Læsetid: 4 min.

Vingeskudt PET-debat hos Gyldendal

Folkeudgaven af PET-kommissionens udredning er usaglig
Debat
28. januar 2010

Når en konservativ justitsminister, en konservativ eks-justitsminister, en tidligere PET-chef og en række historikere fra PET-kommissionen indtager podiet hos forlaget Gyldendal i dag den 28. januar, er der lagt op til debat om overvågning af venstrefløjen.

Mødet får mig til at huske på et andet offentligt møde i København for knap 30 år siden i den periode, hvor PET sendte agenter ind i bl.a. Socialistisk Arbejderparti.

Tiden er maj 1983. Socialistisk Arbejderparti (SAP) forsøger at opbygge et 'traditionelt' parti til Folketinget. Underskrifter er indsamlet, deltagelse i møder og udgivelse af ugeavis er dets redskaber. Også debatmøder bidrager.

En sådant skal finde sted i København. Arrangør er SAP's tidsskrift, Socialistisk Information. Gert Petersen, SF's formand, skal i debat med den belgiske økonom Ernst Mandel, ledende medlem af den socialistiske Fjerde Internationale.

Nu sidder to SAP'ere i en taxa fra lufthavnen med Ernst Mandel. Chaufføren kaster et blik i bakspejlet, drejer sig halvt rundt og spørger: »Den vogn, der har fulgt os lige fra lufthavnen, er det en I kender?«

Om aftenen er der festmiddag, og Mandel er festtaler. På et tidspunkt observeres en mand, som står lidt underligt søgende. Han køber ikke billet og får pludselig travlt med at komme væk, da han bliver spurgt, om han har brug for hjælp.

Var det overvågning fra PET? Det blev ikke klart dengang. Og er det fortsat ikke. Men at PET brugte mange kræfter på SAP, er siden bekræftet med afsløringerne fra den nu afdøde PET-agent Anders Nørgaard og i PET-kommissionens redegørelse.

Alene PET's vurderinger

I 20 år fra begyndelsen af 1980'erne var jeg med i redaktionen af partiets tidsskrift, altså præcis den periode, hvor PET sendte blandt andre agenten Anders Nørgaard ind i partiet. Han fik imidlertid kvaler med at udspionere, da han ikke kunne se formålet med at overvåge det arbejde, der foregik - og ikke brød sig om at samle navne ind til PET på danskere, der som stillere helt legitimt støttede partiets opstilling til valg.

Siden er der gået snart 30 år. Ti af disse med PET-kommissionens udredning, og kort før jul sidste år begik tre af dens folk, Morten Heiberg, Rasmus Mariager og Regin Schmidt, så en folkeudgave med højdepunkter fra den 4.700 sider lange redegørelse. De tre er repræsenteret hos Gyldendal i dag.

Andre kan have deres interesser i, hvad redegørelsen fortæller om PET. Men for mig er overvågningen af SAP af gode grunde mest interessant. Da det nok snarere er 'folkeudgavens' godt 300 siders udlægning, der kommer til at præge den brede opfattelse af PET's aktiviteter end PET-redegørelsen, er anskrig over forfatternes vinkling nødvendige. For hvor kommissionen vælger alene at basere sig på PET's vurderinger, tilføjer de tre egne tolkninger. Det står dem naturligvis frit for, vi har jo ytringsfrihed.

Absurde skriverier

Kommissionen har ikke holdt sig tilbage med at viderebringe PET's absurde skriverier om SAP. For eksempel, at der blandt medlemmer »havde været en diskussion om eventuelt at forsøge at befri nogle af medlemmerne af Blekingegadebanden i tilslutning til de forestående retssager. Befrielsesaktionen skulle ifølge diskussionen omfatte et væbnet overfald på fangetransporterne. Efterfølgende ville man forsøge at bringe de befriede i sikkerhed i Mellemøsten« (PET-redegørelsen, bind 9, side 122).

Et andet sted omtales, at en yngre generation af SAP-medlemmer vil opbygge en hemmelig celleorganisation parallelt med den legale partistruktur, som ifølge PET's kilde ville »forberede den væbnede kamp, så de var klar til at tage over, når den kapitalistiske krise satte ind« (side 121).

