Kronik

Kina er ikke en supermagt

Og bliver det ikke i nær fremtid. Kinas politiske og økonomiske situation er mere usikker, end den ser ud til
Kina bliver trods god økonomi og stærkt militær ikke den næste supermagt, fordi landet ikke har nogen klar ideologi og for mange indre splittelser, som  for eksempel Tibet med Dalai Lama i spidsen.

Kina bliver trods god økonomi og stærkt militær ikke den næste supermagt, fordi landet ikke har nogen klar ideologi og for mange indre splittelser, som for eksempel Tibet med Dalai Lama i spidsen.

19. februar 2010

Med et USA i tilsyneladende håbløs tilbagegang som verdens eneste supermagt, er det blevet moderne at spørge: Hvilket land bliver den nye supermagt? Det næsten enstemmige svar er Kina, som i 2010 overtager Japans plads som verden næststørste økonomi. Kina har alle fornødne magtelementer på plads: et omfattende industrielt grundlag, en stærk stat, et atombevæbnet militær, en kontinental udstrækning, en permanent plads i FN's Sikkerhedsråd og enorm demografisk tyngde.

Forestillingen om Kina som supermagt bygger i alt væsentligt på landets formidable økonomiske optur over tre årtier. Drevet frem af en næsten tocifret økonomisk vækst siden 1979 har Kina forvandlet sig fra et isoleret, fattigt og demoraliseret samfund til en selvbevidst og blomstrende global handelsmagt. Med et BNP på 4,4 billioner dollar og en samlet udenrigshandel på 2,6 billioner dollar i 2008, har Kina har positioneret sig solidt som et førende globalt økonomisk kraftcenter.

Tiden er ikke inde

Men trods de ubestridelige resultater er tiden næppe inde til at udråbe Kina som verdens næste supermagt. Uden tvivl er Kina en stormagt - en status, som tilkommer ethvert land, der effektivt kan sin værne om sin suverænitet og øve global indflydelse på økonomiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål. Men en stor magt er ikke nødvendigvis en supermagt.

I verdenshistorien har kun ét land - USA - tillagt sig samtlige de egenskaber, som kendetegner en sand supermagt: en teknologisk avanceret økonomi, et højteknologisk militær, en fuldt integreret nation, uovervindelige militære og økonomiske fordele over for potentielle konkurrenter, kapacitet til at levere globale offentlige goder og en appellerende ideologi. Selv i sin storhedstid var det tidligere Sovjet i bedste fald en endimensionel supermagt. Nok kunne det konkurrere militært med USA, men dets øvrige magtinstrumenter var mangelfulde.

Skal Kina være den næste supermagt, skal det løfte udfordringer, der i sandhed er skræmmende. Selv om den økonomiske produktion ventes at nå over 5 billioner dollars i 2010, vil Kinas pr. capita-indkomst fortsat ligge under 4.000 dollar, en tiendedel af niveauet i USA og Japan. Over halvdelen af Kinas befolkning bor i landsbyer, hvor kun de færreste har adgang til rent drikkevand, basale sundhedsydelser og ordentlig uddannelse. Med en urbanisering, der vokser med en procent om året, vil det tage tre årtier mere for Kina for at reducere størrelsen af sin bondebefolkning til en fjerdedel af folketallet. Så længe Kina har en så overdimensioneret landbobefolkning, hvor hundredvis af millioner må overleve på lavindkomster i udkanten af moderniteten, er det usandsynligt, at det kan blive en supermagt.

Pres på Kinas vækst

Vil man fastholde, at Kina bliver den næste supermagt, må man også fremskrive dets økonomiske supervækst som uændret. Men uanset Kinas imponerende økonomiske resultater siden 1979 er dets evner til at fastholde samme grad af vækst på ingen måde sikret. Faktisk er det overvejende sandsynligt, at Kinas vækst falder over de næste to årtier, endda betydeligt. Flere gunstige strukturelle faktorer såsom den demografiske kløft (overvægten af relativt yngre i befolkningen), den næsten ubegrænsede adgang til de globale markeder, en høj opsparing og tilsidesættelse af miljøomkostninger, vil gradvist forsvinde. Som Japan er Kina på vej til at blive et aldrende samfund, ikke mindst takket være effektiviteten i regimets strenge et-barns-politik. Den andel af befolkningen, som er 60 år og derover, vil nå 17 procent i 2020, og denne ældrebyrde vil øge sundhedsudgifter og pensionsomkostninger samt reducere opsparing og investeringer.

