Kommentar

EU og Tyrkiet på kollisionskurs

Sandhedens time nærmer sig: Tyrkiet må opgive sin kontrol over Nordcypern eller vinke farvel til medlemsskab af den europæiske union
Sandhedens time nærmer sig: Tyrkiet må opgive sin kontrol over Nordcypern eller vinke farvel til medlemsskab af den europæiske union
26. februar 2010

Det Europæiske Parlament har i en resolution om Tyrkiet med stort flertal opfordret Tyrkiet til omgående at begynde at trække sine styrker tilbage fra Cypern og at tage fat på at behandle spørgsmålet om bosættelsen af tyrkiske statsborgere på øen. Parlamentet opfordrede endvidere Tyrkiet til at bane vej for, at den afspærrede del af den nordcypriotiske by Famagusta kan overdrages dennes retmæssige indbyggere.

Ankaras reaktion var forudseelig. Premierminister Recep Tayyip Erdogan kaldte resolutionen »grundløs og uacceptabel«, og landets EU-chefforhandler Egemen Bagis sagde, at Tyrkiet ikke skulle tage den alvorligt. Ifølge kommentator Semih Idiz har EU malet sig selv op i et hjørne på grund af Cypern. I virkeligheden forholder situationen sig omvendt.

Tyrkiet, som har holdt Cypern som gidsel i sine bestræbelser på EU-medlemsskab, har spillet højt spil - og tabt. Begyndelsen på enden var EU-topmødet i Helsinki i 1999, der samtidig med at bekræfte Tyrkiets kandidatur understregede, at hvis man i Cyperns tilfælde ikke havde opnået en løsning ved afslutningen på ø-statens optagelsesforhandlinger, kunne Cypern alligevel tiltræde medlemskab.

Næste søm i Tyrkiets kiste var dets underskrift på tillægsprotokollen til Ankara-aftalen i juli 2005, som udvidede toldunionen til at omfatte de ti nye medlemslande, inklusive Cypern. To dage forinden havde den britiske premierminister Tony Blair forsikret Erdogan om, at det var et »juridisk faktum«, at Tyrkiets underskrift ikke indebar en anerkendelse af Cypern, men ikke desto mindre udstedte Tyrkiet en erklæring herom.

To måneder senere udsendte EU en moderklæring, der mindede Tyrkiet om, at dets ensidige erklæring »ikke har juridisk virkning« på Tyrkiets forpligtelser i henhold til protokollen, og at anerkendelse af alle medlemsstater er en nødvendig del af mtiltrædelsesprocessen.

Denne konfrontation førte til, at Det Europæiske Råd i december 2006 besluttede ikke at åbne otte forhandlingskapitler, som havde forbindelse med Tyrkiets afvisning af at anerkende Cypern. Desuden har Cypern meddelt, at det vil stille betingelser for at åbne yderligere fem kapitler ud over kapitlet om energi, som det allerede har blokeret.

Derudover har Frankrig blokeret fem kapitler, som har forbindelse med fuldt medlemskab, hvilket fik en europæisk diplomat til forleden at beklage sig: »Snart bliver der ikke flere kapitler tilbage at forhandle om.«

Juridiske fakta

På et EU-udenrigsministermøde i Bruxelles i december forsøgte Storbritannien og Sverige at sparke bolden ud af banen og sidestille Cypern-konflikten med grænseproblemet mellem Kroatien og Slovenien. Da det ikke lykkedes, udsendte Storbritannien et par uger senere en moderklæring , der meddelte, at det var »i EU's strategiske interesse« ikke at lade »bilaterale spørgsmål« forsinke optagelsesprocessen.

Storbritannien forsøger ihærdigt at vende det blinde øje til Tyrkiets fortsatte besættelse af 37 procent af en suveræn europæisk stat, men visse juridiske fakta kan der ikke ses bort fra. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har allerede fastslået, at 'Den Tyrkiske Republik Nordcypern' i virkeligheden er en underordnet tyrkisk lokaladministration, og i sidste måned bekræftede den britiske appeldomstol EF-Domstolens skelsættende afgørelse i sagen 'Apostolides mod Orams'.

Sammen med adskillige tusinde andre britiske statsborgere købte David og Linda Orams jord, der tilhørte en græsk-cypriotisk ejer, som blev tvunget til at flygte efter den tyrkiske invasion i 1974. Selvom den cypriotiske republik ikke udøver effektiv kontrol over de besatte områder, kan domstolenes afgørelser fortsat håndhæves, og derfor blev ægteparret Orams beordret til at rive deres feriebolig ned, betale erstatning til Apostolides og levere hans ejendom tilbage.

Som appeldomstolen fremhævede: »Helt bortset fra Sikkerhedsrådets resolutioner er Storbritannien i henhold til Garantitraktaten [af 1960] forpligtet til at anerkende den cypriotiske republiks selvstændighed, territoriale integritet og sikkerhed.«

Derfor er det paradoksalt, at Tyrkiet som medunderskriver påberåber sig denne traktat for at berettige sin tilstedeværelse på øen.

Militær indblanding

Det tyrkiske militær har længe anset Cypern for at være af sikkerhedspolitisk betydning og har af den grund modsat sig en tilbagetrækning fra øen. I 2006 fremsatte det finske EU-formandskab et forslag om at sætte 'spøgelsesbyen' Varosha, der bevogtes af tyrkiske soldater, under FN-kontrol og derved gøre det muligt for dens græsk-cypriotiske indbyggere at vende tilbage.

I et hemmeligt brev advarede vicegeneralstabschef Ergin Saygun udenrigsminister imidlertid Abdullah Gül mod at gå på kompromis i denne sag. General Saygun, der nu er pensioneret, er blandt de højtstående officerer, der er blevet anholdt i forbindelse med en påstået kupplan mod regeringen.

Tyrkiets overordnede plan er og har i de sidste 50 år været at oprette en selvstændig tyrkisk stat i Nordcypern, og det er af denne grund, at en konføderation frem for en føderation er Tyrkiets foretrukne løsning. Tyrkiets indvandrerpolitik, som er en overtrædelse af Genève-konventionens artikel 49 stk. 6, søger at opnå dette mål og har gjort de oprindelige tyrkisk-cyprioter til et mindretal i deres eget samfund.

Tyrkiet har allerede nævnt en løsning med Kosovo og Taiwan som modeller, og der er tale om en 'fløjlsskilmisse' på samme måde som i Tjekkoslovakiet. Tyrkiets EU-chefforhandler Egemen Bagis har udråbt Cypern til »en national sag«, og meddelt, at Tyrkiet ikke har planer om at trække sine tropper tilbage.

Af denne grund bliver det interessant at se, hvad Tyrkiet i sidste ende vil beslutte sig for at gøre, når det står over for optagelsesforhandlingernes sammenbrud. For eksempel planlægger EU's regionaludvalg (COR), der rådgiver EU-Kommissionen, at opfordre Tyrkiet til at trække sine tropper tilbage inden udgangen af 2010.

Under Genève-konferencen i 1974 advarede den britiske udenrigsminister James Callaghan: »I dag er den cypriotiske republik den tyrkiske hærs fange; i morgen bliver den tyrkiske hær den cypriotiske republiks fange.« Set i bakspejlet havde James Callaghan ret.

Robert Ellis kommenterer jævnligt tyrkiske forhold i dansk og udenlandsk dagspresse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu