Kommentar

Forskningsfrihed

For forskningsfrihedens skyld er det vigtigt for den enkelte forsker at have tryghed i ansættelsen.

For forskningsfrihedens skyld er det vigtigt for den enkelte forsker at have tryghed i ansættelsen.

17. februar 2010

Kære Malou Aamund.

Nyhedsmedierne har citeret dig for, at du ønsker, at professorerne ved universiteterne skal åremålsansættes. Når deres ansættelse efter ti år er slut, kan de søge deres 'egne' stillinger i konkurrence med yngre forskere. Måske er disse i virkeligheden mere kvalificerede. Det offentlige må sikre sig, at det kun er de bedste, der besætter disse eftertragtede stillinger.

I fredags hørte jeg dig i radioen. Her gentog du forslaget, men kom også med et andet. Du sagde, at det, du egentlig ønskede, var et generelt 'sundhedstjek' af universiteternes ansættelser, og du var åben over for den model, man har i Norge og USA, hvor man rykker op som professor efter en faglig bedømmelse af ens kvalifikationer.

Dine to forslag strider imod hinanden. Det ene fastholder, at antallet af professorater er en naturlov; i det andet er dette betinget af, hvor mange lektorer der til enhver tid er professorkvalificerede. Man må gå ud fra, at følger man dit første forslag, vil der blandt ansøgerne være flere, der fortsat vil være kvalificerede, men som bare ikke fandt nåde for ansættelsesudvalgets øjne. Det vil ikke ske ifølge dit andet forslag.

Men der er alvorligere grunde til, at dit første forslag er urimeligt og uhensigtsmæssigt. Det er vigtigt for den enkelte forsker at have tryghed i ansættelsen. Ikke for professorernes skyld. Men for forskningsfrihedens skyld. Man skal have frihed til at forske i det, man finder fagligt interessant, uanset om ens forskningsresultater støder forskernes gængse antagelser. Ingen skal efterfølgende kunne straffe en forsker for indholdet af det, han eller hun har skrevet eller sagt. Det vil nemt kunne ske, hvis man skal ansøge sin egen stilling igen og igen. Resultatet bliver i stedet, at man retter ind, at alle forsker i det samme som alle andre, og at det afgørende element af faglig kritik forskerne imellem forstummer. Til skade for samfundet og demokratiet.

Selv samme grunde taler for dit andet forslag. Dette vil medsikre forskningsfriheden. Det er det, man mere end andre steder har indset i USA. Her har lektorer og professorer tryghed i ansættelsen. Og så bliver lektorer tillige professorer efter kvalifikationer. Det er måske en grund til, at USA er den ledende forskningsnation i verden.

Modsat USA er Danmark et lille land. Forskningsmiljøerne er meget mindre og langt mere betændte. En forsker kan nemt træde en fagfælle eller to over tæerne, hvis hun har en anden mening. Eller forskeren er måske ikke i ledelsens kridthus. Med så få professorater kan det med den nuværende ansættelsesstruktur vise sig at være mere karrierefremmende at være ukritisk, u-original og ukontroversiel. Er det det, samfundet Danmark ønsker?

Der er al mulig grund til at støtte dig i dit andet forslag. Det vil fremme trivslen, forskningen, og samfundet. Det er der ikke mange, der kan have noget imod, ud over de professorer som i egne øjne er noget helt særligt.

Jan Faye er lektor, dr.phil. i filosofi, Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer