Klimatopmødet i København sidste år var endnu et skridt på vej mod en cementering af Kinas stormagtsstatus. Men efter det katastrofale slutspil har centrale aktører haft travlt med gensidige beskyldninger om årsagerne til mødets fiasko. Kina har fået på hattepulden for at være en modvillig spiller, som mest syntes interesseret i at lægge forhandlingerne døde.
De kinesiske forhandleres adfærd har rod i århundreders selvvalgt isolation, som først er blevet brudt inden for de sidste 15-20 år. Mens omverdenen har ventet på, at det kinesiske regime skulle træde i karakter, har det selv været forhippet på at tilegne sig nødvendig indsigt, erfaring og kapacitet til at fungere som en ansvarlig magt på den globale scene.
Kina formulerede i første omgang en konstruktivistisk udenrigspolitik baseret på grundprincipper som gensidig nytte og ikke-indblanden lande imellem. Vestlige aktører har til tider haft svært ved at acceptere principperne på grund af Kinas udemokratiske styreform og regimets undertrykkelse af menneskerettighederne. Selv Danmark har været på banen med kritik, sidst da statsminister Lars Løkke Rasmussen modtog besøg af Dalai Lama i 2009. Midt under klimatopmødet vred Kina armen om på den danske regering og fik en offentlig undskyldning for dette 'fejltrin' i form af en note verbale, som fastslog at Danmark er imod Tibets selvstændighed. Dette var en påmindelse om, at Kina ikke er en lam aktør men tværtimod i stand til at bruge sine muskler til - om nødvendigt - at tryne partnere. Skuffelsen i København skyldtes ikke Kina alene, men også at andre centrale aktører viste sig mere end uvillige. USA spillede fedtspil, og mens Vestlige aktører fokuserede på Kinas rolle, så glemte de, at USA var lige så stor en forhindring. Samtidig demonstrerede Kina, at globale løsninger ikke mere kan ske på de gamle stormagters præmisser. Kina må engageres konstruktivt i det globale magtspil, så landet hverken føler sig truet eller fristet til at lukke sig inde bag aggressiv nationalisme og økonomisk protektionisme eller alternativt til at regere verden i konkurrence med USA.
Kina åbnede sig udadtil
I århundreder var Riget i Midten en regional hegemon, som anså sig selv for verdens førende civilisation, der kunne leve i selvtilstrækkelig ophøjethed uden brug for resten af verden, blot der var fred med naboerne. Folkerepublikkens oprettelse i 1949 skabte grobund for en mere stabil politisk, økonomisk og social udvikling efter 100 års krig, men den virkelige samfundsomvæltning kom først i slutningen af 1970'erne, hvor dørene blev åbnet til resten af verden. Åbningen udfordrede regimet til at formulere en ny og mere troværdig international kurs. Men problemet var, at hverken regimet eller andre centrale aktører umiddelbart havde erfaring eller kapacitet til at håndtere den nye rolle. Da Kina sluttede sig til WTO i 2001, var det et modigt skridt, men det skete på WTO's præmisser, ikke på Kinas, og styrets kompromisvillighed afstedkom voldsom kritik i Kina. Klimaforhandlingerne måtte derfor ikke blive en gentagelse, fordi de repræsenterede Kinas første virkelige mulighed for at engagere sig ansvarligt i udformningen af et nyt globalt regime.
Kinas hjemmearbejde ift. COP15 var i orden. Med premierminister Wen Jiabao i spidsen havde Kina udviklet et seriøst bud på en national klimapolitik, som i kombination med en række tiltag på energiområdet skulle sigte på en grøn transformation af Kinas økonomi og føre til en væsentlig reduktion af Kinas udslip af drivhusgasser uden at true vækstmulighederne. Det var allerede besluttet, at disse tiltag skulle gennemføres uanset udfaldet i København, fordi Kina skal være en 'grøn' stormagt!
