Læsetid: 5 min.

Hvorfor vil vi ikke vide, hvad der virker i undervisningen?

Lærernes vidensmonopol virker umiddelbart naturligt og selvindlysende - men er det ikke Hvorfor er faglig topstyring og begrænsning af det professionelle råderum så illegitimt, når det drejer sig om undervisning og folkeskolelærere? I langt de fleste andre jobs kan man ikke påberåbe sig en sådan fritagelse fra andres mening
Hvorfor ikke starte en evidensbaseret evalueringskultur. hvor forskellige undervisningsmodellers effektivitet bliver testet? Så er der i det mindste en vis chance for, at Lars Løkke Rasmussens nytårsløfte går i opfyldelse.

Hvorfor ikke starte en evidensbaseret evalueringskultur. hvor forskellige undervisningsmodellers effektivitet bliver testet? Så er der i det mindste en vis chance for, at Lars Løkke Rasmussens nytårsløfte går i opfyldelse.

Debat
2. februar 2010

Om muligt er den danske skole mere i fokus end nogensinde før. Den siddende regering har gennemført dobbelt så mange ændringer af skolelovene som den tidligere SR-regering. Den foreløbige kulmination afleverede Lars Løkke Rasmussen under nytårstalen. De danske børn har nu fået et læse-løfte. Nu debatteres der, hvordan løftet kan indfries - men vi ved det faktisk allerede!

I Danmark er vi afhængige af en god skole, men vi er skuffede over de faktiske resultater. Fra alle hjørner lyder opfordringen: Stol på lærerne - de ved bedst.

I Singapore har de knækket nøden på en anden måde (Weekendavisen 8. januar). Direktør for Singapores National Institute of Education udtaler, at succesen skyldes »meget klare læringsmål«, og modsat den danske model har elever og lærere ikke »en masse frihed til at finde ud af, hvad de vil lave i timerne«. I stedet udtaler Sing-Kong Lee: »Vi forsker meget i evidens: Hvad virker?«

I Danmark tager evalueringsrapporter og forskning ofte afsæt i, hvad herskende eksperter tror virker. Og hver gang er anbefalingerne: »Mere af det samme« ud fra logikken, når det, vi 'ved', ikke virker - så er det nok, fordi vi skal gøre endnu mere af det.

Dette er selvfølgelig en himmelråbende fejlslutning, som ingen bør tage alvorligt. Derfor er der altså noget, som tyder på, at vi i Danmark ikke vil vide, hvad der virker. Og hvorfor så ikke det?

Lærerprofessionen

Et bud er, at den danske lærerstand med held opfører sig som en klassisk profession. I samfundsvidenskab beskrives en profession som en gruppe mennesker, der ved hjælp af forskellige strategier har fået monopol på viden om, hvad der virker inden for et bestemt felt. De er blevet til eksperter på 'deres' område. I Danmark lever lærerne op til alle kriterierne for en profession og er først på det seneste blevet minimalt udfordret, bl.a. i kraft af meritlæreruddannelsen.

Lærernes vidensmonopol virker umiddelbart naturligt og selvindlysende - men er det ikke. Det er denne 'ikke- naturlige' naturlighed, som er kendetegnet for en succesfuld profession. Man tænker automatisk: Jamen, selvfølgelig ved lærerne, hvad der virker bedst i klasseværelset. Men som eksemplet fra Singapore tydeligt illustrerer, er det ikke i alle lande, at man accepterer lærernes ukrænkelige faglighed. Omvendt i Danmark! Som en lærer-ven formulerede det: »Hvem er bedst til at vurdere, hvad der virker - jeg, der har undervist i 10 år, eller en forsker, der ikke har undervist et eneste år?«

Hvorfor er faglig topstyring og begrænsning af det professionelle råderum så illegitimt, når det drejer sig om undervisning og folkeskolelærere? I langt de fleste andre jobs kan man ikke påberåbe sig en sådan fritagelse fra andres mening. Man kunne næppe heller forestille sig, at en evaluering af det nyligt afholdte COP-15 skulle tage hensyn til embedsmændenes professionelle råderum.

Hvis vi vil vide, hvad der virker, er der behov for konkurrerende evidensbaseret viden om forskellige undervisningsparadigmer. Der er kort sagt behov for en indblanding i lærernes professionelle råderum.

Men ret skal være ret. Vi ved nemlig fra amerikanske undersøgelser, at læreren har enorm indflydelse på, om eleven lærer eller ej. Men fra de samme undersøgelser ved vi desværre også, at en formel læreruddannelse ikke har nogen særlig betydning for, om den konkrete lærer er god eller dårlig. Kort sagt: Læreren er vigtig, men læreruddannelsen har ingen væsentlig betydning.

Hemmeligheden

Så hvad virker? Et godt sted at starte er verdens største systematiske forskningsprojekt inden for undervisning: Det amerikanske Project Follow Through. Heri blev 80.000 børn og 17 undervisningsprogrammer sammenlignet over en 20 årig periode. Det klart mest effektive undervisningsprogram blev identificeret. Det hedder Direct Instruction, og de fleste har sikkert ikke hørt om det, fordi metoden på en eller anden måde lyder forkert. I hvert fald i de lærers ører som ønsker at bevare deres professionelle råderum.

Direct Instruction (DI) er nemlig tæt manuskriptstyret. Der er masser af interaktion mellem lærer og elev, men det meste foregår efter nøje beskrevne forløb, hvor elever f.eks i fællesskab læser højt fra en tekst, mens læreren stiller opmuntrende spørgsmål til klassen undervejs. Det er således ikke så meget læreren, men derimod det manuskript, som læreren underviser efter, der er bestemmende.

Resultatet: De klasser, der blev undervist efter DI-metoden, rangerede i Project Follow Through nr. 1 i læsning, nr. 1 i matematik, nr. 1 i stavning, og nr. 1 i sprog. Men det stoppede ikke der: DI eleverne var også bedst til højereordens-tænkning så som at gætte betydning af et ukendt ord ud fra den kontekst det indgik i. Højst overraskende var DI også godt til at booste børnenes selvtillid. Sandsynligvis fordi selvtillid kommer af stolthed over faktiske kompetencer.

DI er altså det bedst dokumenterede, mest effektive, billige og skalerbare undervisningsprogram for børn.

Hvorfor bruger vi det så ikke?

Eller som minimum undersøger det i en dansk kontekst?

Mit gæt er fordi vi ikke vil - og fordi lærerne er bange for at miste deres hårdt tilkæmpede professionsstatus og frie professionelle råderum. Ikke så underligt egentlig. I DI er sloganet: »If the child hasn't learned, the teacher hasn't taught«.

Det sætter selvfølgelig et vist pres på læreren.

Forslag

Som lægmand er det forstemmende at iagttage folkeskolen fra sidelinjen. Ingen gør, hvad vi ved virker. I stedet bruges der enorme ressourcer på at reproducere manglende viden. Og det er en skam, når vi i stedet kunne bruge DI, der bevisligt giver gladere, klogere og mere læringstørstige børn.

Vi ved fra forskning, at den enkelte lærer er vigtig, men vi ved også, at det ikke betyder noget som helst, om læreren rent faktisk har en læreruddannelse:

Forslag 1: Lad derfor skolerne ansætte de personer de vil, i de lærerstillinger de vil. Vi ved, at Direct Instruction mere end noget andet program er gavnligt, særligt for små børn fra uddannelsesfremmede miljøer.

Forslag 2: Lad os eksperimentere med DI fra skolestart til i hvert fald 4.-5. klasse. Vi har intet at tabe - og hvis de amerikanske resultater kan overføres til Danmark, står vi med en kæmpe succes.

Allervigtigst: Lad os starte en evidensbaseret evalueringskultur hvor vi tør teste forskellige modellers effektivitet, og lad os så undervise efter de principper, som vi ved virker, uagtet hvilke de måtte være. Så er der i det mindste en vis chance for, at Lars Løkke Rasmussens nytårsløfte går i opfyldelse.

Andreas Christoffersen er evalueringskonsulent, konsulentfirmaet dzidzo

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er du sindsyg mand? Politisk beslutninger taget må videnskablige fakta. Kan du høre banshee skrigene fra Søren, Pia, Bims og de sorte fætre.
Folkeskole er de sorte ideologiers kamplads nunner ét.

Må jeg ikke stilfærdigt gøre opmærksom på at amerikanske undersøgelser ikke kan bruges til noget som helst i Danmark overhovedet....

