Læserbrev

Gode grunde til ikke at sælge (ud)

10. februar 2010

Otte minutter tog det for Giacometti-skulpturen L'homme qui marche I at sætte rekord som det dyreste kunstværk nogensinde solgt på auktion. Solgt til en anonym køber. Selvom de tynde og tyngede jernskulpturer ikke kan andet end at få armene ned - både Maren på Holstebros hovedgade og de mange eksemplarer i Louisianas samling - vækker begivenheden sandsynligvis begejstring i både Holstebro og Humlebæk.

Prisrekorden i sig selv øger interessen og opmærksomheden for Giacomettis værker, hvilket sandsynligvis vil tiltrække besøgende de steder, hvor værkerne kan ses, så man ved selvsyn kan forsøge at forstå, hvad det er, der gør netop disse værker så ekstremt værdifulde - både i økonomisk og kunsthistorisk betydning.

Tænk, hvis Louisiana for et par år siden havde besluttet at sælge ud af deres Giacometti-samling for at købe kinesisk samtidskunst i stedet?

Det er en mulighed, som Venstre tilsyneladende ønsker at åbne op for ved at ændre i museumsloven.

Ingen ville for blot to år siden have kunnet vide, at netop Giacometti ville sætte prisrekord i år, og med en samling på 20 stk. kunne man iflg Venstrelogik måske mene, at et par stykker burde række, så vi kunne veksle de andre til noget nyt. Men nu er det allerede sådan, at vi jo ikke kun ser Lousianas egen samling, når vi besøger Lousiana. Alle de store udstillinger kan kun realiseres ved at låne værker fra andre museer og samlinger i hele verden. Og i den forbindelse er det selvfølgelig helt afgørende at have noget attraktivt at bytte med.

Smag og behag ændrer sig, moden skifter og det samme gør pr. definition kunstneriske tendenser, temaer og medier. På gallerierne, biennalerne og i kunsthallerne kan man til enhver tid se det nyeste nye. Det er deres opgave.

Museerne derimod, som ud over at lave udstillinger og formidle og har som kerneopgaver at bevare, konservere og udføre kunsthistorisk forskning, har netop som opgave at vise os, at vi ikke er her på ren og jomfruelig jord.

I modsætning til malstrømmen af nyheder uden sammenhæng, baggrund og perspektiv minder museerne om, at historieskrivning er en dynamisk og kontinuerlig proces, hvori fortiden altid ses med nutidens øjne og er med til at forme fremtiden. At lade aktuelle præferencer og interesser definere museernes samling vil betyde, at vi frasiger os muligheden for at træde et skridt tilbage og se os selv og vores tid udefra. Og vi vil fratage fremtidige generationer muligheden for at skrive deres sammenhængende version af historien. Det er meget at give køb på, synes jeg, blot for at finansiere nyindkøb. Især taget i betragtning at museerne ikke behøver at købe værker for at udstille dem. Museerne fungerer i et tæt forbundet internationalt netværk, der baserer sig på udveksling - ikke af penge, men af viden og værker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Casper Kennild

I Holstebros tilfælde er skulpturen blevet en del af byens identitet og ville vel svare til at man solgte 'Børsens' spir til en skrothandler - for der er jo penge i lortet, som man siger!

Med 'Maren på æ voun' (og ganske givet andre kunstværker) bevæger man sig fra det kunsthistoriske og over i en kulturhistorisk kontekst, hvor der er andre hensyn at tage, men hvor elementer som hverdag og dagligliv har megetat skulle have sagt; man sælger jo heller ikke ud af arkæologiske fund, der på mange måder udgør billeder på de liv, der har været levet - og det samme gør kunsten - den bliver et billede på det liv, der leves i dag og den bliver en del af Vores fortælling og en del af Historien...

Hej Nina,

Ubegribeligt og frustrerende. Måske stærke ord, men ikke desto mindre de to ord, som jeg kom til at tænke på, da jeg havde læst dit skriv.

Hvordan kan du undlade at oplyse hvor meget skulpturen blev solgt for og hvad den hidtidige rekord var?

Men måske viser det bare, at jeg ikke følger nok med i kunstens verden. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt nok for noget. Dit, efter min mening, mangelfulde indlæg fik mig til at oprette en bruger på information.dk :-)

Nå, nu vil jeg google mig frem til den information, som du ikke formåede at give mig.

- gode vibrationer

Hej Rasmus

Skulpturen blev solgt på Sothebys den 2. februar til ca. 550 millioner kroner. Det burde måske nok have været nævnt i mit indlæg. Men prisen er sådan set underordnet i forhold til spørgsmålet om hvorvidt museer bør tillades at sælge af deres samlinger.

Nina

John V. Mortensen

Museer er vores hukommelse bagud - om det - vi kom fra, ikke et flygtigt udstillingstelt for det - vi nu syntes er pænt og in. At sælge af tingene - er altså det samme som at slette vores egen hukommelse.

Jeg håber at høre meget mere fra Nina Poulsen i fremtiden.

Det er helt pragtfuldt , at Holstebro og Louisianna har værker af denne kunstner.

550 mio kr for en skulptur - er det en "kunst-boble" ? - eller er det "prisen" fremover i de næste par hundrede år ?

Er det i verden ,hvor 1 mia mennesker ikke har mad nok, OK at bruge 550 mio kr på en skulptur? Jeg synes ikke , at de to ting har noget med hinanden at gøre - men nogle mener nok noget andet.

Jo længere verden består, jo mere bliver der på museerne, så på et eller andet tidspunkt må man alligevel til at "ryde ud" .

Iøvrigt fin artikel - enig i holdningen..