underrapporteret kendsgerning. Ikke desto mindre er det, hvad man kan slutte, fra det amerikanske landbrugsministeriums (USDA's) nye data om hungersnød i Amerika, som offentliggjordes midt i november. Næsten 50 millioner mennesker, eller mellem hver sjette og syvende amerikaner, uafhængig af alder, lever på sultegrænsen, ifølge rapporten. Tallet for 2008 er det højeste, siden ministeriets rapporter først udkom i 1995, og det repræsenterer en stigning på hele 13 millioner alene i forhold til 2007.

Selv om sult og underernæring altså ikke er en ny foreteelse i USA, er måden, disse ekstreme tegn på fattigdom ytrer sig i dag, overraskende. Er ikke tværtimod fedme Amerikas svøbe - med en tredjedel af befolkningen mere eller mindre overvægtig? Umiddelbart ligner underernærede børn i USA ikke deres etiopiske lidelsesfæller; for hvor de sidstes maver svulmer op af mangel på kalorier, bulner de førstes ud af tomme kalorier. Fedme er et godt tegn på underernæring i dagens Amerika, hvor tilmed de mest sultne er den hurtigst voksende delgruppefra 11,9 til 17,3 millioner på et år, ifølge FRAC (The Food Research and Action Center).

Manglende alternativer

Sammenhængen mellem fedme og sult har længe optaget forfatter-journalisten Alfred Lubrano, som kommenterede USDA-rapporten på National Public Radio to dage efter den udkom. Mad med tomme kalorier er den billigste, og mange fattigkvarterer har ikke adgang til andet. Det gælder f.eks. Lubranos hjemby, Philadelphia, hvor hele distrikter er supermarkedsørkner med kun små, usselt assorterede forretninger, såkaldte bodegaer, inden for rækkevidde. Alternativer til sodavand og chips lader sig ikke opdrive i de omgivelser, så når fattige først på måneden får deres lille ration food stamps, madkuponer fra det offentlige, går den første uge typisk med at vælte den lokale bodegas tomme kalorier i sig, mens man derpå sulter sig frem til næste måneds kuponer. En sikker vej til overvægt. Og hvem tør løbe fedtet af sig i et miljø, hvor man risikerer at blive skudt udendørs, spørger en kvinde Lubrano.

Fattige med arbejde

Som han selv konstaterer, er sult kun en del af en større krise, hvor også (ussel) mindsteløn, (dårlige) boligforhold, almen (u)sund-hedstilstand spiller ind. Specielt det forhold, at mange sultende ikke er arbejdsløse, men fattige som arbejder, burde nage en nation, som prædiker arbejdets evangelium og forkynder sammenhæng mellem hårdt slid og velstand - alt imens kløften mellem rige og fattige som arbejder, stadig vokser. Som så mange amerikanere konstaterer Lubrano resigneret, at fattigdom er en umulig nød at knække; men sult på grund af en mindsteløn, man ikke kan leve af, og de konsekvenser det har, når børn må gå rundt med tomme maver, tilskriver han med slet skjult bitterhed nationens mangel på god vilje til at løse problemet. Selv Obamas forhøjelse af madkuponerne fra 92 dollar om måneden pr. person i 2006 til 133 dollar i 2009 forslår ikke langt.

I den anden ende af aldersskalaen, blandt pensionisterne, står det ikke stort bedre til. Som den amerikanske ældresag (AARP) i fjor mindede om i sin Bulletin (September 2008), var der i 1960'erne 30 procent af befolkningen over 65, der levede i fattigdom. Lyndon Johnsons Great Society fik den procentdel kraftigt reduceret, men efter at den nåede bunden i 2000, er den nu igen officielt på 10 procent og reelt højere. Det ar på en rig nation, som Nick Kotz i sin bog om sultens politik i Amerika fra 1969 beskrev i sin titel, Lad dem æde løfter, er på ny blevet synligt.

