Kommentar

Den barmhjertige Muslim

Jesus bryder med den opfattelse af næstekærligheden, der udelukker de fremmede, f.eks. samaritanerne
10. februar 2010

Noget af det morsomste, Søren Krarup nogensinde har skrevet, og han skriver jo djævelsk godt, var hans læserindlæg i Information den 1. februar, hvori han foreslog, at han hver anden uge skrev den klumme, som »Georg Metz nu mishandler«. Det er dejligt at vide, at Søren Krarup altid læser, hvad Metz skriver. Jeg må skamfuldt indrømme, at dette kun kan øge min fryd hver lørdag, eller bliver det nu kun hver anden lørdag?

Men Georg Metz har så evig ret, når han i sit indirekte svar den 6.-7. februar (og Metz er jo en mester i indirekte svar) minder om, at den ideologiske baggrund for Søren Krarup er en kristendomsfortolkning, som er en destruktion af en stolt dansk menneskerettighedstradition. Søren Krarup har været ledende i den såkaldte Tidehvervsbevægelse, der engang med sin inspiration fra den helt upolitiske Søren Kierkegaard var et forfriskende korrektiv til al vammel fromhed, men som han har miskrediteret ved at omdanne dens anliggende til et nationalistisk fremmedhad, som han har søgt udmøntet i politik for at skaffe sig de sejre, han ikke kunne opnå mellem teologer og præster.

Metz har også ret i, at den tolkning af fortællingen om Den barmhjertige Samaritaner (Lukas, 10,29-37), der svarer til kristendomsfortolkningen hos Krarup, er en mistolkning, men Metz er alt for venlig overfor denne udlægning. Mistolkningen siger, at mennesket kun er forpligtet på det nære, men det er ikke nok at sige, at denne mistolkning enten er fortænkt vås eller udspekuleret ditto. Den strider også direkte imod teksten, som er Jesu svar på spørgsmålet: Hvem er min næste?

Jesus svarer med sin fortælling, at næsten hverken er præsten eller levitten, der begge går uforstyrret forbi den, der ligger overfaldet og mishandlet på vejen mellem Jerusalem og Jeriko, men samaritaneren, der tog sig af ham. Vi ved, at samaritanerne på Jesu tid blev regnet for ikke-jøder, som man skulle holde sig fra at omgås. Derfor kan Mattæus-evangeliet lade Jesus sige til disciplene, at de ikke skal gå ind i samaritanernes byer (10,15). Men det strider bl.a. imod, at Johannes-evangeliets Jesus besøger samaritanerne i deres by i to dage ( 4,40). Og det strider også imod de berømte ord i Bjergprædikenen, som netop findes i Mattæus-evangeliet: »I har hørt der er sagt. 'Du skal elske din næste og hade din fjende.' Men jeg siger jer : Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer« (5, 43-44). Derfor er der al mulig grund til at antage, at pålægget til disciplene om ikke at gå ind i samaritanernes byer kun udtrykker, hvad der var gængs opfattelse mellem jøderne og ikke, hvad Jesus forkyndte. Under alle omstændigheder er det klart, at Jesus bryder med den opfattelse af næstekærligheden, der udelukker de fremmede, f.eks. samaritanerne.

En ny version

Hvis vi skulle omskrive historien om den barmhjertige samaritaner til en fortælling, der handler om os danskere i dag, kunne den lyde sådan (og enhver lighed med kendte personer i denne fortælling er tilfældig):

»En mand, som var på vej fra sit arbejde i København til sit hjem på landet, blev overfaldet og mishandlet af en bande, som røvede hans penge og kreditkort og lod ham ligge i vejkanten. Tilfældigvis kom to folketingspolitikere (en præst og hans fætter) kørende forbi i bil på vej til et møde i Nordsjælland. Da de så den mishandlede mand ligge i grøften, sagde de til hinanden: »Det er nok en indvandrer, der er kommet op og slås med nogle af sine egne, der derefter har slået ham ned. Det må blive en sag mellem dem indbyrdes, og ham, de har mishandlet, er nok ikke engang dansk statsborger«. Men som de anstændige folk, de var, tilkaldte de straks politiet over mobiltelefonen, idet de præsenterede sig som præster og folketingsmedlemmer og fortalte, at en mand var blevet overfaldet på landevejen. Senere kom de i tanke om, at det måske ikke ville se så godt ud, at de ikke var standset op og havde taget den sårede mand med i deres bil til hospitalet, så de ringede igen til politiet og sagde, at de havde glemt at fortælle, at de, lidt før de opdagede manden i vejkanten, var blevet overhalet af en bil, der kørte i rasende fart i venstre side af vejen, og at denne bil nok var kørt ind i et træ, så det sikkert var føreren af denne bil, der var blevet kastet ud i grøften. Men inden politiet nåede frem, kom en muslim kørende forbi, standsede sin bil, gik hen til den overfaldne, beroligede ham og forbandt hans sår, løftede ham op i bilen og kørte ham til det nærmeste hospital, hvorfra han ringede for ham til hans familie. Hvem af de tre var så den mands næste, som var blevet overfaldet? Vi må svare: »Den som øvede barmhjertighed imod ham« Og Jesus siger: »Gå du hen og gør ligeså««.