En anden hindring for fremtidig vækst ligger i landets eksport-vækst model. Som et midtindkomstland med begrænset indenlandsk efterspørgsel har Kina satset på eksport til at øge sin vækst. Selv om denne strategi har tjent Kina vel i to årtier, tegner dens fremtidige rentabilitet tvivlsom. Som verdens næststørste eksportør (Kina vil overgå Tyskland som verdens største eksportør i 2010) møder Kina stigende protektionistisk modstand på sine store markeder (USA og Europa), og især får Kinas politik med at bevare en undervurderet valuta for at holde sin eksport konkurrencedygtig skyld for forværrede globale ubalancer og for at svække økonomierne hos dets handelspartnere.

Et tredje pres på Kinas fremtidige vækst er miljøødelæggelser. I løbet af de seneste tre årtier har Kina forsømt sine omgivelser for at skabe økonomisk vækst. Med katastrofale konsekvenser. For tiden dræber luft- og vandforurening omkring 750.000 mennesker om året, og de samlede omkostninger for forurening er omkring otte procent af BNP. Officielle prognoser tyder på, at afbødning af miljøforringelser vil kræve en investering på yderligere 1,5 procent af BNP hvert år. Klimaændringerne vil i alvorlig grad påvirke Kinas vandforsyning og forværre tørken i nord. Kinas business-as-usual-tilgang til vækst, som er baseret på billig energi og omkostningsfri forurening, er ikke længere bæredygtig.

Politik begrænser

Kinas vej til supermagtsstatus vil også blive begrænset af politiske faktorer. Først og fremmest savner de kinesiske ledere en global vision og en politisk mission. Lande bliver ikke supermagter, blot fordi de har fået hård magt. Udøvelse af magt skal retledes af ideer og visioner, som har universel appel. USA blev ikke ægte supermagt, før det gik ind i Anden Verdenskrig, selv om det havde alle nødvendige forudsætninger længe før Pearl Harbor. For øjeblikket er Kina økonomisk velstående, men ideologisk konkurs. Det tror hverken på kommunisme eller liberalt demokrati.

I modsætning til USA vil Kina også konstatere sine evner til at udøve magt i udlandet hæmmet af manglen på politisk integration indadtil. Det kinesiske kommunistparti fastholder grebet om magten, fordi det leverer tilfredsstillende økonomiske resultater og undertrykker ethvert tilløb til opposition. Men i takt med at det kinesiske samfund bliver mere sofistikeret og selvstændigt, vil partiet få stadigt vanskeligere ved at nægte byernes middelklasse retten til politisk deltagelse. Hvortil kommer den indre korruption som kendetegner etpartistater. Kombinationen af politiske udfordringer fra den stigende middelklasse og et fremadskridende indre forfald i magtapparatet vil øge sandsynligheden for et regimeskifte i fremtiden - en proces, der kan blive opløsende og omvæltende.

Indre splittelser

Etnisk løsrivelse kan være endnu mere truende. Kina er ikke en nationalstat, men et multinationalt imperium, og store stykker af dets territorium (Tibet og Xinjiang) bebos af separatistisk sindede minoritetsgrupper. Risikoen for indre splittelse betyder, at Kina vil være nødsaget til at afsætte enorme militære og sikkerhedsmæssige ressour-

cer til at forsvare sin territoriale integritet. Denne strukturelle svaghed gør Kina mindre i stand til at projicere magt i udlandet og mere sårbar over for rænkespil blandt de konkurrenter, der søger at udnytte Kinas etniske spændinger til at binde Beijings hænder.

Geopolitisk er grænserne for kinesisk magt lige så snærende. Hvor USA er velsignet med svage naboer, har Kina tre magtfulde regionale rivaler; Indien, Japan og Rusland. Selv Kinas mellemstore naboer, Sydkorea, Indonesien og Vietnam, er ikke sådan at løbe over ende. Kinas stigende styrke har allerede udløst regionale geopolitiske kursjusteringer med henblik på at inddæmme Beijings ambitioner. For eksempel har USA kraftigt udvidet sit strategiske samarbejde med Indien, så New Delhi vil være i stand til at trodse Beijing. Japan har øget sin økonomiske bistand til Indien for samme strategiske formål, og selv Rusland, Kinas bekvemmelighedspartner for øjeblikket, er på vagt. Moskva nægter at sælge Beijing højteknologiske våben og begrænser sine energiforsyninger til Kina.

Som resultat af denne geopolitiske afbalancering vil Kina næppe kunne blive hegemon i Asien med fuldstændig dominans over sine regionale rivaler, et land, som ikke er en regional hegemon (hvilket USA er), kan i sagens natur heller ikke være global supermagt.

Minxin Pei er professor i politologi ved det amerikanske Claremont McKenna College og forfatter til flere bøger om Kina, senest 'China: Trapped Transition' fra 2006
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu