Kommentar

Forestillingen om faglighed

At udsulte bevillinger til forskning i humanistiske fag er lige så forfærdeligt kortsigtet og kontraproduktivt som slagtningen af biologi på Københavns Universitet.

At udsulte bevillinger til forskning i humanistiske fag er lige så forfærdeligt kortsigtet og kontraproduktivt som slagtningen af biologi på Københavns Universitet.

Debat
25. februar 2010

Forleden fik forskningsordførere fra forskellige folketingspartier fremsat flere fælles fikse finansieringsfantasier for forskning.

Det har fået mig til mere principielt at spørge ind til, hvad vi er ude i, når vi siger, at vi er inde på noget? Og omvendt hvad vi er ude på, når vi siger, at vi er inde i noget?

På dansk har vi jo for længst mistet kasus til at præcisere, hvorfra vi kaster vores blik, når vi meddeler os. Vi har kun forholdsord til at angive placering og retning med. Men med opstillingen af dem i min dobbelte krydsformulering spørger jeg også efter hensigten.

Det vi er ude i at ville vide, og det vi ved, fordi vi allerede er inde i det, kan nemlig ude fra set indholdsmæssigt sagtens være nøjagtigt det samme. Men så hører lighederne også op. Det første spørgsmål udtrykker nemlig en åben usikkerhedsrelation i formidlingshensigten det andet om en lukket hensigt i formidlingssammenhængen. Spørgsmålene angiver således en meget forskellig fordomsholdning til indholdet. Kiasmens sprogfigur tilbyder på denne måde en diskussion om fordomme. Modstillingen inviterer til at blive opfattet som en apori om viden, der kan belyses og evt. løses gennem diskussion.

Eksempler på denne problematik er legio. Modstillede ordspil pyntet med bogstavrim bliver ofte forvandlet fra retoriske fif til forslidte klichéer i begge sammenhænge: F.eks forholdsvis forlods frie forskningsmidler fra Folketinget modsat fikseret forskning fabrikeret for fakturering. Indholdsmæssigt er der jo heller ikke noget, der her forhindrer sammenfald. Men hensigten og sammenhængen skiller.

Viden i vækstsamfund beskrives som lagkage. Der skal mere til deling mellem flere! Men viden om hvad? Og hvorfor? For slet ikke at spørge om hvordan? Det kan ikke på forhånd pensumstyres af en lukket hensigt i formidlingssammenhængen. Og hvad glæden angår, er der heller ikke nogen dybere mening i fagligt at ville prioritere naturvidenskab frem for humaniora. Indbildt bedreviden om relevans lukker effektivt af for modet til at turde tænke anderledes både i Folketinget og i den danske universitetsverden. Brud på vaners kontinuitet i kunst og videnskab gør derimod os alle en lille smule klogere på os selv og vor omverden. At udsulte bevillinger til humanistiske fag som historie, sprogvidenskab og æstetik er derfor lige så forfærdeligt kortsigtet, dumt og kontraproduktivt som den ekstremt fummelfingrede slagtning af biologi på Københavns Universitet. Øremærkede puljer må i universitetssektoren tilbageføres som basismidler. Jo før jo hellere. Når det gælder faglighed bedes folketingspolitikere holde nalderne i ro. Helst helt ude i den armslængde hvor de i forvejen fra naturens hånd er placeret.

Jørgen Vogelius er lektor i historie på Roskilde Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her