Kommentar

Haiti ud af Valutafondens klør

IMF bøjer sig for folkeligt pres og afstår - for første gang - fra at knytte privatiserings- og markedsgørelseskrav til sine lån til katastroferamte nationer
9. februar 2010

Siden 1970'erne er vi blevet belært om, at Det Frie Markeds Evangelium nødvendigvis vil gå sin sejrsgang verden over, fordi det simpelt hen er det, som bedst imødekommer befolkningernes behov. Opskriften har været: rul statsmagten tilbage, privatisér de basale tjenester og overlad det i det hele taget til de rige og initativrige at udføre deres magi til alles bedste.

Der er bare et problem ved det glade budskab. Det holder ikke. Evangeliet har vist sig urealiserbart. Få har troet mere inderligt på det end Ronald Reagan og Margaret Thatcher, og alligevel lykkedes det dem ikke - trods lange embedsperioder - at nedbringe statens andel af BNP. Sandheden er, at disse doktriner er overordentligt upopulære, og hvor de end søges ført ud i livet, møder de modstand. Der er i alle frie lande klare og stabile flertal for at bevare en blandet økonomi, hvor markedet afblanceres af en stærk og aktiv stat.

Kun i de fattige lande spredes evangeliet. Her fik regeringerne ikke noget valg. I bogen Chokdoktrinen viser Naomi Klein, hvordan IMF's politikker blev påtvunget verdens fattige imod deres vilje. Nogle gange - som i Chile - foregik det ved, at rige stormagter fjernede folkevalgte ledere og indsatte en servil diktator. Som oftest var metoderne mere subtile.

Typisk var fremgangsmåden 'lån' fra Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken. Som mod-ydelse for hårdt tiltrængte likvider måtte de fattige lande foretage 'strukturtilpasninger' af deres økonomi. Medicinen var hver gang den samme: fjern subsidier til de fattige, skær ned på statsudgifter til sundhed og uddannelse, afregulér jeres finanssektor, åbn jeres markeder.

Her er et skoleeksempel på, hvad der siden skete: I Malawi var landets jord så udpint, at regeringen besluttede sig for at yde bønderne statsstøtte til gødning. Men da IMF og Verdensbanken kom på banen, krævede man omgående dette 'markedsforvridende' tiltag stoppet. Malawi adlød. Derpå slog landets høst fejl, og hungersnød hærgede. Titusinder døde af sult. Malawis regering valgte nu at lytte til sin betrængte befolkning, sparkede IMF ud og genindførte subsidierne. Hungersnøden stoppede samme år, og landet er nu atter fødevareeksportør.

Når mennesker lever tæt på eksistensminimum, kan selv små prisstigninger knække dem.

IMF ser systematisk bort fra, at de lande, som har reddet sig ud af fattigdom, har gjort det modsatte af dets befalinger. Sydkorea, f. eks., gik fra fattigdom til overflod på to generationer i kraft af massiv beskyttelse og subsidiering af sine industrier.

Fungerer for de rige

Hvorfor insisterer IMF? Først og fremmest fordi dets programmer fungerer glimrende - for de rige. De sikrer, at vi får adgang til billigst mulig arbejdskraft og til mange af de dyrebare ressourcer, som har det med at befinde sig i fattige landes undergrund.

Denne 'tjen-de-rige'-ideologi, som fik vores egne økonomier til at ramle i 2008, har smadret fattige lande i årevis. Hvor ironisk, at IMF - efter i årtier at have berordret fattige lande til at skære ned på statsstøtte og offentlige udgifter - reagerede på recessionen ved at trygle de rige lande om at bruge milliardsummer på at subsidiere banker og øge det offentlige forbrug. De kunne ikke drømme om selv at indtage den medicin, de i så lang tid har foreskrevet de fattige nationer.

Tro ikke, at IMF har lært af sine fejl. Valutafonden har for nylig tvunget lande fra El Salvador til Ukraine og Pakistan til at underskrive aftaler, der forpligter til tilbageholdenhed trods alvorlige eksterne chok for deres økonomi.