Denne fantasifulde påstand - og andre - indsætter forfatterne i deres bog og tilføjer for egen regning: »Det er tankevækkende, at skønt SAP gerne omtaler PET som utroværdig og demokratifjendtlig, så har partiet med undtagelse af historien om molotovcocktails ikke konkret afvist oplysningerne i PETs arkiv«.

Øjeblik! Havde de tre ønsket det, kunne de med enkelte klik på SAP's hjemmeside se, hvad partiet har udtalt om PET's oplysninger. Nemlig at det er 'forvrøvlede påstande'. Havde de imidlertid ikke haft så travl med at få bogen klar til julesalget, burde de - og forlaget - have stillet spørgsmålet: Hvordan skulle partiet 'konkret' kunne kommentere oplysninger, som er indsamlet af PET's agenter, og som kun efterretningstjenesten og de tre har haft privilegeret adgang til at se, læse og forstå i deres historiske og konkrete sammenhæng? Men så finurlige detaljer havde nok bare forstyrret dramaturgien!

Da kommissionen begyndte sit arbejde, bad man SAP om adgang til partiets arkiver. Den fik man. Men har man brugt den? Nej, og man ulejligede sig heller ikke i løbet af de ti år, udredningen foregik, med at finde tid til at interviewe noget ledende medlem af partiet fra den periode, hvor PET infiltrerede SAP.

Den metode har de tre forfattere tilsyneladende ikke haft bekymringer med at holde fast i, ja, de gengiver den ikke bare, men tilføjer deres egen usaglige vinkel. Tilbage står, at når partiet ikke har taget konkret afstand, så har der nok været noget om snakken! Hvor infamt!

Mads Bruun Pedersen, tidl. redaktør af Socialistisk Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter H. Hansen

Resultatet af PETs "arbejde" er en DK der er styret af DANSK FOLKEPARTI. Den borgerlige efterretningstjeneste opgave er etableringen af den fascistiske stat. Og der har PET haft stort succes...

PET-kommissionens udmelding bliver næppe bedre af nye udlægninger af efterretningstjenesten, fordi den i sig selv er en udlægning. De tre forfattere er tilmed både medarbejdere og diskussionsdeltagere i debatten om rapporten, bl.a.i svovlende ordveksling med Bent Jensen på Jyllandsposten, og de har bemærket sig med afvigende opfattelser.

Det er fortsat min påstand, at grundlæggende elementer i Den kolde Krig skal søges i modsætningen under Besættelsen og årene forinden. Uden dem ingen forståelse for den politiske situation i landet efter krigen (læs også Anton Nielsen.

Et paralleltilfælde af de mindre bemærkede er dansk litteratur. Efter krigen forsøgte mange forfattere at fortsætte dansk tradition og gå nye veje. Et navn, der nævnes fra forskellig side, sågar af Søren Espersen (sonoffertjeneste), er Martin A.Hansen, der spillede en rolle for modstandsgruppen Ringen.
Samtidig med at man forsøgte at åbne for PET's arkiver, indledtes uafhængig heraf en debat om de tidligere forfattere, navnlig den betydningsfulde ventrefløjlitteratur i 30'erne. Fra 90'erne og indtil nu har mange anmeldelser på højrefløjen villet nedvrudere betydningen eller ligefrem forsøgt at omfortolke, f.eks. Hans Scherfig. male dem med borgerlighedens farve, ganske særlig de kommunistiske forfattere.
En interessant blanding af politik og litteratur lagde Per Stig Møller på bordet ca.år 2000 med sine to udgaver om Kaj Munk, som han anser for faderfiguren til efterkrigens litteratur. Med ét er fremtrædende forfattere forsvundet, kendte fra surrealisme, modernisme og kommunisme. Netop som i PETs arbejdsgrundlag. Den konservative politiker har svært ved at indse forudsætningerne fra tidligere - Gelsted, Sven Møller Kristensen, Sherfig, Tom Kristensen, Poul Henningsen, Gustav Munch-Petersen o.m.a.
Måske har det ligefrem ligget på sinde at få dem glemt til fordel for kristenkonservative fortattere som Kaj Munk (Per Stig Møller), Valdemar Rørdam (Søren Espersen) og Harald Nielsen (Søren Krarup). Dermed er samtidig angivet holdningsforskelle under Besættelsen.