Politiske forhold

Og grunden er igen de fattige, som arbejder. Før i tiden var de gerne blue-collar Americans, men i dag omfatter gruppen mange funktionærer og selvstændige. Atter er der en forskel mellem etiopiere og amerikanere i nød; de førstes sult skyldes ressourceknaphed i landet, de sidstes rent politiske forhold, som J. Larry Brown fra Harvard udtalte til The Christian Science Monitor, 27. Oktober 1987. I dag er forskellen rykket ind mellem den ene og den anden gruppe udsatte amerikanere. Væksten på 90.000 siden juni 2007 i antallet af Minnesota-borgere, der modtager madkuponer, er skræmmende nok, men omfatter langt fra alle i nød. Som Bill Brumfield fra Hennepin amts social- og sundhedsstyrelse først på måneden sagde til Star Tribune, var madkuponer ikke beregnet til folk med hus og pensionsopsparing. Men den slags aktiver kan ikke uden videre omsættes til kontanter og mad, hvorfor ejerne ofte ikke er bedre stillede end de besiddelsesløse.

Sultne og syge børn

Som bekendt er bunden det sidste års tid faldet ud af mange almindelige menneskers økonomi i takt med, at jonglører på Wall Street har spillet moralsk hasard med deres investeringer. Mens beboerne på Main Street i hobetal må gå fra hus og hjem på grund af substansløse boliglån, må de med deres dyrt tjente skattedollar sikre diverse børshajers fortsatte millionindtjening i form af bonuser for de forretninger, disse typer selv tabte på gulvet. Tal om gilde på tomme kalorier!

Men det moralske forfald i toppen var til at forudsige. »Greed is good,« som Michael Douglas' Gekko-figur beskrev ånden bag sin metier og arbejdsplads i Oliver Stones' film Wall Street fra 1987. Værre for kulturen og demokratiet er forfaldets følger for Main Street. Alfred Lubrano antydede det i sit radiointerview, da han beskrev, hvordan sultne børn er mere syge og forsømmer skolen mere end mætte. Når de så endelig dukker op har de både disciplinære og indlæringsmæssige problemer, hvad der igen forudbestemmer dem til en dyster fremtid som under- eller uuddannede på arbejdsmarkedet.

Et samfund uden kultur

Følgerne er endda værre. Vil man måle deres fulde rækkevidde, kan man med fordel konsultere et af den politiske og sociale kritiks klassiske tekster, Matthew Arnolds essay Kultur og anarki fra 1869. Kultur er for Arnold en handlekraft som bestræber sig, opfatter, foretager ..., og det der driver den, er søgen efter menneskelig fuldkommenhed; æstetisk, moralsk, intellektuel udfoldelse. Samfundsmæssigt er det en helende, holistisk kraft, hvis mål er at indlejre høje idealer i det konkrete samfundslegeme, en udfordring som et demokrati kun magter at besvare, når borgerne lever et humant og civiliseret liv. Meget passende er essayet om kultur og anarki indrammet af et tidligere om Demokrati og et senere om Lighed i Stefan Collinis Arnold-antologi på Cambridge University Press (1993).

Men akkurat de kulturværdier som Arnold forbinder med demokrati går i spåner, når en stor del af et lands befolkning sulter. En aktiv, ideal stræben i den sociale dagligdag er ikke det, der optager et menneske, der døgnet rundt må bekymre sig for næste måltid. For ham eller hende handler alt om, hvad der befinder sig i banken, nådsensbrødet i madbanken eller kontoen i pengebanken. På det seneste har der været dyrtid begge steder, og samfundet selv begynder at agere som det sultne barn i skolen, distraheret og hæmmet i den udfoldelse, der skulle være dets fremtidshåb.

Her ligger en større udfordring for Obamas regering end de problemer, der fylder forsiderne.