Men her kommer så Haiti ind i billedet. IMF's agenda er ofte blevet påtvunget befolkninger, når de er svagest og mindst i stand til at stå imod - efter et militærkup, en massakre, en naturkatastrofe osv. F. eks. modstod Thailands befolkning længe et pres for at opføre nye ferieressorts, som ville medføre udrensning af lokale kystsamfund, og strittede imod privatiseringer af vand- og elforsyning. Så kom tsunamien, og begge dele blev tvunget igennem.

Efter jordskælvet skulle en lignende strategi tages i brug over for Haiti. IMF bebudede et lån på 100 millioner dollar, som blev ydet på den betingelse, at Haiti forhøjede elpriserne og indefrøs lønninger for offentligt ansatte.

Magtfulde interesser

Der er ingen tvivl om, hvad haitianerne selv mener: De kender IMF. Frem til 1994 kunne landet i det mindste dyrke sin egen basisafgrøde: ris. Så kom IMF på banen og forlangte, at toldtariffen på importris på 35 procent blev sænket til tre procent. Pludselig blev markedet oversvømmet med billig (og stærkt statssubsidieret) amerikansk ris med den konsekvens, at Haitis risbønder gik fallit. I hundredtusindvis søgte de nu imod Port-au-Princes slumkvarterer og sweatshops.

Men denne gang er der sket noget nyt og forunderligt. For første gang er IMF blevet hindret i at fremture med de sædvanlige planer. Et oprør er sat i gang her i den rige verden. Via Facebook-gruppen 'Ingen chokdoktrin for Haiti' blev der på få dage indsamlet 150.000 underskrifter bag et krav om at gøre lånet betingelsesfrit.

Og det virkede. IMF opgav at insistere og siges nu at overveje helt at slette Haitis gæld. Dette er det første tegn på, at det nytter at eksponere og bekæmpe IMF's agenda. Som Naomi Klein siger: »Dette her viser, at offentligt pres efter en katastrofe kan modvirke chokdoktrin-taktikker.«

Selvfølgelig må IMF overvåges nøje. Valutafonden ser allerede ud til at trække i land og udtaler efter sin første panikretorik, at der »efter den umiddelbare nødhjælpsfase« kan blive tale om at vende tilbage til business as usual. Uhyre magtfulde interesser ønsker, at IMF fortsætter med at danse efter deres pibe.

Men takket være alle de almindelige europæere og amerikanere, som sagde fra, bliver Haiti ikke 'IMF'et' i denne omgang. Hvis dette kunne blive første skridt i en kampagne for at stoppe IMF's fattigdomsfremmende dampmaskine i at rulle videre ud over kontinenterne, vil der være tale om et politisk jordskælv på 7,0 på Richter-skalaen - for demokrati og retfærdighed.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

kommentar klippet fra en kommentar til http://www.information.dk/223851

Jeg mener som at der er noget grundlæggende galt i den måde vestens rige lande (angiveligt) forsøger af overføre rigdom til fattige lande, igennem socialbusiness modeller som udviklingsfonde og nødhjælpsorganisationer Når antallet af underudviklet civilsamfund og størstedelen af jordens befolkning, stadig lever i manifest fattigdom, til trods for milliarder og atter milliarder af valuta er “investeret” i (planøkonomiske) strukturopbygning af styreform, og påtvungen markedsøkonomi i udviklingslandene i bytte for (akut nød)hjælp til (latente) hungernødsramte befolkninger.

Forbedringerne i udviklingslandene er udeblevet, men toplederne i IMF, FN, VerdensBanken, USAID, osv, rejser jorden rundt på 1. klasse, kører i fine luksus biler til de store hovedkvartere, bor store fine huse, og på dyre hoteller. Engang imellem optræder de i TV, hvor de ligger ansigtet i alvorlige folder, imens de fortæller at der er brug for flere penge, og en smart videokollage-reklame med små sultende og beskidte sorte mennesker der smiler køre i baggrunden

.- Så nogen har da fået gavn af de mange penge.
(skrevet den # 8. februar 2010 kl. 16:22)

Derfor er jeg glad for at blot en "lille" smule opmærksom på det bundrådne kapitalistiske diktatur, som IMF, og markedfundamentalisterne påtvinger (udviklings)landene ikke bringer den udvikling, som fundamentalisternes teorier, foreskriver.

Jeg kan heller ikke begrænse min skadefro, og med en højrugende fnys, udtrykke min holdning til IMFs dobbelte moral, som artiklen nævner ift. finansselskaber og mega-bankers konkurser.

