Har lande psykologiske processer sågar freudianske processer, som f.eks. kollektive egoer, der kan blive såret, og fortrængt skyldfølelse, der kan vælte op fra det kollektivt ubevidste ligesom enkeltindivider har?
Det tror jeg, at de har. Jeg tror også, at ligesom den enkeltes drømme og fortalelser afslører hans eller hendes undertrykte viden, så viser en kulturs drømmearbejde dens film, popmusik, billedkunst, vittigheder, tegneserier og reklamer tegnene på dette kollektivt ubevidste. Desuden afspejler et lands ubevidste drømmearbejde ofte den faktiske tilstand mere sandfærdig end dets ego, altså dets officielle udtalelser, diplomatiske erklæringer og propaganda.
Tag denne teori med dig, når du ser James Camerons Avatar, og læg mærke til to afslørende temaer: Der er den rå, skyldtyngede skabelon til den amerikanske bevidstløshed i forbindelse med krigen mod terror og de store virksomheders imperialisme, og et kritisk portræt af Amerika for første gang nogensinde i en Hollywood-film set fra resten af verdens synspunkt. I Hollywood-traditionen er den amerikanske helt, der kæmper mod indfødte fjender, uskyldig og moralsk, en modvillig kriger, der bringer demokrati eller i det mindste retfærdighed til de vilde. I Avatar fremhæver de centrale temaer alt, hvad der er gået galt med amerikanernes selvopfattelse i forhold til deres lands udenrigspolitik. Helten Jake Sully er blevet invalideret i en tidligere amerikansk konflikt, men bliver ikke passet godt på af sit eget land. Hvis han udfører sit folkedrabsjob godt, vil selskabet belønne ham med en ordentlig hospitalsbehandling. Han melder sig som en slags lejesoldat og her aner man Blackwaters massakre på civile på Nisour-pladsen i Bagdad.
Uheroiske amerikanere
Foretagenet er en mission, hvor soldaterne ikke kæmper for frihed, men for at få løn. De tager imod ordrer fra virksomhedernes bureaukrater og fører krig mod den indfødte befolkning, på hvis hellige jord der ligger store reserver af unobtainium, som selskabet ønsker at sikre sig for enhver pris. Soldaterne bliver gennem ond racisme og religiøs forhånelse manipuleret af deres ledere til brutale aktioner mod de ikke-aggressive fjendtligsindede. Da skurken, det amerikanske militærs leder, vil bombe de indfødtes hellige træ, praler han med, at han vil blæse så stort et hul i deres »racehukommelse«, at de ikke vil nærme sig stedet igen.
Selv det amerikanske militærmaskineri bliver skildret uheroisk. I stedet for de klassiske billeder af det amerikanske kavaleri, der modigt angriber de vilde, eller af anstændige amerikanske drenge, der tappert rydder op i nazireder, er det teknokrater, der keder sig i isolation bag et kolossalt lag af teknologi, mens de bomber grønne dale og nedslagter fjendtligtsindede krigere og forsvarsløse kvinder og børn, mens de drikker kaffe og henkastet betjener deres computere.
Personernes replikker (alle citater er omtrentlige) gennemhuller aldrig boblen af amerikansk selvretfærdighed i forhold til Irak og Afghanistan. »I burde ikke være her,« udbryder den indfødte heltinde, Neytiri, der senere bliver heltens kæreste, som om hun taler om hele den amerikanske indsats i udlandet: »Du er som et barn.« Mens hun gestikulerende peger på det kaos, som den destruktive, men selvretfærdige helt forårsager, inden han slutter sig til de indfødte, siger hun: »Det er din skyld. De skulle ikke være blevet slået ihjel.« Da Sully senere begynder at blive positivt indstillet over for dem, som han er blevet udsendt for at forråde, siger han til bureaukraterne: »Hvis folk har noget, I vil have, kalder I dem for fjender.« Da han begynder at identificere sig fuldt og helt med deres sag, slutter han sig til en bevægelse, der grundlæggende er en op-rørshær, en slags jihadister: »Lad os vise skyfolket (amerikanerne), hvis land det er!«. Han bliver sammen med en lille gruppe amerikanerne låst inde i en celle, der minder Guantánamo, og de bliver kaldt »forrædere«. De indfødte folk er en blanding af stemmer fra alle de store, imperiale krige, der på det seneste har plaget den amerikanske samvittighed. Selv om de i fysisk forstand er en fantasifuld blanding af blå hud og katteagtige bevægelser, er de i kulturel forstand en blanding af indianere og vietnamesere med arabisk accent. De har kvaliteter, som amerikanerne ville gøre klogt i at efterligne. De respekterer deres miljø, mens amerikanerne skal »vende tilbage til en døende planet«, fordi de »har dræbt deres egen mor«, som de indfødte udtrykker det.
