Kommentar

At lære at lede sig selv fra sit lokum

Selvhjælpsøvelser, der placerer mennesket i rollen som sin egen terapeut, masseproduceres og afsættes i dag i stor stil. Det er værd at kaste et kritisk blik på dele af denne populære trend
Debat
16. februar 2010

I et ministerium, hvor jeg tidligere arbejdede som studentermedhjælper, besluttede ledelsen sig for noget tid siden for at gøre noget for at skabe et mere behageligt arbejdsmiljø. De fik derfor fat på et konsulentfirma, der i de senere år med stor succes har profileret sig på slet og ret at producere mere arbejdsglæde på danske virksomheder.
Konsulentfirmaet rykkede herefter ind på arbejdspladsen. De klistrede store plakater med gule Smileys op på gangene, og de fortalte, at vi skulle huske at sige ’godmorgen’ til hinanden, når vi mødte om morgenen, og at lave high-fives, når noget lykkedes for os. Vi fik alle udleveret en lille farverig papskive, som gav gode råd til at holde humøret højt, og vi spillede særligt udformede brætspil og deltog i temadage om leg og bevægelse – alt sammen for at vi kunne blive mere glade.
Det vigtigste, fik vi fortalt, var imidlertid ikke, hvad konsulenterne kunne gøre for os, men hvad vi kunne gøre for os selv.
»Vi kan kun skabe rammerne for, at I som medarbejdere kan gøre jer selv glade,« lød mantraet.
Vi blev derfor præsenteret for et større arsenal af selvhjælpsøvelser som vi blev opfordret til at tage med hjem. En af de vigtigste fra viften af øvelser var en lille sag, der ikke burde tage mere end ti minutters tid at gennemføre, men som siger en del om nogle af de teknologier, der i dag søsættes for at styre medarbejderens styring af sig selv.
I instruktionspapirerne beskrives det, at man, før man går i gang med denne lille øvelse, skal finde et rum, hvor man kan sidde helt alene og uforstyrret, og hvor man er sikker på, at ingen telefoner, computere eller kolleger vil afbryde. Toilettet nævnes som en mulighed.
Efter at man har sat sig til rette, skal man lukke øjnene og bruge et minut eller to på at fokusere på sit åndedræt. »Er det hurtigt eller langsomt? Den måde du trækker vejret på, siger en masse om din mentale tilstand«, står der i papirerne.

Pastoren og den rette kurs
Når man har registreret åndedrættets umiddelbare rytme, er man klar til at stille sig selv en lang række afgørende spørgsmål, for eksempel: Hvad tænker jeg? Hvad optager mine tanker? Hvad gør jeg? Er jeg glad, vred, rolig, ked af det, urolig? Eller flere ting på en gang?
Instruktionen forklarer: »Du skal ikke gøre noget ved noget af det her – bare sid et minuts tid og stil dig selv spørgsmålene, mens du stadig trækker vejret dybt og langsomt. Der er ingen rigtige eller forkerte svar – du skal bare registrere alt hvad der dukker op«.
Er man med så langt, kan man efter en kort pause fortsætte til det næste trin af øvelser og sidde og tænke på en helt konkret situation, hvor man virkelig oplevede arbejdsglæde. Igen er der en række spørgsmål, man kan stille til sig selv, for eksempel: Hvad skete der? Hvad var omstændighederne? Hvem deltog? Hvad gjorde du? Hvordan var det? Hvordan følte du det? Hvorfor var det en god oplevelse?
Billedet af mennesket, som har låst sig inde hjemme på sit toilet med et spørgeark fra sin arbejdsplads i hånden, mens han fokuseret svarer på det ene spørgsmål efter det andet og øver sig i at smile og grine mere, er naturligvis bizart. Men det tydeliggør netop i kraft heraf nogle forhold, som i dag ser ud til at gå igen i mange forskellige sammenhænge.
Det drejer sig for det første om den centrale rolle som de mange spørgsmål, som man skal stille sig selv, indtager i øvelserne. At benytte nærgående spørgsmål som en teknologi til at holde mennesket på ’ret’ kurs, er der naturligvis langt fra i sig selv noget nyt i.
Den store, franske idéhistoriker Michel Foucault beskriver for eksempel i et kendt studie, hvorledes allerede pastoren i kristne middelaldersamfund havde til opgave konstant at holde øje med, om alle i landsbyflokken var på den rette vej mod frelse i det hinsides, og at han netop kun kunne udfylde denne funktion ved at stille mængder af personlige spørgsmål. Han måtte, som Foucault billedligt udtrykker det »kende til indersiden af menneskets sind«.
Men med pastoren og med ham dynger af autoritære figurer, der fulgte, kommer spørgsmålene udefra. Det styrende element er så at sige forankret i sin egen krop – præstens, lærerens, chefens – og er eksternt i forhold til det, den styrer.

Den indre retssal
Med de oven for skitserede øvelser forsøger man i modsætning hertil at gøre dette traditionelt eksterne forhold til noget internt – man banker så at sige en tragt ned i hovedet på medarbejderen og lader arbejdsglæde-coachen, chefen, jobkonsulenten, diætisten (eller hvem man nu har brug for) mase sig ind. Den vaseline, som man bruger for at få processen til at glide, er de kaskader af selv-spørgsmål, som man bliver bedt om at lade regne ned over sig selv.
Med et greb fra sociolog Rasmus Willig kan man beskrive det på den måde, at der hermed skabes »en indre retssal«, hvor mennesket spaltes i en dobbeltrolle som henholdsvis den anklagende og den anklagede part. Man stiller et spørgsmål og leverer selv et svar. Med en lidt slidt vending: Man bliver sin egen chef og lærer at kaste et konstant kritisk blik på sig selv.
Det betyder logisk nok også – og det er en anden tendens, som øvelserne tydeliggør – at vi her har at gøre med en særlig styringsteknik, som kryber med ud i alle tilværelsens afkroge og ikke sådan lige lader sig begrænse af fysiske vægge og døre. Groft sagt: Når overvågningsinstansen først er installeret i menneskekroppen selv, er der bogstavelig talt ingen blinde vinkler. Og toilettet, en af privatsfærens stolteste bastioner, indtages med største selvfølgelighed af arbejdsglædeoptimeringens tropper.

Retten til et nej tak
Men, kan man indvende, vi er jo alle frie til at gøre, hvad vi vil, og man kan jo bare lade være med at hoppe med på vognen. Problemet i det argument er bare – og her støtter jeg mig såvel til egne erfaringer som til danske og udenlandske studier af lignende teknikker – at det kan være vanskeligt at bruge sin frihed til at takke nej. Vi ser i udpræget grad ud til at leve i en ja-kultur, hvor ’nej tak’ til at få mere arbejdsglæde næppe kan tolkes som andet end som mangel på teamspirit, engagement og kærlighed til organisationen.
Det ser med andre ord ud til at forholde sig nøjagtig, som Erlend Øye fra rockgruppen Whitest Boy Alive synger det: »Freedom is a possibility only if you’re able to say no!«
Teknologier, der på overfladen præsenterer sig selv som spøjse veje til bedre liv og forrygende karrierer, kan på den måde gå hånd i hånd med en styring, der – hvis den vel at mærke holder, hvad den lover – trænger såvel langt ind i kroppen som langt ud i privatlivets traditionelle territorium. Og det kan man jo passende tænke over, mens man alligevel bare sidder på sit lokum!
debat@information.dk

Mathias Herup Nielsen er stud. scient. adm ved Roskilde Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et par skarpe iagttagelser af hr. studenten.

Eller sagt på guld-alder-dansk: "A solid case of the emporer's new clohthes"...

Med venlig hilsen

Man må på det skarpeste advare mod at tage arbejdet med hjem - det kan skade fordøjelsen,,,,

Og dog er alt dette som det pågældende konsulent-firma siger til de ansatte i dette ministerium ikke nyt. Lærere har gjort det, måske ubevidst, igennem tiderne, når de for dem har tænkt over, hvad de har gjort rigtigt eller forkert, og hvad de kan forbedre i deres undervisning.

Skuespillere har i deres uddannelse også forskellige af disse øvelser på programmet; åndedræts-øvelser er jo især vigtige for skuespillere. Og før en skuespiller går i gang med at spille er det vigtigt for ham eller hende at fokusere på hvorfor han eller hun er i den stemning, han er lige nu....

Og ja, det betyder noget, at man siger 'god morgen' til hinanden, når man mødes på sin arbejdsplads...

Og rent faktisk er det den samme teknik man bruger når man mediterer...som er beskrevet i artiklen her...