Lars R. Hansen

Især et af de mange fremførte Naomi Kleinske antiliberale og 1700-tals protektionistisk synspunkter kunne man måske ønske sig lidt nærmere belyst.

Hvorfor det mere præcist skulle være et problem for Haitis almindelige og fattige befolkning, at de som følge af en lavere importafgift, kunne købe langt billigere, altovervejende Sydamerikansk, ris? Det derved opstået afsætningsproblem for lokale risproducenter - kan vel ikke siges at overskygge den brede befolknings behov for affordable basisfødevarer?

Og skulle det være tilfældet må fødevarebistand - som jo er statssubsidieret prisdumping i allerhøjeste potens - være det noget af det værste det internationale samfund kan udsætte de fattige lande for? Til eksempel bespiser WFP for nærværende næsten halvdelen af den somaliske befolkning, hvilket giver de lokale og regionale fødevareproducenter ekstremt ringe muligheder for at konkurrere med WFP's gratis uddeling af fødevare.

Somaliske bønder og fiskere mister dermed deres indkomstgrundlag, men kan nu i stedet træde ind i konflikt- og godhedsindustri økonomien.

Af logistiske, økonomiske, tids- og sikkerhedsmæssige årsager kan man ofte ikke blot indkøbe de lokalt produceret fødevare, dersom de forefindes i tilstrækkelige mængder, til gratis uddeling - så hvad er alternativet til statssubsidieret prisdumping i allerhøjeste potens?

Forebyggelse - et velfungerende samfund med en liberal, men velreguleret markedsøkonomi, hvor man drager fordel af andre lande har bedre forudsætninger for at mere omkostningseffektivt at producere bestemte varer og tjenester - fx ris.

Direkte og indirekte statssubsidiering - at staten tager penge fra dens konkurrencedygtige virksomheder og giver dem til konkurrencesvage virksomheder - er samlet set skadende for den pågældende stats økonomi.

I øvrigt kunne det også være interessant at høre, hvilke store haitianske statslige virksomheder som IMF med deres (angivelige) chokdoktrin ønsker Haiti skal privatisere - jeg kan ikke rigtig forestille mig de private investorer står i kø for at komme til det fad - næh, i lige tilfældet Haiti er det 'godhedsindustriens' kontrakter som tilbyder fede profitter.

Michael Skaarup

Kære Lars Hansen

Jeg ,meget svært ved at forstå hvad du mener, da du modargumenter imod dig selv.
Du spørger, hvad der er galt i billige fødevarer, og argumentere selv for at gratis fødevarer underminere lokale producenter.?????

Så spørger du om hvilket Haitiske statsvirksomheder som IMF vil privatisere? De vigtigste... sundhed, uddannelse, økonomi, lovgivning, vand, strøm, kloak, veje, lufthavn, havne.

Lars R. Hansen

Kære Michael Skaarup

Jeg skal værre den første til at medgive, at jeg kunne have udtrykt mig mere klart. Det jeg ønskede og forsøgte at udtrykke var den holdning, at det er i den brede befolknings interesse, at de tillades at indkøbe deres varer, her ris, hos de producenter som kan tilbyde den billigste pris - uanset om disse producenter er udenlandske eller indenlandske. Det gælder for alle, men ikke mindst for fattige.

Hvis så fødevaresituationen er så kritisk, at sult hersker lokalt - så mener jeg ethvert hensyn til lokale producenter og handlende ubetinget må vige.

Men selvfølgelig bør man forhindre situationen udviklere sig til hungersnød - altså forebyggelse - her mener jeg at et velfungerende samfund med en liberal markedsøkonomi er et vigtigt komponent i sådan en forebyggelse, mens en planøkonomisk og protektionistisk politik ofte vil føre lande ud i dyb fattigdom og fødevaremangel for den brede befolkning.

Hvad angår privatiseringer af offentlige serviceydelser i Haiti - så er serviceniveauet, forvaltningskulturen - og købekraften - i landet af sådan en beskaffenhed, at der næppe er basis for profit.

De fungerende dele af sundheds-, uddannelses-, og servicesektoren i landet, som efterlader rum for profit, har været private stort set siden 1804 - der er næppe profitable statslige virksomheder i Haiti - jeg kunne forestille mig, at offentlige serviceydelser i Haiti kun bliver interessante for kommercielle virksomheder, hvis serviceydelsen helt eller delvis finansieres af udenlandsk budgetstøtte.

Michael Skaarup

Kære Lars Hansen.

Jeg kan sagtens følge dig i din teoretiske udlægning af de kortsigtet konsekvenser ift. uddeling af nødhjælp. Teorien er blot i konflikt med praksis.

Selvfølgelig er det at foretrække at befolkningen få noget at spise,og at dette sker til en fornuftig pris. Det forholder IMF, sig heller ikke til. Problemerne opstår i kølvandet på strukturopbygningen, når nationen der modtager "hjælp" fra IMF netop bliver udnervalgt et "en planøkonomisk og protektionistisk politik", der sikre at "de frie markedskræfter" = det kapitalistiske diktatur, får første prioritet overfor almen livsvilkår. Her er det netop at stats-subsisdieret korn,mælk, ris, fra USA, og EU, bliver problematisk for ulande, da de importeret discount produkter udkonkurrer ulandets primære erhverv, med stor og voksende arbejdsløshed til følge, og dermed underbygger det strukturopbygning som er iværksat.

Og som jeg skriver i min første og tilpasset kommentar, er det ikke modtagerelandene der bliver rige, af nødhjælp, med de parasitorganisationer som er sat i værk, som aflad.

Lars R. Hansen

Kære Michael Skaarup

Jeg mener ikke IMF som betingelse for at yde lavrente lån kræver modtagerlande skal underlægge sig ilandes planøkonomiske og protektionistiske foranstaltninger.

Men det er klart, at velfungerende landes industrier og brancher - i hvert fald på kort og mellemlangt sigt - vil drage forholdsvis større fordel af frihandel end modtagerlandet, men det er dog fortsat min overbevisning, at alle verdens nationer på langtsigt vil drage fordel af fri samhandel.

Jeg vil dog også medgive, at lande og regioner på et lavt udviklingsstadie eller med andre helt særlige forhold kan have gavn af en længere omstillingsperiode med en ganske restriktiv handelspolitik og en ret centralstyret økonomi - samt at IMF ikke altid har haft øje for dette.

Dertil er jeg enig i, at den nuværende udviklingsbistand i vid udstrækning begunstiger en lille vestlig bistandselite og de herskende klasser i modtagerlandene - mens de brede befolkninger i ulandene ikke får meget ud af bistandsindsatsen - ud over frustration over at være vidne til al den svindel, frås og spild af bistandsmidler.

Michael Skaarup

Kære Lars Hansen.

Vi er jo langt hen af vejen enige, i de store træk. Og jeg er glad for at du forstår min pointe ved at referere til planøkonomi og protektionisme, som være det "håndjern" der følger med "lavrente lån" fra. Og du tager fejl, når du ikke mener at IMF, som betingelse kræver direkte magt over modtagerlandets økonomi, og politikker. - Det er jo netop pga. den haitiske fravigelse fra IMF´s normale pakke, som er anliggende for artiklen. jf. artiklens tag-line "IMF bøjer sig for folkeligt pres og afstår - for første gang - fra at knytte privatiserings- og markedsgørelseskrav til sine lån til katastroferamte nationer"

ang. frihandel som instrument til udvikling.
. Ja, frihandel er godt når en virksomhed skal sælge sit produkt, og det sikre at konkurrerende produkter, kan vinde markedsandele. Alt det ved vi godt.
Men vi ved også at reel frihandel ikke findes. Der findes utallige barriere på det "åbne" marked som skal sikre at nationale produkter har en fordel frem for importeret produkter. F.eks. told.
Sådan har det været i... langt tid før jeg blev født, og sikkert før lu
Derfor er det absurd at fortsætte "fri handels" prædiken og "de riges rigdom, rasler ned igennem samfundet og alle i samfundet , de bliver rigere" rableren. For vi ved at det ikke er sådan, og vi ved at det danske(de skandinaviske) velfærdssamfund, blev bygget på en blandningsøkonomi og en universal socialydelses system, og lige adgang til uddannelse, sundhed, viden osv.

