Kronik

Nu gælder det om at få Serbien knyttet tættere til EU

År 2009 blev af EU udråbt til Balkans år - en dagsorden der i høj grad er blevet fulgt op. Kroatien står i dag på dørtærsklen til EU. Nu gælder det om at fortsætte denne positive udvikling i 2010 og få Serbien integreret yderligere under EU's faner
Mulighederne for at gennemføre nødvendige reformer for den serbiske præsident BorisTadic (yderst til venstre) afhænger af en tæt tilknytning til EU, skriver dagens kronikører.

Mulighederne for at gennemføre nødvendige reformer for den serbiske præsident BorisTadic (yderst til venstre) afhænger af en tæt tilknytning til EU, skriver dagens kronikører.

Olivier Hoslet

22. februar 2010

I 2003 blev det bestemt, at alle landene på Balkan på sigt udgjorde potentielle medlemmer af EU. Denne beslutning er siden hen blevet fulgt op af en række forhandlinger og aftaler med de mange og meget forskelligt udviklede lande i det område, der udgør det tidligere Jugoslavien, i et forsøg på at samle dem under EU's faner og gøre tidligere krige fortidige. Slovenien blev optaget i EU i 2004, og Kroatien, der udgjorde en af de tre hovedaktører i krigene i Bosnien, er begyndt at nærme sig EU med hastige skridt - ikke mindst på grund af landets udlevering af den krigsforbryderanklagede general Ante Gotovina og oprydning i fortidens korruption. Faktisk spår flere, at Kroatien allerede bliver optaget i EU under det danske EU-formandskab i 2012.

Nu gælder det om at fortsætte denne positive udvikling, EU har fremskyndet i Kroatien og få Serbien integreret yderligere under EU's faner. For Serbien, tidligere hovedland i det forgangne Jugoslavien, udgør fortsat en afgørende faktor på Balkan, og er ifølge flere, heriblandt den svenske udenrigsminister Carl Bildt, en helt central aktør for at de sidste ti års fredelige og positive udvikling på Balkan kan fortsætte.

De svære reformer

Serbiens situation og den demokratiske udvikling landet har gennemgået de sidste ti år, har dog været, og er fortsat, ujævn og langtfra endegyldigt rodfæstet.

I 2000 blev Milosevic væltet efter at have siddet hårdt på styringen af Serbien i 11 år. Hermed åndede Vesten lettet op og tænkte, at der nu blev sat punktum for Serbiens nationalistiske fortid. Alt tegnede da også godt. Under Milosevic var der opstået en meget handlekraftig undergrundsopposition. Det uafhængige og oppositionelle medie B92 og ungdomsgruppen Otpor havde kørt hårdt på mod Milosevic i flere år trods dødstrusler fra styret. Og i oktober 2000 lykkedes det dem så endeligt efter massedemonstrationer at vælte ham i samarbejde med den vestligt orienterede politiker Zoran Djindic, der efterfølgende overtog posten som premierminister og slog hårdt ned på de gamle magthavere og deres forbindelser til mafiaen samt opstartede reformer af hæren, sundhedssektoren, skolevæsenet, erhvervslivet og landbruget.

Men den 12. marts 2003 blev Djindic dræbt, da han var på vej ind i regeringsbygningen, angiveligvist af gamle kræfter - en kombination af konservative Milosevic-tilhængere og mafiaen. Og trods stor folkelig popularitet er det som om, at Djindics reformer og vestlige/europæiske aspirationer efterfølgende kom til at hænge i en form for tomrum.

EU frem for nationalisme

Det serbiske præsidentvalg i juni 2004 vandt demokraten og EU-tilhængeren Boris Tadic. Men til det sidste var det usikkert, om han ville blive slået af ultranationalisten Tomislav Nikolic - en mand der stadig taler om Milosevics gamle planer om et Storserbien, hvor alle serbere samles under den serbiske stat, også selvom det vil kræve brud med lande som Kroatien, Bosnien og Kosovos territoriale integritet. Hermed gav serberne udtryk for et vægelsind om, hvilken vej de skulle vælge for fremtiden. Landet var delt mellem ønsket om at orientere sig mod Europa eller støtte op om de nationalistiske kræfter, der stadig levede og fortsat lever højt på krigeriske myter om fordums storhed og stolthed.

Situationen ved det seneste præsidentvalg i foråret 2008 var nærmest identisk med den i 2004. Igen var det et tæt opløb mellem Tadic og Nikolic - to kandidater der velsagtens kan kaldes hinandens diametrale modsætninger. Første runde vandt Nikolic, anden runde vandt Tadic - en mand der har gjort det til sin livsopgave at sikre Serbiens indtræden i EU.

Det var og er en meget positiv udvikling, der klart markerede skridt i den rigtige retning for Serbien, og senest har resulteret i en ophævelse af de tidligere strikte visumregler for serbere, der ønsker at foretage rejser eller studere indenfor EU´s grænser.

Forholdene, Serbien i dag fungerer under, er imidlertid stadig usikre - relationerne til nabolandene er fortsat spændte, og Tadics magt og reformmuligheder er tæt forbundne til en udvikling i landets EU-perspektiv.

Få Serbien med

I den norske journalist og forfatter Åsne Seirestads bog om Serbien Med Ryggen mod Muren fra 2004, forklarer superrockstjernen på Balkan Rambo Amadeus, at den serbiske nationalisme ikke længere er hadefuld og hævngerrig som for ti-femten år siden - al snakken om 'store stærke Serbien' er en slags trøstenationalisme, der ikke længere er aggressiv over for andre lande.

Denne ændring, der fortsat synes at gøre sig gældende - meget få serbere ønsker en genopstart af tidligere krige med naboerne - ændrer ikke desto mindre ikke ved det forhold, at nationalismens grimme ansigt fortsat dukker op med jævne mellemrum i Serbien, som senest set ved udleveringen af Radovan Karadiz i 2008 og mere problematisk, at nationalistiske politikere stadig nyder en betydelig magt i landet.

Det gør det svært for præsident Tadic at fremskynde en omfattende og endegyldig reformering af det politiske system i Beograd - især hvis han samtidigt ikke har mulighed for at tilbyde en forbedring i landets EU-perspektiv som alternativ til den nationalistiske linje, som flere serbiske politikere fortsat spiller på, og som et større antal serbere i desperation eller mangel af bedre stadig støtter op om.

Samtidigt besværliggør de nationalistiske holdninger blandt dele af administration i Beograd også en forbedring af forholdene i nabolandet Bosnien. Med de nationalistiske politikeres støtte til de bosnisk-serbiske politikeres selvstændighedkrav for den serbiske enklave Republik Srpska i Bosnien, synes de forkerte kræfter i forhold til samlingen af et Bosnien, der kun med nød og næppe hænger sammen, at blive tildelt unødvendig og farlig støtte.

Ligeledes synes forholdet mellem Beograd og det nyligt selvstændige Kosovo i høj grad at være bundet an til de nationalistiske kræfters magtposition i Beograd, for ikke at glemme udviklingen i Serbiens EU-perspektiv. I sit værk Europes Next Frontiers skriver tidligere EU-udvidelseskommissær Olli Rehn, at I takt med Kosovos overgang til selvstændighed bliver det europæiske perspektiv af afgørende betydning for en fremtidig holdbar løsning for regionen og ikke mindst Serbien. Med andre ord gælder det om at tilbyde serberne øget EU-integration som kompensation for deres tab af Kosovo for at sikre Balkan en positiv fremtid.

Disse forhold taget i betragtning synes det centralt, at EU fortsætter den positive udvikling, de har fremskyndet i Kroatien, og sikrer en fortsat integration af Serbien, om end det kan tage lang tid og kræve meget arbejde. For med en tættere tilknytning af Serbien til EU vil et endeligt brud med det nationalistiske gammelmandsvælde i Beograd stærkt forbedres- befolkningen vil efter al sandsynlighed støtte yderligere op om de serbiske reformpolitikere, når de kan se EU indenfor rækkevidde. Samtidigt vil denne udvikling, hvor den nationalistiske fortid i Serbien tilsidesættes til fordel for en fremtid i EU, også kunne fordre en positiv udvikling i nabostaterne Bosnien og Kosovo; med en mere afslappet attitude og øget håb for fremtiden vil støtten til de radikale serbiske kræfter i de serbiske enklaver i både Bosnien og Kosovo med al sandsynlighed blive nedtonet, og de etniske skillelinjer, der her fortsat gør sig gældende, måske en gang i fremtiden gjort fortidige.

Kort sagt vil en tættere tilknytning af Serbien til EU klart forbedre Serbiens muligheder for et opgør med fortidens krige og konflikter, og på sigt gøre det muligt med tidligere EU-udvidelseskommissær Olli Rehns ord for landet at begynde at konsumere historie i stedet for at producere den og blive et normalt fredelig og lidt kedeligt sted som de fleste andre EU-lande. Derfor gælder det nu om at få Serbien knyttet tættere til EU, og ikke mindst få videreført det opløftende regionale perspektiv i at først Slovenien, så Kroatien, og senere Makedonien og på sigt Serbien kommer med i EU - lande der sammen med resten af Balkan besidder et enormt intellektuelt og økonomisk potentiale for det nuværende EU.

Magnus Ø. Madsen er Cand. Mag i Kultur- og Sprog-mødestudier. Erik Boel er landsformand for Den Danske Europabevægelse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer