Kronik

Efter fiasko: Hvad gør vi så?

COP15 endte som en historisk skandale, ydmygende for deltagerne med USA's præsident i midten og for det danske formandsskab. Nu må vi prøve noget andet
At formindske CO2-udslippet er et kollektivt projekt, der forudsætter, at regeringen allerede i år udarbejder en samlet strategi for de arbejder, der skal iværksættes i bygninger, transport-infrastrukturer, energi-forsyningsanlæg m.m. Her  solceller på et hustag i Skive.

At formindske CO2-udslippet er et kollektivt projekt, der forudsætter, at regeringen allerede i år udarbejder en samlet strategi for de arbejder, der skal iværksættes i bygninger, transport-infrastrukturer, energi-forsyningsanlæg m.m. Her solceller på et hustag i Skive.

5. februar 2010

Banker og andre finansielle industrier har vokset sig så store, at hele det finansielle kompleks kan bryde sammen, hvis deres risikable finansielle spekulationer bringer bare nogle få af dem til fallit - de er 'too big to fail'. Derfor har staterne i 2008 og 2009 gældsat deres skatteborgere for at tilføre finansindustrien de hundreder af milliarder dollar, euro eller kroner, der skulle til for at få balance i dens underfinansierede regnskaber. Det øjeblikkelige sammenbrud blev forhindret i første omgang, men arbejdsløsheden vokser, og intet forhindrer finansindustrien i at fortsætte dens spekulative virksomhed, indtil den næste krise indtræder.

Samtidigt med at den finansielle krise udfoldede sig, forberedte det globale samfund sig på den store klimakonference i København. På statsledermøder i G8, G15, G22 og G85, på FN-konferencer, på utallige NGO-møder verden over og i tusinder af rapporter, avisartikler og TV-indslag forberedte verden sig til COP15, der skulle samle alle lande i enighed om intet mindre end at redde verden fra de truende klimakatastrofer. Det endte, som bekendt, med det ultimative sammenbrud af forhandlingerne. På et møde, der lignede et projektgruppemøde på basisuddannelsen på RUC flikkede den vestlige verdens ledere i konferencens sidste nattetimer en uforpligtende 2 1/2-siders udtalelse sammen: The Copenhagen Accord. En historisk skandale, ydmygende for deltagerne med USAs præsident i midten og for det danske formandsskab. Det globale projekt var for stort til ikke at fejle.

Politikere har affyret de største ord: »Vi skal redde verden« i en raket, der ladet med papir og dækningsløse superlativer fusede ned i pløret af BRIC-landenes (Brasilien, Rusland, Indien, Kina) og OECD-landenes regeringers divergerende, kortsigtede politiske og økonomiske interesser, der kun i ringe omfang tilgodeser de mindre, fattige landes påtrængende behov. Hvis der eksisterer et verdenssamfund, der tager problemerne alvorligt, består det af de millioner af mennesker, der i København var repræsenteret af de tusinder fra alverdens lande, som demonstrerede i gaderne og knyttede globale netværksforbindelser på Klimaforum 09 i DGI-byen.

Vi har således set, at den vestlige verdens statsoverhoveder fra de højeste piedestaler udråbte deres ansvar for verdens frelse, men, når det kom til stykket, måtte se sig selv afbildet som en gruppe magtesløse NGO'er i et grupperum. En så ydmygende demonstration af det officielle verdenssamfunds manglende evne til at få statslederne til at samarbejde til det fælles bedste - at løse problemerne fra oven og ned (top-down) - kunne man ikke i sin vildeste fantasi have forestillet sig.

I egen interesse

Nu må vi prøve den anden vej. Nedefra og op (bottom-up). De industrialiserede lande må hver især gå i gang med omstillingen fra den fossile til den post-fossile energiøkonomi i forvisning om, at det er i deres egen økonomiske interesse, og at de resultater, de opnår, ved eksemplets magt vil brede sig til andre lande. Samtidigt med at de - også i egen interesse - gennem FN-systemet giver økonomisk og teknologisk støtte til bæredygtig udvikling i de fattige lande.