Kinas oplæg til forhandlingerne lå færdige på forhånd: Historiske emissioner skulle danne baggrund for en ny aftale. I perioden mellem 1750 og 2005 stod Kina således for kun 7.8 procent af de samlede globale udledninger, mens USA stod for 27.8 procent. Dernæst skulle der fokuseres på per capita udledninger frem for på det enkelte lands samlede årlige udledning, hvor Kina allerede har overhalet USA. Kinas udledninger per enhed er fortsat mange gange lavere end USA's. Kina skulle endvidere bevare sin status som udviklingsland uden begrænsende udledningsmål, mens de udviklede lande selv må betale regningen for deres udledninger frem til nu. Endelig insisterede Kina på at forlænge Kyoto-protokollen, herunder princippet om differentierede forpligtigelser for rige og fattige lande, teknologioverførsel, finansiering o. lign. I udgangspunktet ville Kina have en juridisk bindende aftale baseret på disse principper, men var dog imod international monitorering af udviklingslandenes reduktionsmål.
Frem mod topmødet var det klart, at Kina ville lægge sig i USA's baghjul. Hvis USA ville rykke, ville Kina følge med. Mens Obama havde svært ved at mobilisere opbakning på hjemmebanen, så var Kina klar. Da Obama mødte den kinesiske ledelse i Beijing i november, var der ifølge sluterklæringen stor enighed om, at en ny klimaaftale skulle respektere de kinesiske krav. Da USA efterfølgende meldte sine klimamål ud, fulgte Kina trop få timer efter. Kina valgte dog at fokusere på reduktion af kulstofintensiteten i økonomien frem for absolutte reduktionsmål. Et smart træk som ville tillade fortsat økonomisk vækst uden alt for snærende CO2 mål.
Så gik det galt
Selvom klimatopmødet blev en fæl skuffelse, kom der en aftale i hus, men ikke den som verden havde ventet. Københavneraftalen var dog historisk, fordi den markerede, at FN-sporet havde spillet fallit.
Kinas manøvrer på klimatopmødet er beskrevet andetsteds, men de er naturligvis stadig åbne for fortolkning. Umiddelbart efter mødet var en række vestlige kommentatorer ikke sene til at beskylde Kina for at have svigtet i København. Som svar på den internationale kritik udtrykte Kina både forundring og vrede, og det officielle nyhedsbureau, Xinhua News, understregede i sin udlægning, at det var Premierminister Wen, der reddede stumperne i sidste øjeblik og fik aftalen i hus.
Den kolde krig på erklæringer var skudt i gang, og USA og Kina synes at have været på kollisionskurs lige siden, selvom både Obama og Wen fandt aftalen acceptabel. Det interessante ved Kinas optræden i København var dog, at USA blev sat på plads, fordi man fandt Præsident Obamas mål for uambitiøse. I sidste instans prioriterede Kina egne interesser højest. Endelig fik Kina slået fast, at det er umuligt at trumfe internationale aftaler igennem uden at Kina har været med til at formulere dem.
Til forhandlingsbordet
På det seneste har vestlige meningsdannere meldt sig på banen med mere nuancerede vurderinger. I et brev til The Guardian i slutningen af 2009, forsvarede den tidligere britiske Vice-premierminister, John Prescott, som var med til at forhandle Kyoto-aftalen, den kinesiske position og bebrejdede USA for ikke at have fulgt spillets regler. 11. februar i år skrev den britiske erhvervsminister og vicepremierminister, Peter Mandelson, i New York Times, at der var en mangel på overensstemmelse mellem Vestens forventninger til Kina og Kinas egne forventninger til sin rolle på den globale scene. Mandelson pegede på, at det globale regime, som vi kender i dag, dvs. organisationer som IMF og Verdensbanken, stadig er 'Atlantiske' i deres indretning.
Klimatopmødet gjorde det klart, at Kina ikke ønsker at deltage i et nyt 'Atlantisk' indrettet globalt klimaregime. Set i bagklogskabens lys var det manglen på retningslinjer for et fremtidigt klimaregime, som ikke er dikteret af Vesten, der kom til debat. De Vestlige lande må gøre mere for at forstå Kina som ny stormagt, inden det er for sent, mens Kinas ledelse må erkende, at Kina skal være med fra starten, når nye globale regimer skal etableres.
Først og fremmest må Kina og USA til forhandlingsbordet igen. Det er ikke kun klima, der er på dagsordenen, men også emner som våbensalg til Taiwan, Dalai Lamas forestående besøg hos Obama, USAs økonomiske afhængighed af Kina, en mulig revaluering af den kinesiske valuta osv. Nogle kalder denne indretning for 'G2', og den vil ikke være en dårlig løsning for verden; klart bedre end en kold krig om varm luft.
Jørgen Delman, professor i Kinastudier, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet
Det er da sjovt som din dagsorden ser ud som den ville passe Kina fint ...
USA og Taiwan er allierede og det er fastlagt ved lov at USA skal forsyne Taiwan med defensive våben, for at sikre en fredlig balance i forhold til Kina. At Kina kontinuerligt opruster med offensive våden rettet mod Taiwan er et Kinesisk problem som USA ikke behøver at diskutere.
Dalai Lama er overhovedet for en verdens religion og kan som sådan mødes med hvem han vil. Siden hvornår har Kina fået ret til at fortælle verdens ledere hvem de skal mødes med? Kan du forestille dig Kinas reaktion hvis USA forsøgte at diktere hvem kinesiske ledere ikke måtte mødes med?
Problemet med Kina er at landet overspiller sine kort. Begår hybris. Lidt i samme stil som Putin i Rusland gjorde før olietæppet blev trukket væk under ham.
Ingen vinder ved en kold krig det er sandt, men hvis det skulle komme til stykket, er der ingen tvivl om at Kina vil fremstå som den største taber. Det er noget de kinesiske ledere bør holde sig for øje.
Vesten må gøre mere for at forstå Kina som stormagt,
Absolut enig - men artiklen bidrager absolut ikke til denne forståelse.
Jørgen Delman starter med følgende:
I århundreder var Riget i Midten en regional hegemon, som anså sig selv for verdens førende civilisation, der kunne leve i selvtilstrækkelig ophøjethed uden brug for resten af verden, blot der var fred med naboerne.
'Hegemoni' er det græske ord for overherredømme og Kinas centrale politiske styre har jo netop ikke været specielt hegemonistisk overfor sine naboer...blot der var fred med naboerne.
Lettere skræmt over dette paradoks læste jeg videre… til det næste paradoks:
Folkerepublikkens oprettelse i 1949 skabte grobund for en mere stabil politisk, økonomisk og social udvikling efter 100 års krig, men den virkelige samfundsomvæltning kom først i slutningen af 1970’erne, hvor dørene blev åbnet til resten af verden.
Inden slutningen af 1970’erne havde Kina ved egen kraft garanteret levestandarden for 1 mia. mennesker så alle havde en levestandard over sultegrænsen uanset misvækst i landbruget. Kina havde sendt sine egene satellit i omløb og producerede egne atomvåben. Den velstand vi ser i dag omfatter decimalafrundingen af Kinas 1,3 mia. mennesker...at det skulle være det virkelige tigerspring i Kinas historie er vist en analyse foretaget med vestlige briller.
Kina styres af Kinas kommunistparti, der er sikret magten via forfatningen og mange i Kina ser ud til at være tilfredse med den sociale stabilitet, som regeringen giver. Kinas kommunistparti er baseret på landbobefolkningens magt i modsætning til i Rusland hvor det var industriarbejderne, primært i byerne, der var den drivende kraft i kommunistpartiet. De unge i Ruslands byer var meget villige til at bytte deres stabile kommunistiske levevilkår ud med den vestlig kapitalismes drømmeverden. Det er langt mere tvivlsomt om den Kinesiske landbefolkning er lige så lette at lokke. Deng Xiaoping var fostret ud af landbefolkningen og han havde en spytbakke stående på gulvet – som han ramte med stor præcision - mens han forhandlede med Jimmy Carter. Landbobefolkningen har traditionelt en fjendtlig holdning til bybefolkningens trang til et liv i luksus og overflod. Pol Pots ånd er en del af den tankegang, der hersker på landet i Kina. I ’The big Chess Game’ er Kina bondemagten... Det kan være svært at forstå i den Vestlige verden hvor bønder er reduceret til slaver i landbrugsindustrien...
Også resten af artiklen er naturligvis en analyse af verdens Klima-politik på Vestlige præmisser...