Og at der rent faktisk er manuskript-styret undervisning i Danmark...

Enhver lærer skal udarbejde en plan til sin skoleleder for alle fag, der skal undervises i, ligesom der skal laves en lektionsplan i detaljer, som opstiller mål og delmål for elevernes læring, dvs. hvad de skal lære og hvordan....

Og danske lærere er faktisk ganske gode til at forklare børnene, eleverne, hvad de skal lære, og ikke mindst, hvorfor de skal lære det, de nu engang skal lære. Klar instruktion i opgaven er nemlig forudsætningen for god læring.

Undervisning i dansk, og i alt anden kontekst er nemlig dette; at teste elevens for-forståelse af et emne, tage udgangspunkt i, hvad eleven ved om et givent emne, hvor læreren går ind og tilretter elevens for-forståelse, så den passer til det rigtige...

Og danske lærere har aldeles ikke en masse frihed til at finde ud af, hvad de vil lave i timerne. Siden i hvert fald 1970erne har der været vejledende mål for undervisningen og siden ihvert- fald 2003 eller 2006 har der været bindende fag og trin mål for hvert trin på hvert fag.

Det, man ved, virker er rent faktisk to ting: 1) Veluddannede lærere og 2) lærere, der fremtræder autentisk i deres undervisning som formår at etablere gode relationer til eleverne.

Om jeg forstår, at elever i den danske folkeskole nu (igen) skal til at læse højt af en tekst fælles, hvor læreren stiller spørgsmål til teksten, som man gjorde i 1950erne....

Og som lægmand kunne man vel aldrig nogensinde drømme om at belære sin automekaniker om, hvordan denne automekaniker bedst kunne reparere ens bil?

Hvorfor tror lægmænd og lægfolk så, at de har ret til at belære danske (og andre) lærere om, hvordan de bedst underviser.

Og mht. Singapore er det meget nemt at løfte 80% af en befolknings uddannelses-niveau; præcis det samme skete i Danmark fra ca. 1950-1980. Det er de ca. 20% sidste, der er sværere at få med...

De danske lærere på seminarerne lærer rent faktisk formidling (men måske ikke så meget kommunikation?) af stoffet i pædagogik, didaktik og psykologi. Og man kan sagtens lære at tænke didaktisk ---- altså at gå ind i elevens for-forståelse, dvs. den viden eleverne rent faktisk har om et emne i forvejen, og så finde en bro fra den eksisterende viden, som eleven har i forvejen, til den nye viden, eleven skal lære.

Der er aldrig nogensinde (sådan da) eksisteret målfrihed i den danske folkeskole, men metodefrihed. Dette betyder, at læreren er frie til at benytte den metode, de mener er bedst - i den pågældende klasse. Og hvis ikke lærerne går 100% ind for metoden eller er engageret i faget, lærer eleverne altså ---- intet som helst.

Og så er der altså forskel på klasser; i en klasse kan man måske få dem med på rollespil, i en anden klasse kan man ikke få dem med på noget som helst. Og der er forskel på at undervise forskellige målgrupper som f.eks. 1.-3.klasse eller 8. og 9.klasse. Og igen her kan der være forskel på
hvordan de enkelte klasser kan undervises.

Undervisning og læring kan bedst beskrives som ad hoc gøren og laden i en given situation; med et teater-udtryk kan det måske beskrives som eksperimenterende teater med publikum inddraget ihvad man kunne et altomfattende total-teater-projekt. Ligesom skuespiller må reagere på publikums reaktioner på hvad skuespilleren gør på scenen, må læreren tilpasse sin undervisning hele tiden til hvad der sker i klasse-rummet, eller scenen i klassen, om man vil.

Og derfor kan man ikke bare omsætte eller bruge et sæt amerikanske regler som DI (direct instruction). Og jeg er desuden ganske sikker på, at de lærere, der vælger at bruge DI (som metode) er vilde med netop denne metode. Og derfor virker den. Eleverne kan nemlig mærke om læreren er vild med en metode eller ej; jo mere engageret læreren er i sit virke, jo bedre lærer eleverne.

Og som sagt: Man kan sagtens lære små tricks og fif, i undervisningen på seminariet.