Selverkendelse
Sullys rejse handler ikke om erobring, men om erkendelse af hans og hans folks sande forhold til andre: »Hvem er jeg, skurken?« griner han i første omgang, som om det var umuligt. Men i sidste ende forsøger han at advare sine egne imperialistiske tropper om det håbløse i deres brutale fremgangsmåde: »Hvad har vi at tilbyde dem? Alkoholfri øl? Cowboysbukser? De vil aldrig forlade Hometree (deres hellige land). Vi har ikke noget, som de vil have.«
Ironisk nok vil Avatar på trods af amerikanernes undertrykkende tilstedeværelse i resten af verden sandsynligvis gøre mere for at drage befolkningens fortrængte viden om deres nationale mytologis hulhed frem i lyset end nok så mange avisartikler, universitetskurser eller sågar demonstationer i udlandet. Men det vil jeg klage ikke over. Så meget magt har Hollywood.
Men i tilfældet Avatar er den amerikanske filmindustris magt for en gangs skyld rettet mod amerikanernes selverkendelse snarere end deres virkelighedsflugt.
Naomi Wolf er aktivist og samfundskritiker. Hendes seneste bog er Give Me Liberty: A Handbook for American Revolutionaries.
©Project Syndicate og Information
Oversat af Mads Frese
Jeg havde samme oplevelse af filmen.
Det mest bemærkelsesværdige var brugen af ordet 'terror', som blev oversat, - ikke med terror, men, - efter hukommelsen, med 'gru'.
Jeg antager det var en fejltolkning af filmen fra oversætterens side.
Vender helten tilbage til USA, til sin døende planet?
Eller bliver han og venter på, at amerikanerne alligevel ikke har undermineret deres eget livsgrundlag, men må ud i universet, tilbage til planeten med de svævende klipper, joysticks mellem dyr, planter og mennesker, lyslederkabler som symbol på foreningen i en højere åndrighed, som på trods af modviljen mod antagonismer, alligevel vælger side, forener, rotter sig sammen mod imperalisterne? Avatar 2 vil komme, lige som Hollywood med fordømmelsen af det onde i sig selv indskriver sig på det godes side. Filmens markering af det gode er så tyk og effektfuld, at der aldrig bliver tid til at medtænke selve rammen, distinktionen, som bærer oplevelsen, fordømmelsen af de onde. Den instrumentelle tankegang kombineret med metafysisk og religiøst vås går op i en højere enhed, som med usvigelig sikkerhed bekræfter det moderne menneskes dårlige samvittighed, samtidigt med at det gør det muligt for netop dette menneske at føle sig som et godt menneske. Hollywood kan det hele. Men efterlade mediebrugeren med refleksionen over sig selv og sin egen kognitive performance, det kan Hollywood ikke. Det kan Lars Von Trier til gengæld. Derfor hader vi ham mens vi boller med Hollywood.
Det er vel ikke ligefrem første gang, at USA gør opmærksom på USA's onde krige. Apocalypse Now gør det lidt mindre skingert, men desto meget mere effektfuldt. Men så igen - det er jo ikke Hollywood. Bedre eksempler derude?
Der er blandt intellektuelle en solid tradition for at foragte "braset" fra Hollywood. Vel er der er produceret meget skidt, men Hollywood bærer også ansvaret for nogle af de største værker i filmhistorien. Tænk på Close Encounters, the Wizard of Oz og Superman. Film som disse har vi aldrig set i Europa. Hvis europæiske filmskabere bevæger sig ud på dybet, holdes oftest en bagdør åben. Ingen skal tro at den ansvarlige "kunstner" vitterligt selv tror på det "utrolige". Tarkovski var en undtagelse ...men han var vist heller ikke europæer. Den svenske vampyrfilm Lad Den Rette Komme Ind, var sjældent FARLIG, da den lod sin vampyr VÆRE en vampyr.
Jeg er ganske enig med Naomi Wolf. Avatar er en stærkt tankevækkende film. Måske lidt firkantet..? Men hvad fanden - overdrivelse fremmer forståelsen. At den filmsprogligt ikke er så sofistikeret som nogen kunne ønske sig, anser jeg som æstetisk detalje. Hvis meddelelsen er at Byen Brænder, kan det så ikke være ligegyldigt om man bruger korte eller lange sætninger..?
Jeg er mere opløftet af Avatar end jeg følte mig nedslået af Antichrist.
Nu er det to uger siden jeg så Avatar i Imperial. Mine tær er stadigt ikke rettet ud. At voksne mennesker kan føle sig underholdt af en så dårligt skrevet film er simpelthen under min forstand. Alt fra den kliché prægede dialog og overfladiske karakterer til den lumre og halv pornografiske 3D æstetik. Selv Avatar konceptet stank så langt væk af 90'er postmodernisme at det næsten ikke var til at holde ud.
Anbefalet til børn under 7 år. Eller nej, egentligt ikke.