Kronik

Israel ser sig selv som offer

Alle Israels spidser er i Herzliya i denne uge for at deltage i en konference om den jødiske nations tilstand. Robert Fisk var med - og konstaterede et klima af større usikkerhed og paranoia end nogensinde før
Israels top er usikker som aldrig før. Den kæmper for international legitimitet, men forsøger samtidigt at undgå de internationale regler og nægter, at Israels hær skulle have begået krigsforbrydelser i Gaza, skriver dagens kronikør. Her ses forberedelserne til en demonstration for at ophæve belejringen af Gaza i Tel Aviv i januar 2009.

Israels top er usikker som aldrig før. Den kæmper for international legitimitet, men forsøger samtidigt at undgå de internationale regler og nægter, at Israels hær skulle have begået krigsforbrydelser i Gaza, skriver dagens kronikør. Her ses forberedelserne til en demonstration for at ophæve belejringen af Gaza i Tel Aviv i januar 2009.

Jim Hollander

3. februar 2010

HERZLIYA - Så kører propagandakrigen atter. Glem Israels invasion af Libanon i 1982 og de 15.000 dræbte libanesere og palæstinensere. Glem Sabra og Shatila-massakrerne samme år, som blev forøvet af Israels militsallierede, mens israelske styrker så passivt til. Slå en streg over Qana-massakren i 1996, da 106 libanesere, over halvdelen børn, blev dræbt af israelsk artilleriild, og lad os endelig ikke tale om de 1.500, som blev dræbt i 2006-Libanon-krigen. Se selvsagt også bort fra de 1.300 palæstinensere, som blev nedslagtet i Gaza sidste år. Nej, det, som er sagen - skal man tro Israels højrefløj her i Herzliya - er, at Israel i dag står over for et farligt angreb helt uden fortilfælde.

Den europæiske offentlighed er blevet en 'slagmark', hvor Israels fjender forsøger at 'delegitimere' den 62 år gamle jødiske stat.

Selv Israels tidligere ven, den noble jødiske dommer Richard Goldstone, er nu - med en formulering af en af Israels mest stålsatte amerikansk-jødiske støtter, Al Dershowitz - »en absolut forræder af det jødiske folk« og »en ond, ond mand« (begge formuleringer trak overskrifter i israelsk presse.)

Israel er offeret

Israel er under belejring: Ja, dette var det dystre, velkendte og håbløst misforståede tema på den 10. årlige konference i Herzliya for diplomater, israelske embedsmænd, militære ledere og ministre, som blev afholdt mandag.

Israel er en underhund. Israel er et offer. Israel, hvis topmoderne toptrimmede militær, som er mere moralsk end noget andet lands militær, står i fare for at se sine generaler anholdt og tiltalt for krigsforbrydelser, hvis de sætter deres ben i Europa.

Himlen forbyde, at israelske officerer skulle blive anklaget for grusomheder! The Jerusalem Post bragte et fotografi af Kadima-partiets leder, Tzipi Livni, der stirrede på en plakat, på hvilken hun er »efterlyst for krigsforbrydelser begået i Gaza.« Så lad os hellere glemme, at hun intet foretog sig som udenrigsminister, da Israelerne lod det regne med hvid fosfor over Gaza. Hele dette juridiske angreb på Israel var et 'overgreb', en bevidst forvridning af international lovgivning for at delegitimere staten Israel, mente Jerusalem Post.

Jeg husker - efter Israels katastrofale invasionen af Libanon i 1982 - hvordan en stor konference blev afholdt for at finde ud af, hvordan det kunne gå til, at den israelske 'propaganda' var slået fejl. Pyt med massedrabene på libaneserne og Israels egne voksende militære tab. Hvordan kunne det være, at Israels budskab ikke trængte igennem? Hvordan kunne en antisemitisk presse slippe af sted med disse bagvaskelser? Denne uges Herzliya-komsammen var déjà vu over hele linjen.

En diplomatisk brøler

I dag må vi glemme Operation Støbt Bly imod Gaza og dens bestialske myrderier. Ligesom vi må fordømme Goldstone-rapporten for alle dens unævnelige løgne - at selve godhedens hær skulle have begået krigsforbrydelser imod ondskabens terrorister - og i stedet indse, at alt, hvad Israel nogensinde har ønsket sig, er fred.

Israels største diplomatiske brøler i mange år er, at man nægtede at bidrage til Goldstone-rapporten om 2008-09-blodbadet i Gaza. »En tåbelig boykot,« skrev dagbladet Haaretz. En katastrofe, hvis man spørger Israels liberale venstrefløj, der med rette indså, at dette anbragte Israel på niveau med Hamas.

Jeg var til stede på Herzliya-konferencens førstedag, og Goldstone-rapporten løb som en rød tråd igennem næsten alle diskussioner. Jeg sad ved siden af en israelsk Ph.d.-studerende, som rystede på hovedet i fortvivlelse og sagde: »Jeg og mine venner bliver så skuffede, når vi hører sådanne udtalelser fra vores regering. Hvad skal vi sige til det? Hvad kan vi stille op?« >

Et af de mest pinagtige øjeblikke kom, da Lorna Fitzsimons, tidligere parlamentsmedlem for Labour og nu leder af Bicom, en britisk baseret proisraelsk tænketank, påpegede, at »den offentlige mening påvirker ikke Storbritanniens udenrigspolitik. Udenrigspolitik er et eliteanliggende.« Så koncentrer jeg om at bearbejde eliten, så skal rosset nok følge med, var implikationen. »Vores fjender går til de internationale domstole, hvor vi ikke har nogen suverænitet,« sagde hun.

