Kronik

Ved en velgørende fonds død

Enkefru Plums Fond nu er insolvent - et tab for venstrefløjen og den demokratiske debat. Fonden blev stiftet via testamentet efter Lise Plum, der sammen med sin mand, Niels Munk Plum, var glødende engageret i sager som anti-apartheidbevægelsen, demokratispørgsmål, kritik af EU og økologien. En bitter konflikt om fondens millioner endte med ikke at gavne flere gode sager
Debat
29. januar 2010
Enkefru Plums Fond nu er insolvent - et tab for venstrefløjen og den demokratiske debat. Fonden blev stiftet via testamentet efter Lise Plum, der sammen med sin mand, Niels Munk Plum, var glødende engageret i sager som anti-apartheidbevægelsen, demokratispørgsmål, kritik af EU og økologien. En bitter konflikt om fondens millioner endte med ikke at gavne flere gode sager

Enkefru Plums Støttefond må efter al sandsynlighed lukke og slukke. Vi har i dag bedt Civilstyrelsen om tilladelse til at indlede afviklingstiltag for fonden.

Det er dybt beklageligt, for derved svækkes mulighederne for finansiel støtte til alternative projekter og til den modmagt, som der netop i disse år er så hårdt brug for i Danmark.

Berlingske Tidende har kørt en længere serie om den 'røde fond'. Undertegnede fire bestyrelsesmedlemmer i fonden vil gerne med denne kronik give vores perspektiv på historien om Plumfonden og nu dens nedtur.

I dag står fonden næppe til at redde. Fondens formue bestod af aktier i H+H International A/S, som på grund af risikobetonede investeringer og stor gældsætning fik store problemer under finanskrisen.

Mens H+H og de mange arbejdspladser blev reddet, hvilket vi - udover fondens overlevelse - har prioriteret højt, faldt A-aktiekursen så meget, at Plumfonden i dag er insolvent. Det er et tab for venstrefløjen og den demokratiske debat.

Plumfonden blev i 1998 stiftet i overensstemmelse med Lise Plums testamente. Lise Plum var sammen med sin mand, Niels Munk Plum, glødende engageret i en række af venstrefløjens store sager, bl.a. anti-apartheidbevægelsen, demokrati- og retssikkerhedsspørgsmål, EU-kritikken og økologien. Det var netop disse områder, som fonden skulle yde støtte til.

Lise Plums testamente indsatte den kendte advokat, Christian Harlang, der har ført bl.a. Thule-sagen og Maastricht-sagen i Højesteret, som livsvarig administrator og bestyrelsesmedlem, et hovedpunkt i de mange stridigheder mellem Harlang og skiftende bestyrelser.

Det er ikke rart, når gamle venner bliver fjender.

Støtte til modmagt

Enkefru Plums støttefond har i årenes løb støttet talrige små og store projekter, hvor alle bevillinger er givet med ønsket om at forbedre vor ufuldkomne verden. Støttebeløbene har varieret meget fra et beløb på 5.000 kr. til en demonstration og 10.000 kr., så en palæstinensisk pige fra Vestbredden kunne komme på studieophold ved den kongelige ballet, til store konferencer om verdens tilstand.

I 2004 gav vi en pris til den spanske forfatter Fernando Savater for hans kompromisløse modstand mod den terror, ETA rettede mod den spanske og baskiske befolkning.

En anden stor international konference blev afholdt i 2005 med det ambitiøse program at afsøge mulighederne for demokratisering af Mellemøsten. Fonden har støttet undersøgelser af Israels forbrydelser mod palæstinenserne, bl.a. obduktion af børn dræbt under de to intifadaer.

I en periode brugte vi rigtig mange penge på at genskabe dokumentarfilmsmediet som et medie med gennemslagskraft.

Et eksempel er filmen BZ fra 2006 om den københavnsk bz-bevægelse og 1980'ernes unges oprør.

Et andet er Jørgen Flindt Petersens film De Besatte og den samtidigt udgivne bog Brylluppet i Rammalah. Begge handlede om palæstinensernes situation under israelsk besættelse bl.a. illustreret gennem et kærlighedsforhold.

Må selv igangsætte ideer

I fondens levetid er der sket en bevægelse fra, at alle gode mennesker og folk med en sag søgte fonden om midler, til at fonden selv igangsatte større projekter.

To markante egenprojekter er støtten til den EU-kritiske tænketank NyAgenda og til Retssikkerhedsfonden.

Der har været kritik fremme om, at Plumfonden har givet støtte 'til egne projekter'. Medlemmerne af en almennyttig fonds bestyrelse er forpligtet til at opfylde fondens formål.

Det er det, der har drevet os - ønsket og forhåbningen om at kunne bidrage til en ændring af styrkeforholdene i verden, modarbejde svækkelsen af retssikkerheden og fremme fredelig konfliktløsning. Bestyrelsens medlemmer har lagt et stort, frivilligt og ulønnet arbejde i implementeringen af projekterne.

Plumfonden tog initiativ til Magtens bog, der udkom i 2002, og hvor en lang række journalister skrev om deres kulegravning af magthavernes ageren i tidens store skandalesager som: bl.a. Tamil-sagen, Tvind-særloven, Metroen, asylbehandlingen, blødersagen og Det Kgl. Teaters byggeplaner. Sidstnævnte blev afgjort over morgenkaffen i statsministeriet, fortælles det i bogen. Centrale og ofte hemmelige dokumenter fra disse sager kunne man se på udstillingen Magtens galleri.

Der kan ikke være tvivl om, at der i dag mere end nogensinde er behov for en granskning af magten, for dybdeborende undersøgelser og for initiativer, som i Lise Plums ånd gør oprør mod højrefløjens magtpolitik og erobring af den politiske dagsorden og som bekæmper den voksende xenofobi.

Der er brug for at give Danmark et andet image i verden. Men desværre bliver det nu uden støtte fra Plumfonden.

Vi kan som bestyrelsesmedlemmer naturligvis ikke fraskrive os del i ansvaret for, at det gik, som det gik.

Oprydning i Plumfonden

Ultimativt blev Plumfonden et offer for den igangværende økonomiske krise. Enhver relation mellem mennesker er som hovedregel baseret på tillid, således også mellem en bestyrelse og dens administrator og formand.

Selv om Plumfonden også tidligere har været præget af konflikter, så kom det alligevel som et chok for flere bestyrelsesmedlemmer, da det af det mere transparente 2007-regnskab fremgik, hvor meget der gik til administration og advokatbistand. Dels gennem de af direktøren initierede - eller som minimum fremprovokerede - retssager, dels store honorarer for salg af B-aktier, dels ikke forhåndsbevilgede regninger for arbejde i forbindelse med diverse projekter.

Hovedparten var arbejde, som vi mente var dækket af administratorlønnen.

Vores kulegravning viste tilfælde af, hvad der nærmer sig bevidst vildledning af bestyrelsen, bl.a. blev vi ikke ordentligt informeret om omfanget af de skridt, Harlang tog i relation til den anden part i Interessentskabet, Riis-Hansen familien.

F.eks. var bestyrelsen ikke vidende om, at et enkelt brev i løbet af nogle måneder udviklede sig til endnu en retssag, som alle andre end Harlang mistede penge på, selvom det var endnu en tabt sag.

Hvorfor greb vi så ikke ind noget før? I modsætning til hvad Berlingske Tidende gerne vil give det indtryk af, har undertegnede fire personer siden maj 2008 bevidst arbejdet for en afdækning af de kritisable forhold i fonden.

Berlingske Tidende fik sagen og vores kuglegravninger foræret gennem et af os ukendt læk af dokumenter, inkl. vores interne mailkorrespondance.

I det sidste halve år har bestyrelsen ydermere fået juridisk assistance af advokat Knud Foldschack, senere også bistået af advokat Christian Dahlager, uden hvis hjælp vi alle var druknet i de vinkelskriverudgydelser og trusler om sagsanlæg, som er kommet fra advokatkontoret i Østergade.

Knud Foldschack er ganske nyligt indtrådt i bestyrelsen.

Fyring af direktøren

Oprydningsarbejdet har bl.a. været vanskeliggjort af manglende udlevering af det ønskede materiale, af en fraværende ledelse af bestyrelsen gennem flere år og af, at forfatterne til denne kronik ikke kunne mønstre et flertal i bestyrelsen for indsatsen før foråret 2009.

I fonden diskuterede vi naturligvis at risikosprede fondens aktiviteter. Konkret i forbindelse med tilbud fra den anden A-aktionær, Riis-Hansen gruppen, om at købe vores A-aktieandel for 200 mill.

Det blev - efter indstilling fra bestyrelsens kapitaludvalg - afslået med den begrundelse, at fonden risikerede, at Riis-Hansen kort efter gik på markedet og solgte den samlede aktiekapital til en meget højere pris, og at prisen for vores aktier dermed var for lav.

Det samme argument blev fremført, da der året efter forelå et - denne gang kun mundtligt - tilbud om 300 millioner kr. Naturligvis har finanskrisen spillet en meget væsentlig rolle, men samtidig har den gamle strid mellem de to familier, A-aktionærerne, uden tvivl formindsket handleevnen.

Vi har nu fået Civilstyrelsens accept af, at bestyrelsen trods testamentets ordlyd havde ret til at fyre Fondens direktør.

Man kan med en vis ret sige, at operationen lykkedes, men patienten døde. Det er vi de første til at beklage. Det er næsten ikke til at bære.

Drude Dahlerup, Trine Pertou Mach og Birgitte Rahbek er bestyrelsesmedlemmer i Enkefru Plums Støttefond og Ole Donbæk Jensen er formand i fonden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Trist og et stort tilbageskridt for det progressive Danmark.

Thorsten Lind

Enkefruen roterer i sin grav.
Trods alle gode intentioner,
har fonden først og fremmest støttet advokatbranchen....!

asger pedersen

Der er godt nok kø ved håndvasken.

En stribe mennesker, som har givet den som mæcener for "vennerne" samtidig med, at det økonomiske ansvar har været parkeret hos nogle andre venner, som først og fremmest har udemærket sig ved, at fører de "rigtige" sager, men tilgengæld sager som enhver ædruelig malermester ved er taber sager.

Ansvaret for sammenbrudet er 100% bestyrelsens. Jaaa meeeen vores advokat snød os..... Det er bestyrelsens ansvar at de har ladet sig snyde.

Sikringen af fondens økonomiske fundament har ganske enkelt ikke været et spørgsmål der bekymrede bestyrelsen. Fokus har været på, at bruge pengene på den rigtige måde, hvorefter de fleste af dem er blevet hældt i et sort hul.

Med det person galleri undre det ikke, at det er gået som det er.

Anita Storr-Hansen

Det er vel blot, hvad man kunne forvente med en overklasse-advokat i faareklaeder som formand for bestyrelsen.