Kronik

Med Kinas opkomst står Vestens hybris for fald

Vi må erkende og indrette os på, at Kina bliver det 21. århundredes dominerende spiller og ikke kun i økonomisk forstand – i modsat fald går vi en fremtid med frustrationer og afmagt i møde
I Vesten har vi meget svært ved at tro på, at et andet land og kultur, der er så forskelligt fra vores egen, vil kunne opnå en dominerende global stilling, skriver Martin Jacques.

I Vesten har vi meget svært ved at tro på, at et andet land og kultur, der er så forskelligt fra vores egen, vil kunne opnå en dominerende global stilling, skriver Martin Jacques.

Jason Lee

16. februar 2010

Den vestlige verden har været mærkværdigt længe om at erkende Kinas opkomst. I lang tid så vi på dets økonomiske præstationer med udbredt skepsis og mistro: Tallene var overdrevne, og indtil ikke for længe siden var det en almindelig antagelse, at Kina snarere styrede mod sammenbrud. Den slags påstande er blevet stadig sjældnere, for kendsgerningerne taler i dag deres eget sprog.

Men selv om Kinas ekstraordinære økonomiske fremgang nu er et almindeligt anerkendt - og praktisk erfaret - faktum, har der frem til i dag været en underliggende tro på, at fremgangen ikke ville føre dybtgående politiske, kulturelle og ideologiske implikationer med sig. Selv det mest overfladiske kendskab til verdenshistorien turde ellers modsige denne forestilling: Menneskehedens historie har indtil nu formet sig som historien om successive civilisationers, kulturers og landes opkomst og fald. Det er svært at se, hvorfor Francis Fukuyama skulle have ret i, at dette mønster nu skulle være brudt.

Vores stærke tilbøjelighed til at fornægte både Kinas økonomiske fremgang og fornægte tanken om, at denne vil få vidt forgrenede følgevirkninger ved siden af de rent økonomiske, skyldes alene én ting: vestlig hybris.

Vi kan ikke få os selv til at tro på, at et andet land og kultur, der er så forskelligt fra vores egen, vil kunne opnå en dominerende global stilling - især ikke når dette er et resultat af, at det følger sin helt egen nye kurs, som omfatter værdier og et særpræg, som fortsat er meget forskellige fra Vestens. Efter at have behersket verden og belært den om, hvordan den skulle opføre sig i over to århundreder - siden Den Industrielle Revolutions fødsel i Storbritannien - finder vi det nu umuligt at forestille os en verden, hvor Vesten, med alt hvad dette indebærer, ikke længere er flokkens leder.

Ikke desto mindre er det netop en sådan verden, som nu er under udvikling: Forvandlingen er ikke henlagt til et fjernt punkt i en ubestemt fremtid, den foregår lige nu. Men beklageligvis er Europa end ikke en tilskuer til denne proces, for de fleste europæere har end ikke gjort sig klart, den finder sted. Vi har mistet vores fornemmelse af vores plads i verden og er af samme grund blinde over for den fremtid, som nu aftegner sig - ja vi har end ikke en vision for fremtiden.

Velkommen til fremtiden

På den nyligt afholdte Klimakonference i København var Europa udelukket fra de centrale forhandlinger, der blev ført mellem Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika og USA og som kom til at forme topmødets resultat: Velkommen til fremtiden. Dette særegne forløb burde få os alle til at vågne op. I modsat fald vil vi komme til at opleve, at vi befinder os i en verden, som vi forstår stadig mindre af - en verden, hvor vi vil føle os stadig mere fremmedgjorte og fortvivlende afmægtige.

