Kronik

Kinas indre udfordringer har førsteprioritet

Kinas udenrigspolitik kan forekomme vanskelig at forstå, men er konsekvent, forudsigelig og gennemskuelig. Det er en fortsættelse af indenrigspolitikken for at holde sammen på det store rige
Den kinesiske ledelse ser 
 udlandets rolle som potentiel katalysator for destabilisering, hvilket forklarer følsomheden over for f.eks Dalai Lama, 
 Uighur-befolkningen (bill.) 
 og Taiwan.

Den kinesiske ledelse ser
udlandets rolle som potentiel katalysator for destabilisering, hvilket forklarer følsomheden over for f.eks Dalai Lama,
Uighur-befolkningen (bill.)
og Taiwan.

15. februar 2010

Singapore - I begyndelsen af 1990'erne lagde Deng Xiaoping vejmærker ned for sine efterfølgere med ordene 'Pas os selv og vis beskedenhed på den globale scene'. Denne hovedsætning udmøntes i fem påbud: 'Stik ikke hovedet frem, prøv ikke at lede, vær ydmyg uden at blive trådt på, men om nødvendigt: Lev med mindre ydmygelser, fokuser på økonomien, dan venskabelige forbindelser med alle lande i verden'. Målet var at udvikle Kina økonomisk, derefter skabe indre harmoni, for endelig, når disse forudsætninger var på plads, indtræde som en profileret magt på den internationale scene.

Den ledetråd har hans efterfølgere nøje fulgt. Til trods for, hvad der i kinesiske øjne var amerikanske provokationer som Hainan episoden med et amerikansk spionfly i 2001 og bombningen af den kinesiske ambassade i Beograd i 1999, er ikke-konfrontations kursen fastholdt. I konkret, diplomatisk perspektiv betyder det, at Kina hver gang er bøjet af eller kommet USA i møde. Baggrunden for denne konsekvente opfølgelse af Deng's linje, er de kinesiske ledere's erkendelse af landets svagheder i modsætning til den monolit, som Vesten ofte afbilder. Det sætter grænser for udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Under Tsunami-katastrofen i 2004 var Kina ikke i stand til at yde reel bistand som følge af manglende logistik og transportfaciliteter. I 2003 udtalte chefen for USA's Stillehavsstyrker, at Kina militært 'was no match' for the USA inden for det næste tiår. Det kinesiske militær er stort set udelukkende beregnet til forsvar med den præcisering, at den ydre forsvarsperimeter skydes frem i Stillehavet. Den store frygt er, at den amerikanske flåde i en krisesituation blokerer for tilførsler af olie fra Afrika og det mellemøstlige område. Det kan ikke løses ved en militær oprustning, men ved omlægning af energiforsyningen fra olie indkøbt de nævnte steder til olie og gas indkøbt i det centralasiatiske område kombineret med brug af dets kulreserver samt en begyndende optrapning af vedvarende energikilder. Og det sker.

Fastholde vækst

Enhver udenrigspolitisk analyse må derfor starte med at vurdere, hvor stærk Kinas økonomi er, og hvor harmonisk samfundet er, set - ikke med vestlige briller - men med kinesiske målt efter Deng Xiaopings alen. Kun svaret herpå kan fortælle, om Kina er på vej som geopolitisk magt.

I 2010 overhales Japan som verdens næststørste økonomi. Tidspunktet for, hvornår USA passeres fremrykkes for hver ny prognose. Det er imidlertid ikke det samme som en økonomi uden problemer. De kinesiske ledere ved, at selv om de kom igennem både den asiatiske finansielle krise i 1997-1998 og den globale recession 2007-09, venter der vanskeligheder forude. I 2015 falder arbejdsstyrken med konsekvenser for det kinesiske lønniveau og dermed konkurrenceevnen. Der er ret stor enighed om, at den i massemedierne optrappede påstand om eksport som drivkraft bag Kinas vækst er forkert; men der er større usikkerhed omkring stabiliteten af den indenlandske efterspørgel herunder, om Kina kan fastholde en vækst på 8-10%, der anses for nødvendig for 'udvikling og harmoni'.I vestlig sprogbrug forekommer 'harmoni' lidt mærkeligt; men det skyldes, at vi ikke kan tune ind på den kinesiske bølgelængde. Der er store indkomstforskelle mellem land og by. Målestokken for ulighed - Ginikoefficienten - har for længst passeret OECD's markør for urovækkende og ligger i toppen internationalt set. Befolkningens aldersfordeling ændrer sig med en større andel over 65 år med pres på pensioner, boliger og omsorg af forskelllig art. Miljø- og forureningsproblemer er enorme. Det samme gælder uddannelse. Alt dette vil næppe blokere for fortsat vækst; men det er ressourcekrævende.