Så lad os heller se på hvad der har virket, og sikret alt der findes en stor socioøkonomisk lighed i et land, frem for velmenende universitetsprofessorers fantastiske teorier og det perfekte samfundsmodel... og ja, det gælder "begge sider"

Lars R. Hansen

Kære Michael Skaarup

Nu opponerede jeg jo imod den udlægning, at IMF pålægger modtagerlandet planøkonomi og donorlandes protektionisme - selvom det naturligvis kan opleves sådan - det IMF kræver er ofte tilstræbt markedsøkonomi (husk nu mange ulande ofte har et stort islæt af planøkonomi), god regeringsførelse og tiltag mod for store budgetunderskud - altsammen noget jeg mener ofte vil være gavnligt for modtagerlandet.

Mere generelt om frihandel og markedsøkonomi vil jeg sige, at jeg som grundlæggende borgerlig ikke går ind for en total liberalistisk og socialdarwinistisk markedsøkonomi, men selvfølgelig en pragmatisk blandingsøkonomi som vi i hovedtræk kender den i Nordvesteuropa, hvor staten regulere markedet og med omfordeling søger at skabe tålelige forhold for alle dens borgere - også af hensyn til samfundets stabilitet og sammenhængskraften.

Michael Skaarup

Kære Lars Hansen..

"...og tiltag mod for store budgetunderskud - altsammen noget jeg mener ofte vil være gavnligt for modtagerlandet. " -- Du kan mene( og tro), hvad du vil, men du kan komme med eksempel på et land, hvor din model har virket.????

Lad os forholde os til at IMF, selv er klar over at deres model, mildest talt ikke kan levere, det som IMF siger. og lad os glædes over at Haiti, ikke skal vrides og alt potentiale forsvinder ud af landet.

Lars R. Hansen

Kære Michael Skaarup

Ukontrollabel fortløbende gældsætning er gift for landes udvikling.

Markedsøkonomi (de facto blandingsøkonomi - der findes jo ikke noget land med en ren markedsøkonomi), god regeringsførelse og tilstræbt balance i de offentlige budgetter - er der simpelthen tonsvis af empirisk data for har positiv effekt for landes socioøkonomiske udvikling og status.

Her er ikke mindst kontrol med offentlige underskud og en duelig plan for afvikling af offentlig gæld - altafgørende - da en voksende andel af statens indtægter ellers vil gå til rene renteudgifter. For Danmarks vedkommende er de offentlige renteudgifter en større post på de offentlige budgetter end vores forsvarsbudget - for en række andre lande ser det endnu værre ud - alene til glæde for internationale långivere - her har IMF en gavnlig modererende rolle, men selvfølgelig er der ingen regering som synes det er sjovt at 'sætte tæring efter næring' når man i stedet kan lægge regningen i børneværelset.

MS:"...eksempel på et land..."

Det forlangte eksempel kunne være Sydkorea i forlængelse af den østasiatiske krise i slut halvfemserne, hvor IMF's finanspolitiske knytnæve medvirket til Sydkoreas relative hurtige recovery - prisen var smertefulde liberaliseringer og monopoltab for Sydkoreas sværindustri.

MS:"Lad os forholde os til at IMF, selv er klar over at deres model, mildest talt ikke kan levere"

Nu har IMF jo været inde i de fleste af denne verdens lande - så det kan være svært meget præcist at udtrække IMF's impact i forhold til en række andre faktorer - vi bør ikke overvurdere IMF's indflydelse på ulandes socioøkonomiske udvikling og status - IMF har først og fremmest til formål at øge verdens monetære stabilitet - de største låntagere er Europa og Amerika.

MS:"...lad os glædes over at Haiti..."

Når IMF ikke har stillet de sædvanlig krav til økonomisk ansvarlighed og liberaliseringer - tror jeg mere det skyldes en erkendelse af at det er omsonst at indgå langsigtet bindende aftaler med det haitianske politiske system end selverkendelse af at fondens policy ikke altid er hensigtsmæssig for de fattigste og mest underudviklede lande.

Michael Skaarup

Kære Lars Hansen.

Jeg begynder at tvivle på om du har læst ovenstående artikel.

Sydkorea er netop et land, der ikke har været igennem IMFs, vridemaskine og udviklingen netop er skabt af subsidieret industri, landbrug. osv. Det er var endda USA, som støttede landets økonomisk, for at forhindre at den "kommunistiske pest" skulle brede sig fra nord til syd.