Og til allersidst:

Man kan altså ikke, i undervisning, teste model X overfor model Y. Netop fordi, vi har med levende mennesker at gøre, ikke en bolsje-fabrik, hvor man kan teste om model Y er bedre end model X, når man skal lave bolsjer.

Danske lærere mangler en ting dog: Og det er at kunne kommunikere klart og tydeligt omkring, hvorfor de vælger at undervise som de gør....

Først og fremmest skal "eleven" mærke at han/hun er til.
For det andet findes der beviselige metoder for fremelskelse af evner. Spørg blot de der her opnået indsigt, om hvorledes. Sandheden ved undervisning, ligger i eleven, ikke i faget.

"Danske lærere mangler en ting dog: Og det er at kunne kommunikere klart og tydeligt omkring, hvorfor de vælger at undervise som de gør…."

De kender ikke svaret, og i så fald de gjorde, er det så evigt ligegyldigt.

Sammenhæng mellem abstrakter, som indlæring, samfund, nytte kan ingen overskue. Nævn en der har levet et liv hvor linjen var målelig - den røde tråd.

Alle der har levet, må erkende forandring. Ingen kan kende sig sikker i sin faglighed.

Derimod er elevens kærlighed til sit subjekt - alt afgørende for stimulans. Men her knækker læreren, for ingen kan følge en der farer afsted i sit emne uden sans for dets placering i samfundet. Læreren vil oftest være en klods om benet. For ensretningen skal stimuleres ligevel, og så er den pot ude. Man kunne høre læreren tilkendegive at det ej nytter, du må sprede dig forsat indtil dynamoen officielt må slås til. Trist er det, for nytten af de der pludselig lære at elske deres fag, stiller "urimelige" spørgsmål, skulle værdsættes. Men spottet bliver de sjældent, det kræver ressourcer, som det administrative "DDR" system ikke magter.

Dorte Sørensen

Det var uhyggeligt at læse Andreas Christoffersens synspunkt. Dels fik det mig til at tænke på min egen skole tid i 1950érne, hvor vi lærte at læse efter den i synspunktet beskrevne metode. Resultatet var for mig, at jeg fik ud af 7 klasse uden at kunne læse og skrive. Det er først noget jeg senere lærte.
Dels fik vi terpet tabeller, samlevers, byer og floder, kongerækken i udenadslære men vi fik ikke lov at debatter indhold og betydning af dit og dat. Det er jo det de danske lærer er gode til og det de danske elever er blevet berømmet for i erhvervslivet.
Derudover dræbes en lærers lyst til at udfører en god og indholdsrig undervisning , hvis de skal undervise efter et fast tilrettelagt manuskript.

Pernille Lembcke

Jeg har altid undret mig over at det lader til at der er en forskel på hvordan vi tænker at børn lærer noget, og på hvordan vores erfaring er mht. hvornår vi selv lærer noget!
Hvornår oplever vi de stærkeste lærerprocesser i vores liv? Når vi for fortalt en sammenhæng? Når vi er blevet undervist? Når vi har skulle sætte krydser i en bog?Når andre har regnet den ud for os og går forest med lygten og pejepinden?

Kurt Svennevig Christensen

"Som lægmand" skriver konsulenten om sig selv i den lange smøres forsvar for endnu flere udefra kommende konsulenter og firmaer og ind i folkeskolen, for at få produceret flere rapporter som ingen læser, og hvis man endelig gør det, ikke gør andet end ryste på hovedet over. "Lægmand" min bare.

Der er meget i vejen med Folkeskolen og alt for mange lærere, hænger med røven i vandskorpen osv. Men folkeskolen har mindst af alt brug for konsulenter og andet som ikke evner andet og mere, end at måle og veje alt på samme vægte.

Enhver fornuft der ser på skolen udefra bør øjeblikkelig kunne se problemet, hvis de vel at mærke besidder et minimum af analytiske evner, at formålet med folkeskolen at være en skole for alle, lider grusomt under det individualistiske tyranni dette samfund har opbygget de sidste 10 år.

Så det er ikke først og fremmest lærerne der skal til eftersyn - det er vores formålsparagraf for den danske folkeskole.

Ret den til så den også følger og er i tråd med det politiske flertal på Christiansborg. Så kan vi andre overlade skolen til det flertal og deres lærere og så ellers hurtigst muligt få vores børn ud af "folkeskolen" ind i skolen hvor hensynet og respekten for den anden, står meget højt og tydeligt over egne behov, lyster og grådighed.