I EU skal en bæredygtig vej ud af den økonomiske krise findes i den hurtigst mulige nedtrapning af det fossile brændselsforbrug. En 40 procent reduktion af CO2-udslippet frem til år 2020 er ikke et økonomisk problem. Det er derimod den økonomiske mulighed, vi har for at nedbringe arbejdsløsheden ved at skabe produktiv beskæftigelse i store omstillingsprojekter til det fælles bedste. Men under den herskende økonomiske dogmatik tegner et fælles EU-projekt også til at være for stort til ikke at fejle. Først når ét eller flere EU-lande går nye veje og demonstrerer, at en hurtig nedtrapning af CO2-udslippet og samfundsøkonomiens afhængighed af olie giver økonomiske og teknologiske gevinster, kan en fælles EU-politik tage form og give incitamenter til andre lande i det globale samfund.

Ja eller nej

I hvert land skal befolkningen og dens politikere besvare spørgsmålet: Vil vi gøre, hvad der er menneskeligt muligt for at give vores bidrag til den globale indsats, der skal til for at imødegå de trusler om katastrofale klimaændringer, som var baggrunden for COP15? Eller vil vi på trods af klimaforskernes advarsler lade stå til og overlade det til vores børn og børnebørn at tage det, som det kommer? Ja eller nej.

Den halvhjertede indsats: »Mere klimavenlig energiforsyning, transport, etc.« er ikke kun et tåbeligt spild af ressourcer til ingen verdens nytte. Hvis man anerkender klimatruslerne, men slår sig til tåls med halve løsninger, begår man den ultimative forbrydelse mod menneskeheden. Ligesom man, hvis ens barn er ramt af en livstruende sygdom, sparer penge ved kun at give det halvdelen af den medicin, lægen har forskrevet.

Kreativt bogholderi med udslippet af klimagasser i form af CO2-neutralitets-regnestykker, fiktive CDM-afladshandler (u-landsprojekter der på papiret formindsker udslippet mere, end det ellers ville være sket) og CO2-kvotehandler med 'varm luft' er ikke kun selvbedrag. Det er forbryderisk bedrageri med konsekvenser, der langt vil kunne overgå de lidelser, psykopatiske despoter og politiske charlataner og deres håndlangere hidtil har påført menneskeheden.

Det er ikke et moralsk spørgsmål i sædvanlig forstand. Når man taler om »at vi skal redde verden« - som danske ministre har gjort - uden at lade handling følge ord, har man overskredet grænserne for, hvad nogen moralfilosofi kan rumme.

Kort sagt: Enten - eller. Enten anerkender vi, at fortsat storstilet afbrænding af fossile brændsler, skovrydninger og ikke-bæredygtig landbrugsproduktion medfører udslip af klimagasser, der kan få katastrofale konsekvenser for kloden og menneskeheden, og gør alt hvad der står i vores magt for at nedbringe udslippene så hurtigt som muligt. Eller vi lader stå til, og lader de næste generationer tage det, som det kommer.

Kollektivt projekt

Helt konkret: Vil vi her i landet stille os den opgave at formindske CO2-udslippet fra vores skorstene og udstødningsrør med 40 procent frem til år 2020? Det er det, der skal til i de industrialiserede lande, hvis der skal være en rimelig sandsynlighed for at undgå en gennemsnitlig global temperaturstigning på mere end 2 grader. Hvis ikke vi kan gøre det på en konstruktiv, samfundsøkonomisk hensigtsmæssig måde, er der få lande, der kan. Vi har potentielt store vindkraftressourcer. Vi har den nødvendige teknologiske og økonomiske formåen. Og vi hævder, at vi lever i et oplyst demokrati.

Det er et kollektivt projekt af et omfang, vi ikke før har set magen til. Det vil kræve en vel-koordineret indsats, der vil beskæftige 50 - 100.000 mennesker i bygge- og anlægsarbejder, industrivirksomheder, ingeniørvirksomheder og i den offentlige planlægning og forvaltning.

Det forudsætter, at regeringen allerede i år udarbejder en samlet strategi for de arbejder, der skal iværksættes i bygninger, transportinfrastrukturer, energiforsyningsanlæg m.m. En strategi, der vil kunne vedtages i Folketinget på grundlag af dokumentation for, at gennemførelsen af de planlagte indsatser vil frembringe et energisystem, hvis elementer i deres indbyrdes samspil vil kunne opretholde samfundets funktioner med et CO2-udslip, der i 2020 er 40 procent mindre end i dag og derefter fortsat formindskes i samme takt. (Arbejdet starter ikke på bar bund. Flere NGO-organisationer har allerede bekostet udredninger, der beskriver mulige strategier.)