Hidtil har de kinesiske ledere bestræbt sig til det yderste for at forsikre verden om, at Kinas opkomst ikke udgør en trussel mod andre nationer. Der er to grunde til dette. Med en bemærkelsesværdig selvdisciplin, som den har formået at fastholde lige siden begyndelsen af reformperioden i 1978, har den kinesiske regering anset den økonomiske vækst - og vejen ud af fattigdom - som landets overvældende prioritet. I forhold til dette har alt andet haft sekundær betydning. For det andet har Kina forsøgt at skabe de gunstigst mulige ydre rammer for den økonomiske vækst. I særdeleshed har det søgt et venskabeligt forhold til USA, ud fra en forståelse af, at denne magt sad med nøglen til Kinas adgang til det internationale system, hvorfor et antagonistisk forhold til USA ville gøre bestræbelserne på at nå de overordnede mål enormt komplicerede.

For at nå disse mål har Kina fremstillet sig selv som en status quo-magt, som har ønsket at tilslutte sig og deltage i det eksisterende internationale system i stedet for at forsøge at omstyrte det. Kinas fremfærd i løbet af de ti år, som er gået siden dets optagelse i Verdenshandelsorganisationen, har da også bekræftet dette. Kina har opført sig som den ansvarlige magt, som det hævder at være: Det har udvist tålmodighed, forsigtighed, tilbageholdenhed og har overholdt spillereglerne. Den kinesiske ledelses oprigtighed i så henseende har ikke kun manifesteret sig i ord, men vigtigere: i handling. Men uanset hvor tillidsvækkende og tilbageholdende den kinesiske ledelse forsøger at være, er det umuligt for en nation, der består af en femtedel af menneskeheden, at fremstå som verdens næstmest magtfulde land - og med tiden helt sikkert det mest magtfulde - uden at dette får dybtgående indvirkning på resten af verden, især når dette land er et produkt af helt andre historiske og kulturelle koordinater end de, som har været bestemmende for Vestens udvikling. Dette ikke fremført for at anfægte de kinesiske lederes oprigtighed eller integritet, men en så dramatisk historisk transformation må nødvendigvis udløse en markant forskydning af verdens tektoniske plader.

Frustration

Enhver periode, som præges af nedgang for den eksisterende hegemon og opkomsten af en ny, vil indebære store faremomenter. Stor tilbageholdenhed fra såvel USA's som Kinas side er derfor, hvad vi må håbe på. Min frygt her er ikke så meget Kina som USA. Kineserne har udvist prisværdig tilbageholdenhed under landets hidtidige optur. De er tålmodige og ved, at tiden er på deres side. USA har på den anden side meget at tabe. Hvad værre er: Med den globale finansielle krise er det kun lige begyndt at se sin nedtur i øjnene. Den omstændighed, at det er næsten helt uforberedt på processen og på konsekvenserne af sin tilbagegang er foruroligende. Før eller siden vil dette nødvendigvis give sig udslag i et kompleks af følelser fra vantro og fornægtelse til frustration, vrede og selvhævdelse.

Udsigterne til en alvorlig forværring af det kinesisk-amerikanske forhold er alt for virkelige. Den omstændighed, at de to lande har kunnet fastholde et godt samarbejde i tre årtier, må dog på den anden side være kilde til håb og opmuntring.

I det lange løb forekommer det meget sandsynligt, at Kinas opkomst vil medføre væsentlige forandringer i det internationale system. Faktisk er denne proces allerede i gang, hvad enten man vil indse det eller ej. G20 har reelt erstattet G7, som nu forsøger at finde ud af, om der er nogen mening i dens fortsatte eksistens. IMF er en institution, hvis betydning er krympet markant i forhold til tidligere, det samme gælder for Verdensbanken. Som reaktion på Asiens finansielle krise, tog de østasiatiske lande skridt til Chiang Mai-initiativet, hovedsagelig som følge af deres desillusion over den rolle, IMF havde spillet. Hvis en østasiatisk Valutafond bliver oprettet - hvilket overvejes - vil IMF kunne blive overflødig i Østasien, som er verdens største økonomiske område.

Rig historie

Kina er i første række en civilisationsstat, og kun i anden nationalstat. Når Kina bliver verdens dominerende magt, må det synes uundgåeligt, at dets status som civilisationsstat og den hermed forbundne mentalitet vil få enorm indflydelse på karakteren af det globale system med dettes 'westfalske' egenskaber ('westfalsk' kalder man det system af suveræne, territorielt velafgrænsede stater, som blev knæsat i Europa med 'den westfalske fred', dvs. afslutningen på 30-årskrigen, red.)

