Kommentar

Haiti og gavmildhedens grænser

Vi vil hellere hjælpe ofre for dramatiske katastrofer end ofre for vedvarende og katastrofal - men udramatisk - fattigdom
1. marts 2010

MELBOURNE - I mange lande verden over har mange mennesker reageret med stor generøsitet på det ødelæggende jordskælv, som ramte Haiti i januar. På kun tre dage donerede over en million amerikanere 10 dollar via SMS. Selv mennesker, som dårligt havde nok til sig selv - f. eks. Maria Pachecho, en arbejdsløs enlig mor fra Chicago - bidrog til hjælpeindsamlingen.

Andre gjorde, hvad de kunne - fra pedicure til bilvask - for at rejse penge til katastrofehjælpen, og ifølge de nyeste skøn ser alene amerikanerne denne gang ud til at overgå de 1,9 milliarder dollar, de gav til ofrene for den asiatiske tsunami i 2004, der har donorrekorden for katastrofer uden for selve USA. I lyset af at Amerika for tiden gennemlever hårde økonomiske tider, har omfanget af den udviste velvilje forbløffet mange.

Muligvis kan Haitis geo-grafiske nærhed og det faktum, at næsten en million haitianere lever i USA, til en vis grad forklare, hvorfor amerikanerne har reageret med så stor generøsitet. Men andre steder har gavmildheden været tilsvarende stor. Under Australian Open i Melbourne spillede Roger Federer, Serena Williams og andre tennisstjerner en række opvisningskampe, som indbragte 600.000 dollar. Og i Rwanda indsamlede lokale sundhedsarbejdere - som i gennemsnit tjener under 200 dollar om måneden - 7.000 dollar til at hjælpe Haiti.

Hvorfor generøsiteten?

Alt dette rejser en række spørgsmål om, hvordan vi reagerer - og hvordan vi bør reagere - på sådanne uhyrlige tragedier. Jordskælvet i Haiti dræbte op imod 200.000 mennesker. Men uanset, hvor frygteligt dette er, så er tallet en smule lavere end det totale antal børn, som ifølge UNICEF i år vil dø inden for kontinuerlige perioder på ti dage af fattigdomsrelaterede årsager, som kunne være afværget. Desuden taler meget for, at katastrofenødhjælp er mindre omkostningseffektiv end den hjælp, som målrettes dem, der risikerer at bukke under for ekstrem fattigdom.

Hvorfor giver vi så gene-røst til jordskælvsofre, men undlader at give til det langt større antal, som trues på livet af ekstrem fattigdom, underernæring, forurenet vand, mangel på sanitære forhold og fraværet af selv den mest elementære form for sundhedspleje?

Den intensive mediedækning af katastrofer gør selvsagt en kritisk forskel. Rædselsscener fra orkanen Katrina, fra den asiatiske anden juledags-tsunami og nu Haitis jordskælv blev vist igen og igen på alle nyhedskanaler. Et jordskælv i en fjern afkrog af Pakistan, som i 2005 dræbte 80.000 mennesker, fik en mere beskeden tv-dækning - og udløste følgelig en mindre gavmild respons. Derimod er de daglige børnedødsfald i fattige lande som følge af diarré, mæslinger og malaria del af normalbaggrunden i den verden, vi lever i, og dermed mindre nyhedsvæsentlig.

Lad os forestille os, at en million børn blev skyllet væk og måtte formodes druknet under en pludselig oversvømmelse. Mediedækningen ville være massiv. Lad os nu videre forestille os, at de alle alligevel blev reddet. Jublen ville være enorm! Det samme ville lovprisningen af de helte, som udførte denne humanitære bedrift være.

Nuvel, da UNICEF i september sidste år kunne melde, at antallet af børn, som hvert år dør af fattigdomsrelaterede årsager, var faldet med en million i forhold til to år tidligere, fik historien yderst begrænset medieopmærksomhed. Og de mennesker, som bidrog til dette fald ved at levere effektiv grundlæggende sundhedspleje, sikre rent drikkevand eller vaccinere børn imod mæslinger, forblev for langt hovedpartens vedkommende ukendte.

Måske reagerer vi med større generøsitet på ofre for naturkatastrofer end på ofre for ekstrem fattigdom, fordi vi efter en katastrofe ikke er tilbøjelige til at bebrejde ofrene for den. Vi ser ud til at acceptere, at når nogen rammes af jordskælv, kæmpebølger eller orkaner, så er det sort uheld (medmindre selvfølgelig, at den amerikanske evangelist Pat Robertson har ret i, at Haitis jordskælv var Guds straf for, at haitianerne i sin tid indgik 'en pagt med djævlen' om at blive befriet for deres kolonistyre.)