Peter Kemp er dr. theol. & phil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

Historien om den barmhjertige samaritaner hensat til en scene på Isterødvejen med justitsministeren og de to fætre i de lidet flatterende hovedroller er godt set og morsomt fortalt...

"Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. v28 Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed."

Matt.

Man skulle tro at Matthæus havde hørt om fætrene - enhver kan jo erkyndige sig om hvad der er indeni, når de åbner munden....

Svend W. Jensen

Niels Mosbak,

Jeg syntes, at du skulle være stoppet ved :” Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere!”

De skriftkloge, tolker deres skrifter som det passer dem (passer ind i deres kram). Lad dem slås indbyrdes.

Vi andre må forholde os til virkeligheden, som den fremstår og uden vejledende facitliste.

Hans Jørgen Lassen

Det er nyt for mig, at det var en muslim, som først stoppede op på ulykkesstedet i Nordsjælland.

Der kan man sgu bare se!

Underlødigt, insinuerende indlæg fra Peter Kemps side. Simpelthen under lavmålet.

Han beskylder i realiteten fætrene for en forbrydelse - som de vel at mærke ikke har begået.

Den læner sig op ad en injuriesag.

Puha.

Mona Blenstrup

Jeg vil også være totalt ligelad med hvilke kogebøger folk læser, hvis de trænger til den form for hjælp, sombeskrives i etsemplet.

Det er en menneskepligt at hjælpe og en menneskeret at modtage hjælp.

Hans Jørgen Lassen

Pinligt, at Information lægger spalteplads til sådan en omgang gylle.

Peter Kemp var i øvrigt en gang en fornuftig mand.

Svend W. Jensen

Jeg tog det hele med, idet jeg forventer at fætrene holder sig orienterede, særligt når S. Krarup har påtænkt at afløse Metz hver anden lørdag.

Jeg skrev tidligere et læserbrev som svar på netop S. Krarups misopfattelse af lignelsen om den barmhjertige samaritan, hvori jeg netop brugte de anførte vers fra Matthæus - og tænk S. Krarup svarede i et ganske kort indlæg til samtlige respondenter, at det bare var et sammenrend af folk fra Enhedslisten, der ikke kunne se det geniale i hans opfattelse - siden har jeg undret mig over hvordan han vidste det ;-)

Michael Gudnæs

Hans Jorgen Lassen, jeg tror ikke du rigtig har forstået indholdt af Kemp's artikel. Artiklen handler ikke om en konkret hændelse, men om, hvordan en moderne version af fortællingen om den barmhjertige samaritaner kunne tage sig ud. Indrømmet, sidespringet med den modkørende bil forvirrer billedet, me det centrale er, at Kemp har fuldstændig ret i, at de to fætres forståelse af næstebegrebet og dermed det centrale i den kristne tro er nærmest diametralt modsat den holdning, man finder hos Jesus, og altså pr. definition ukristelig. Mens Jesus definerer 'næsten' som den person, der stopper op og hjælper, definerer fætrene næsten som en person der har samme hudfarve, samme kulturbaggrund og sprog som en selv. Meningen med den oprindelige historie er ellers, at for den jøde, der ligger i grøften efter at være blevet røvet, er de forbipasserende jøder IKKE næsten, men det er derimod den barmhjertige samaritaner, som hjælper ham. Og Kemp har også ret i at en nutidig paralel til samaritanere som udstødt befolkningsgruppe kunne være vores voksende klasse af nærmest kasteløse muslimer.

Man kan så spørge, om det her har nogen som helst relevans til et moderne samfund, hvor mange ikke forholder sig til religionerne. Og jeg vil sige JA, for dette er ikke blot en diskussion om en religiøs doktrin, men om et eksistensielt livsvilkår: 'Til hvem skal jeg læne mit hoved?' Skal jeg bakke op om min nation, hvad enten den bedriver godt eller ondt, eller skal jeg søge sammen med de mennesker, som gennem ord og gerninger viser at de vil det gode, at de vil også mig det godt. Altså skal jeg vælge Gud, Konge og Fædreland, så koste hvad det vil, eller er det godheden i det enkelte meneske som er vigtigst.

De fleste vil nok være enige om, at der er god mening i at gøre begge dele, men visse kræfter i det politiske landskab, og her ikke mindst de omtalte fætre, som nu heldigvis snart går på pension, advokerer stærkt for at vi, nationen, skal holde sammen mod 'de fremmede', vel at mærke uanset hvem der egentlig vil og gør det gode.

Det gode har i det hele taget haft trange kår gennem de senere årtier, og ikke mindst sålænge som disse fætre har haft indflydelse på regeringens såkaldte værdipolitik. Tidehvervsbevægelsen har, under Krarups og Langballes lederskab, nemlig formået at vende kristendommen på vrangen, ikke blot i forhold til næstebegrebet, men også i forhold til begrebet godhed. De har nemlig udtænkt en strategi, som går ud på at lægge ekstrem vægt på Luthers afvisning af gerningsretfærdigheden. Denne afvisning var fra Luthers side ellers nærmest et strategisk træk i forhold til hans kamp imod den pavelige afladshandel, men de to forkætrede fætre, eller skal vi kalde dem forfætrede kættere, misbruger Luthers ord derhen, at i og med at det enkelte menneske ikke selv kan fortjene Guds tilgivelse gennem at udføre retfærdige gerninger, men kun opnå den igennem Guds nåde, bliver selve det at udføre gode gerninger et udtryk for hovmod, som er en af de syv dødssynder. Så Hokus Pokus og vupti, nu er morlille en sten, og godhed en synd!