For mange i Vesten tegner disse perspektiver truende. De frygter at leve i en verden, der ikke længere er formet af os. Dette er forståeligt, men der er meget lidt, vi kan gøre ved det. Vi er vidne til et af de store tidevandsskifter i historien, som vi har meget lidt kontrol over, der kan sammenlignes med den opkomst, som Europa oplevede fra slutningen af 1700-tallet. Tanken om at miste, hvad der er velkendt, og frem for alt, hvad der har givet os en privilegeret stilling, vil blive traumatisk og fremkalde en eksistentiel krise i Vesten. Men set fra den øvrige verdens synsvinkel er det en noget anden historie. Kina og Indien repræsenterer til sammen 38 procent af verdens befolkning: Deres vej ud af fattigdommen og aspiration efter en position i verden, der modsvarer deres demografiske vægt, er det største enkelte skridt mod større global demokratisering i de sidste to århundreder.

Deres økonomiske fremgang vil - som det skete med USA's i slutningen af 1800-tallet - give mange økonomiske fordele for verden, om end naturligvis også nye risici for miljøet. Ej heller bør vi gå ud fra, at Kinas stigende magt og stadig kraftige indhug på det amerikanske overherredømme på en eller anden måde vil fornedre menneskehedens politiske og kulturelle værdier. Den kinesiske civilisation har en lang og rig historie bag sig, langt rigere end USA's. Og det er jo ikke just, fordi Vesten har været en ublandet kraft for det gode, hvilket slaveriets og kolonialismens epoker må tjene som skarp påmindelse om. Mit gæt er, at det kinesiske overherredømme på nogle områder vil være bedre, og på nogle områder værre for verden, men endnu ligger regnskabets time langt ude i fremtiden.

Martin Jacques er forfatter til den internationale bestseller When China Rules the World: the Rise of the Middle Kingdom and the End of the Western World

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"(..)at leve i en verden, der ikke længere er formet af os (..), men der er meget lidt, vi kan gøre ved det."

Nå . Det var da ærgerligt .

Lars R. Hansen

De sinophile/fobiske analyser af Kinas kommende globale rolle er noget luftige og synes i høj grad at bygge på fremskrivningsmodeller med uændret vækstrater dekader frem, hvilket ikke forekommer mig velbegrundet.

Når og hvis Kinas nuværende lave økonomiske stade (Kinas BNP pr. indb. er mindre end Angolas) nærmere sig Vestens ditto - vil deres vækstrater også nærme sig Vestens forholdsvise lave rater - selv hvis Kinas BNP fordobles over de næste 10 år og Vestens (her defineret som EU og/eller OECD lande) stagneret - ville Kinas økonomi stadigvæk udgøre mindre end 1/4 af Vestens ditto.

Ser vi lidt på Kinas kulturelle magt - så prøv at nævn 10 verdenskendte kinesiske kunstnere, 10 kunstværker, 10 popsange eller 10 varemærker - der er langt mere Disney i Kina end der Abekongen i Vesten.

Og så lige en kommentar til:

"Og det er jo ikke just, fordi Vesten har været en ublandet kraft for det gode, hvilket slaveriets og kolonialismens epoker må tjene som skarp påmindelse om"

Den vestlige civilisation udskiller sig alene på disse to områder på dygtigheden, hvormed den underlagde sig verden og som den første større civilisation, der afskaffede slaveriet - bemærk alle større civilisationer praktiserede slaveri indtil Vesten gennemtvang et (mere eller mindre effektivt) globalt forbud i 1800-tallet.

Citat: "Ej heller bør vi gå ud fra, at Kinas stigende magt og stadig kraftige indhug på det amerikanske overherredømme på en eller anden måde vil fornedre menneskehedens politiske og kulturelle værdier."