Mange hylder fremdeles den opfattelse, at fattigdom er det selvforskyldte resultat af ikke at arbejde ihærdigt nok eller af at avle for mange børn. Men de omstændigheder, der skaber ekstrem fattigdom, beror kun sjældent på de fattige mennesker selv. De vil i vidt omfang være underlagt en eller anden regeringsmagts kontrol, og dårlig regeringsførelse er utvivlsomt en hovedårsag til fattigdom. Faktisk kan dårlig regeringsførelse også være en væsentlig medvirkende årsag til høje dødstal efter naturkatastrofer.

Hvad stiller vi op?

For to år siden fandt et hold af geofysikere under ledelse fra Purdue University frem til, at den forkastningszone, som udløste Haitis nylige jordskælv, var i overhængende fare for at gøre netop dette. De bad indtrængende østatens regering om at tage skridt til at forstærke bygninger som hospitaler og skoler. At dette ikke skete bidrog til det høje dødstal.

Hvad stiller vi op?

Brian Tucker fra non-profit ngo'en Geohazards International anbefaler, at ti procent af de penge, som bringes til veje til nødhjælp, bliver sat til side for at afbøde skaderne ved kommende jordskælv. Han hævder, at hver dollar, der går til at forberede sig på naturkatastrofer, vil kunne spare ti dollar i form af reducerede fremtidige skader.

Tuckers forslag giver god mening, men det vil være vanskeligt - og muligvis uetisk - for hjælpeorganisationer, som har skaffet penge til at hjælpe haitianerne, at omkanalisere nogle af disse til programmer, der skal afbøde skaderne ved fremtidige jordskælv. Bedre ville det være, hvis offentligheden kunne overtales til at donere penge til fonde, der blev oprettet med et sådant formål for øje. Udsigterne til, at det vil ske, er dog små, i og med at en sådan appel ville savne den emotionelle drivkraft bag ønsket om at hjælpe de umiddelbare ofre.

I stedet bør de regeringer, som nu har givet tilsagn om at hjælpe Haiti, tage skridt til at sikre sig, at en nøjere defineret andel af deres hjælpemidler går til at mindske risikoen for, at tilsvarende katastrofer rammer Haiti lige så hårdt endnu engang.

Peter Singer er professor i bioetik og moralfilosofi

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Travis Malmzon

Nu ved jeg godt at manden ikke er dansker, men den danske stat bidrog trods alt med en ulandsbistand på 16.6700.000 i 2008.
Det er over 3.000 kroner pr. indbygger.

Jens Thorning

Jeg har haft på fornemmelsen, at medierne måske har forvekslet Haiti med Barbados elller Jamaica. I øvrigt taler de fransk og ikke engelsk. Haitis Hollywood-glamour er trods nærheden ved USA til at overse - zombier, voodoo - og Folkestemningen kan ikke allerede have tilgivet Jørgen Leth, Ver
lviljen skyldes nok tsunami-effekten; der skal helst lidt vand indover for at skabe rigtige ferie-stemning. Den perfekte naturkatastrofe set fra et folkelligt synspunkt er stadig en tsunami ved Palm Beach, der når L.A.

Smagløst, jovist - som altid, når medierne er på.

Jens Thorning

Her er den ondskabsfulde svada i mere sammenhængende opsætning:

Jeg har haft på fornemmelsen, at medierne måske har forvekslet Haiti med Barbados elller Jamaica. I øvrigt taler de fransk og ikke engelsk. Haitis Hollywood-glamour er trods nærheden ved USA til at overse - zombier, voodoo - og Folkestemningen kan ikke allerede have tilgivet Jørgen Leth,
Velviljen skyldes nok tsunami-effekten; der skal helst lidt vand indover for at skabe den rigtige ferie-stemning. Den perfekte naturkatastrofe set fra et folkeligt og mediesynspunkt er stadig en tsunami ved Palm Beach, der når L.A.

Smagløst, jovist - som altid, når medierne er på.

Hans Jørgen Lassen

Singer spørger:

Hvad stiller vi op?

Mon ikke han mener:

Hvad bør rige, magtfulde nationer eller organisationer foretage sig?

Eller:

Hvad bør nationer beliggende i farezonen for jordskælv gennemføre af forebyggende foranstaltning?

Singer eller mig selv, vi to, kan jo ikke rigtig stille noget op.