@ Bill Atkins
Din bondevision er uendeligt forkert. Selvom der står i den kinesiske forfatning at Kina er en socialistisk stat ledet i en alliance mellem arbejdere og bønder, er virkeligheden en fuldstændig anden. Det var den i går og er det i endnu højere grad i dag.
Kort efter revolutionen indførte det kinesiske styre hhv. danwei og hukou-systemerne. Med førstnævnte system sikrede staten arbejderne i byerne skolegang, pension, lægehjælp og andre sociale goder (hvad man senere har kaldt "eating from the big pot"), mens sidstnævnte registreringssystem bandt folk til deres oprindelsessted, hvilket vi kan ligne med stavnsbondet, for at forhindre bønderne i at rejse til byerne.
Hukousystemet er slækket i dag, så landbefolkningen kan fungere som migrantarbejdere i Kinas byer - hvilket de gør i størrelsesordnen 150 millioner personer - mens de ikke af den grund sikres eksempelvis skolegang til deres børn i byerne, hvilket hukousystemet stadigt besværliggør. Ser du, idéen er fra statens side at de skal hjem til landet igen, når de er færdige med at producere de billige forbrugsgoder på fabrikkerne.
Der er ikke noget misforhold mellem kapitalisme og kommunisme set med KKP's øjne. Kina er derfor et et-partis-regime med en rabiat markedsøkonomi.
KKP's ledere er ikke bønder, men ingeniører uddannet på Qinghua University i Beijing, og partiets fremtidsstrategi er at satse på større og større inklusion af byernes overklasse og middelklasse, kapitalisterne og de højtuddannede.
Du kan ikke bare lige blive medlem af partiet, nej du skal have flotte karakterer og anbefalinger fra andre partimedlemmer.
En sidste tilføjelse: Når 150 millioner fra den kinesiske landbefolkningen i dag arbejder som migrantarbejdere i byerne, fordi de der tjener bedre end de gør i landbruget og samt får byens neonlys og glitter, som de har fulgt på fjernsynet, at se med egne øjne, ved jeg ikke om de, som Bill Atkins skriver vil være usandsynligt, kan regnes for at være lokkede hertil, eller om vi skal forstå det som nødvendighed.
Under alle omstændigheder kan antallet tale for sig selv.
Anders Sybrandt Hansen,
Du bevæger dig stadig i decimalafrundingen og tyngden af den 1 mia. store landbobefolkning er ikke til at ignorere...
Huskes bør også at statskapitalismen slet ikke kan føde denne enorme bondebefolknings behov for hjælpemidler i dagligdagen
... Statskapitalismen er en balancegang for at skaffe penge til endnu et tigerspring...
...men grundlæggende er Kinas befolkning maoistisk skolet og orienteret og de har kulturrevolutionen med i bagagen.
Jeg forstår desværre ikke hvad du mener med decimalafrunding.
Men jeg er enig med dig i at landbefolkningen (selvom den nu nok ikke er helt så høj, som du foreslår: 770 millioner i 2007 er hvad CIAs factbook foreslår - er der et decimalafrundingsproblem her?) ikke bør ignoreres og at der er et voldsomt og grundlæggende uretfærdigt økonomisk skel mellem land- og bybefolkningens levevilkår i Kina, men det forefindes uanset vores mening herom.
Mht. Maoistisk skoling er det en aldrende generation, du taler om. Jeg er efteråret 09 blevet undervist på Peking University i faget "Mao Zedong- tænkningen, Deng Xiaoping teori og de vigtige tanker om tre repræsentationer", som er et propaganda-samfundsfag, som alle kinesiske universiteter skal undervise i. Her lærte jeg blandt andet at vi skal lade nogle blive rige først, og ikke skal efterstræbe total egalitet da det vil være skadeligt for arbejdsmotivationen, samt at det skal kunne betale sig økonomisk at være dygtig og hårdtarbejdende.
Min pointe er at generationerne efter Deng kom til magten i ligeså høj- og stigende grad skoles i økonomisk liberalisme, som de skoles i Maoistisk kollektivisme. Sidstnævnte betragtes af de fleste i byerne (der hvor magten for nuværende findes) som et levn fra fortiden, som man forholder sig hhv. kritisk, overbærende og nostalgisk til.