Nej, det er jo så tydeligt for enhver, at de kinesiske politiske og kulturelle værdier er vestens langt overlegne, ikke sandt?

"For mange i Vesten tegner disse perspektiver truende. De frygter at leve i en verden, der ikke længere er formet af os."

Kan man mon tolke nogle af indlæggene som udtryk for at man føler sig bare en lille bitte smule truet?

Og kan man vurdere sig selv på at have ophævet slaveriet, når det blev afløst af apartheid, eller et holocaust i midten af Europa. Eller etnisk udrensning.
Jo, vi har en fremragende kultur der eksporteres over hele verden, om så det skal være med bajonetter. Stadigvæk!

Og man kan jo ikke måle Kina´s kulturelle indflydelse ved at henvise til "verdenskendte"
kunstværker - den Kinesiske Mur kan ses fra rummet!
Alle erobrere af Kina, er blevet opsuget kulturelt, de behøvede slet ikke den mur.

Man kan ikke måle efter en normativ, vestlig forbrugskultur, der kun er tilgængelig for et mindretal af klodens befolkning.

Hvem opfandt krudtet, hvem opfandt drager, fyrværkeri, vifter, the, silke?
Den første krigsfilosofi?

Se det er kulturelle påvirkninger der vil noget - Michael Jackson er blot en parentes i historien.

jan henrik wegener

Er det nu helt rigtigt at sige at det bliver "vanskeligt" for Kina, eller Indien, fortsat at lade produktionen vokse som i starten af det 21. århundrde? Er "udelukket" eller "umuligt ikke bedre? En tusinde-eller titusinddobling af produktionen indenfor et århundrede (jeg har ikke de eksakte procentvise vækstrater present og heller ikke hvad de "fysisk" dækker over)?

Lars R. Hansen

Mosbak:

"...Og kan man vurdere sig selv på at have ophævet slaveriet, når det blev afløst af apartheid, eller et holocaust i midten af Europa. Eller etnisk udrensning"

Nu var apartheid, folkedrab og etniske udrensninger - en udbredt standard verden over - kastesystemet, kinesiske kulier, stammekrige i Afrika og alle mulige andre steder (hvem tror du levet i Zululand før zuluerne, i Tyrkiet før tyrkerne eller Marokko før araberne ect., etc., etc.) - så jo jeg vil mene den distinkt vestlige oplysningtækning fra ca. 1700 og frem - som blandt andet førte til slaveriets ophævelse - er væsentlig i vurderingen af den vestlige civilisation.

Martin Jacques fokuserer ensidigt på de økonomiske nøgletal, men glemmer demografien (befolkningsudviklingen). Dette skal ikke lægges ham til last for det er en almindelig fejl hos økonomer.

Kinas hurtige opbremsing i fødselstallet betyder at de om 20-30 år kommer til at opleve en exceptionel hurtig aldring af befolkningen. USA er det eneste større industriland som har så høje fødselstal at de undgår en sådan aldring af befolkningen. Europa og snart også Kina er ved at blive gamle og grå, men USA vil stadig være ungt om 30 år. Hvis man skulle være i tvivl om hvilken betydning dette har for økonomien, behøver man blot at se på Japan, det "ældste" land i verden.

Hvis den nuværende demografiske udvikling fremskrives, vil USA ikke blot have en yngre befolkning, men også en større befolkning end Kina i slutningen af dette århundrede.

Der er ingen tvivl om at Kinas økonomi vil spille en stadig større rolle. Derimod er der ingen grund til at antage at Kinas politiske diktaturiske rollemodel kan overleve, ligesom Kina idag kan betegnes som et kapitalistisk et-parti system.

i takt med globaliseringen, kan heller ikke Kina regime blive ved med at holde befolkningen hen med censur, og hvor der er al mulig grund til at antage at Kinas befolkning, i stigende grad vil forlange medbestemmelse, eller med andre ord - demokrati, hvilket vil udligne forskellen med vesten idag.