Der er nogle påstande i artiklen . Lærernes virke er et professions-virke . Det bliver lidt morsomt associeret til en undersøgelse fra Singapore . Nuvel . Men kulturhistorisk er Danmark en barbarisk nationalstat, og Singapore er et tusindårsrige . Tag den .

Lærerkaldet kræver nok mandsmod og kvindestyrke, eller en ubøjelig kærlighed . Det er klart nok ikke noget der kan undervises i . Pædagogik kan undervises... Det må være noget med at et givet forløb (antal år & tilstræbt viden) i nogle givne rammer (antal elever & rumlige forhold) formidles til nogle ikke helt klart fastlagte subjekter (diversitet af elevernes modtagelsesevne) . Det er et projekt der rækker ud over medmenneskelighed og naturligt iboende egenskaber . Det er lærerprofessionen . Men det er også et topstyret projekt .

Siden Gorm den gamle, eller sådan siger traditionen det, er 'det sociologiske' gået hen og blevet topstyret . Det virker virkelig helt febrilsk at debattere dette . Selvfølgelig kan det gøres, og jeg er ikke klar over, selvom jeg stærkt tvivler, der er belæg for lærernes virke p.t. er ved at undergrave denne tradition for topstyring .

Relativt set er enhver modsigelse af topstyring noget der må forkastes, og topstyring er et uimodsigeligt argument . Og hvad er så det lysende projekt der i denne tid påkræver den fulde tyngde af hvad det indebærer at leve i et topstyret samfund ? At lære at læse ? For en lægmand må det her da virke ude af proportioner - specielt hvis vi associerer til Singapore . Er læsningens kunst, med brug af det latinske alfabet, i den grad komplikativ ?

Dette blålys fra Singapore, det her skjulte budskab splinterfyldt med paradokser, den der undersøgelse, hvad skrives der om den ?

Læringsmål . Pensum monstro ? Er det pædagogiske projekt i Danmark end ikke nået til at sætte pensum ? Er det på nogen måde lærernes ansvar ? Ideelt set, ja, men i tråd med artiklens logik, nej .

Arbejdsform a.k.a. "(..)frihed til at finde ud af, hvad de vil lave(..)" . Her kan jeg ikke helt tale med, men mit indtryk er at de sidste 30 års stadige ændringer af love og regulativer netop har været skrevet over denne tematik . Er det på nogen måde lærernes ansvar ? Måske . Der må være en vis fornuft i at lærerne tager eller kræver dette ansvarsområde .

Hemmeligheden er pensum, og hvordan man implementerer et ideologisk projekt . Med et helt utroligt skævt blik til dagens Danmark må det bedste bud være at renoncere på ideologien (historie, geografi, religion) . Så må der komme nogle skoler hvor eleverne bliver oplært som national-socialister, eller individualistiske liberalister, eller islamister osv. . Men læse og lægge tal sammen, det burde s** ikke være problemet . En hverdag med sammenhæng i et pluralistisk samfund . Lad gymnasierne tage slæbet med ideologi-indlæringen .

Den rigtige ideologi-indlæring .

Kenneth Hansen

Et spøgelse går gennem landet. Og det hedder evaluering. Endnu et greb for at styrke selvdisciplineringen af arbejdsstyrken. "Selvevaluering", "virkningsevaluering", "summativ evaluering". Hvem skal evaluere hvem? Efter hvilke værdier? Evalueringskulturen er oplevelsessamfundets modsætning. Redningsplanken for en nation som har tabt lysten og modet til frihed.

Allan Nørgaard Andersen

Hør nu her, debattører, der er da ingen grund til at betvivle at hvis læringsmålene tilpasses Direct Instruction, så vil den metode være den bedste. Samtidig vil eleverne lære at sidde stille og roligt og følge en forudgiven plan uden mulighed for fravigelser, deres basale færdigheder bliver sikkert fortrinlige og i det lange løb vil de være særdeles kompetente til at virke i 50-erne industrisamfund.

Nils Hendriksen

Den herskende tendens til 'evaluering' af alt og alle i enhver sammenhæng flytter desværre fokus hen på ting, der er enkle at måle - i skolesammenhæng altså typisk paratviden og færdigheder.

