Kronik

'Barnets Reform' - et tab af rettigheder for udsatte børn

Kommunerne får nu endnu friere tøjler til at administrere, som de selv synes. Ulovligheder bliver gjort lovlige, og hårdt tilkæmpede sejre med hensyn til børns retssikkerhed bliver rullet tilbage
I 2008 sagde daværende velfærdsminister Karen Jespersen, at mange kommuners indsats over for de allersvageste børn var 'helt utilstrækkelig', og hun fik indført stammere retningslinjer på området. Nu er regeringen ved at rulle udviklingen tilbage, skriver dagens kronikør.

I 2008 sagde daværende velfærdsminister Karen Jespersen, at mange kommuners indsats over for de allersvageste børn var 'helt utilstrækkelig', og hun fik indført stammere retningslinjer på området. Nu er regeringen ved at rulle udviklingen tilbage, skriver dagens kronikør.

Hanne Paludan Kristensen

1. marts 2010

'Barnets Reform' - det er navnet på en reform af lovgivningen omkring børn, der anbringes uden for hjemmet.

Navnet lyder virkelig som en reform, der sætter barnet i centrum. Og det er heller ikke helt forkert. Lovforslaget har netop været til høring, og det fremgår, at der er gode takter, der forbedrer rammerne på anbringelsesområdet. Det gælder f.eks. med hensyn til større kontinuitet i anbringelserne, bedre klagemuligheder for børn og styrkelse af den helt tidlige indsats for de udsatte børn. Også det forbedrede tilsyn er værd at nævne. Når der alligevel er grund til skuffelse, er det, fordi reformen på et helt afgørende område samtidig går i den forkerte retning. Og det endda med de konsekvenser, at de positive træk i reformen kan gå hen og blive totalt uden virkning - og føre til et tab af rettigheder for de udsatte grupper.

Lyder det mystisk? Måske, men det er sådan set enkelt nok. Det drejer sig om, at kommunerne med reformen får friere rammer til at fortsætte med ikke at leve op til kravene i lovgivningen. Derfor kan 'Barnets Reform' modsat løfterne i det flot klingende navn blive et tilbageskridt. Det kan blive et tab af rettigheder for netop de børn, der er mest udsatte.

Historien begynder med Anbringelsesreformen, der trådte i kraft den 1. januar 2006. Den var på mange måder en milepæl, ikke bare fordi den samlede et bredt politisk flertal bag sig i Folketinget, men også for sit indhold.

Reformen lagde op til et kvalitetsløft for børn anbragt uden for hjemmet. Det gjaldt f.eks. kvaliteten i sagsbehandlingen. Der kom fokus på tidlig indsats, hvor kommunerne nu skulle udforme en børnepolitik, der kom større kontinuitet i indsatsen og en langt grundigere undersøgelse af børnene inden iværksættelse af foranstaltninger. Dertil standarder for sagsbehandlingen og krav om bedre uddannelse af sagsbehandlere, så børnesamtalerne kunne blive det vigtigste led i hele opkvalificeringen af indsatsen. Børn fik bedre klagemuligheder, og de kunne eventuelt have en bisidder med til møderne. Og endelig: Kommunerne skulle overvåges af Den Sociale Ankestyrelse, så der kunne føres en slags tilsyn med deres overholdelse af loven. Det var selvfølgelig ikke bare en idé grebet ud af luften, det var et initiativ, der var begrundet i betydelige kommunale forskelle mht. at administrere efter gældende lovgivning.

Hver femte sag i orden

Blev de store forventninger til reformen indfriet? Den Sociale Ankestyrelse har siden lovens ikrafttræden gennemført en række praksisundersøgelser i afgrænsede kommuner. De har handlet om tre spørgsmål: Er der gennemført en børneundersøgelse (§50), opstillet en handleplan (§140) og gennemført en børnesamtale (§48)? Hertil spørgsmålet, om kommunerne overholder tidsfristen på fire måneder fra første opmærksomhed på et truet barn til sagens start med en undersøgelse.

Der er nu gennemført fire såkaldte praksisundersøgelser. Den sidste blev publiceret i december 2009. Den viser, at knap hver femte børnesag er helt i orden - i resten er der fejl eller undladelser. De hyppigste fejl er manglende §50 undersøgelse i forbindelse med en anbringelse, at der ikke er foretaget en undersøgelse inden for tidsfristen - selv om indholdet i undersøgelserne er blevet bedre. I tre fjerdedele af sagerne er der handleplan, men somme tider opstilling af en handleplan uden en forudgående undersøgelse. Den har man altså sprunget over. Hvad med børnesamtalerne? Der er stort set ikke sket en udvikling siden 2008, i de to år er der gennemført børnesamtaler i to tredjedele af sagerne, nemlig henholdsvis 69 pct. og 66 pct.

Der er altså en betydelig del af kommunerne, der ikke lever op til lovgivningen - og den situation består år efter år. Man skal være mere end almindelig optimist for at tro på, at det bare er noget, kommunerne selv finder ud af. Det er et svært område, det erkendes af alle - børns rettigheder og børnesamtaler tager tid og kræver kvalifikationer. Og økonomi! Men vi er forpligtet ud fra FN's Børnekonvention med bl.a. en artikel 12, der siger, at »børn skal høres« - så derfor er der vel ingen anden vej end at tænke i en opstramning og præcisering af kravene? Det var i hvert fald i den retning, den tidligere velfærdsminister Karen Jespersen så en løsning - og hun var ikke i tvivl. Da hun i 2008 (Ugebrevet A4. nr. 28) blev stillet over for netop disse realiteter på børneområdet, bekræftede hun, at mange kommuners indsats over for de allersvageste børn er »helt utilstrækkelig«. Derfor varslede hun et opgør med gammel tankegang - bl.a. alt for meget selvstyre. Løsningen er strammere retningslinjer, mere systematik og reel standardisering af metoderne:

»Hvis vi skal have en bedre retssikkerhed for barnet, bliver vi nødt til at undersøge, om vi kan rykke grænsen mellem det nationale ansvar og det kommunale selvstyre, så det nationale ansvar bliver tydeligere.«

Alternativet er, at for mange børn »bliver ofre for en alt for tilfældig indsats i kommunerne«. En kommune må gøre sig klart, hvilke børn de har i risikozonen - og så handle ansvarligt ved at opstille mål for indsatsen - altså en børnepolitik.