Og det forudsætter, at familier og virksomheder får økonomiske incitamenter til at medvirke til gennemførelsen af det kollektive projekt, sådan at den samfundsøkonomiske gevinst udmøntes i mindre forbrugerudgifter. Dette indebærer en gennemgribende revision og omlægning af de nuværende afgifter på fossile brændsler, el, varme, biler og bilkørsel og af afgiftsprovenuets anvendelse til finansieringen af kollektiv transport og tilskud til energibesparende foranstaltninger.

Set i det globale perspektiv er det et miniature-projekt. Men hvis det ikke er for stort for os til ikke at fejle, kan det sætte frø, der spreder sig i de globale netværk, som Klimaforum '09 forstærkede, og derfra opad til de politiske piedestaler.

Klaus Illum er energiforsker, civilingeniør, ph.d. og forfatter til bogen Om-tanke. Ved vendepunktet ved vækstens grænser (Forlaget BIOS, 2008), hvori han nøjere beskriver mulighederne for en ansvarlig dansk klimaindsats.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En artikel med lutter fornuftige argumenter, og netop derfor har den ingen gang i denne verden. For verden er ikke styret af fornuft. Fornuft er ganske enkelt ikke sexet. Det er langt mere sexet vedvarende at ekspandere og så tage de nødvendige krige, der heraf måtte følge. Erobrere er sexede, den beskedne og ydmyge er ikke.

Niels-Simon Larsen

Klaus Illum: Jeg kan kun være enig med dig.
Dit spørgsmål (Vil vi?), bliver besvaret med et: Nej, det gider vi ikke. Altså, hvis jeg må svare på befolkningens vegne.

På egne vegne må jeg stille et modspørgsmål: Hvad vil du have, jeg skal gøre (regn nu bare med, at jeg er lige så dum som mit spørgsmål lyder)?

1. Hvad er det, jeg skal lade være med, holde op med, for jeg kan vel ikke fortsætte som hidtil?
2. Hvad er det jeg skal begynde at gøre, omlægge, for jeg skal vel gøre noget nyt?

Jeg er den type, der har lært at slukke for vandet, mens jeg børster tænder og den slags, og nu vil jeg gerne lidt videre.
Jeg er ikke den type, der ikke vil lade sig belære, for jeg kan godt lide at høre på nogle, der er klogere end mig, og derfor blander jeg mig i debatten, hvor jeg kan læse, hvad andre skriver. Desværre er det sådan, at nogle er meget pessimistiske med hensyn til den nødvendige omstilling.
Der er også mange, der har mange meninger om, hvad Obama og Lars Løkke burde gøre, men jeg er mere interesseret i, hvad ’min slags’ kan gøre. Vi er alligevel mange helt almindelige mennesker. Hvem skal organisere os, for selvorganisering tager tid.

Hvad er det, vi skal lave om inde i vores egne hoveder? Det er nok det, jeg er mest interesseret i, for hvis vi bare hælder ny vin på de gamle vinsække, sprækker de. Værre er det dog, når vi hælder gammel vin på de nye vinsække (børnene), for så går det også galt. Altså, ny vin på nye vinsække. Hvad er det?

Nu må du ikke tro, at jeg er passiv, mens jeg venter på svaret, men det, jeg gør, er ikke værd at tale om, så det lader jeg ligge.

Martin Pedersen

"Det forudsætter, at regeringen allerede i år udarbejder en samlet strategi for de arbejder, der skal iværksættes i bygninger, transportinfrastrukturer, energiforsyningsanlæg m.m."

Det forudsætter, at vi vælgere ved det forestående valg ikke hopper med på limpinden om, at de eneste to alternativer vi har er HTS eller LLR.

Led efter en folketingskandidat i jeres valgkreds der har de holdninger og visioner, i kan lægge stemme til. Det kræver måske en indsats at finde dem, men den foregår på nettet, så den fysiske indsats burde kunne overskues. Selvfølgelig kan bagdelen blive træt af at side ned, men...

Det er ikke politikernes problem det her, det er vores. Det holder ikke, at vi sviner politikerne til og lader det blive ved det, når det er os der har valgt dem.

Men jeg prædiker vel til koret...

Niels-Simon Larsen,

1. Hvad er det, jeg skal lade være med, holde op med, for jeg kan vel ikke fortsætte som hidtil?
2. Hvad er det jeg skal begynde at gøre, omlægge, for jeg skal vel gøre noget nyt?