Karsten Aaen

Du har ret i det er gammel vin på ny flasker, pakket pænt ind i management sprog.Givet en bekostelig affære.

Så vi må konstatere at Hugo Barlach har ret -
Kejserens nye klæder!
Kommer hjemme hos dig selv!

Det var så en beskrivelse af terapien. Men hvad er virkningen? Og hvordan ved man det?

Søren Kristensen

Som arbejdsløs i aktivering har jeg deltaget i utallige sceancer, hvor særligt bevidstgørende måder at forholde sig til sig selv og sine omgivelser (internalisering hedder det vist på sociologsprog) blev hældt ned i halsen på kursisterne, som vand gennem en tragt, helt på linje med det i artiklen beskrevne. Det glæder mig således, at det ikke kun er os der er udsat for denne form for vejledning. Jeg får min tro på et mere lige samfund genoprettet. Et samfund af selvbevidte borgere, alle i stand til at omgås hinanden med høflighed og en overskudsagtig attitude. Yes we can!

Andreas Trägårdh

Dersom man agter at opnå mere end netop det der er arbejdets formål, øver man direkte skade på arbejdspladsen, på fremkomsten af produkterne og derfor ultimativt også på produkterne man oprindeligt satte sig for at skabe.

Ulykken er at man fremmer en drift efter at opnå mere end det forlydne arbejde kan bære at indeholde ved egen indsatsen i arbejdet.

Denne fremdrift afspejles bla. i en overuddannet elitær professionalisme hos arbejdsstyrken men resultatet leder oftest til en lang række frustrationer, gnidninger og i sidste ende stress-faktor, (som mange tager med hjem!!!) over at være istand til at gennemskue fejl og mangler i routinerne på arbejdspladsen, mens det hierakiske system ikke tåler en gennemlysende ratifisering, for fejlen og manglen er noget grundlæggende der gennemsyrer det "moderne" arbejdsmarkedet.:

Det meste arbejde idag skaber slet ikke noget af værdi. De fleste arbejdspladser i danmark idag bidrager ikke til samfundet med noget der kan måles og vejes. Omsætningen er rendyrket spekulation baseret på det konkrete arbejde og produkt mennesker i andre sektorer i samfundet har bidraget med.

Fordi jobsektorer som service, forvaltning, rådgivning, bank og administration m.m. slet ikke bidrager til samfundet med noget af real værdi, må de se sig nødsaget til at opfinde en. Det er driften efter disse falske værdier der gør dem stressede og endelig kører dem ned.
Og det er driften efter disse falske værdier der skaber denne ny-religiøse bevægelse i samfundet, hjælp-tilselv-hjælp kurser coaching osv.

I sandheden kejserens nye klæder.

Lykke er at søge noget der ikke findes (noget permanent - et selv, en leder, frelser eller gud!)
Ulykken er at finde det!

Jeg er ikke i tvivl om, at enhver form for selv terapi ender i selvbedrag, og ligesom alt andet disciplin sløver det sanserne. Det er der intet nyt i som flere skriver, men at terapien invadere intimsfæren og kolonisere individet indefra er en fin pointe som Mathias Herup Nielsen fremhæver. Jeg har ingen indvendinger imod det – men et par kommentarer. Jeg kender ikke det omtalte studie af Foucaults, men det han beskriver lyder for mig som et katolsk miljø. Almindeligvis antager man indenfor antropologisk forskning at samfund som er organiserede forskelligt også udviser forskelligheder m.h.t. graden af social kontrol. I nogle samfund herunder de katolske forholder man sig generelt til en ydre autoritet sådan som Mathias Herup Nielsen citere Foucault for. I de protestantiske samfund blev, denne ydre kontrol internaliserede f.eks. styres man i et protestantisk samfund, af en indre samvittighed, medens man i det katolske samfund, forholder sig til en ydre autoritet – kirken, præsten (groft forenklet)! Der er derfor ikke noget mærkeligt i lokums terapiens internaliserende tendens – den var der nemlig i forvejen og skal nok ses som en del af en social praksis eller proces. Erkender man det giver Mathias Herup Nielsens artikel, næring til en masse spørgsmål, omkring relationerne mellem borger og samfund, samt gensidige sociale relationer borgene imellem og om synlige og usynlige kontrolmekanismer.

