Kina bliver en stormagt, men ikke en supermagt

En stormagt er et permanent medlem af FN's Sikerhedsråd. En supermagt bestemmer, hvor og hvornår den vil blande sig overalt på kloden. Rusland er en stormagt. USA er en supermagt. Kina er også ubestrideligt en stormagt og har været det lige siden revolutionen i 1949. Verdens folkerigeste land med verdens næststørste økonomi kan tale med vægt i internationale sammenhænge.

Det pudsige er, at Kina meget længe undlod at fremtræde som stormagt, men ustandseligt påpegede sin stilling som svagt og fattigt udviklingsland. Kina havde brug for fred og stabilitet for at sikre sin udvikling og tog meget nødigt risici, der kunne true dets fremgang.

Bortset fra den stejle og kompromisløse holdning i Taiwan- og Tibet-spørgsmålene bøjede Kina af, når der kom pres fra supermagten USA. Det gjaldt den kinesiske valuta, som USA ville se opskrevet, og det gjaldt betingelserne for optagelse i Verdenshandelsorganisationen (WTO).

Men på det sidste er tonen blevet en anden. Kina sidder nu det amerikanske pres på valutaen overhørig og gjorde klart under klimatopmødet i København, at Kina ikke vil finde sig i indblanding udefra, og våbensalg til Taiwan forbigås ikke i stilhed. Samtidig stormer landet frem og klarer den økonomiske krise med legende lethed.

Så er Kina i dag en supermagt? Mit svar er et klart nej, og det vil tage generationer, inden det bliver det. Ja, det er ligefrem et spørgsmål, om Kina overhovedet ønsker at blive en supermagt. At være ligeværdig partner er et mål for Kina, men ikke at overtage rollen som nummer ét.

Lad mig begrunde min holdning til al Kina-optimismen ved at se på, hvor langt Kina er nået i sammenligning med USA på magtens fem vigtigste områder: det militære, det økonomiske, det politiske, det kulturelle og det moralske.

Militært er Kina milevidt bagefter USA. USA er den eneste magt, der kan gå ind militært overalt på kloden, og Kina har hverken evne eller lyst til at gøre USA rangen stridig. Jo, Kina stiller nu med fredsbevarende styrker til FN, men at forestille sig Kina i en lignende situation som USA's i Afghanistan og Irak er absurd.

Skulle Kina invadere Brasilien for at sikre soyabønneforsyningen eller næsten lige så absurd gå ind i Iran for at sikre olien? Ingen ved rigtigt, hvor meget Kina bruger på sit militær, men det er af størrelsesordenen en tiendedel af, hvad USA spenderer.

Økonomisk langt bagud

På det økonomiske område er det først og fremmest, at verden måber over Kinas formåen. Jeg kommer tilbage til min kinesiske hjemby, Chengdu i det sydvestlige Kina, med halve års mellemrum og oplever hver gang forandringer, jeg dårligt har kunnet forestille mig. Hele bydele er revet ned eller opført. Den 25 kilometer lange hovedgade var for fire måneder siden et kaos med fornyelse af vand-, gas-, elektricitet- og internetledninger, samt anlægning af en metro under byen. Nu er den pænt tildækket med flot gadebelysning og fuldt udvoksede, omplantede træer.

Men vent. Indtægten pr. indbygger i Danmark er stadig mindst 10 gange så stor som den kinesiske. EU's samlede produktion og forbrug er stadig verdens største, uden at nogen taler om EU som supermagt.

Kina når sandsynligvis USA's økonomiske niveau om 15-20 år, men lige store økonomier i USA og Kina betyder stadig, at den personlige indtægt vil være fem gange så høj i USA som i Kina, fordi befolkningstallet nu en gang er fem gange større i Kina end i USA. Ikke ligefrem supermagtsstatus for Kina skulle man synes.

Kinas hensigt er at nå op på vores velstandsniveau, hvilket vil kræve en flerdobling af verdensproduktionen, og det fører til en helt anden problemstilling. Kan planeten virkelig holde til det, eller vil det uvægerligt medføre helt uholdbare miljøproblemer?

Og skal vi så til at finde begrundelser for, at kineserne ikke må få, hvad vi har, eller skal vi selv i gang med drastiske nedskæringer? Selv på Kinas suveræne økonomiske område er der altså grænser for, hvor megen supermagt, der bliver plads til.

Kinesisk system er yt

Politisk magt betyder, at man kan få andre til at gøre, hvad de måske umiddelbart ikke havde lyst til, og at ens politiske system bliver brugt som model.

USA kan skabe en koalition, hvor Danmark føler sig forpligtet til at deltage, og USA, som verdens ældste vedvarende demokrati, har været en model til efterfølgelse. Kinas evne til at overtale andre til at dele landets holdning til Tibet og Taiwan er i stadig stigning, men er også udsat for stor skepsis.

Kinas ledelse er utvivlsomt dygtig, og den stabilitet de grå, kompetente bureaukrater, der leder landet, har formået at skabe er misundelsesværdig. Og på bedste konfucianske måde at sikre, at de dygtigste vinder frem gennem kommunistpartiets skoling er måske værd at tænke over for vakkelvorne demokratier rundt omkring.

Man kan vel ligefrem forestille sig, at Kinas partiudnævnte og stort set magtesløse folkekongres en dag går hen og bliver folkevalgt og får en indflydelse i retning af den, Europa-Parlamentet har i EU. Men en forestilling om, at verdensopinionen ligefrem en dag vil foretrække det autoritære kinesiske system frem for det amerikanske er langt ude.

Brug for kulturinstitut

Kulturelt beundrer alle Kinas 5.000-årige kultur. Her blev kompas, papir, bogtryk og krudt opfundet. Her står Den Kinesiske Mur, som en magtfuld hindring for uvedkommende indflydelse, men her har Silkevejen på den anden side været en forbindelse til den øvrige verden, når Kina som i dag har valgt at åbne sig.

Men for en supermagt viser den kulturelle magt sig ved, at andre ivrigt kopierer dens kultur. For Kinas vedkommende er det egentlig kun sket med kinesisk mad. Overalt på kloden er der kinesiske restauranter. Men hvad musik, tøj og allervigtigst sproget angår, er det igen USA, der bliver efterlignet.

Jeg kan godt forestille mig, at Kina en dag bliver moderigtigt og kopieret på mange kulturelle områder, selv om situationen i dag er den omvendte. Men aldrig hvad sproget angår. Det tog mig vel et par års ophold i USA at få lært tåleligt engelsk, men jeg har nu været i gang med kinesisk i over 25 år uden at nå noget, der bare ligner mit engelske niveau.

50.000 skrifttegn står i vejen. Og uden udbredelse af sit nationale sprog får man ikke afgørende kulturel indflydelse. Kina prøver at gøre lidt ved sagen ved at oprette Confucius Institutes overalt i verden, for eksempel i henholdsvis København og Aalborg. USA opretter ikke kulturinstitutter, for det er der ingen grund til. Alle efterligner alligevel USA.

EU på vej frem, ikke Kina

Og så det moralske. Gang på gang forklarer præsident Obama i sine taler, at USA blander sig because it is right (fordi det er rigtigt).

Kineserne blander sig kun, hvis det er i Kinas interesse. Er man som jeg imponeret af Kina og ser noget afgørende moralsk i, at landet har udryddet fattigdommen for en halv milliard mennesker, kalder man holdningen amoralsk. Kan man ikke lide Kina, siger man umoralsk. Kina er ligeglad med atombomber i Iran og folkemord i Darfur, blot ressourcerne er sikret.

Alt i alt er Kina altså ikke nogen supermagt og bliver det ikke i overskuelig fremtid.

Kina er på mange måder for specielt til at fungere som model. Sinokrati er mit ord for det kinesiske system - en rent kinesisk model.

Med USA's mange uløste og måske selv for en Obama uløselige problemer som sundhedsreform og kolossale budget- og betalingsbalanceunderskud er det et spørgsmål, om selv det magtfulde Amerika forbliver en supermagt. Kina overtager ikke rollen. Man kunne drømme om, at EU ville gøre det, men det har lange udsigter. Verden bliver mere kaotisk.

Sven Burmester, forfatter og udforsker, tidl. vicedirektør i Verdensbanken