Jonathan Safran Foer har skrevet en bog "Eating Animals". Man behøver ikke at blive vegetar, men at skære ned på sit kødforbrug kan gøre underværker for klimaet, naturen og selvfølgelig slagtedyrene.

Niels-Simon Larsen

Jeg tror også på, at ændring af spisevaner, vil få betydning fremover (der er i øvrigt en doku-film (se under: dox-bio) på vej om kødproduktion). Bare det, at vi begynder at skære ned på kødforbruget, vil give genlyd. Mere skal der ikke til. I aftes var der igen diskussion om kød i TV. Hver gang tænker jeg, hvorfor vi ikke bare lader skidtet være, hvor det ligger.

Desværre skal der heller ikke meget til, før man bliver kaldt for hellig, og tolerancen over for anbefalede og sunde levemåder, er meget lille. Nu hedder det Raw-food og er moderne. Dengang det hed råkost, lød det frelst. Det betyder meget, hvem der går foran, og kan man få de unge til det, er den hjemme.

Tak til Klaus Illum for et godt indlæg. De foreslåede initiativer forekommer så fornuftsprægede og indlysende, at man hele tiden må undre sig over, at de ikke iværksættes.

Men man skal være klar over, at det ikke er omkostningsfrit. Det vil koste - også i nogle af de muligheder og forbrugsgoder, de fleste anser for en være en slags grundlæggende og indlysende menneskerettigheder. Og det er en del af både problemet og forklaringen til den manglende politiske forståelse og vilje. Uvidenhed er en anden del.

Men udover de mange gode argumenter Klaus Illum fremfører er desuden argumentet, der vedrører de svindende fossile energiressourcer. Det er meget vigtigt at notere sig, at samfundet og væksten i samfundet er oliebaseret og at der er uoverskuelige konsekevnser forbundet med en nedgang i olieproduktionen, der vil betyde, at udbuddet ikke kan matche efterspørgslen (se f.eks. dette link, der henviser til Hirsch-rapporten bestilt og betalt af USAs regering i 2005: http://www.energybulletin.net/node/7524 ).

Selvom Danmark er selvforsynende frem til 2017 vil vi ikke kunne holde os fri af de globale konsekvenser ved et sammenbrud i olieforsyningen, da dette er helt uforberedt.

Men det styrker alligevel kun argumentationen for, at den nævnte omstilling iværksættes hurtigst muligt.

Og til dette citat: 'Og vi hævder, at vi lever i et oplyst demokrati.' kan man kun sige, at det jo ikke er nok at hævde det. Det skal også praktiseres i det daglige - i de politiske handlinger og den politiske vilje. Men svar mig lige på dette spørgsmål: Hvilken spindoktor så rigeligt aflønnet af offentlige midler har som job (eller som interesse) at sige sandheden om disse forhold: om klimabelastningen, ødelæggelsen af biosfæren, klimaproblemerne og truslen mod næste generation?

Når nu spindoktorerne er højtlønnede og ansat til at bedrage, lyve og føre befolkningen bag lyset kan de tages som et rimeligt markant udtryk for, hvor vi står. Så forklar mig lige, hvor oplyst demokratiet nu er. Vi har brug for et sandt folkeoplysningsprojekt på dette område, som gennemsyrer alle institutioner og sektorer og en gang for alle gør op med det sabeltandede curriculum.

Jeg er også stadig i tvivl om, hvorvidt der overbevisende kan argumenteres for, at omstillingen kan gennemføres på basis af BAU (business as usual), eller om omstillingen til vedvarende, bæredygtig og CO2-fri energi vil medføre, at der nødvendigvis må ske en betydelig reduktion i energiforbruget, jvf. ovenfor. Man skal være klar over, at dette vil indebære, hvad befolkningen de facto vil opfatte som en faldende levestandard.

Dette med at finde en folketingskandidat er en fin ide. Hvis der dukker en op, vil jeg gerne stemme på vedkommende, men det skal være gennemført. Man skal ikke på den ene side sige 'Klima' og 'Miljø' og på den anden side være en villig og aktiv deltager i massemediernes massive fordummelsesprocesser (hvilket selvfølgelig i vores tider skaber et kommunikationsproblem).

Tak for kommentarerne.
Jeg skriver:
”Det er et kollektivt projekt af et omfang, vi ikke før har set magen til. ….”
”Det forudsætter, at regeringen allerede i år udarbejder en samlet strategi for de arbejder, der skal iværksættes ……”
”Og det forudsætter, at familier får økonomiske incitamenter til at medvirke. … Dette indebærer en gennemgribende revision og omlægning af de nuværende afgifter ….”.
Altså et nationalt projekt, der kun kan gennemføres med bred politisk tilslutning til en målrettet teknologisk og økonomisk strategi.
Hidtil har de politiske partier kørt friløb i debatter om 20, 30 eller 40% formindskelse af CO2-udslippet i 2020 uden at have undersøgt, hvad disse procenttal indebærer i praksis. Og de fleste kan tilslutte sig visionen om, at Danmark om 40 år skal fungere helt uden fossile brændsler. Den er uden nogen aktuel politisk konsekvens.
Hvis ikke en konkret formuleret klimaindsats bliver hovedtema i et folketingsvalg, må vi konstatere, at befolkningen og dens politikere har valgt at lade stå til og lade næste generation tage det, som det kommer.

Der er ikke tale om, at vi i de kommende år skal lide økonomiske afsavn. Der er tale om at iværksætte produktiv beskæftigelse i et nationalt projekt, der kan afværge store omkostningsstigninger, når priserne på fossile brændsler stiger voldsomt i de kommende år – og give vores bidrag til begrænsning af klimaændringerne.
Se Greenpeace-rapporten "En grøn energiøkonomi. Virkemidler: Incitamenter til at gøre det nødvendige" (2008). Den findes på www.klausillum.dk .

Niels-Simon Larsen

@Klaus Illum: Flot, at du blander dig i debatten. I de store linjer er jeg enig med dig, så din artikel går rent ind. Der er dog en enkelt ting, jeg undrer mig over:

”Der er ikke tale om, at vi i de kommende år skal lide økonomiske afsavn”.

Nå, ikke det? Jeg ved godt, at mange mener, at vi lige så stille kan glide over til en ny måde at køre samfund på, men det lyder fuldstændig usandsynligt i mine ører. Det minder mere om, at ingen tør sige sandheden - for at befolkningen ikke skal gå i panik.

Man kunne dog også tænke sig, at vi begynder at se faren i øjnene og sige, at det her kommer til at koste, og at vi skal stå sammen om det, lige meget hvordan det kommer til at gå.

Problemet er, at vi som samfundsborgere ikke er voksne nok og derfor ikke vælger de politikere, der er på højde med udviklingen. Se de seneste populistiske forsideemner med det, som politikerne prøver at slå sig op på. Mener man virkelig, at vi skal stemme efter, hvem der går ind for madpakker eller hvem ikke - burkaer, knive, mødregruppemøder osv.
Ha, ha. Klimamødet er overstået, og nu gemmer vi os bort i normaltilstanden.

Vores hovedproblem er psykologisk. Vi er langt fra den kommende virkelighed, der vil stille store krav. Det er det, vi skal begynde at sige, og ikke at det nok skal gå som det plejer alt sammen.
Desværre tror jeg ikke, at der er nogen (endnu) der kan sige det på den rigtige måde. Politikerne skal jo vælges igen. De repræsenterer ikke mere en befolkningsgruppe med et projekt om at komme op i lyset. Nu er vi oppe (det må vi vel sige), og så er der ikke andet tilbage end at få det bedste ud af situationen, ganske vist på de fattigere landes bekostning, men det bekymrer ikke flertallet.

Vi sover videre, men en dag bliver vi vækket, og hvad sker der så?

@Martin Pedersen: "Det holder ikke, at vi sviner politikerne til og lader det blive ved det, når det er os der har valgt dem."

Lige præcis.

En undskyldning fra min side er vist på sin plads: Det var ikke videre pænt af mig at starte denne tråd med en spand kold vand, specielt når artiklen nu er så fornuftig, og jeg i det hele taget er grundlæggende enig i dens indhold. Min frustration, over at fornuften ikke snart bredt kan indfinde sig hos vores art, løb af med mig.

@Niels-Simon Larsen: "Hvad er det, jeg skal lade være med, holde op med, for jeg kan vel ikke fortsætte som hidtil?"

Ja, det kommer da så bestemt an på, hvilke vaner du allerede har. Hvis du for eksempel ikke tager på chartertur hvert år, altså ikke deltager i den årlige folkevandring til Costa del Bradepande, så kan du stryge det punkt af listen.

For dem, der kender mig, vil det sikkert ikke komme som nogen større overraskelse, at jeg anser charterturismen for værende en fremragende indikator på det moderne menneskes manglende evne til at afstå. Helt naturligt, situationens alvor taget i betragtning, ville det være at begrænse denne aktivitet. Man kunne lave en afvænningskur, hvor man over en årrække skar det maksimalt tilladte antal charterture ned til først én hvert andet år, så én hvert tredje år, osv. Men gæt engang hvorledes dette forslag ville modtages hos vælgerne.

Som nævnt af Martin Pedersen, så kunne man også skære ned på sit kødforbrug. Igen, hvis du er beskeden her, så kan du stryge det punkt af listen.

Kort transportdistancer kan og bør tilbagelægges per rugbrødsmotor. Dette ville også gavne befolkningens sundhedstilstand helt generelt. Igen, hvis du ikke føler, at det er komplet umuligt at hente rundstykker hos bageren uden bilens hjælp, så kan du formodentligt stryge det punkt af listen.

Ingen af disse forslag er hverken nye eller nogen åbenbaring. Og nyt er det heller ikke, at det store flertal ikke synes at lytte hertil.

@Klaus Illum

Jeg tror ikke helt på, at vi kan gennemføre de nødvendige energiomstillinger til bæredygtig, vedvarende energi uden at komme til at 'lide økonomiske afsavn'. Ikke at vi kommer til at lide, men der kan efter min vurdering ikke blive tale om at fortsætte med et energiforbrug på det hidtidige niveau. Økonomisk afsavn i traditionel forstand vil indebære en nedgang i væksten - og jeg er sikker på, at det vil komme til at ske, når de fossile brændsler for alvor begynder at blive en mangelvare. Men det er ikke sikkert, at det bliver et dårligt liv, vi kan udforme på basis af den nye situation.

Jeg vil læse Greenpeace-rapporten, men andre kilder, jeg bruger, vurderer ikke, at den nettoenergi, vi kan aftvinge de bæredygtige, vedvarende energikilder, kan bære en energislugende civilisation (eller hvad man nu vil kalde det), som den vi har, eller som resten af verden er på vej ind i.

Jeg mener, at der er behov for hurtigt handling, men der er også behov for, at der laves en hurtig, dybtgående og gennemgribende analyse og kortlægning af, hvorledes den omstilling, vi alle går ind for (i denne tråd i hvert fald), kan finde sted. Enden på de fossile brændslers æra (især olie) rammer ikke kun biltransporten, men mange andre sektorer, hvor olieprodukter er grundlaget for aktiviteten.

Og dette med de 40 år kan måske nok opfattes som om vi har 40 år til denne omstilling, og derfor kan tage den med ro. Jeg tror ikke, det skal forstås således, men jeg vil alligevel godt pege på, at fristen for omstilling væk fra et olieafhængigt (fossilfrit) samfund måske er meget, meget kortere end 40 år - og måske endda helt uden for vores kontrol. Måske kan vi også godt blive enige om, at vi om 40 år skal være fossilfrie, men det, der bliver vanskeligt er ikke at opstille dette mål, men at få processen gennemført, fordi alt - også grundlæggende holdninger i befolkningen - skal ændres.

Et oliecrunch (sammenbrud i forholdet mellem forsyning og efterspørgsel) kan efter nogen kilder finde sted i løbet af 5-10 år, og der har allerede været signaler om, at noget sådant kan ske. Det vil de facto betyde, at adgangen til denne energiressource vil blive endda meget vanskelig. Som jeg tidligere har påpeget, er både de lokale og de globale konsekvenser helt uoverskuelige på grund af den helt enorme afhængighed af olie, vi har oparbejdet.

Men det styrker samlet set kun argumentationen for, at vi skal se at komme i gang.

Martin Pedersen

Jeg tror ikke vores energiforbrug vil falde. Som billedet viser kan solceller let indbygges i tagkonstruktionen. Jordvarme er en afprøvet teknologi, som også let kan tages i brug. En bedre isolation af huse ville også gøre underværker.
Det handler om at regulere byggeindustrien.

Vindmølleparkerne skal udbygges og centralvarme skal komme fra geotermiske anlæg, som det de er ved at bygge oppe ved Viborg.

Som artiklen også dokumentere, så er det ikke science fiction, vi har mulighederne. Også derfor jeg deler John Fredsteds frustration.

Jeg tror at vi i fremtiden vil se tilbage på vores æra med kul og olie som primære energikilder og undre os over hvordan vi kunne stille os tilfredse med en så begrænset energimængde som disse giver.

Jeg tror ikke vi behøver at begrænse vores energiforbrug og derfor var jeg heller ikke så højt oppe at køre over COP15. For når først ét land afdækker mulighederne og tager dem i brug, så kan resten af verden ikke undgå at se fordelene. Derfor skal vi i gang. Innovation er aldrig en lukket proces, den tager først fart når tingene bliver taget i brug og vi lære de praktiske erfaringer. Som artiklen nævner, bottoms up, lets go!

Erik Rolfsen Nissen,

"...men det, der bliver vanskeligt er ikke at opstille dette mål, men at få processen gennemført, fordi alt - også grundlæggende holdninger i befolkningen - skal ændres."

Den grundlæggende holdning i befolkningen til f.eks. solceller er overvejende positiv. Den største betænkning er prisen. Men for hver gang produktionen af solceller stiger 50% falder prisen med 20%. Så igen, vi skal i gang.

Sig mig lige en gang:

Er det helt energineutralt at fremstille solceller?

Indgår der i produktionen af solceller stoffer og materialer, som er begrænsede i kvantitet, sjældne og ikke-fornyelige?

Hvor befinder disse eventuelle stoffer sig geografisk og hvor langt skal de fragtes for at nå frem til os?

Kan man beregne, hvor mange solceller, der skal til, for at erstatte f.eks. 50 % af den kulfyrede el med solceller alene i Danmark? Hvad med globalt?

Kan man beregne materiale- og energiforbruget til denne proces i Danmark og globalt? Er det realistisk at tro, at det kan ske med uændret energiforbrug?

Man kan jo også erstatte noget af olien med canadisk tjæresand, men spørgsmålet om det kan lade sig gøre uden at man bruger mere energi end den energi, man får ud af processen - miljøødelæggelsen taget i betragtning?

Jeg skrev i min kommentar ovenfor:
”Der er ikke tale om, at vi i de kommende år skal lide økonomiske afsavn”.
Det var lidt for kortfattet.

Jeg mener, at hvis vi ikke gør den nødvendige indsats for hurtigst muligt at omstille os til den post-fossile æra, kommer vi til at betale en høj pris. At lide økonomiske afsavn.

Det er den almindelige opfattelse, at det er økonomisk omkostningsfrit at fortsætte den ikke-bæredygtige udvikling med det nuværende fossile brændselsforbrug og den nuværende landbrugsproduktion, så omstillingen til en bæredygtig samfundsøkonomi betyder økonomiske afsavn.

Men det er jo selvmodsigende. For ikke-bæredygtig udvikling fører til sammenbrud (det, der ikke kan bære, bryder sammen). Og det betyder ikke bare økonomiske afsavn. Det betyder ulykker af et uoverskueligt omfang.

Hvis ikke samfundsøkonomiens afhængighed af fossile brændsler og klimaændringerne indebar en alvorlig risiko for, at naturgrundlaget og det økonomiske grundlag for vores velfærdssamfund bryder sammen, ville der jo ikke være grund til den store bekymring.

Hvis skibet er læk, kan man sejle videre på pumperne, indtil det synker. Eller man kan tage det på bedding og udbedre lækagerne. Betyder reparationsomkostningerne, at man lider et økonomisk afsavn?

Martin Pedersen

Erik Rolfsen Nissen,

"Indgår der i produktionen af solceller stoffer og materialer, som er begrænsede i kvantitet, sjældne og ikke-fornyelige?"

Solceller består af halvledere lavet af bla. silicium. Det er det andet mest forekommende stof i jordskorpen. Om vi skal til at grave hele jorden op håber jeg ikke. Silicium findes både i almindeligt sand og i planter.

"Kan man beregne, hvor mange solceller, der skal til, for at erstatte f.eks. 50 % af den kulfyrede el med solceller alene i Danmark? Hvad med globalt?"

Hvis alle hustage i DK fik en solcelle, så tror jeg godt vi kunne udvinde en god del energi på den konto. Som nævnt tidligere bygger de et geotermisk anlæg ved Viborg. Hvis vi ikke længere bruger kul til at varme vores hjem, så er der også en del sparet der.

"Kan man beregne materiale- og energiforbruget til denne proces i Danmark og globalt? Er det realistisk at tro, at det kan ske med uændret energiforbrug?"