Jeg synes der er god grund til at takke Peter Kemp for at sætte fokus på denne depraverede værdi-forvanskning, -også selvom han ødelægger effekten lidt ved at lægge et sidespor ud til vores lille justitsminister og hans søndagsudflugter, Disse småløgne er at sammenligne med drengestreger, mens de to fætres værdiperversioner er potentielt samfundsnedbrydende. Og når man går efter banditter af denne kaliber, skal man ikke bruge spredehagl, men hellere kikkertsigte (her taler jeg naturligvis kun om argumentationen).

Til sidst vil jeg godt mide dig om, at når man pryder sig med Piotr Kropotkins kontrafej, som du gør, indebærer det en vis forpligtelse til at stå på de svages side.

Hans Jørgen Lassen

Michael skriver:

jeg tror ikke du rigtig har forstået indholdt af Kemp’s artikel.

Det er jeg sgu ked af at høre.

når man pryder sig med Piotr Kropotkins kontrafej, som du gør, indebærer det en vis forpligtelse til at stå på de svages side

Jeg opfatter nu ikke ligefrem Peter Kemp som hørende til de svage, underlødig, ja vist, lige i denne sammenhæng, men ellers går det da meget godt.

Bent Kim Jepsen

MORALISTEN HAR TALT!
Peter Kemp ved som teolog meget vel, at man ikke kan slå andre mennesker i hovedet med kravet om næstekærlighed. Det er Guds krav til hver enkelt af os. Vi sætter os i Guds sted ved at kræve næstekærlighed af andre.
Dette er helt grundlæggende for, hvad Jesus sagde om næstekærlighed. Så Kemp læser lignelsen, som fanden læser bibelen. P. Kemp er hermed den der er hævet over evangeliets etiske fordring.
Hvad Krarup og Langballe angår bestemmer de selv, hvem der er deres næste. Det er dem i det danske fædreland med det danske modersmål, siger de to fætre.
Den bestemmelse af "næsten" har Jesus aldrig givet udtryk for.
Det er et andet overgreb mod det kristne budskab end Peter kemps, men helt klart et overgreb.

Må jeg ikke minde om at Luther netop også sagde dette: - en god mand gør gode gerninger og dette: man kan ikke blive god ved at gøre gode gerninger. Det betyder altså at hvis ens hjerte er hårdt, og man f.eks. skændes med sin bror, ja da kan man altså ikke gå i kirke og mene, at ved at skæne ypperlige gaver til kirken kan tå tilgivelse. Nej, da man først forlige sig (enes) med sin bror. Præcis som der også står et sted i Bibelen, at Jesu siger. Pointen er altså den, at man ikke kan blive

Jesu pointe med lignelsen som en mand fra Samaria, som hjælper en jøde er netop at på Jesu tid skulle jøder kun hjælpe jøder. Det gør de to jødiske forbipasserende jo slet ikke; derimod er det Manden fra Samaria, som hjælper jøden. (Og som fru Thatcher, tidligere Premierminister i England tørt bemærkede havde han jo også penge til at betale kroværten for at tage sig af den jødiske mand).

Og konteksten er netop, som man ofte glemmer i dagens Danmark, at folk fra Samaria på Jesu tid var at betragte som ikke-jøder, udstødte, som man da slet ikke skulle komme alt for nær.
Jesus viser med sin denne sin Jesus-historie (som min barndoms præst kaldte lignelserne) sin solidaritet med de udstødte, dem der er udenfor samfundet, de små i samfundet, dem der bliver kaldt alt muligt af magten. Og som magten, dvs. præsten og levitten i historien undgår.

Punchlinen i historien om Manden fra Samaria er at farisæerne og saddukæeren bliver tvunget til at erkende, at manden som hjælp den overfaldne jøde, var mandens næste. Altså den fremmede, der hjalp var den overfaldnes næste.
Og dermed har Jesus afsløret farisæernes og saddukæernes hykleri og forstillelse. Og måske også afsløret selve magtens væsen - nu hvor vi alligevel taler en smule om Kropotkin...

asger pedersen

Når nu PK, indirekte, beskæftiger sig med islam, så kunne det da have været ganske interessant, hvis han havde læst lidt op på koranen m.v. og så havde fortalt, bare en lille smule om, hvordan en god muslim behandler sin næste, i eksemplet en nødstedt rejsende, hvis denne tilfældigvis skulle være jøde, kristen eller ligefrem bare vantro.

Michael Gudnæs

Muhammeds syn på de kristne har netop været fremme i medierne, her er en copy/paste:

I 628 e.Kr. kom en delegation fra Sankt Katrines kloster til profeten og bad om hans beskyttelse. Han besvarede deres bøn ved at give dem et rettighedscharter, som jeg gengiver nedenfor i sin helhed.

Sankt Katrines kloster ligger for foden af Sinai-bjerget i det, der i dag er Egypten, og det er verdens ældste kloster. Det har i sit eje en enorm samling kristne manuskripter – kun overgået af Vatikanet – og er blevet erklæret en del af verdens kulturarv. Klosteret besidder også den ældste samling kristne ikoner.

Det er en ren skattekiste af kristen historie, som er forblevet i sikkerhed under 1400 års muslimsk beskyttelse. Profetens løfte til Sankt Katrines kloster lød som følger:

”Dette er et budskab fra Muhammed ibn Abdullah som en pagt med dem, der tager kristendommen til sig i nær og fjern: Vi er med dem. I sandhed forsvarer jeg, tjenerne, hjælperne og mine tilhængere dem, for kristne er mine borgere; og ved Gud! Jeg holder stand mod alt, hvad der mishager dem.

Ingen tvang skal de underlægges. Ej heller skal deres dommere fjernes fra deres stillinger eller deres munke fra deres klostre. Ingen skal ødelægge et af deres religions huse, ødelægge det eller medtage noget derfra til de muslimske huse.

Skulle nogen gøre noget af dette, ville han bryde Guds pagt og udvise ulydighed mod Hans profet. I sandhed er de kristne mine allierede og har mit sikkerhedscharter mod alt, hvad de hader. Ingen skal tvinge dem til at rejse eller tvinge dem til at kæmpe. Muslimerne skal kæmpe for dem.

Hvis en kvindelig kristen giftes bort til en muslim, skal det ikke ske uden hendes billigelse. Hun skal ikke forhindres i at besøge sin kirke for at bede. Deres kirker skal respekteres. De kristne skal hverken forhindres i at reparere deres kirker eller helligheden af deres pagter. Ingen i ummahen (den muslimske nation) skal bryde pagten til den Yderste Dag (verdens ende).”

Jeg er nu glad for at Peter Kemp fortæller os noget om noget han ved noget væsentligt om.
Jeg synes det morsomme er til at overse - det tankevækkende står stærkest - men det kræver naturligvis, at man har tanker, der kan vækkes.

Jeg er nu glad for at Peter Kemp fortæller os noget om noget han ved noget væsentligt om.
Jeg synes det morsomme er til at overse - det tankevækkende står stærkest - men det kræver naturligvis, at man har tanker, der kan vækkes.

Jeg er nu glad for at Peter Kemp fortæller os noget om noget han ved noget væsentligt om.
Jeg synes det morsomme er til at overse - det tankevækkende står stærkest - men det kræver naturligvis, at man har tanker, der kan vækkes.

Tak for mange gode indlæg. Nu, hvor jeg sidder i Norge, og efter en lang dag på løjperne har tid til noget andet end i hverdagen, er det vældigt interessant og oplevende at læse indlægget af Peter Kemp og ikke mindst den øvrige diskussion. Jeg skal ikke forlænge den, men blot sige, at vi trænger til endnu flere indlæg af samme præcise karakter, som Peter Kemps, Michael Gudnæs og Karsten Aaen, så visse personer og partiers samfunds- og demokratinedbrydende metoder kan blive afdækket.

Svend W. Jensen

Ved at følge debatten om troens rare klenodier og de skriftkloges skænderier om den sandfærdige udlægningen af Bogen, som man stort set efter behov, kan udlede, hvad som helst af (øje for øje, vende den anden kind til) er spørgsmålet, om den ikke høre til i et andet forum, Kristeligt Dagblad f.eks.

For vi andre, der ikke har nogen religiøs facitliste, er det egentligt ikke så svært at finde ud af, hvad vi anser for at være den næste, og hvem og hvorfor vi vil hjælpe og som måske mere er interesseret i religions sociologiske samfundsbetydninger end den rette lære.

"Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. v28 Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed.”

Tak for citatet, Niels M. :-)
Jeg er ikke den store bibellæser og meget lidt præsteynder, så de åbentlyst religiøse paraleller falder mig ikke umiddelbart ind.
Til gengæld flashede der et billede op på den indre nethinde af mere verdslige størrelser som; Jørgen Poulsen, Al Gore, Pia Kjærsgård, Mette Frederiksen, Connie Hedegaard og mange andre med deres respektive tilhængere!
Der er meget lidt nyt under solen!

Heinrich R. Jørgensen

Mona Blenstrup:
"al den overtro er skadelig på den lange bane. Den bærer kimen til krig."

Selvfølgelig er overtro, samt uvidenhed og godtroenhed, skadelig. Den fastholder mennesker i afmagt, og gør dem til lette ofre for de der forstår at manipulere dem.

Krig har dog intet som helt med religion at gøre. Krig handler om real-politik, dvs. indflydelse, territorier, ressourcer og den slags.