Fokus fjernes dermed fra de kvaliteter, der er vanskeligere at måle.

Når man ser på, hvordan det råstofknappe Danmark har udviklet sig i de seneste 50 år, må man nok konkludere, at vi har gjort et eller andet rigtigt - var det mon paratviden og færdigheder det hele?

jens peter hansen

I Danmark lever lærerne op til alle kriterierne for en profession og er først på det seneste blevet minimalt udfordret, bl.a. i kraft af meritlæreruddannelsen.
Lærernes vidensmonopol virker umiddelbart naturligt og selvindlysende - men er det ikke.

Jamenrundt omkring bliver der ansat hjemmegående husmødre , brolæggere, studerende og hvad ved jeg så det monopol er brudt for længst. Og det bliver sikkert bedre ingen gider jo være lærer.
Det skyldes i høj grad folk som artikelskriveren, hvis gode ideer i den grad skygger for at en skole er andet end indlæring. I Singapore kan de. Det tror jeg på, men er det det samfund de fleste ønsker ??Hvis ja , så tror jeg ved grød heller ikke at konsulenter af artikelskriverens valeur bliver spurgt.

Hvilken kræftmedicin ville du tage? Den som en krystalhealer forsikrer dig er den bedste, med bagvedliggende argumenter om kroppens ballance, og alt muligt andet der måske kunne være sandt, og måske ikke? Eller den som er blevet testet på tusindevis af patienter, og har vist sig at helbrede 95% imod krystalhealerens (og ingen behandlings) 5%?

Du tager formodentligt det man kan se virker - uanset hvad behandleren for øvrigt giver som forklaring - du kan jo se at det virker. Jeg mener at uddannelse er lige så vigtigt som kræftbehandling, og skal behandles med samme seriøsitet...

Kristian Pedersen

Jeg vil da byde evidens-stemmen velkommen i debatten, om ikke andet kan den skærpe lærerprofessionens tænkning om sig selv som klassisk profession. Jeg er ikke lærer endnu, jeg nærmer mig dog hastigt. Jeg kan ikke se det umidddelbare odiøse i, at lærerprofessionen der i den grad "nyder" opmærksomhed i forhold til sit virke, føler trang til at legitimere sig og de valg der træffes. Vis mig den profession der er under mere pres fra alle sider end lærerprofessionen!

Den ideologisk og værdiladede tid omkring 70'erne lader til at skulle overtages af forskningen, men på hvilken baggrund? Hvor en værdibegrundede, didaktiske og pædagogiske holdning før var udgangspunktet, er målene i stedet for menneskeligt udmålt nu usynligt blevet determineret af samfundsøkonomiske rationaler. Det er den evidensbaserede forsknings sorte bagside; der er altid taknemmelige tal at misbruge fra politisk hold.
Kronikøren hævder at evaluering af folkeskolen i samspil med undervisningsmetoder der viser sig effektive. Her er jeg nødt til at trække i nødbremsen. En metode som Direct Instruction (DI) er netop det, én metode, og den kompleksitet vi sammen med eleverne står overfor kan aldrig favnes af én metode.
I forskellige læringsteorier taler vi om den viden eleverne skal kunne håndtere som; dynamisk, refleksiv, befindende sig i relationer, metakognitive færdigheder osv. osv. Jeg ser et paradoks i, at eleverne skal kunne lære de sagnomspundne samarbejdsevner i en lærer-styret undervisning som DI?
Dansk Clearingshouse i uddannelsesforsknings store undersøgelse (af danske forhold, hvilket jeg ikke vil uddybe hvorfor er væsentligt her, fremfor am. skoleforhold) har i en undersøgelse af 800 metaundersøgelser vist at top tre faktorer for elevers præstationer er: lærerens medvirken til at etablere sociale relationer, klasselederskab, og sidst lærerens faglige kompetencer. Det er svære og store områder at mestre, og én metode, heller ikke DI, kommer aldrig i nærheden af give svaret. Den enkelte lærer skal altså stadig finde lærerpersonlighed, gøre erfaringer med ledelse af klasse(lærings og relations) rummet, samt fagligt være velfunderet.
Derfor mener jeg stadig at værdier og idealer for elever og lærere selv er meningsfulde, netop derfor; de giver mening i en profession der er er svær at finde arbejdsro i.

Det ærgrer mig at debatten om folkeskolen bliver lagt i hænderne på "lægmænd". Det er så nemt at komme med gode ideer, og folkeskolen drukner i gode ideer. Der er rigtig mange dygtige og velformulerede lærere og folk med indsigt i læringsprocesser der har bidraget til denne debat. Disse indlæg har været langt mere interessante at læse end "konsulentens". Han skulle efter min mening have haft det indlæg lige i hovedet igen. Det var langt mere interessant og lærerrigt at læse Karsten Aaen og Kristian Pedersen indlæg. Tak til dem.

Rasmus Christensen

Andreas Christoffersen fremfører et nytteetisk synspunkt og taler for en mål-middel pædagogik der bla. bygger på behaviouristisk læringspsykologi. Et grundlæggende problem i denne tænkning i forhold til undervisning er at man fokuserer så meget på effektive metoder at man glemmer indholdsspørgsmålet, altså : Hvad er det vigtigt af lære?
Der er ikke noget galt i at interessere sig for "hvad der virker" i undervisning, problemet er bare hvis man glemmer at forholde sig til de overordnede mål som undervisning har. Hilbert Meyer der er førende tysk didaktiker har arbejdet en del med spørgsmålet : Hvad er god undervisning ?
På baggrund af bla. empirisk forskning opstiller han 10 kendetegn for god undervisning. Det er dog en vigtig pointe at dette er kendetegn for god undervisning og ikke kriterier for god undervisning.
Det kan først blive til kriterier når man reflekterer over disse kendtegn i forhold til nogle almene overordnede mål. At slutte direkte fra empirisk forskning til hvad man bør gøre er i forhold til den tyske didaktiske tradition en fejlslutning.

Behaviouristisk orienteret undervisning kan sikkert som andre "koncepter" være effektivt, men det er så spørgsmålet om det er foreneligt med værdier som: frihed, selvbestemmelse og demokrati.

I forhold til offentlige opgaver er der klart nok fokus på om vi får "mest for pengene". Man kunne dog sige at dette fokus i den grad er blevet overeksponeret i den offentlige debat. Man kunne med rette spørge: Hvor meget for vi egentlig for pengene ved at evaluere undervisning?

Evaluering af undervisning kan i mange tilfælde være en særdeles tidskrævende proces. Hvis man skal lave en effekt måling af undervisning bliver man nødt til at kende elevernes udgangspunkt, her benyttes der ofte tests.
Tænkning på højere niveauer er vanskeligt at teste, hvorfor man ofte vælger at teste færdigheder man kan måle. Erfaringer fra USA og England
viser at i testkulturer vælger lærerne at undervise i det der skal testes. Basale færdigheder er også vigtige at lære, men at skolen kun skal beskæftige sig med det der kan måles er da lidt for kedeligt.

Claes Pedersen

Nu knakker filmen totalt i debatten om den danske folkeskole, at drage undersogelser fra Singapore i denne debat er langt ude i hampen.

Hvornor har vi Danmark hort om et folkeligt opgor i Singapore og hvilken social gruppe af mennesker undersoger man po.

Selvfolgelig skal laren fremsto som Autoitet men han skal endnu engang ogso kunne er kende han aldrig er kolger ens hans elever po alle omroder. Singapore er i rigt land men skyldes jo den penge strom som kommer igennem landet.

Her po Philippinerne hvor jeg opholder mig viser med alt klarhed at bygge et samfund op efter Singapors moddel er hovedet lost og er en af orsagerne til de sociale forhodl her po Philippinerne er so dorlige.

Hvor man ikke formoder at opbygge et stat der tager sig de mest vigtige opgave i samfundet uddannelses systemmet og vejnettet og hospitalsystemmet. Hvor skole systemmet bode i Singapore og her po Philippinerne gor det meget let at styre mennesker som hunde.

Som man i Singapore lader fattige philippinerne arbejde i sex industrien og forsoger amerikanske soldater eller man bruger dem som underbetalte i deres hjem. Og det er netop dette Autoritere skole system der former mennesker so det kan finde sted, som Islam retfardiggore denne undertrykkelse af den riges ret til misbruge fattige mennesker.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila