Kronik

EU og den ligegyldige ligeløn

Selvbedraget fejler ikke noget. I Danmark vil vi gerne se os selv som foregangsland, når det kommer til ligestilling og ligeløn. Men det er løgn. Vi falder pinligt bagud set i en international sammenhæng. Den højt besungne danske aftale- og politikmodel har ikke vist evne til at sikre ligeløn. Faktisk er det kun pres udefra og især fra EU, der hidtil har sikret reelle fremskridt
Der er næsten 50 procent kvindelige minstre i den nye regering, men det betyder ikke, at Danmark er fremme i skoene, når det gælder ligeløn og ligestilling generelt. Vi halter nemlig håbløst bagud set i international sammenhæng, skriver dagens kronikør.

Der er næsten 50 procent kvindelige minstre i den nye regering, men det betyder ikke, at Danmark er fremme i skoene, når det gælder ligeløn og ligestilling generelt. Vi halter nemlig håbløst bagud set i international sammenhæng, skriver dagens kronikør.

Linda Henriksen

Debat
24. februar 2010

Den danske regering fastholder, at det går glimrende med ligestilling, når man ser bort fra de etniske minoriteter, men internationale sammenligninger siger noget andet. Vi er bagud, når det gælder mænds barselsrettigheder, kvindelige ledere, og det står heller ikke godt til med ligelønnen. Løngabet mellem mænd og kvinder i EU er faldet fra gennemsnitligt 17 pct. i 1994 til nu 15 pct., mens det danske er steget fra 11 pct. til næsten 18 pct. World Economic Forums ligestillingsindeks viser også, at Danmark falder bag af dansen.

EU-kommissionen har netop været efter Danmark - igen. Vi var ved at blive slæbt for EU-Domstolen for at have forbrudt os mod fælleskrav: For mangelfuld implementering af direktiver om ligebehandling og ligeløn, for mangel på et uafhængigt organ til at overvåge ligestilling, og mangel på en ligestillingsombudsmand/-kvinde. Efter to års nøl har regeringen måttet bøje sig på de punkter.

Det er ellers 25 år siden, vi første gang fik det gule kort af EU. Det skete, da Danmark tabte en sag om ligeløn ved EU-domstolen. Modstanden mod EU-bestemmelser har været stærk hele vejen igennem. Og Danmark ville heller ikke vide af FN's ligelønskrav. Her blev den centrale konvention, nr. 100, vedtaget i ILO i 1951, som præciserede, at der skulle sikres »lige løn for arbejde af samme værdi«. Men Danmark ville ikke stemme for og ikke ratificere bagefter. Der var enighed mellem politikere og parterne. De sidste ville bevare selvstyret - og Dansk Kvindesamfund ville hellere arbejde for kvindelig tronfølge!

Danmark har siden ratificeret konventionen i 1960, men der er stadig flere ILO-konventioner, som vi ikke vil vide af. Danmark er systematisk bag efter den internationale politik- og retsudvikling påområdet. Først med medlemskabet af EF i 1973 kom der noget skub i bestræbelserne, også på arbejdsmarkedet. Normalt foretrækker parterne at 'knække nødderne' selv via det kollektive overenskomstsystem og forsøger at undgå lovgivning. Det er indholdet i lovsangene til 'den danske model'. Derfor har der også været udbredt skepsis mod EU-regulering. Politikerne har tilsvarende været utilbøjelige til at acceptere EU-lovgivning. Eller de har søgt at neutralisere den i implementeringen. Ligelønnen har været behandlet som noget mindre betydningsfuldt, for ikke at sige ligegyldigt.

En klar om'er

EU har hele tiden arbejdet imod kønnet løndannelse. I § 119 i Romtraktaten hed EU-kravet »lige løn for lige arbejde«. Og i 1970'erne kom der rigtig fart på lovgivningen. Det skete efter nogle enkeltsager, hvor EU-domstolen startede op som generator for EU-integration på området. Der kom flere initiativer: Med det første sociale handlingsprogram fra 1974, hvor kvinders ligestilling blev fastslået som mål, og med vedtagelse af fem direktiver mellem 1975 og 1986. Det første direktiv var netop om ligeløn, der klart udvidede bestemmelserne. 'Lige arbejde' blev præciseret som »arbejde af samme værdi«. De fire efterfølgende direktiver angik ligestilling, og det blev fastslået, at princippet om anti-diskrimination skulle udstrækkes også til videreuddannelse, adgang til beskæftigelse og arbejdsbetingelser. Ligebehandling blev ydermere overført til det socialpolitiske område.

EU-Domstolen har også i 1990'erne været væsentlig for at få fastslået kvinders rettigheder i forbindelse med graviditet og barsel. Og Ministerrådet har fulgt op med nye rettigheder til kvinderne. Fra 1992 kom fem nye direktiver. Amsterdam-traktaten slog kvinders rettigheder fast konstitutionelt, og den nye Lissabon-traktat følger op herpå. Positiv diskrimination er også blevet mulig. Kønsmæssig ligestilling er blevet en fundamental rettighed. Ligheds-princippet skal nu gælde »på alle områder«. Dvs. ikke kun i forhold til arbejde og ligeløn, men generelt. Det er blevet et proaktivt handlekrav. Der skal gøres noget særligt for 'det underprivilegerede køn'. Så der kan kollektivt gøres noget - hvis der ellers er nogen, der vil.

Det er der indtil nu få, der har villet i Danmark. Beslutningstagerne har været meget modvillige, forhalende eller obstruerende. Historisk og aktuelt. Regeringen og arbejdsmarkedets parter har selv villet kontrollere, hvordan europæisk lovgivning skulle sættes igennem. Ligelønsdirektivet kunne man dog ikke komme udenom, så i 1976 blev lovgivning nødvendig. Men der blev lavet en indskrænkende dansk formulering om 'lige løn for lige arbejde'. 'Logebrødrene' af danske beslutningstagere ville ganske enkelt ikke vide af bestemmelsen 'arbejde af samme værdi'. EU skulle ikke pånøde 'den danske model' noget!

Det blev for meget for EU. Danmark blev indklaget for EU-domstolen og i 1985 dømt for brud på bestemmelserne. Et klart nederlag - og en klar om'er. Ny lovgivning blev pånødet ud fra formuleringen »arbejde af samme værdi«. Men det tog altså over 10 år, inden politikerne og arbejdsmarkedets parter accepterede EU's ligestillingspolitik.

Fagbevægelsen erkendte sent betydningen af EU-lovgivning. I 1988 bragte HK den første sag (Danfoss-sagen) videre til EU-domstolen, og dommen gjorde virksomhedens lønsystem illegitimt, fordi det de facto favoriserede mænd frem for kvinder. Bevisbyrden kom også til at ligge hos arbejdsgiveren. Den danske lovgivning måtte ændres igen. HK har siden været aktiv for at få overnationale regler til at have substantielt dansk betydning. EU har måttet diktere bestemmelser. For kvinderne har det betydet nye rettigheder. Det er blevet forbudt at afskedige p.g.a. køn, der må ikke annonceres efter eller forfremmes efter bestemt køn osv. Afskedigelser p.g.a. graviditet er ligeledes blevet forbudt. Reguleringer må tilpasses ændrede samfunds- og familiemønstre. Også i Danmark.

Danske fedtspillere

Både politikerne og arbejdsmarkedets parter må til at sadle om og gøre noget aktivt i stedet for tøven, tavshed og trodsighed. Mange har troet, at overenskomstbestemmelser er kønsneutrale, hvad de altså ikke er. Aktuelt foregår der private overenskomstforhandlinger, hvor ligeløn tages op. Arbejdsmarkedets parter har endnu ikke indskrevet ligelønslovens bestemmelser i aftalerne. Hverken EU's tidligere ligelønsdirektiv eller det aktuelle fra 2006 er blevet implementeret ad overenskomstvejen. Ligelønnen må skrives ind i overenskomsterne, for der skal eksplicitte bestemmelser og klare definitioner til, for at man kan bruge det fagretslige system offensivt. Der er også behov for procedurebestemmelser. Arbejdsretten godtgjorde i 2005, at gældende ret er, at ligeløn ikke er reelt overenskomstreguleret.

Et ligelønsnævn kan også blive en væsentlig nyskabelse, men arbejdet må støttes af en bedre kønsopdelt lønstatistik. Den har VK-regeringen indtil nu blokeret for. Og et nyt beredskab over for overtrædelser af bestemmelser overflødiggør ikke særskilte politiske initiativer og lønudligningspuljer i overenskomsterne, hvis ligelønnen skal kommes nærmere.

I den offentlige sektor har arbejdsgiverne siden 15. august 2008 haft pligt til at kønsmainstreame for at sikre ligeløn. Det fordres af Ligelønslovens § 1b. Den forpligtelse vil de med garanti blive holdt op på efter offentliggørelse af Lønkommissionens betænkning i maj måned og ved næste overenskomst-runde i 2011. Hvis de offentlige arbejdsgivere ville, kunne de nemt leve op til den forpligtelse. Men viljen mangler øjensynligt.

EU synes stadig at skulle levere et pres, for de danske beslutningstagere er historisk set fedtspillere, når det gælder ligeløn og ligestilling. Lovgivning og overenskomstaftaler må og kan supplere hinanden. Foregangsland på området bliver vi næppe foreløbig. Men der skal ske noget afgørende nyt i forhold til den alt andet end ligegyldige uligeløn.

Henning Jørgensen er professor, Carma, Aalborg Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her