Så jeg "afventer" stadig et eksempel på et land. Jeg skrive afventer, i anførelsestegn", fordi jeg godt ved at et sådanne land ikke findes.Men du kunne jo overraske mig,

Lars R. Hansen

Michael Skaarup:

"Sydkorea er netop et land, der ikke har været igennem IMFs, vridemaskine..."

Der er du fejlinformeret - Sydkorea modtog forholdvise store IMF-lån, og i den forbindelse underlagt IMF-programkrav, i kølvandet på den østasiatiske krise.

Michael Skaarup

og den østasistisk krise, er det den der kom lige før 1990'erne? og begrebet tigerøkonomier?

Jeg tvivler stærkt på at Sydkorea, har haft krav, der minder om de krav, jamaica, eller keyna har skulle opfylde. Men har du ikke en kilde?
Og husk nu at sydkoreas udvikling primært skyldes store økonomiske tilskud fra USA, samt gunstige samhandelsvilkår.

Lars R. Hansen

Kære Michael Skaarup

Googlesøg - The IMF-Korea bailout - men jo, det var i forbindelse med den sydøstasiatiske krise i 1997. Og naturligvis vil IMF-modkrav være lands- og situationsspecifikke.

Og selvfølgelig er jeg bekendt med Sydkoreas historiske økonomiske udvikling efter krigen - som kan tilskrives flere forhold - bl.a. en hensynsløs statskapitalisme med elementer af kommandoøkonomi, en veldisciplineret arbejdsstyrke, billige vestlige lån og donationer samt vestlig tolerance overfor Sydkoreas diktatur, protektionisme, patentbrud og undertrykkelse af arbejdstagerrettigheder o.l. hvortil kommer at USA i 50, 60 og 70'erne hældte milliarder ind i Sydkoreas økonomi i form af militær støtte.

Ivar jørgensen

Jeg ønsker ikke at blande mig i ovenstående debat, men skulle nogle af Information læsere være interesserede i et interessant insider account omkring hvordan amerikansk bistandspolitik bliver kørt som pressionsmiddel overfor tredjeverdenslande, kan jeg anbefale at læse John Perkins "Confessions of an Economic Hitman".

Michael Skaarup

Kære Lars Hansen.

Så lad os være enige om at IMF har ikke bidraget til at udvikle Sydkorea, men har ydet lån iforbindelse med en krise. Du opremser selv meget flot, hvilke særlige elementer der udgjorde at sydkorea, idag er et moderne land, med en højtuddannet arbejdsstyrke. Tak.

Derfor venter jeg stadig på landet, der "beviser" at det fri marked, overnationalt bestemte politikker, og stram styret nationaløkonomi, har leveret at forbedret livsvilkår til sin befolkning.,

Lars R. Hansen

Kære Michael Skaarup

MS:"Så lad os være enige om at IMF har ikke bidraget til at udvikle Sydkorea, men har ydet lån iforbindelse med en krise"

At IMF har ydet Sydkorea lån kan vi godt blive enige om - at IMF's modkrav ikke har været betydelige for Sydkoreas videre udvikling mener jeg ikke er korrekt.

MS:"Derfor venter jeg stadig på landet, der “beviser” at det fri marked, overnationalt bestemte politikker, og stram styret nationaløkonomi, har leveret at forbedret livsvilkår til sin befolkning"

Nu udvider du vist kriterierne - men som tidligere nævnt er der masser af empirisk data for markedsøkonomi, fri samhandel og balance i de offentlige budgetter har positiv effekt på landes økonomiske udvikling og befolkningens levevilkår.

Om en politik er overnational eller nationalt formuleret ændre ikke på politikkens beskaffenhed - og så kunne man måske også lige nævne, at intet land er tvunget til at modtage lån, med dertil hørende betingelser, fra IMF - det står ethvert land frit for om det ønsker modtager hjælp fra IMF eller ej.

Dertil bør man også huske på at IMF træder til når landets egne politikker har bragt landet i økonomisk uføre.

Så hvis jeg skal nævne eksemplerne på kriseramte lande som har haft gavn af IMF's støtte bliver listen ret lang, da de fleste lande på et eller andet tidspunkt har modtaget hjælp fra IMF.