Jeg forstår ikke spørgsmålet. Vi skal alligevel bruge materialer til at bygge vores huse og andre konstruktioner. Om en del af den bygning er solceller kan jeg ikke se skulle kunne rykke ved materialeforbruget. Et nogenlunde ordentligt solcelleanlæg har jeg læst mig til kan dække omkring 25% af en familie på fires energiforbrug. Men jeg har da en forventning om at de bliver mere effektive.

En solcelle skulle jo gerne producere mere energi end det tager at lave dem. Det er hele pointen. Solceller kan holde i op til 40 år. De kan nå at tjene sig ind energimæssigt mange gange.

Men jo du da ret. Jeg argumentere ikke for, at blot fordi mennesket begynder at producere solceller, så kan vi slå vores intellektuelle kapacitet fra. Der skal stadig findes nye og bedre løsninger. Men hvad jeg har kunnet læse mig til er solenergi et godt alternativ til at dække en del af energien som kommer fra olie og kul.

Hvis du har noget læsestof der tager et mere kritisk perspektiv på dette læser jeg det gerne. Det skal bare ikke være produceret olieproducenterne, dem stoler jeg ikke på ;)

"Det er forbryderisk bedrageri med konsekvenser, der langt vil kunne overgå de lidelser, psykopatiske despoter og politiske charlataner og deres håndlangere hidtil har påført menneskeheden"

Historien vil dømme de nuværende ledere hårdt. Jeg håber bare at der overhovedet vil være nogen til at skrive denne historie.

@Martin Pedersen

Jeg mener at have læst, at der i solcelleproduktion indgår et eller flere sjældne og ikke-fornyelige metaller, men måske tager jeg fejl.

Jeg har læst denne analyse om råstofsituationen for en række vigtige metaller og andre stoffer:

http://www.m2i.nl/images/stories/m2i%20material_scarcity%20report.pdf

Jeg vil gerne henvise til denne analyse om situationen vedrørende overgangen til energiformer, der skal afløse olie og kul. Den er med garanti ikke lavet af nogen med forbindelse til olie- eller kulselskaber.

http://www.postcarbon.org/report/44377-searching-for-a-miracle

Så kan du selv vurdere materialet.

@Klaus Illum

Reparationsomkostninger betyder ikke nødvendigvis, at man kommer til at lide økonomiske afsavn - især ikke, hvis man har penge, materialer og især energi til rådighed, men her taler vi ikke bare om reparationer, men om en omstilling, der vedrører selve kernen i den vækstorienterede markedsøkonomi, der drives af energien fra de fossile brændsler - og det er ikke småting, de driver. Eksempelvis et DAGLIGT globalt olieforbrug på 84 millioner tønder (tønde=barrel=159 liter).

Jeg er af den opfattelse, at i den herskende økonomiske og politiske ideologi og i de fleste folks opfattelse vil denne omstilling blive opfattet som økonomisk afsavn, og det netop fordi vi ikke lever i et oplyst demokrati.

Men jeg tror ikke vi er ret uenige.

Tja - Lars Løkkedes ikke, satte sig ikke ind i FN's arbejdsgang, ville ikke mødes med ambassadørende, på grund af datterens forstuvede fod, tog på ferie, på et uheldigt tidspunkt, og virker generelt som om han ikke rigtigt gider den der statsministerpost, og iøvrigt som om han er træt af det hele....

Martin Pedersen

Erik,

Takker for referencerne. Har lige skimmet og bogmærket dem. Det er en vigtig pointe du har fat i. Om råstofferne hedder det ene eller det andet ændre ikke på, at vi må ændre den måde vi omgås vor planets resurser.

En hurtig tur på google viste, at der bruges Bor (B) i fremstillingen. Hvor silicium udgør 25% af jordskorpen, er der kun 0,001% Bor.

Så der skal givetvis lidt forskning til for, at vi forhåbentligt kan finde et bedre alternativ stof i vores solceller. At genbruge det vi allerede har gravet op er måske også en mulighed, men det kræver selvfølgelig også resurser.

Jeg vil også gerne henlede opmærksomheden på denne rapport, hvis kontekst og deltagerskare må siges at være et markant udtryk for, at handling er nødvendig.

http://peakoiltaskforce.net/download-the-report/2010-peak-oil-report/

I stedet for at kaste snesevis af millioner efter selvpromovering af en vis B. Lomborg kunne man måske i Danmark have brugt nogle af midklerne til at få udarbejdet noget tilsvarende eller noget endnu bedre.

e