Social uro

Truslen mod det kinesiske samfund kommer ikke udefra; den kommer indefra i form af tilløb til social uro, som i et land med 1,3 milliarder mennesker lynhurtigt kan antage ukontrallable dimensioner. Den kinesiske ledelse ser udlandets rolle i denne optik som en potentiel katalysator for destabilisering, hvilket forklarer følsomheden over for Dalai Lama, Uighur-befolkningen i det vestlige Kina, Taiwan og konflikten i januar 2010 omkring Google. Kinas reaktion overfor USAs våbensalg til Taiwan og Præsident Obama's bebudede modtagelse af Dalai Lama er i tråd med dets politiske linie. Set fra Beijing er det USA, som skifter kurs - ikke Kina.

Det forklarer den kinesiske tøven med indgreb over for Irans formodede udvikling af atomvåben. Selvfølgelig kan den kinesiske ledelse se, at det ikke er ønskeligt. Den sidder bare, hvor den sidder for at varetage Kinas interesser og på dets nuværende udviklingtrin er en indsats for at hindre dette ikke en prioritet. Når der tales om kinesisk økonomisk og diplomatisk offensiv i Afrika og Latinamerika for at sikre sig adkomst til råvarer, er det igen indlysende, at set med kinesiske øjne, er det nødvendigt af hensyn til 'økonomisk udvikling og harmoni'.

I den vestlige diskussion kritiseres Kina ofte for sin laden stå til eller direkte afvisende holdning over for internationale skridt omkring Iran og repressive regimer i Afrikanske lande. Kina kan ikke og vil ikke i dets nuværende fase påtage sig et ansvar for andre lande og ej heller gøre sig klog på, hvorledes de skal regeres.

Kina lever med verden, som den er og forsøger ikke at stable et alternativt samfundssystem på benene, som Sovjetunionen gjorde, eller etablere en modvægt til det etablerede globale system. Det deltager i det internationale system uden endnu at være parat til rollen som ansvarlig 'stakeholder', jfr USA's viceudenrigsminister Robert Zoellick's opfordring i 2005.

Kina er måske verdens mest standhaftige status quo magt. Igennem de seneste tiår er det indtrådt i stort set alle de internationale organisationer, som er oprettet under den amerikansk ledede verdensorden siden 1945. Og Kina spiller efter reglerne, i hvert fald lige så godt som alle andre, måske bedre. Den kinesiske ledelse har for længst draget den konklusion, at det etablerede globale system, som det er, er i landets interesse. Det er der mange grunde til.

Den vigtigste er måske, at FN's Sikkerhedsråd har fem faste medlemmer med vetoret, og Kina er et af dem - den eneste asiatiske magt - med Japan og Indien udenfor.

Udvikling og harmoni

Hvad vi så under bl. a. COP15-mødet, er ikke ensbetydende med afvisning af al indsats over for klimaændringer. Egne miljø- og forureningsproblemer er af en sådan størrelse, at det indlysende er i dets interesse at sætte ind.

Og det sker i enormt omfang med massive programmer. Noget helt andet er afvisning af at trækkes ind i internationale aftaler, der kan begrænse handlefriheden til at fastlægge egen politik. Ordene 'økonomisk udvikling og harmoni' klinger højest.

Nogle vil indvende, at Kina igennem de seneste år har skærpet sin udenrigspolitiske profil. Det er rigtigt. Det afspejler nok en nuancering eller fortolkning af 'Pas os selv og vis beskedenhed på den globale scene'; men ikke en fundamental ændret prioritering. Kina vil i hvert fald indenfor det næste tiår og måske endda længere føre udenrigs- og sikkerhedspolitik i overensstemmelse med Deng Xiaopings dictum. Der er intet ønske om at forstyrre det internationale samfunds funktion eller gå uden om dette; ændringer afvises ikke, men indenfor systemet og forsigtigt samt gradvist. Det er endnu ikke stærkt nok til en lederrolle, som kræver tilsidesættelse af egne interesser for at få andre med til en løsning. Det vil tage mange år. Indtil da kan Kina udmærket være besværlig, men styret af indrepolitiske motiver. Når Kina til sin tid kommer ud af den fase, vil der tegne sig et anderledes Kina; men det er alt for tidligt at gætte på, hvorledes det vil manifestere sig. Brikkerne til en vurdering kommer i overgangen fra den nuværende fase til den fremtidige dvs. inden for de næste tiår med en politisk ledelse, der er opvokset under andre vilkår end dem, der kendetegner den nuværende ledelse.

Jørgen Ørstrøm Møller er visiting senior research fellow på Institute for Southeast Asien Studies i Singapore. Han er tidl. ambassadør i Singapore og forfatter til flere bøger om bl.a. Asien

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dejligt omsider at læse en artikel, der fortæller noget væsentligt om, hvordan verden er - kinesisk set.

Jeg var ikke klar over betydningen af "økonomisk udvikling og harmoni" før nu - og så er det jo pludselig meget lettere at forstå, hvad kineserne gør.

Tak for en god artikel.

M.v.h. Arne.

Det ville være godt om J.Ø.M. behandlede ikke blot det indenrigspolitiske økonomiske aspekt af Kinas udenrigspolitik eller mangel på samme, som han ganske sikkert ser korrekt.

Harmoni på kinesisk er dog ikke blot et spørgsmål om økonomisk balancering og udligning af indkomstforskelle. Det er i ligeså høj grad et spørgsmål om at sikre en homogen meningsdannelse - eller med andre ord, at sørge for at befolkningen mener det som kommunist partiet vil at den skal mene.

En af værktøjerne i den sammenhæng er det repressive censur samfund. Jeg udgår fra at Informations læsere allerede ved hvad der menes med det.

Problemet for den kinesiske regering er blot, at selv økonomisk udvikling ikke medfører det ventede resultat, som The Economist også har godtgjort i artikler om Tibet og mange andre områder i selve Kina.

Det er er tvivlsomt om de kinesike ledere er klar over at deres såkaldte harmoni projekt er dømt til at mislykkes, så længe partiet gør krav på at kende sandheden og den rette vej, eller om projektet i virkeligheden nogenside bliver andet end endnu et slogan.

Imellemtiden lader ledelsen befolkningen slippe af med noget af det indenrigspolitike tryk ved at kanalisere det over i et "verden er imod os" paranoia, med stærke nationalistiske følelser som resultat.

Efter at have undergået adskillige globale ydmygelser (som kineserne ser deres fattigdom og relative magtesløshed i en global sammenhæng på trods af deres størrelse) igennem de seneste århundreder vil kineserne nu ikke lade sig "byde mere".

Kinas ledere vil nu kræve deres ret til at handle rent egoistisk, uden smålig skelen til konsekvenserne for nogen som helst andre. Og de er hensynsløse i den sammenhæng, i lige høj stor grad som de er det på hjemmebane.

Men når nogen påpeger for dem, at det er dette de er i gang med, bliver de fornærmede, og hvæser nationalistisk at vi skal blande os uden om deres anliggender, og i øvrigt skal de nok fortælle vore ledere, hvem de må møde og hvem de ikke må mødes med.

Det er netop derfor en stor fejl når verden tror at alt Kina vil er indenrigspolitisk harmoni. Det er en stor fejl når verden tror at Kina, sådan som det nu er sammensat, vil være parat til at deltage som en ansvarlig global spiller, fordi dette er det moralsk rette at gøre. Kina spiller med på de nuværende præmisser fordi det tjener dem selv bedst i øjeblikket.

Så snart det ikke gør det længere, vil verden drømme tilbage til de gode gamle dage med Amerikansk hegemoni. Den gang man i det mindste kunne udtrykke sin utilfredshed uden at risikere liv, lemmer og frihed.

Det er interessant at se, hvorledes Jørgen Ørstrøm Møller inddrager aspekter, som jeg ikke er stødt på i tidligere artikler fra hans hånd om Kina. Men måske har jeg ikke læst dem alle på det seneste.

Disse aspekter er miljø, forurening og klima og den kinesiske indsats. Disse forhold nævnes flere steder i artiklen.

Det er derimod en mangel, at disse upræcise henvisninger til manglende bæredygtighed i hele den kinesiske (og andre landes) vækstmodel ikke behandles mere dybtgående og som noget helt fundamentalt for fortsat kinesisk succes, hvordan man end vil definere den. De beskrives som en uheldig eksternalitet, som kan løses af mere vækst, men spørgsmålet er unægtelig, om denne eksternalitet ikke er selve forudsætningen for det kinesiske samfund (og alle andre) fortsat kan eksistere og ikke bare en uheldig bivirkning ved den voldsomme vækst?

Det, der er beskrevet som en utilsigtet eksternalitet i en traditionel økonomisk tilgang, er altså intet mindre end selve fundamentet for enhver økonomi. Hvordan kan det beskrives så overfladisk?

Kinserne definerer deres egen model som vækst (10% om året), men hvilken realisme er der heri, hvis man blot vil følge en vestlig vækstmodel, der indebærer et stigende pres på de forhåndenværende ressourcer og med sikkerhed vil nedbryde naturgrundlaget i Kina og andre steder, hvor vækstens jagt på stadig færre ressourcer vil vise sine ar i landskaberne.

Kunne vi i det mindste få nogle betragtninger over, hvorledes energisammensætningen i det kinesiske energiforbrug er og hvorledes det tænkes sikret i fremtiden, hvis Kina skal forblive hele Klodens fabriksgulv? Selvom tidspunktet er omstridt rinder de fossile brændslers æra med garanti ud og Kinas forbrug af fossile brændsler til energifremstilling er enormt. Kan det overhovedet på dette forbrugsniveau erstattes? Af hvad og med hvilke konsekvenser for befolkning og miljø?

Enhver økonomi er drevet af mulighederne for adgang til energi, så dette perpektiv er af ganske afgørende vigtighed i en analyse af Kina som en kommende mulig supermagt. Man skal ikke være blind for, at den anden supermagt stort set har brugt sine egne olieressourcer og nu importerer 10 millioner tønder (en tønde = 159 liter) dagligt til at dække sit forbrug alene af olie. Samtidig stiger det hjemlige forbrug i alle olieproducerende og olieksporterende lande hastigt, hvilket nedsætter deres muligheder for at eksportere.

Kan Kina håndtere en sådan situation? Kan USA?

Måske bliver det et kapløb mod afgrunden og ikke et kapløb mod toppen.