Poul Houe er professor i nordisk litteratur på University of Minnesota

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

'så når fattige først på måneden får deres lille ration food stamps, madkuponer fra det offentlige, går den første uge typisk med at vælte den lokale bodegas tomme kalorier i sig, mens man derpå sulter sig frem til næste måneds kuponer'

man kan ikke undre sig over at folk sulter derover, for det første har de flyttet alle fabriksjobs til Kina, det skabte selvfølgelig mange arbejdsløse/fattigdom, jeg har set fattigdom i USA, hjemløse familier køre rundt med alt hvad de ejede i bilen, en familie på 4, uden job, ingen håb om at få et job medmindre du bor i Kina og er villig til at arbejde for 5kr om dagen, det er uværdigt, og for det andet så bruger de næsten alle deres penge på våben fordi at de har en kontrafobisk trang til at beskytte dem selv imod alle deres 'fjender'( google PNAC, for listen over deres 'fjender', eller den famøse Axis of evil(you got to be kiddin,.. ppl really believe that?hahaha)), altså dem med olien. Måske lige undtagens Nord Korea, de har ikke noget olie, men da Donald Rumsfeld var direktør for ABB solgte han ATOMCENTRIFUGER til dem så Lille Kim i de fede sko ku gå i gang med at berige URAN(???), , altså, hvad???, hvordan kunne Donald Rumsfeld IKKE vide at han IKKE skulle sælge ATOMCENTRIFUGER til NORD KOREA? og at det faktisk var Syd Korea som USA havde støttet siden våbenhvilen i 1953, i alle disse år imod Nord Korea, hvordan kunne han ikke vide det?), its all good for buisness, imens må folket leve på madkuponer, og det er en nation som vi - Danmark ser op til som demokratiets højborg, og nærmest hopper og danser efter deres hver gang de pifter, følger alle deres stupide hollywood trends og irrelevante underholdnings programmer, som er ALTID bygget op efter det samme princip: Der er altid en vinder, og så kan vi alle klappe og juble igen. Amerikanere som folk er sku gode nok, men deres politik/ere har bare mildest talt været tragisk/e, og der er mange amerikanere som er dybt skuffede og skammer sig over den politik USA har ført i mange mange år, våbenkapløb osv, det siger sig selv, flere penge til våben/krig = flere sultende mennesker, men det er der vel ikke så meget at sige til når det er våben de eksporterer mest af, selvfølgelig vil de 'sælge' flere, mange af de våben bliver nogle gange brugt i en slags byttehandel for andre naturressourcer i vedkommende land, og de penge som kommer ud af det går så den største del til private firmaer og ikke tilbage til folket som betalte for at få våbnene produceret, nemlig de amerikanske skatteydere, en anden ting er, at når Pentagon bestiller f.eks 1.000 lamper så koster lamperne ca. 4 gange så meget, for den skal have noget MILI grøn 'special' papkasse med et eller andet flot nummer på, så en lampe vi kan købe for $100 i forretningen betaler militæret $400 for??? hvis det ikke er spild af penge, må du kalde mig Mads.
Jo flere penge man bruger på våben des færre ressourcer til samfundet og mere ustabilitet i verden med en større sandsynlighed for væbnede konflikter, og det kræver jo at man investerer i flere våben for at erstatte noget af det udstyr smadret i kamp eller opgradere våben systemer, fordi 'fjenden' har lige købt nye missiler(måske endda fra Donald Rumsfeld, hvem ved), nu når man nu er i krig, og det suger samfundet yderligere, mere fattigdom og sult, skaber yderligere kaos og kriminalitet i samfundet, når folk er blevet nødt til at begå kriminalitet for at få noget at spise. Og hvis du er en knægt fra en fattig familie har du reelt ikke muligheden for at få god uddannelse medmindre du er ekstremt intelligent og får et stipendium, men ellers kan de få uddannelse hvis de melder sig i hæren, National Guard, men så risikerer du også at skulle være med i idiot opgaver som Irak eller Afghanistan, du ved,.. for at jagte, .. hvad var det nu han hed?, og alle de der biologiske/kemiske våben som vi ikke fandt, forresten er levetiden på de biologiske/kemiske våben som Donald Rumsfeld solgte til Saddam i 80' har en udløbsdato på ca. 3 måneder, det er måske ikke sikkert at drikke det men der var ikke meget våben tilbage i det, hvor meget har alt det her krig kostet samfundet?, til ingen nytte, gå i krig imod lande, for at bekæmpe en guerilla hær af terrorister som ikke respekterer landegrænser, de flytter sku da bare hvis de ved de skal til at blive angrebet, helt ærligt, total spild af menneskeliv, tid og penge.

50 millioner ud af ca 300 millioner - det ville omregnet til danske forhold svare til , at ca 90.000 danskere levede kummerligt.

Det er der nogen danske politikere, der hævder ihvertfald er tilfældet ?

Robert, det kan godt være, men du kan ikke sammenligne fattigdom i DK med fattigdom i USA, de har ikke socialt system som tager sig af dem svage i samfundet, og folk i nød for de har mistet deres arbejde, de får madkuponer, og hvis de først er kommet i den situation, hvor de har mistet jobbet, derefter inden for kort tid ryger huset for de kan ikke betale afdragene på huset, så, hvis de så er heldige kan de beholde bilen i et stykke tid, i et forsøg på at søge jobs(som er flyttet til Kina), men til sidst ryger bilen også for nu har familien ikke flere penge, så nu er de på gåben med alle deres ting i poser eller rygsække, og selvom de gerne ville søge jobs er det blevet svært for dem at se anstændige ud til en jobsamtale for det eneste de har er krøllet, beskidt tøj, sådan er fattigdom jo ikke i Danmark, her tager vi os af mennesker som kommer i sådanne klemme og andre i nød, bistandshjælp er måske ikke noget at råbe hurra til, men der er råd til husleje, mad, men så hellere ikke meget mere når alt er betalt, men det er titusinde gange bedre end at bo på gaden med alt sit tøj i en plastikpose og sove i en papkasse under en motorvejs-bro.

... og der er ca. 150.000 hjemløse krigsveteraner, folk som har ofret ALT, deres liv for deres land, og er måske kommet hjem uden en arm eller et ben.

Martin Kristensen

@Robert: Det vill nu svare til 900,000 danskere. Så mange tror jeg ikke engang Frank Aaen mener vi har.

Derudover kunne det være interessant at se hvor mange af de aller-fattigste der er indvandrere - en af USAs store styrker har jo været at knække den sociale arv når folk kom til landet så næste generation blev vedre stillet.

133 USD er ca. 650 - 700 DKK og det er ikke meget til mad til en måned, selv med de lavere priser derovre. Det fører til billigere, ringere mad ligesom der også er en sammenhæng mellem uddannelsesniveau og madvaner. Det er dog ikke "sult" men fejlernæring.

Løsningen er skolemåltider. Med tilstrækkelig store indkøb kan prisen på også sundere måtider holdes nede og selv hvis man så fjernede prisen fra food stamps (hvilket jeg ikke foreslår...) så omkostningen var den samme ville man få bedre ernæring.

Søren Rehhoff

@Robert Kroll

"50 millioner ud af ca 300 millioner - det ville omregnet til danske forhold svare til , at ca 90.000 danskere levede kummerligt.

Det er der nogen danske politikere, der hævder ihvertfald er tilfældet ?"

For det første er der jo ikke tale om at leve "kummerligt" men om sult. Jeg ved ikke om der er 90.000 mennesker der lider under sult i DK. Men under alle omstændigheder er det vel ikke et tegn på nogle særligt velfungerende samfund, hvis nogen mennesker lider under sult i nogle af verdens rigeste lande.
Det er også lidt tåbeligt at skelne mellem sult og fejlernæring som nogle gør . Der er også nogle mennesker, der spiser jord for at tage sultfornemmelsen. Så udfra et eller andet perspektiv kan man jo ikke sige, at de sulter, fordi de har noget at fylde i maven. Bortset fra at sult jo nok ikke bare er et spørgsmål om, at få noget i maven, men også om hvor store muligheder man har for, at få tilført de rigtige næringsstoffer.

Det må vist være USA i 30'erne I taler om.

Der er offentlig fattighjælp og for den sags skyld sygesikring for de ubemidlede i USA.

Robert,

Iøvrigt må det vel være 900.000 og ikke 90.000.

.. Kim, hvor gammel tror du jeg er, jeg var ikke i USA i 30'erne, det fattighjælp er så lidt så lidt, og vedr. sygesikring kan jeg fortælle dig at det ikke dækker f.eks kræftbehandling, hvis en har fået kræft og ikke har råd til privathospitalet, jamen så ka man bare sætte sig til at dø, nu kan man så håbe dette bliver anderledes efter Obamas sundhedsreform.