Fem grunde til en dagpengereform
1. Der er vitterlig behov for 'flere hænder', men problemet overdrives med krav om 50.000 ekstra par hænder i 2020. Det reelle behov er snarere cirka 10.000 ekstra nettopersoner i 2020 og ca. 14 mia. kr. på statsfinanserne - især på grund af VOK's seneste underfinansierede topskattelettelser.
2. Dagpengene yder efterhånden for ringe dækning af indkomsttabet ved arbejdsløshed: dagpengene er faldet fra ca. 77 procent af en LO-arbejders gennemsnitsløn i 1982 til ca. 50 procent i dag.
3. Den nuværende ordning er relativt ufleksibel og dårligt tilpasset højtlønnedes forhold, så de ved arbejdsløshed skal bruge tid på at klare terminen mv. snarere end at søge jobs - eller tegne private ekstra lønforsikringer.
4. Dagpengene tager nok betydeligt af for stød fra konjunktursvingninger, men det kan formentlig gøres endnu mere effektivt.
5. Den stadige politiske uro omkring ordningen, som kalder på et forlig med 10-årig horisont.
Overordnede forslag
Man bør operere med en dagpengeperiode på fem år i alt, men hvor to år bruges til fleksibilisering, så perioden pga. individuelle valg og konjunkturer totalt kan variere fra tre-fem år, og at den maksimale dagpengesats over ti år sættes op til ca. 65 procent af en LO-arbejders gennemsnitsløn - dog maksimalt det samme beløb, som man har tjent i snit over de seneste fire år i arbejde. Disse forbedringer vil koste statskassen ca. otte mia. kr. ved en arbejdsløshed på 3,5 procent i snit.
Tre-fem års dagpenge er smertegrænsen, for ellers vil stadig mere skærpede optjeningskrav samt øget moderat dækning over kortere tid få især de unge til at fravælge ordningen, og det vil skade flexicurity alvorligt, fordi arbejdsgiverne ikke kan regne med samme mulighed for at operere med relativt korte opsigelsesvarsler. Allerede før den økonomiske krise havde 25 procent af de unge fravalgt ordningen selv med de nuværende vilkår.
Fleksibilitet og frihed
Det bør være muligt for en arbejdsløs at bytte ét senere år med 100 procent dagpenge til at få 50 procent oveni det første år samt ret og pligt til at lave kvalitetsansøgninger til kvalitetsjobs uden at skulle tænke på terminen - også for højtlønnede - og med kurser og kyndig vejledning til hjælp. Et sådant bytte giver mening især i gode tider, hvor udsigten til hurtigt at få job igen er bedre end i krisetider, og det vil i sig selv give en vis konjunkturfølsomhed.
Konjunkturafbødning
Der gives maksimalt fem års dagpenge, når arbejdsløsheden ligger over den nye strukturelle ledighed på 3,5 procent eller ca. 100.000 personer. Perioden sættes ned til fire år, når arbejdsløsheden kommer under de 3,5 pct., dog ikke for folk allerede på tredje år eller mere. Et lignende forslag er blevet stillet af Arbejdsmarkedskommissionen, dog med en meget kortere dagpengeperiode.
For hvert års betaling til a-kassen bør alle opspare en måneds frihed til uddannelse på dagpenge, og uddannelsen bør finansieres af en arbejdsgiverfond med en lønsumsafgift, der også dækker 50 procent af lærlingelønnen i tider med arbejdsløshed over 3,5 pct..
Åbn a-kasserne
Der bør igangsættes en oplysningskampagne fra a-kasserne især over for unge, der forklarer forskellen på dagpenge og kontanthjælp samt de øvrige rettigheder, som medlemskab af a-kassen giver, f.eks. efterløn efter et langt arbejdsliv med hårdt arbejde, og forskellen på en solidarisk og en personlig forsikring bør trækkes op sammen med en påvisning af, at ingen goder er kommet af sig selv. Derudover bør a-kassernes døre åbnes for de unge, dels ved at sætte kontingentet på selve dagpengeordningen ned - evt. finansieret ved et lidt højere efterlønskontingent - og dels ved at åbne for mere fleksibelt deltidsmedlemsskab.
Frijobzone
Alle på overførselsindkomst bør have ret til at udføre fem timers arbejde pr. uge i snit eller 240 timer om året uden modregning i nogen offentlige ydelser. Dog kan man ikke både få 50 procent ekstra i dagpenge og frijob, men andre - også nuværende - incitamenter lægges 'ovenpå'.
Hvis 25 procent benytter sig af den mulighed for at binde an med et småjob eller gøre sort arbejde hvidt, vil det give en permanent årlig forbedring af statsfinanserne via skatter, afgifter og moms på ca. 15 mia. kr. Dette vil samtidig fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet eller endda udvikle den, så visse grupper langsomt sluses ind egentlige fleks-, deltids- og heltidsjobs.
Hvis nogen tror, at andre frivilligt går på overførselsindkomst i dagens Danmark, har man ikke selv prøvet det! Og man kender da slet ikke de efterhånden meget skrappe krav for hhv. at få og at fastholde vore stadig lavere 'socialt betingede ydelser'. F.eks vil en gennemsnitlig LO-arbejder stadig tjene ca. 8.300 2010-kroner om måneden efter skat mere end en person på dagpenge - den bedste af overførselsindkomsterne. Dertil skal man huske, at der er en række immaterielle goder ved at have et job: daglige udfordringer, anerkendelse, samvær med kolleger, vedligeholdelse af og tilegnelse af kvalifikationer mv.
Højere jobfradrag
Det nuværende jobfradrag bør samtidig hæves fra 4,25 procent til 8,00 procent, men stadig med et max-beløb på 13.600 2010-kroner, så det kun gælder for de første max. 350.000 kr. tjent ved et lønarbejde. Det gør lavtlønnet arbejde mere tiltrækkende - og giver den enlige mor ved kassen i Netto den skattelettelse, som VOK snød hende for, men det vil samtidig betyde ca. en reel skat på 33 procent for 'frijobbere' mv. Omkostningen for statskassen vil blive ca. en mia. 2010-kroner til folk, der allerede har lønarbejde.
Samlet set
Forslagene ovenfor vil mobilisere en overset arbejdskraftsreserve, forbedre statsfinanserne med fem mia. kr. ekstra pr. år i snit og generelt give større dynamik og fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvilket både gavne statskassen og erhvervslivet: Frijobzone og højere jobfradrag genererer villig arbejdskraft til helt almindelig overenskomstsats selv på mindre ekstraopgaver.,
Skulle nogen ønske et bud på, hvordan man skaffer de sidste ca. ni mia. kr. i det såkaldt permanente hul i statskassen, så kan det komme ved at afskaffe fradrag for pensionsindbetalinger over 100.000 pr. år og afskaffelse af frynsegoder til de lavtlønnedes chefer. Det er rigeligt, så længe man vel at mærke ikke taber den nuværende ungdomsgeneration på gulvet under den igangværende økonomiske krise.
Hvorfor forringe sig til bedre statsfinanser, når man kan forbedre sig til det?
Claus Piculell er cand.mag. i statskundskab og engelsk, deltidstilknyttet Cevea