Man har dog beholdt et pro forma skel mellem såkaldte socialistiske og kapitalistiske samfund, men da den kinesiske socialisme ikke giver sig udslag i socialistiske omfordelingspolitikker har det nok en anden årsag end en økonomipolitisk. Skellet betegner en traditionel forståelse af egen moralske overlegenhed qua socialisme ift. Vesten. En forestilling man ikke let skiller sig af med blot fordi man har indført kapitalisme (på kinesisk oxymoronisk betegnet som "socialistisk markedsøkonomi").
@Anders Sybrandt Hansen Du skriver om hukou vi kan ligne det med det at være stavnsbundet . Det er en både forhastet og uigennemtænkt sammenligning . Stavnsbåndet begrænsede den sociale mobilitet og konsoliderede godsejerens eksistens . Det er også nærliggende at se stavnsbåndet som en formalisering, d.v.s. en nedskrivning, af noget allerede værende ; altså en formalisering af den underlegne rolle som bønder havde for 300 år siden i Danmark . I parentes bemærket så dukker stavnsbåndet også op en gang imellem i den nutidige moderne debat, i forbindelse med bøndernes gældssætning . Det afspejler måske også det karakteristika ved landbrugsarbejdet at det netop ikke er kendetegnet ved de forskellige industrivirksomheders eller serviceinstitutioners arbitrære forhold til lokation . Det er jo jord vi taler om her .
Det vil være surrealistisk at sammenligne stavnsbåndet med hukou systemet i Kina i 1950'erne .
Hukou og danwei var, og er til dels stadig, en rationalistisk løsning i den kinesiske demokratiske kommunisme, der tilvejebringer et struktureret grundlag for statsadministration . Det er selvfølgelig populært at lege turist-liberalist, og endda turist-anarkist, så man dermed kan pege fingre ad en sådan stats-kolos . Og fred være med det . Hvis man da når til at erkende turist-niveauet .
I dit sidste indlæg pointerer du fremmelsen af økonomisk liberalisme i Kina . Det er jo det de kinesiske reformer siden midt-70'erne har banet vejen for . Som du sikkert ved .
Anders Sybrandt Hansen ,
Jeg kan se at du så udmærket forstår, at den del af den kinesiske befolkning, der har materiel gavn af det markedskapitalistiske eksperiment kun udgør en decimal af Kinas 1,3 mia store befolkning. Du skriver så Min pointe er at generationerne efter Deng kom til magten i ligeså høj- og stigende grad skoles i økonomisk liberalisme, som de skoles i Maoistisk kollektivisme. Dem du taler om her er universitetsstuderende, jeg taler primært om den 1,1 mia. mennesker der ikke er berørt direkte af det markedskapitalistiske eksperiment, samt de der lever under ulovlige slavelignende arbejdsforhold i dette eksperiment. Elever af livets skole, kunne vi kalde dem. De er alle maoistisk skolet og orienteret og de har kulturrevolutionen med i bagagen. Kulturevolutionen der netop rettede sig mod elitens magtbegær og korrumpering. Specielt hvis levevilkårene bliver for usle på grund omlægninger i i økonomien. At 15-20 medlemmer af det kinesiske Politbureau er ingeniøruddannede gør jo ikke at den tekniske elite har den totale magt. Kinas Nationale Folkekongres med næsten 3000 medlemmer udgør, trods vestlige forestillinger, stadig den revolutionære elite i Kina og at underkende at de repræsenterer den revolutionære kraft fra 800-1000 mio bønder er at undervurdere, dels Maos kulturevolution og dels den kraft der kan mobiliseres i et konstitutionelt bondedemokrati.
At du udtaler om mine betragtninger: Din bondevision er uendeligt forkert. siger vist mere om dig end om forholdene i Kina.
Tja.. stavsbondet henviser naturligvis til en specifik dansk tid og kontekst, og ja hukou systemet var og er særdeles rationalistisk (hvilket er et meget præcist ord her) udtænkt. Det begge systemer producerede, hvilket jeg stilede mod, er begræninger på social og fysisk mobilitet.
Du giver mig ret i mine pointer for så at kritisere mig for at rette et kritisk blik på Kina med din turist-karakteristik.. humbum..
Det kan være vi er enige, men jeg kalder også din fremstilling for turist-liberalisme . Min pointe er at hukou og danwei fungerer som rationalistiske institutioner .
