Kommentar

Kremls mærkelige makkerskab

Er Putin og Medvedev ved at udvikle sig til hinandens rivaler - eller forfølger de det samme projekt fra hver sit udgangspunkt?
Debat
5. februar 2010
Den russiske præsident  Medvedev (tv.) og premierminister Putin holder ikke bare skiferie sammen. 
 De er også stærkt afhængige 
 af hinanden.

Den russiske præsident Medvedev (tv.) og premierminister Putin holder ikke bare skiferie sammen.
De er også stærkt afhængige
af hinanden.

MOSKVA - I Vesten er man tilbøjelige til at forstå russisk politik som en magtkamp på eliteniveau mellem liberale og konservative: Ligatjov mod Jakovlev i Gorbatjovs perestrojka-epoke, reformister mod nationalister underne Jeltsin, siloviki (politikere med rødder i magt- og sikkerhedsapparatet, red.) mod de liberale økonomer under Putin. En lige så udbredt opfattelse går ud på at forstå Rusland ud fra en særlig tradition, hvor hver ny 'zar' delvist forkaster arven fra sin forgænger og skaber et politisk tøbrud i begyndelsen af sin herskerperiode: Krustjovs afstalinisering af det russiske samfund er her bevismateriale A.

Begge optikker er også blevet søgt anvendt til at beskrive forholdet mellem Putin og Medvedev, dels for at forstå dets natur og dynamik og dels for at sondere, hvilke fremtidsperspektiver det rejser for Rusland. Med det resultat, at de politiske iagttagere forbliver temmelig forvirrede.

At afvise Medvedev som ren marionet for Putin - en slags konstitutionel bro mellem Putins anden og tredje præsidentperiode - er både urimeligt og forfejlet. Ruslands tredje præsident har en bredere rolle og en særskilt funktion. Men omvendt er det lige så misvisende at fremstille Putin som 'en fortidens mand', og Medvedev som 'fremtidens håb', fordi det både ville overdrive forskellene mellem dem og tilsløre de mere væsentlige faktorer, der forener dem. En bedre analytisk model er altså påkrævet.

Trods den tilsyneladende kækhed i Medvedevs seneste politiske udtalelser, herunder hans nu berømte artikel, Kom så, Rusland - der lød som et trompetskral for modernisering og liberalisme - så låner præsidenten massivt fra Putins ordforråd fra år 2000. Dette kunne tyde på, at moderniseringstemaet, som lå underdrejet under de fede år med høje oliepriser, atter er kommet tilbage på Kremls agenda.

Han er zaren

I 2008 blev Medvedev installeret i Kreml som del af 'Putins plan', hvis substantielle del var kendt under betegnelsen 'Strategi 2020', et program for fortsat økonomisk vækst og diversificering. Den krise, som siden er fulgt, har kun fået Kreml til at fremskynde og skærpe denne plan. Og Medvedev er tiltænkt en primus motor-rolle i at føre den ud i livet.

Putin valgte Medvedev med stor omhu og ikke kun på grund af dennes ubestridelige loyalitet, uanset hvor vitalt dette er. Putin er blandt meget andet en kamplysten nationalist, og han ønsker brændende, at Rusland skal få succes i en verden af konkurrerende magter. Han er ganske afgjort konservativ, men betegner alligevel sig selv som moderniserende politiker.

I så henseende kan man sammenligne ham med Pyotr Stolypin, en anden konservativ premierminister, som berømmeligt bad om blot at få 20 års fred og ro - hovedsagelig fra liberale og revolutionære - til at omforme Rusland. Stolypin fik aldrig en chance - en revolutionær aktivist snigmyrdede ham i 1911 - og det gjorde Rusland heller ikke. Landet rodede sig ud i Første Verdenskrig, hvilket blev den direkte anledning til sammenbruddet for zardømmet, revolutionen og bolsjevikkernes magtovertagelse.

Putin ønsker at gøre dette stykke arbejde færdigt, og mange ting fungerer i hans favør. Han er zaren. Han har både pengene - regeringens budget og oligarkernes formuer - og et fast greb om det statslige magt- og sikkerhedsapparat. Han er mægleren i toppen og problemløseren i sociale konflikter længere nede. Hans mest værdifulde ressource er hans personlige popularitet, som giver en høj grad af opbakning til hans autoritære ledelsesform.

De klogeste er ikke med

Problemet er bare, at intet af dette er godt nok. De 75 procent af russerne, som udgør Putins flertalsstøtte, er alt overvejende passive og søger alene en paternalistisk stats beskyttelse. Putin kan læne sig op af deres støtte, men han kan ikke ride fremad på den. De bedste og de klogeste er ikke med her.

Ind på scenen kommer så Medvedev. Hans generelt liberale image, smag for rockmusik og internetsurfing osv., hjælper til at rekruttere en vigtig del af den russiske befolkning - nemlig dem, som er uden for Putins rækkevidde - til at gå med på Putins plan. Hvorvidt planen så lykkes, er dog en helt anden historie.

At ville gennemføre en konservativ modernisering er en hasarderet satsning. For at modernisere Rusland vil det nemlig være nødvendigt at bryde korruptionens kvælertag, sikre reel ansvarspådragelse på alle politiske niveauer og sætte medierne frie. På et eller andet tidspunkt vil Putin og Medvedev blive nødt til at beslutte sig: Enten må de prioritere det nuværende systems overlevelse og acceptere Ruslands stadige marginalisering, eller også må de begynde at åbne systemet op og dermed sætte dets beståen på spil. Med tanke på de geopolitiske faktorers betydelige vægt for den politiske beslutningsproces i Rusland, er det meget svært at forudsige, hvilken af disse to veje de ender med at slå ind på.

Smagen af blod

Putin er ikke nogen Kong Lear. Han forstår nødvendigheden af lederskab og kontrol og har ingen planer om at trække sig tilbage. Men Medvedev, Ruslands nye ansigt, er snarere en juniorpartner end en simpel sælger af den putinske plan. Han er vokset og kan vokse yderligere i statur og indflydelse og ende med at overtage hele butikken. En ting står dog klart: Han bryder sig ikke om råt kød og smagen af blod.

Derfor er det mest sandsynlige, at Putins regeringspagt med Medvedev, hans varemærkeprodukt, vil bestå. Begge parter behøver hinanden. Det afgørende spørgsmål er altså ikke, hvorvidt de lyde, Putin og Medvedev udsender, dækker over virkelige uoverensstemmelser og rummer potentiale for rivalitet, men hvorvidt der er noget lys for enden af denne tandem. Med andre ord: Hvorvidt Kremls umage makkerpar vælger modernisering eller marginalisering.

Dimitrij Trenin er direktør for tænketanken Carnegie Moscow Center

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her