Uvidende mennesker er nemme at lokke til at tro, at de krige herskerne vælge skal udkæmpes, sker for at varetage deres interesser, eller at personerne har lod og del i affæren. Intet virker bedre, end at bilde dem ind, at de er nødsaget for at kæmpe for deres liv, deres kultur, deres velkendte samfundsorden, pga. ydre trusler. Al erfaring viser, at det kan man bilde hvem som helst ind - er man selv den angribende part kan man altid variere temaet med at man kæmper for at befri verden for undermennesker og underlegne kulturer.

Det er nemt at få analfabeter mobiliseret, og der er religion ofte anvendeligt. Ofte vil de fleste dele samme tro, og når de politiske herrer ikke kan få argumenterne til at hænge sammen, kan nogle religiøse våsehoveder tage over med besværgelser, som folk almindeligvis ikke stiller samme krav til, mht. stringens og sammenhæng.

Når despoter ønsker at få belæste folk til at godtage deres krige, og deltage i dem (f.eks. ved at betale skatterne, der gør krige mulig), afsløres heller ikke del realpolitiske substans i krigsprojekterne. Despoterne forsøger jo at tjene egne interesser, der sjældent falder sammen med undersåtternes interesser. I stedet italesættes præcis samme typer argumenter til de belæste, nemlig om ydre trusler, egen kulturelle overlegenhed og fjendens velfortjente undertrykkelse.

I den samme hæng, er der ingen forskel på, om folk er religiøse eller ej, eller om de er uddannede eller ej. Despoterne tilpasser blot argumenterne til modtagerne, som de opnår den ønskede automatreaktion.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"Han beskylder i realiteten fætrene for en forbrydelse - som de vel at mærke ikke har begået"

Du har vel bemærket, hvordan Søren Krarup udlægger Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner? Helt præcist, Søren Krarups tolkning af hvad han mener der skal forstås med "næste"?

Hverken du eller jeg er kristne, men det afholdes os jo ikke fra, at have læst Bibelen, og reflekteret over teksterne. Det er måske et absurd forehavende, men tilmed kunne vi (du eller jeg) vel reflektere over, hvilke tolkninger der virker plausible, og hvilke der forekommer at være bevidste fordrejninger.

Hvornår er lignelser, fabler, eventyr og digte blevet et anliggende, der vedkommer jurister, og ikke menigmand, som måske vil være i stand til at udlede til visdom af historien?

"Hvornår er lignelser, fabler, eventyr og digte blevet et anliggende, der vedkommer jurister, og ikke menigmand, som måske vil være i stand til at udlede til visdom af historien?"

Det har vel nærmest været en ekstrem undtagelse, hvis "jurister" har kunnet foretage sig noget uden reference til religion/tradition?

De bedste jurister har nok højest til tider kunnet fravriste tidens galskab et mål af fornuft!?
Som en kilde til eksempler kan jeg anbefale "Heksenes forsvarer" af Jan Guillou (ikke fiktion!)

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

mit anliggende var egentlig såre simpelt, og jeg tager slet ikke stilling til Søren Krarups teologi, politik eller etik.

Jeg vender mig alene mod Peter Kemps dybt underlødige debatform.

Der findes gode argumenter, og der findes dårlige. Og så findes der den deciderede uanstændighed. Kemps indlæg rummer iøjnespringende elementer af det sidste.

Hvad han påstår er, at Krarup og Langballe ville nægte at hjælpe et offer for en trafikulykke. Det er sateme en grov beskyldning mod to konkrete personer. Det er ren tilsværtning, og uden noget som helst sagligt grundlag.

Finder du, Heinrich, den slags i orden i en offentlig polemik?

Jeg ved, at du aldrig kunne finde på den slags selv, at du er hævet over sådan noget svineri, som det ordentlige mennneske, du er - men synes du, det er en anstændig debatform, at Kemp betjener sig af sådanne modbydelige metoder?

Ufatteligt, at en moden mand som Kemp, dr. phil. & theol., kan synke så dybt.

Det er sgu fint samt en smule morsomt, og P.K. indlæg kan fortolkes på flere måder, hvad der uden tvivl også er tilsigtet. Jeg har stor respekt for Peter Kemp! (har læst ham fra gymnasieårene)

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"Hvad han påstår er, at Krarup og Langballe ville nægte at hjælpe et offer for en trafikulykke."

Krarup og Langballe har tidligere afvist at hjælpe andre, de havde mulighed for at hjælpe. Allegorisk, mener jeg det svarer til - som præster og levitter åbenbart har for vane i den fortælletradition - at gå forbi en person, der havde brug for hjælp, uden at forsøge at yde nogen form for hjælp.

Udenfor allegoriens fiktion, i virkeligheden, tror jeg ikke på, at Krarup eller Langballe, ville undlade at forsøge at hjælpe, i den konkrete situation. Meget kan man sige om fætrene, men rygrad, integritet og mod kan ikke påstå, at de savner, så jeg tror faktisk at de ville forsøge at hjælpe.

Søren Krarups rationale hvad angår Jesu lignelse (som Kemps ligger tæt op ad), er så vidt jeg erindrer, at præstens og levittens handling (dvs. at de bevidst fravalgte at yde hjælp) er fuldt ud fornuftige og rimelige. De vurderede åbenbart, at det ikke vedkom dem, og at andre det ville falde mere naturligt at hjælpe, ville gøre det. Da Jesus ikke fordømmer disse, må det jo logisk nok være tilladt at fravælge at involvere sig, synes logikken at være...

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

du viger udenom, en kedelig vane.

Synes du, det er i orden, at Kemp således sviner to konkrete personer til med en beskyldning om, at de ville nægte at hjælpe et trafikoffer?

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"Synes du, det er i orden, at Kemp således sviner to konkrete personer til med en beskyldning om, at de ville nægte at hjælpe et trafikoffer?"

Jeg synes det er i orden, at Søren Krarup indskrives i Kemp allegori, version 2.0, da Søren Krarup netop har været meget fremme om allegoriens emne - både Krarups lidt særprægede tolkning af Jesu lignelse, og hans lidet empatiske forhold personer uden at have dansk indfødsret, der opholder sig i Danmark.

Søren Krarup har fortjent kommentarer, og tåler da også mosten. Han har svjv undladt at tolke Kemps allegori, som æreskrænkning i juridisk forstand.

Om Jesper Langballe fortjener at være deltager i Kemps fiktion, er lidt mere tvivlsomt. Godt nok er de to fætre skåret ud af samme stykke træ, og enige om det meste, men empatidiskussion har svjv ikke optaget Langballe synderligt.

Er du også fornærmet på Brian Mikkelsens vegne?

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"du viger udenom, en kedelig vane"

Jeg veg i øvrigt ikke udenom.

Du har en kedelig vane, med ikke at forsøge at læse og forstå, hvad andre forsøger at udtrykke ;-)

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

så lad mig omformulere: ville du finde det i orden, at du selv offentligt blev beskyldt for at ville nægte at hjælpe et trafikoffer?

Han har svjv undladt at tolke Kemps allegori, som æreskrænkning i juridisk forstand.

Naturligvis, Krarup ønsker ikke at bevæge sig ned på Kemps pinligt underlødige niveau.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich, lige et supplement:

det groteske er, at det jo netop følger af Krarups indstilling, at man skal hjælpe folk, man møder på sin vej. Når der er behov for det, og situationen opstår, som f.eks. ved et trafikuheld.

Lige der skiller hans holdning sig vist ikke ud fra en ganske almindelige gennemsnitsdanskers.

Men han er stærkt imod, at man drager ud i verden for at frelse den.

Konsekvent er han ganske vist ikke, jf. Afghanistan og Irak.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"så lad mig omformulere: ville du finde det i orden, at du selv offentligt blev beskyldt for at ville nægte at hjælpe et trafikoffer?"

Jeg ville være forundret, hvis nogen mente, at jeg havde nogle holdninger eller adfærdsmønstre, der gjorde, at jeg ville være uempatisk, ligeglad eller ikke evnede at konfrontere en sådan situationen. Formodentligt havde de en rationale bag en sådan formodning...

I øvrigt har jeg oplevet trafikuheld. Værste var engang en bedugget bilist plus to passagerer mente, at de sagtens kunne krydse en motortrafikvej, og kørte direkte ud foran mig, så jeg ikke kunne undgå at køre ind i deres bil. Var deres bil nået 1½ meter længere frem, må man næsten håbe, at de ikke havde overlevet at få deres blikdåse af en bil ramt midt på siden, af en væsentligt tungere bil med høj hastighed, da de aldrig var blevet lappet til velfungerende mennesker igen.

Jeg har reflekteret over det mulige værre scenario, og må indrømmet, at jeg ikke givet fald ikke ville have lastet mig selv - forseelsen var entydigt ikke min, og jeg kunne i givet fald ikke have afværget.

Hvis nogen derimod har lyst til at kalde mig ligeglad med andres liv, uempatisk og ekstremt ucharmerende, på grundlag af noget der heldigvis ikke skete, skal de have lov. Det bringer mig næppe ud af fatningen, hvis det skete...

NB: I det faktiske uheld ville religiøst anlagte personer sikkert hævde, at miraklernes tid ikke var forbi. Alle kunne vakle derfra, uden men.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

men du synes altså, at det er i orden, at Søren Krarup (og hans fætter, altså ikke Ole, men Jesper) offentligt bliver beskyldt for at ville undlade at hjælpe et trafikoffer?

Synes du ikke, at det er en temmelig grov beskyldning, der overskrider normerne for sømmelig adfærd i en debat?

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen,

jeg anerkender ikke, at Søren Krarup og fætter Jesper beskyldes for det. Det er tydeligvis tale om den rene fiktion, hvor to personer har en samtale i en bil, om de skal hjælpe eller ej, og meget andet.

Når det af konteksten fremgår, at der er tale om fiktion, mener jeg man har vide rammer.

På samme måde, mener jeg det er ganske acceptabelt, at fortæller børn godnathistorier med et persongalleri af mærkelige væsener og outrerede beretninger, netop da de fleste (selv små børn) forstår af konteksten, at det er tale om det pure opspind, og at det hele blot handler om at få fortalt en god historie.

