Kronik

Elitepenge er destruktive for fremtidens forskning

Det er skadeligt at give størstedelen af forskningsmidlerne til dem, der er forskningens elite lige nu, fordi det betyder, at der ikke gives penge til dem, der kan blive eliten i fremtiden
Det er ødelæggende for forskningen, når størstedelen af forskningsmidlerne kun går til bestemte forskere - den såkaldte elite - mener dagens kronikør. Regeringen skal satse bredere, fordi genier fostres i miljøer uden for eliten.

Det er ødelæggende for forskningen, når størstedelen af forskningsmidlerne kun går til bestemte forskere - den såkaldte elite - mener dagens kronikør. Regeringen skal satse bredere, fordi genier fostres i miljøer uden for eliten.

Christian Als

9. februar 2010

En af de mest markante indflydelser, som VK regeringen har haft på det danske akademiske miljø, er opdyrkelsen af eliten indenfor videnskaberne. Regeringen ønsker at etablere en konkurrence mellem de danske universiteter, og statens midler skal uddeles i forhold til om institutionerne tilhører eliten. De danske universiteter befinder sig således i en eksistenskamp, hvor vinderen, målt på forskellige talstørrelser, kan hævdes at fremstå som den fremmeste blandt sine danske og internationale modparter.

Elitedyrkelsen har markant øget synligheden af især naturvidenskaberne og biomedicinsk forskning i medierne. Med personificeringen af resultaterne i eliteforskere kan der bygges bro rent formidlingsmæssigt. I fald forskningsresultaterne er noget abstrakte, så kan personlige forhold med vedholdenhed, held og frygtløs villighed til at satse sin karriere på det ukendte jo nok bredt fange folks interesse.

På samme måde er uddelingen af Nobelprisen ikke bare en belønning til dygtige forskere, men også i høj grad den formidling af forskning, som når længst ud i samfundet. Disse processer er selvsagt uhyre vigtige i et land som Danmark, hvor stadig en væsentlig del af forskningen er finansieret via skat på folk og fæ.

Regeringen og ikke mindst videnskabsministeren er synligt interesserede i at udbrede forskningens resultater. F. eks. tiltag som "Bestil en forsker" vil i midten af april bringe nærkontakt mellem borgere og universiteterne, hvilket er et nødvendigt og prisværdigt initiativ. Jeg kan selv bekræfte, at det virker, bl.a. baseret på foredrag i regi af Folkeuniversitetet og ikke mindst Ældresagen, hvor den efterfølgende diskussion afslørede et højt niveau blandt vores ældre medborgere i forståelsen af nanovidenskab. Dette skal sammenholdes med den nærmest trøstesløse ligegyldighed over for forskningen, de foregående regeringer udviste og som kun kortvarigt blev afbrudt ved tildelingen af netop Nobelprisen til Jens Chr. Skou i 1997.

En skjult værdipolitik

Meget ville således være godt, hvis disse rimelige incitamenter forklarede regeringens hyldest til fremragende danske forskere og forskning. Men under denne kønne overflade skjuler sig en værdipolitik, der bestemt ikke nemt forenes med videnskabelig forsknings præmisser. Fokuset på eliten hænger naturligt sammen med ønsket om en konkurrence mellem universiteterne. Regeringen har i den forbindelse etableret en slags "pointgivning" a la kunstskøjteløb for forskningsaktiviteter under navnet den "bibliometriske forskningsindikator", som angiveligt skal kunne opgøre hvilke forskningsinstitutioner, der klarer sig bedst.

Dette lyder som en umulig opgave, og initiativet er berygtet. Som eksempel kan jeg nævne formanden for Det Frie Forskningsråd Jens Chr. Djurhuus indlæg i Ugeskrift for Læger d. 25. januar om dette system med titlen 'Pengene følger pointene, og min urin frøs til is'. Det bør her nævnes, at Djurhuus også er en respekteret urolog. Omtale af isdannelse i urinvejene fra dette hold må derfor selvsagt tages særdeles alvorligt. Tilfrysningen skete, da han opdagede, at en videnskabelig publikation i et relativt ukendt brasiliansk tidsskrift ifølge den bibliometriske forskningsindikator udløser lige så fin pointgivning som en artikel i mere centrale urologiske tidsskrifter eller sågar de bredt respekterede tidsskrifter Nature og Science.

Kort sagt har pointgivningen ingen forbindelse til realiteterne på trods af et meget stort pengeforbrug og besvær med etableringen af systemet. Desværre kan vi ikke anvende statens isbrydere til at løse problemet, og hele projektet er et alarmerende eksempel på, hvorledes værdipolitik ofte leder til regulært nonsens.

Elite fostres af ikke-elite

Et andet aspekt angår, hvad der forskningspolitisk skal stilles op, når forskerne inddeles i A og B hold. Regeringen ønsker åbenbart at bruge midlerne på eliten, uanset om denne kan identificeres objektivt eller ej. Imidlertid mener jeg, at det væsentligste problem ikke ligger i at finde de gode forskere, men derimod i sikkert at klassificere ikke-elitære forskere. Hvis en elite skal være elitær, kan den dårligt omfatte mere end ca. 5 % af en forskerpopulation. Med modsvarende 95 % af alle forskere i den ikke-elitære klasse - og som jo altså imødeser en grum skæbne uden finansiering fra staten - er der rigeligt rum for forskellige kategorier af elendighed. En af de mest interessante elendigheder er gruppen af forskere, der ikke tilhører eliten endnu. Mange forskerkarrierer kan beskrives således: I begyndelsen troede få kollegaer på en given forsker, hvorpå tvivlen overvandtes i kraft af videnskabelig betydning, og den 'måske egnede' forsker endte så som kendt og respekteret, ja, sågar en del af eliten. Bevares - der findes også andre mindre lykkelige forløb, men under alle omstændigheder væsentlig færre, hvor en forsker blev mødt med klapsalver fra start til slut i sit virke. Jeg vil vove den påstand, at mange kendte danske forskere via deres indsats bevægede sig fra periferien af deres forskningsmiljø til centrum af samme, og at dette forløb i høj grad blev katalyseret af miljøer uden for eliten.

Bohr er et eksempel

Et eksempel er inspireret af David Favrholdts særdeles læseværdige bog Filsoffen Niels Bohr (udkommet på Informations Forlag 2009). Historien om Niels Bohrs liv og karriere er fortalt og genfortalt mange gange, men det lykkes Favrholdt at lægge trykket lidt anderledes end mange andre. Bohr havde et meget vigtigt ophold i England 1912-13, hvor hans oprindelige mål var J.J. Thompsons laboratorium i Cambridge, altså det mest elitære sted overhovedet i Englands fysikmiljø. Bohr kunne imidlertid ikke arbejde sammen med Thompson og tog i stedet til Ernest Rutherfords laboratorium ved University of Manchester. Som Favrholt bemærker var Rutherfords stilling som professor i Manchester ikke noget specielt eller særligt ærefuldt. Men det blev her, at Bohr satte gang i en videnskabelig revolution. Man kunne godt få den tanke, at et elitemiljø ikke var det rigtige sted for en forsker af Bohrs kaliber på dette tidspunkt i hans karriere.

Eliten må jo basere sig på anerkendelse og en forbindelse til en etableret opfattelse af tingenes tilstand. Omvendt var Bohrs videnskabelige bidrag et brud "med tilvante ansskuelsesformer inden for fysikken". Dette understreges af, at Nobelpriskommiteen i en ganske lang årrække med indstillinger af Bohr til prisen fandt, at hans arbejde kun var et lille skridt i retning af forståelsen af de problemer, fysikken stod over for.

Elitepenge er destruktive

At give størstedelen eller alle forskningsmidler til dem, som er elite nu, er destruktivt over for et vækstlag af forskere, vi dårligt kender eller anerkender, før deres resultat står som modne aks. Regeringens opfattelse af elitens rolle i dansk videnskab kan bedst sammenlignes med et herrefolk, der har resten af forskningsmiljøet som tyende og fæstebønder.

Den rolle jeg ser for eliten må derimod ske ved igen at henvise til Niels Bohr. Bohr havde en høj succesrate i nomineringen af forskere til Nobelprisen. Faktisk blev det overvejet på et tidspunkt at gøre ham til medlem af Nobelpriskommiteen, som det eneste ikke-svenske medlem.

Dette skete dog ikke, men pointen er, synes jeg, klar nok: Det kan fordre et videnskabeligt geni at se genialiteten i andres arbejde. Forskningsindikatorer og andet tøjeri tjener kun til at etablere en selvgod opfattelse af videnskabelig betydningsfuldhed, der næres af forfængelighed og nepotisme. Derfor håber jeg på, at den danske videnskabelige elite vil se sig selv som dem, der identificerer god forskning blandt alt det, der lige nu fremstår uklart, uvæsentligt eller uacceptabelt og sørger for at også denne forskning støttes. Med den siddende regering vil der bestemt være et element af civil ulydighed i et sådant tiltag - men det er nødvendigt! Hvis det ikke sker, er jeg bange for, at der ligefrem dannes en praksis i det forskningsrådgivende systems urinveje og andre kanaler til stor skade for det danske forskningsmiljø.

Thomas Vorup- Jensen er Ph.D. og lektor ved Inst. f. Medicinsk Mikrobiologi og Immunologi, Aarhus Universitet, og medforfatter til bogen Nabo til Nobel - historien om tretten danske Nobelpriser

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eller den korte version:

- dem der har penge til at producere viden får penge til at producere viden, for de har jo vist at de producerer viden.

- dem der ikke har penge til at producere viden får ingen penge til at producere viden, for de producerer jo ikke viden.

Flot.

Forskningen er blevet et politisk beslaglæggelses-område. Og det forhold har svækket forskningen. Så enkelt kan det siges...

Med venlig hilsen