Efterspørger legitimitet

Og det er i grunden sagens kerne. International legitimitet er, hvad Israel efterspørger. Som stat er Israel rigtignok legitim. Den blev stemt til verden af De Forenede Nationer. Og som den israelske historiker Avi Shlaim har udtrykt det, var nationens fødsel måske ikke retfærdig; men legitim, det var den. Men da et internationalt juridisk hold inviterede Israel til at deltage i dets undersøgelser, blev de mødt med en arrogant afvisning fra Netanyahu.

I den forstand leverede Gaza-krigen selve beviset på det, som er så dybt foruroligende ved Israels aktuelle politiske sammensætning. De ønsker, at verden skal anerkende deres demokrati, uanset hvor mangelfuldt det måtte være, men vil ikke selv være en del af verden, når de bliver bedt om at gøre rede for deres opførsel i Gaza. De hævder at være et lysende eksempel blandt nationerne, men tillader ikke nogen at granske dette lys på tæt hold, at undersøge lysets kilde og kigge nærmere på, hvad det mere præcist illuminerer.

Goldstone, Goldstone, Goldstone. Den eminente advokat, som så ihærdigt søgte retfærdighed for de myrdede og voldtagne ofre for serbernes hærgen i den bosniske krig - og hvis brave indsats den gang imponerede hele verden, Israel indbefattet - var på alle den israelske regerings-apologeters læber i Herzliya. Tzipi Livni talte om ham. Det gjorde også Yossi Gal, departementschef for Israels udenrigsministerium. Han talte om »forsøget på at udnytte Goldstone-rapporten til at presse Israel ud til legitimitetens marginer.«. Det samme gjorde Malcom Hoenlein, der repræsenterede en paraplyorganisation for større jødiske sammenslutninger i USA. Han hæftede sig ved, at den amerikanske regering havde »reageret markant« og afvisende på Goldstone-rapporten. Selv USA's muselignende ambassadør i Israel, James Cunningham, antydede, at Goldstone-rapporten bruges i bestræbelser på at delegitimere Israel.

En værdig stat

Hvorfra stammer dette eventyrlige vrøvl? Efter massakren i 1982 mod palæstinenserne i Sabra og Shatila, nedsatte den israelske regering sin egen regeringskommission. Nok var Kahane-kommissionens rapport ikke perfekt, men hvilken anden mellemøstlig nation ville have undersøgt sine egne synder så modigt? Rapporten fastslog for øvrigt, at den daværende forsvarsminister, Ariels Sharons ansvar (ham var det, der indsatte de libanesiske militse) var 'personligt'. Denne rapport kunne ikke sone Israels skyld, men det beviste i det mindste, at det var en værdig stat - en stat, som var rede til at se dette blodbad i øjnene med ærlighed.

Ak, en sådan Kahane-kommission ville være utænkelig i Israel af i dag. Ingen dom over Gaza. Kun et rap over fingrene til de par officerer, som brugte hvidt fosfor, og en sigtelse mod en soldat for at stjæle kreditkort.

Israels fjende er Israel

Nu mødte jeg tilfældigvis Goldstone, kort efter at han var blevet udpeget som chef for krigsforbryderdomstolen for Eksjugoslavien i Haag. Og han var anstændighedens og hæderlighedens udtrykte billede, da han erklærede, at verden havde fået nok af at lade regeringer begå krigsforbrydelser ustraffet. Han talte selvfølgelig om Milosevic. Han skrev desuden en bog med samme budskab, som blev varmt lovprist i Israel. I dag er han jordskælvet under Israels legitimitet.

Mandag besøgte jeg også den overordentlig fornuftige israelske oberst af reserven, Shaul Arieli i dennes ngo-kontor i Tel Aviv og diskuterede udsigten til, at israelske militærofficerer kan blive arresteret for krigsforbrydelser, hvis de besøger Storbritannien eller andre europæiske lande.

»Alt dette er langt mere foruroligende for os i dag, end det var for bare få år siden,« sagde han. »Vi er bange for denne nye udvikling, vi har set efter Operation Støbt Bly. Den påvirker synet på Israel over hele verden, ikke blot de israelske officerer. Hvis de blev pågrebet og tiltalt, ville det vise, at staten Israel ikke kan beskytte sine egne soldater. Jeg er helt sikker på, at Goldstone-rapporten afstedkommer sådanne overvejelser.«

Hvilket alt sammen viser, at det virkelige jordskælv under Israel - den virkelige fare imod nationens status og legitimitet, ja det er Israel selv.

© The Independent og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

LEGALITET OG LEGITIMITET.
Og i dag kommer Brian Mikkelsen og De Konservative, ligesom Søren Espersen og DF, igen Israel til hjælp med forslaget om en kommission til undersøgelse af Blekingegade-bandens penge til palæstinenserne.

OK, der blev spist noget, så igen:
Andre nyheder fra den Israel: regeringen anerkender, i underkendelse af den israelske Højesterets modsatte beslutning, at busser i Jerusalem kønsopdeles, mænd foran, kvinder bagi.

"Og det er i grunden sagens kerne. International legitimitet er, hvad Israel efterspørger. Som stat er Israel rigtignok legitim. Den blev stemt til verden af De Forenede Nationer."

Nå.. vist ikke helt med de grænser de har tilraget sig, lige siden de helt ensidigt og utidigt "erklærede deres selvstændighed" , vel ?

I et par dage har man kunnet forvente, at Thue Kjærhus tog til genmæle og ville forkare, at Fisk hører til blandt Morten Thing og andre, der fortæller løgn om Israel, jøder og zionister. Forgæves.