Friere tøjler

Det er en klar og utvetydig udmelding - fra en erfaren minister. Blev hendes råd så fulgt i 'Barnets Reform'? Det korte svar er: nej - tværtimod. Kommunerne får nu endnu friere tøjler til at administrere, som de selv synes. De tidligere krav er lempet eller direkte frafaldet - ulovlighederne bliver gjort lovlige. Hårdt tilkæmpede sejre mht. børns retssikkerhed bliver rullet tilbage.

Forklaringen er, at 'Barnets Reform' fjerner en række tidligere krav til kommunerne. Det sker som led i reformens sigte på at afskaffe overflødige regler. Det er kaldt afbureaukratisering eller regelsanering. Det drejer sig om i alt 45 forslag til en besparelse på en god halv milliard. 'Regelsanering' - det lyder besnærende. Men et langt stykke ad vejen handler forenklingen om at rulle børns rettigheder tilbage. Her er nogle af forslagene på børneområdet:

•Færre krav til socialfaglige undersøgelser

•Kun én undersøgelse for børn i samme familie

•Undersøgelsen kan udsættes til efter foranstaltningen er i gang

•Færre krav til handleplaner

•Afskaffelse af kravet om udarbejdelse af en sammenhængende børnepolitik i kommunen

•Afskaffelse af krav om udarbejdelse af sagsbehandlingsstandarder

•Afskaffelse af kravet om nedsættelse af tværfaglige grupper

•Ophævelse af kravet om selvstændig børnemiljøvurdering.

Nu behøver en forenkling af reglerne jo ikke betyde, at kommunerne opgiver at leve op til de krav, der ligger i lovgivningen. Og de kommuner, der har en god praksis, opgiver den vel ikke uden videre - eller gør de? Begge synspunkter lyder plausible. Men - når omkring en tredjedel af kommunerne hidtil ikke har levet op til kravene i lovgivningen, kan man vel ikke forvente, at de nu lige pludselig skal være motiverede, når kravene er bortfaldet. Signalet er tydeligt: De får foræret et alibi til at køre videre, som de har gjort. Og Den Sociale Ankestyrelse kan fortsætte sine årlige stikprøveundersøgelser af danske kommuner - nu med større sandsynlighed for at finde en stigende andel af kommuner, der ikke lever op til kravene.

Fra midten af 1990'erne blev retssikkerheden for de udsatte børn gradvist udbygget - samtidig med at den sociale indsats blev styrket. Nu fjernes med et pennestrøg en række af de sejre, der blev opnået. Tag f.eks. kravet om nedsættelse af tværfaglige teams. De blev begrundet i rapporten Risikobørn fra 1993, indført i den forebyggende sundhedslovgivning i 1995 og i Serviceloven fra 1998. Sigtet er det klare og indlysende, at der skal skabes et netværk omkring den udsatte børnefamilie - med en fortrolig person som tovholder. Og så sent som i 2008 skriver Velfærdsministeriet: »De tværfaglige teams i kommunerne må anses som meget centrale for at sikre en sammenhængende og systematisk indsats for udsatte børn og unge«. Det er indlysende rigtigt, det er her familien hjælpes frem i en samlet indsats. Og nu afskaffes så kravet! Kommunerne får større frihedsgrader - de udsatte børn mister retskrav.

Derfor er det svært ikke at se 'Barnets Reform' som et tab af rettigheder for udsatte børn og et tilbageskridt for kvaliteten i den sociale indsats.

Per Schultz Jørgensen er professor, dr.phil., børne- og familieforsker. Tidl. Formand for Børnerådet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børnene kommer altid til sidst. Hvor er det beskæmmende, at kommunerne ikke lever op til intensionerne i ”Barnets Reform”. Med den annoncerede kommunale nulvækst bliver det givetvis krop umuligt for kommunerne, at rette op på tidligere tiders undladelser og forsyndelser. Ligeledes må man sige, at man bevidst misbruger indholdet af afbureaukratiseringsplanen. Det der skulle være godt for borgerne – bliver til mistede rettigheder for børnene. Mon den almindelige dansker er klar over dette?
Hvornår folk vågner op og indser, at et skattestop ikke fører mere velfærd med sig, ser desværre ud til at ligge langt ude i fremtiden. Og spørgsmålet til den tid er, om det så ikke er for sent.

Karen Jespersens eget billede af en politisk primadonna er i sig selv et skrækeksempel for en socialpædagogisk løsning.

I et samfund kan man ikke vælge mellem selvstyre og fælles overordnede regler. Begge dele er nødvendige, men ofte mangler det personlige indsigtsfulde selvstyre under markarbejdet, dvs. den overordnede tillid til den enkelte medarbejders evne til at understøtte barnet og familien, så det/den måske vil/kan tage imod tilbuddet, der også er et indgreb, frem for at stille et krav om, at en socialpædagogisk opgave forventes løst efter bestemte normer.
Af flere grunde må kompetencen forlenes med den praktiske opgave, så en overordnet tilskyndelse kan smitte af på familiens forståelse af et fælles social arbejde.