Steen, der er meget irrelevant fyld i din tekst og det ville ikke undre mig hvis du ikke får et direkte svar fra Anders.
Du forsøger at tilbagevise sammenligningen mellem Hukou og stavnsbinding. Anders påstår intetsteds at de to svarer nøjagtigt til hinanden, men din afvisning af sammenligningen er ikke desto mindre ikke engang overbevisende.
Og så fortsætter du endda med med at forsvare systemet "Hukou og danwei var, og er til dels stadig, en rationalistisk løsning i den kinesiske demokratiske kommunisme, der tilvejebringer et struktureret grundlag for statsadministration "
Flot som det lykkes dig at blande demokrati ind i det hele - det gled næsten ubemærket ned ...
Lad os høre jeres mening om den foreslåede dagsorden for et SinoAmerikanske forhandlinger som Jørgen foreslår.
Bill Atkins
Spørgsmålet til dit scenarie må være: Hvis det vitterligt (påstand 1) er de revolutionære masser, som besidder magten i Kina, hvorfor tillader de da deres egen (påstand 2) udbytning, som de (påstand 3) ikke har material gavn af? Det vile de vel ikke tillade hvis de havde magten?
Som jeg ser det kan forklaringen være (påstand 1) at magten er knapt så demokratisk distribueret, som du forelægger det, at der er mange (påstand 2) på højere og lavere magtpositioner i partiet og i staten (som på alle niveauer i høj grad er involveret i- og med den nye kapitalisme), der har materiel fordel af markedsøkonomien og endelig at majoriteten af den kinesiske befolkning (påstand 3) er blevet væsentligt rigere de sidste tredive år (dette til trods for at der også var et tidligere økonomisk tigerspring under "socialism proper").
Majoriteten er (igen) blevet rigere, denne gang er skellet mellem rig og fattig samtidigt vokset enormt, hvorfor alle paradokserne træder frem.
Jeg tror du overvurderer den politiske bevidsthed (eller hvad vi skal kalde det) blandt kineserne. Som eksempel kan nævnes de millioner af tidligere arbejdere som blev fyret fra ukonkurrencedygtige statsfabrikker i 90erne, som ikke foretog en maoistisk analyse og kritik, men derimod rettede deres kritik mod den enkelte "uduelige" fabriksboss(!). Det er dårlig Maoisme at give den markedsøkonomisk uvante chef, ikke det markedsøkonomiske system, skylden når man fyres fra statsfabrikken.
Det er dog blevet mere in vogue også i de højeste kredse i KKP at tale om problemer på landet de seneste år, så der er måske udsigt til bedre vilkår.
Artiklen .. er, som Bill Atkins skriver, en svada af anakronismer og selvforståetheder . Hertil kan man tilføje, at det noget mærkelige afsnit 'Kina åbnede sig udadtil', giver en negativ drejning af Kina's miljøtiltag . Resten af artiklen er af et mere konkret - nutidigt - indhold, og lancerer det saglige og dog vægtede, synspunkt at den globale scene domineres af et "atlantisk" præg . Det ligger vel i tiden at en sådan observans må betegnes som et klarsyn .
@Niklas Monrad Jeps, det med demokrati var en lumsk formulering . Men det er dog sandt . Angående sino-amerikanske forhandlinger så er det ikke præciseret i artiklen - endsige nævnt . Men for Jørgen Delman er det nok håbet om en verbal proces der prioriteres, hvis man læser det sidste afsnit af artiklen .
Et gammelt kinesisk mundheld siger: "Gid du må komme til at leve i spændende tider"... Man skal ikke underkende den stolthed den lille risbonde har ved at være en del af 'det store spring frem'...
Godt påpeget og identificeret at der findes en "Atlantisk vinkel" i international storpolitik, som dybest set ikke er i andres interesse end den lille "klub" af vestlige rige lande. Danmark er med i denne klub og derfor har vi selv herhjemme svært ved at se at vores verdenssyn ikke er repræsentativt.
Arbejdshesten Kina handler ikke udelukkende i egen interesse ved at påpege denne diskrepans. De trækker også læsset for alle andre lande som ikke er med i de velstilledes klub.