Derimod kunne jeg aldrig drømme om, ved fuldt dagslys og med alvorlige miner, at fortælle nogen om julemanden, Kristus eller lignende. Årsag er her: konteksten. I en sådan situation, lyver, bedrager og manipulerer man jo en troskyldig på det groveste.

Jeg undrer mig over, at du har så vanskeligt ved at skelne mellem fiktion og virkelighed - det er da ellers ikke mit indtryk af dig, at du skulle være udfordret på det område ;-)

Mona Blenstrup

Jeg forstår til fulde Hans Jørgens indlæg og både ord og mening.

Og jeg er absolut ikke filosofisk anlagt.

Men det er måske en fordel?

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

du nægter at se teksten i øjnene.

to folketingspolitikere (en præst og hans fætter)

Ren fiktion? Nu må du sgu styre dig.

Hvem andre kan disse to personer være end Søren og Jesper?

Men du mener åbenbart, som enkelte andre debattører (hvis niveau du dog normalt befinder dig et pænt stykke over), at alt er tilladt i den "gode" sags tjeneste.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen,

selvfølgelig er de omtalte person i Kemps allegori, fætrene Søren og Jesper.

Det eneste usmagelige ved artiklen, er at Peter Kemp udsagn om, at fiktionens eventuelle lighed med faktiske personer, er en tilfældighed.

Brian Mikkelsen er i øvrigt også en del af historien, selv om Peter Kemp ikke fremviser Brians alter-avatar i fortællingen.

Jeg mener bestemt, at personer der offentligt stiller deres person og holdninger til skue, som de tre folketingsmedlemmer der henvises til i historien, må kritiseres offentligt.

Peter Kemp kritiserer, og ironiserer over, fætrenes holdninger, ikke over at de lader en imaginær karakter i historien i stikken. Kemp ironiserer over Brians Mikkelsens besynderlige handlemønster, da han var vidne til at traffikuheld i 2009.

Hvis du skal fortælle børn eller børnebørn en godnathistorie, og de beder dig selv finde på én, vil du så kategorisk afvise, at du ikke kunne drømme om at lade virkelige personer indgå som tydelig inspiration til det persongalleri, du udfolder i godnathistorien?

Per Erik Rønne

Der er nu så lige den hage ved Kemps historie, at for Søren Krarup er næsten den som er ham geografisk nær. Derfor ville han have hjulpet den tilskadekomne.

Krarup skelner nemlig mellem næsten og »fjernesten«, som man kunne ligne med ofrene for jordskælvet på Haïti. Jeg vil tro at han vil sige at man skal kære sig om dem man rent faktisk kommer til at have med at gøre snarere end med dem der befinder sig på et helt andet sted på Jorden.

Og at en forælder skal kære sig mere om sit eget barn end om barnet på Haïti. Som den pågældende forælder alligevel ikke kan gøre stort for.

Men dette har naturligvis intet med udlændingepolitik at gøre, eller med spørgsmålet om danskerne [europæerne] gennem massiv indvandring fra den islamiske verden, skal gøres til etniske og religiøse minoriteter i eget land [egen verdensdel]. Med dhimmi-status i en af de sædvanlige islamiske apartheid-stater.

Det er her værd at erindre om at dhimmi-institutionen blev indstiftet af selve Muhamed, og dermed må anses for en helt central del af den politiske ideologi, som er en integreret del af islam, sådan som islam med virkning for evigheden er blevet defineret af netop Muhamed og de første kaliffer, omayyaderne og abbasiderne.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich skriver:

Jeg mener bestemt, at personer der offentligt stiller deres person og holdninger til skue, som de tre folketingsmedlemmer der henvises til i historien, må kritiseres offentligt.

Naturligvis må de kritiseres. Men ikke for forbrydelser, de ikke har begået. Det er under lavmålet, usmageligt, dybt underlødigt, og det er det, jeg hele tiden har anket imod.

Men det er du altså ligeglad med og synes, det er i orden, at Kemp hænger fætrene ud som mennesker, der ville nægte at hjælpe tilskadekomne? For det er jo det, han gør.

Kemp ironiserer ikke over fætrenes holdninger. Næh, han påstår, nærmest med rene ord, at de i en bestemt situation ville handle på en bestemt, meget forkert måde.

Som i øvrigt slet ikke svarer til deres holdninger.

Kemp er sgu langt ude eller rettere langt nede - og du er åbenbart villig til at følge ham.

Hvorfor skal de to fætre for resten nu klandres for Brian Mikkelsens mulige fejltrin?

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"Men det er du altså ligeglad med og synes, det er i orden, at Kemp hænger fætrene ud som mennesker, der ville nægte at hjælpe tilskadekomne?"

Som jeg skrev, ser jeg ikke nogen rimelighed i, at Søren Krarup har fået sin fætter med i historien. Jesper Langballe har vist ikke ytret sig om emner, der berettiget at hans skal involveres i Kemps allegori. Han er formodentligt taget med i kareten, fordi han ikke udgør et modspil til Søren Krarup, og således udgør en plausibel forklaring på, at en fredelig dialog lader sig udspille?

Jeg er i øvrigt ikke kategorisk Krarup-basher. Det lykkes ham jo fra tid til anden, at skrive noget jeg er enig i, og det prøver jeg at huske at rose ham for, da jeg i andre sammenhænge ikke er bleg for at kritisere hans holdninger.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

jeg giver op.

Jeg må konkludere, at du synes, at det er helt i orden, at Peter Kemp hænger Søren Krarup ud for ikke at hjælpe ulykkesofre - en anklage, der hverken har bund i virkelige tildragelser eller i Krarups ideologi.

Med andre ord: alle midler gælder over for en mand som Søren Krarup, også de mest beskidte.

Her er det jeg - som anarkist - mener, at midlerne i så fald fordærver målet.

Men der er jeg åbenbart uenig med dig, og med Peter Kemp. Det er der jo så ikke noget at gøre ved.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"Her er det jeg - som anarkist - mener, at midlerne i så fald fordærver målet."

Et princip, jeg er ganske enig i.

Jeg deler fortsat ikke din opfattelse af, at Søren Krarup påstås ikke at ville hjælpe ulykkesofre. Ligesom Jesu næppe påstod, at alle præster og levitter ikke ville hjælpe ofre for landevejsrøvere.

Det er meget muligt, at Peter Kemp burde lade være med at forsøge sig i fortælletraditioner, han ikke mestrer. Som allegori hænger det jo ikke særligt godt sammen - omtalen af virkelige personer, der i øvrigt netop ikke ville handle som i Kemps fiktion. Som dialogform, synes jeg også, at Platon lykkes langt, langt bedre.

Det er fair nok, at du opgiver at få mig til at acceptere dit udsagn. Jeg mener ikke, du har ret, selvom jeg forstår dine argumenter.

Det er til gengæld ikke fair, at du påstår "at det er helt i orden, at Peter Kemp hænger Søren Krarup ud for ikke at hjælpe ulykkesofre". Jeg mener, at det Peter Kemp har skrevet, er i orden (omend lidt ufint i kanterne), og jeg mener ikke at Søren Krarup hænges ud som du beskriver.

Sjovt nok, er du ikke bleg for at hænge mig ud, som en der synes det er helt i orden, at navngivne personer beskyldes for ikke at ville hjælpe ulykkesofre, hvis de befandt sig i en sådan situation. Er vi ikke ude i, at målet har fordærvet midlet? ;-)

Kan vi ikke godt diskutere indholdet og ikke komme ud i alle mulige og umulige diskussioner....om dette eller hint...

Ang. Haiti kan der da være noget om at vi køber aflad med vore penge, så andre kan gøre noget. Jeg kan bare ikke rigtig se, hvad vi ellers skulle gøre... Vi kan jo ikke alle 5 millioner danskere drage til Haiti for at hjælpe...

Det interessante er jo, at Krarup må have mere respekt for den ulands-frivillige, der drager til Afrika og hjælper med at bygge skoler end med dem, der står og taler tomme ord, set fra hans synspunkt, om humanisme og fromhed.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

du deler ikke min "opfattelse af, at Søren Krarup påstås ikke at ville hjælpe ulykkesofre".

Tjah, Kemp skriver jo altså følgende i sin artikel:

Tilfældigvis kom to folketingspolitikere (en præst og hans fætter) kørende forbi i bil på vej til et møde i Nordsjælland. Da de så den mishandlede mand ligge i grøften, sagde de til hinanden: »Det er nok en indvandrer, der er kommet op og slås med nogle af sine egne, der derefter har slået ham ned. Det må blive en sag mellem dem indbyrdes, og ham, de har mishandlet, er nok ikke engang dansk statsborger«.

Hvordan i alverden vil du bære dig ad med at bortforklare den?

1. Der refereres tydeligvis til Søren Krarup (med fætter)

2. Det hævdes umisforståeligt, at disse folketingsmedlemmer ikke vil hjælpe (trafik)offeret.

Der er sgu da ikke noget at tage fejl af. Kemp retter en infam beskyldning mod Krarup (med fætter).

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen,

i stedet for at gentage din påstand, hvad så med at forsøge noget andet? Jeg har flere gange i tråden spurgt om din mening om "litterære genren", fiktion vs. realitet.

Kunne du finde på, at opfinde historier til dine børnebørn, om julemanden, flyvende rensdyr, troldmænd, drager og trolde? Intet, hele paletten, eller udvælger du blandt persongalleriet? I så fald, gør du det så af samme grund som jeg, eller af andre grunde?

Hans Jørgen Lassen

Der er vel andre præster i Folketinget - og nogle af Folketingsmedlemmerne har formodentlig fætre -
også selv om de er præster.

Jeg er så ikke bekendt med, at andre præster har givet udtryk for den kyniske tilgang til næstekærlighed som Krarup, omend de haft kontakt med Tidehverv. Er det derfor du har nemt ved at genkende SK ;-)

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

er det punkt 1 eller punkt 2 i mit tidligere indlæg, som du mener er forkert?

Der er hverken tale om fiktion eller realitet, men om insinuation.

to folketingspolitikere (en præst og hans fætter)
har ikke meget med julemanden eller fiktion at gøre. Der sigtes klart til konkrete personer. Der er tale om en målrettet tilsvining, og målet kan selv du få øje på.

Sider