Kommentar

Den barmhjertige Muslim

Jesus bryder med den opfattelse af næstekærligheden, der udelukker de fremmede, f.eks. samaritanerne
10. februar 2010

Noget af det morsomste, Søren Krarup nogensinde har skrevet, og han skriver jo djævelsk godt, var hans læserindlæg i Information den 1. februar, hvori han foreslog, at han hver anden uge skrev den klumme, som »Georg Metz nu mishandler«. Det er dejligt at vide, at Søren Krarup altid læser, hvad Metz skriver. Jeg må skamfuldt indrømme, at dette kun kan øge min fryd hver lørdag, eller bliver det nu kun hver anden lørdag?

Men Georg Metz har så evig ret, når han i sit indirekte svar den 6.-7. februar (og Metz er jo en mester i indirekte svar) minder om, at den ideologiske baggrund for Søren Krarup er en kristendomsfortolkning, som er en destruktion af en stolt dansk menneskerettighedstradition. Søren Krarup har været ledende i den såkaldte Tidehvervsbevægelse, der engang med sin inspiration fra den helt upolitiske Søren Kierkegaard var et forfriskende korrektiv til al vammel fromhed, men som han har miskrediteret ved at omdanne dens anliggende til et nationalistisk fremmedhad, som han har søgt udmøntet i politik for at skaffe sig de sejre, han ikke kunne opnå mellem teologer og præster.

Metz har også ret i, at den tolkning af fortællingen om Den barmhjertige Samaritaner (Lukas, 10,29-37), der svarer til kristendomsfortolkningen hos Krarup, er en mistolkning, men Metz er alt for venlig overfor denne udlægning. Mistolkningen siger, at mennesket kun er forpligtet på det nære, men det er ikke nok at sige, at denne mistolkning enten er fortænkt vås eller udspekuleret ditto. Den strider også direkte imod teksten, som er Jesu svar på spørgsmålet: Hvem er min næste?

Jesus svarer med sin fortælling, at næsten hverken er præsten eller levitten, der begge går uforstyrret forbi den, der ligger overfaldet og mishandlet på vejen mellem Jerusalem og Jeriko, men samaritaneren, der tog sig af ham. Vi ved, at samaritanerne på Jesu tid blev regnet for ikke-jøder, som man skulle holde sig fra at omgås. Derfor kan Mattæus-evangeliet lade Jesus sige til disciplene, at de ikke skal gå ind i samaritanernes byer (10,15). Men det strider bl.a. imod, at Johannes-evangeliets Jesus besøger samaritanerne i deres by i to dage ( 4,40). Og det strider også imod de berømte ord i Bjergprædikenen, som netop findes i Mattæus-evangeliet: »I har hørt der er sagt. 'Du skal elske din næste og hade din fjende.' Men jeg siger jer : Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer« (5, 43-44). Derfor er der al mulig grund til at antage, at pålægget til disciplene om ikke at gå ind i samaritanernes byer kun udtrykker, hvad der var gængs opfattelse mellem jøderne og ikke, hvad Jesus forkyndte. Under alle omstændigheder er det klart, at Jesus bryder med den opfattelse af næstekærligheden, der udelukker de fremmede, f.eks. samaritanerne.

En ny version

Hvis vi skulle omskrive historien om den barmhjertige samaritaner til en fortælling, der handler om os danskere i dag, kunne den lyde sådan (og enhver lighed med kendte personer i denne fortælling er tilfældig):

»En mand, som var på vej fra sit arbejde i København til sit hjem på landet, blev overfaldet og mishandlet af en bande, som røvede hans penge og kreditkort og lod ham ligge i vejkanten. Tilfældigvis kom to folketingspolitikere (en præst og hans fætter) kørende forbi i bil på vej til et møde i Nordsjælland. Da de så den mishandlede mand ligge i grøften, sagde de til hinanden: »Det er nok en indvandrer, der er kommet op og slås med nogle af sine egne, der derefter har slået ham ned. Det må blive en sag mellem dem indbyrdes, og ham, de har mishandlet, er nok ikke engang dansk statsborger«. Men som de anstændige folk, de var, tilkaldte de straks politiet over mobiltelefonen, idet de præsenterede sig som præster og folketingsmedlemmer og fortalte, at en mand var blevet overfaldet på landevejen. Senere kom de i tanke om, at det måske ikke ville se så godt ud, at de ikke var standset op og havde taget den sårede mand med i deres bil til hospitalet, så de ringede igen til politiet og sagde, at de havde glemt at fortælle, at de, lidt før de opdagede manden i vejkanten, var blevet overhalet af en bil, der kørte i rasende fart i venstre side af vejen, og at denne bil nok var kørt ind i et træ, så det sikkert var føreren af denne bil, der var blevet kastet ud i grøften. Men inden politiet nåede frem, kom en muslim kørende forbi, standsede sin bil, gik hen til den overfaldne, beroligede ham og forbandt hans sår, løftede ham op i bilen og kørte ham til det nærmeste hospital, hvorfra han ringede for ham til hans familie. Hvem af de tre var så den mands næste, som var blevet overfaldet? Vi må svare: »Den som øvede barmhjertighed imod ham« Og Jesus siger: »Gå du hen og gør ligeså««.

Peter Kemp er dr. theol. & phil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det forekommer mig IKKE at artiklen beskylder Søren Krarup for at have kørt forbi - eller ville kunne finde på at køre forbi - en trafikulykkelsesofre i nød. Derimod beskyldes han for - via en noget kluntet og ikke særlig vellykket eller poetisk hjemme digtet lignelse, frit efter den kendte 'Gode Samaritaner', og med en meget upassende hentydning til en efterhånden veleksponeret handling af Brian Mikkelsen, som netop kørte fra en trafikulykkelsesofre i nød - for at fordærve den gængse og klassiske forståelse af det kristne budskab, med en fortolkning som får den snart til at ligne sin modstykke, hvorved en konsekvens heraf meget vel kunne være i praksis, at man begynder at finde det ikke så syndigt eller flovt at undlade at yde hjælp til et medmenneske i nød, hvis man kan konstatere at dette menneske er muslim, eller sorthudet eller på andre måde skiller sig ud som ikke pære dansk, som det ville være hvis personen var dansker.
Jeg ved ikke præcist hvad det er Krarup har sagt eller skrevet i denne sammenhæng, og kan derfor ikke bedømme hvor godt Kemp rammer plet med sit angreb, men det kendskab man offentligt har til Krarup er at det er en mand med en afskyelig politisk dagsorden til hvilke ende han skrupuløst ville fordreje selve de meste loftige og åndeligt opløftende tekster og ideer vi har arvet fra historiens største personligheder, og tilsyneladende oplever ikke den mindste etisk tvivl omkring sit misbrug af sit embed i prædiker stolen, til sammen ende. (se blot http://www.nomos-dk.dk/skraep/krarup3.htm og erstat 'dansk' og 'danskheden' med 'tysk' og 'tyskheden' og så er man ikke længere i tvivl hvilken bås Krarup skal sættes i) Så det vil ikke undre mig hvis Kemp har faktisk berammet manden meget godt i artiklen. Der er altså tale om en særdeles ukristent mand, som lader ikke en chance passere for at opildne til had og ubarmhjertighed overfor fremmede og sprede sin giftig xenofobi over landet. Jeg synes Kemp har godt fat i det omend han har valgt en dårlig sproglig konstruktion til at give udtryk for det. Det var mening med konstruktionen at den skulle overføre en anden betydning en den simple konkret betydning man kunne uddrage af den hvis man vælger at spiller lidt uvidende eller usofistikeret. Den var bare ikke vellykket.

Anita Storr-Hansen

Peter Kemp er dr. theol., og han sekunderer hr. Georg Hetz fint, saa hvad kan man forvente? Jeg er meget enig med flere ovenstaaende kommentatorer. Det er virkelig et indlaeg under lavmaalet.

Hans Jørgen Lassen

Colin,

beskyldningen fra Kemps side svarer, så vidt jeg kan se, netop ikke til Krarups ideologi. Efter den skal man tage sig af folk, som man møder, folk i ens nærhed. Hvorimod han mener, at folk i fjerne lande er man ikke forpligtet til at hjælpe.

Som tidligere nævnt er han, Krarup, dog overhovedet ikke konsekvent. Han gik ind for at blande sig i Irak og Afghanistan.

I øvrigt er jeg helt enig med dig i, at Peter Kemp er sluppet ualmindelig dårligt fra denne artikel. Den er meget, meget ringe.

Når nogle alligevel begejstres, er det, fordi de ikke kan fordrage Krarup, og så klapper de i deres bløde, kvalme hænder, hver gang en eller anden skælder Krarup ud. Kvaliteten bekymrer de sig ikke om, kun tendensen.

@Hans Jørgen

'Krarups ideologi' hmmm.. Det skulle eftersigende være hans religion. Ultimativt, tror jeg, det var det Kemp ville frem til at stille spørgsmålstegn ved; både Krarups forståelse af det kristne budskab og hans manipulation af det i en hel anden sags tjeneste. Han fortabte sig dog i sit egne spind af figurativ sprog og forsøg på at gøre banale nyhedshistorier til anekdoter, som så skulle tjene til at gøre hans nutids lignelse om den Barmhjertig
Samaritaner interessant. Man er efterladt med det indtryk at han skrev det hele med det ene hånd mens hans fokus mere var på det morgengrød han rørte i med den anden.

Som du påpeger har han sikkert regnet det for at være lige meget fordi man kan altid score nogle billig pointe ved at gå efter Krarup. Men Kemp konstaterer at Metz var alt for venlig overfor Krarups
mishandling af den Barmhjertig Samaritaner, og derved forpligter han sig selv til at levere noget med mere bid i. Og herefter går det helt galt og det bliver grøden han leverer i stedet for.

Manden (Krarup altså), ER skide hamrende provokerende, det er det han lever af, men hans politik er ikke bare retorik og sofistik, den er en farlig gift som kunne have været yderste brugbare f.eks. i 30ernes Tyskland. Det kan godt være han siger at man skal tage sig af folk i ens nærhed såfremt de er i nød, når han sidder i prædikker stolen. Men vi ser klart hvordan han ville tage sig folk i sin nærhed når han smider præstekjolen, hvis de omtalte folk har anden kulturel baggrund end hans. De skal alle helst smides ud, og hvis det ikke kan lade sig gøre skal de presses, mobbes, chikaneres og ydmyges indtil de forstår at være taknemmelig for at have fået lov at være her, og har lært at holde deres kultur for sig selv ud af det offentlig rum.

Så hvis en anden præst kan fange ham i at blande hans ulækker politik ind i religion, så skulle det nærmest være en pligt skulle jeg mene for den præst at hænge ham ud, men så skal det altså ramme plet, være skarp og vågn, ellers risikere man selv mål, som det har været tæt ved i Kemps tilfæld.

Sider