Steen Erik Blumensaat

Kloster, indelukke. Munkende opfandt arbejdet, tiden mellem bønnerne, munkene kunne blive liderlige, dvaske i fritiden, fritiden der idag er blevet Arbejdet, verden på hovedet. Hovedstillingen siges at være godt for en, men også dødelig.

Steen Erik Blumensaat

glemte udkommet: bed og arbejd.
På jopkurser bruges denne metode idag, lønnen får de i himlen.

Hej Mathias
Tak for en god artikel.

Karsten Aaen - Det kan godt være det er godt at sige god morgen, men hvis det bliver en hilsen, som forventes mister den pænt meget sin mening. Man kan ikke tage noget positivt, opstille forventninger (kræve?), at det gøres, og så sige når bare du gør det, er det godt. - Så får vi det bedre.

Claus Oreskov - Der er pænt meget forskel på en indre kamp for at yde optimalt på arbejdet, og så at skulle stå til regnskab for gud, som protestant. Gud tilgiver dig dine synder. I det som Mathias skriver er der ingen til at aflaste dig. Du har kun dig selv. Lykkes du ikke, har du ikke givet dig fuldt ud og fulgt de fine råd.

@Niels Kondrup .Det er noget vås du siger. Når Gud er blevet internaliserede er den sociale kontrol inde i hoved på den enkelte. Al dialog mellem autoriteten (i dette tilfælde Gud) og individet er en indre dialog. Det syndes jeg er temmelig indlysende med mindre man tror - at der findes et øje i det høje!

Hej Claus
Tak for de fine ord.. Det er dig, der trækker den protestantiske kristendom frem. Hvis ikke man tror, at der findes et øje i det høje, hvilket jeg ikke gør, så er der da intet, at leve op til...
Så er det da samfundets moral fuldstændig som for den katolske kristne, hvor det er andre, der dømmer. Forskellen på det kristne og, så det som der her er snak om, er vel at man lades alene. Det gør man vel aldrig, hvis man er troende, eller hva?

Jeg har lyst til i forbindelse med artiklen og debatten at anbefale Robert Todd Carroll's (2003): The Sceptic's Dictionary. Wiley.
"A wealth of evidence for doubters and disbelievers".
Carroll har også en hjemmeside, der er værd at besøge: www.skepdic.com
Der er godt nok mange charlataner som lykkes med at sælge dubiøse produkter og tjenesteydelser. Særligt til dem, der tror og som ignorerer viden og metode.

@Niels Kondrup. Du skriver: ” Forskellen på det kristne og, så det som der her er snak om, er vel at man lades alene. Det gør man vel aldrig, hvis man er troende, eller hva?” Hvorfor du mener at troende mennesker ikke lades alene, forstå jeg ikke. Læs bare et par sider at Søren Kirkegårds dagbøger og du vil se hvor ensom, det troende mennesker er med sin tro, og sine anfægtelser. Mange troende drives til vanvid, gennem metafysiske spekulationer og moralske grublerier. Det er ikke nogen sund mental verden, det kan jeg godt garantere.
I samfund som de protestantiske, hvor den ydre sociale kontrol er internaliserede, er mennesket forbandet alene med sin Gud – jeg gentager, at diskussionen mellem individet, og Gud er en indbildt diskussion (er det så svært at forstå?) som altid er en indre dialog. Fordi den ydre autoritet (kirken, præsten, skriftefaderen) er erstattet med ens egen samvittighed, er den sociale kontrol af en anden art i et protestantisk miljø end det er i et katolsk miljø. Dette gælder ikke kun religion, men grunden til jeg brugte religion som eksempel er, fordi det er meget illustrativt, og gennem Max Weber; Émile Durkheim og andre godt belyst både historisk og sociologisk.

søren pedersen

Interessante iagttagelser Mathias Nielsen gør sig. Og lidt gratis at stille sig bag de lidt nedslidte positioner i en evig dekonstruktion og kontekst bestemmelse af hvad som helst.
Sagen er jo alvorlig nok. Arbejdslivet udvikler sig nemt til en trummerum, hvor der ikke er kontakt til glæde og sjov, og vi ender tit med at slide på hinanden. Og diagnosen er et af de bedste bud i øjeblikket: at folk konstant er på vej fra den ene hurdle til den anden. At hverdagen er en step-stone proces gennem vanskeligheder både af faglige (ofte tidspres) og sociale (gnidninger i samarbejdsrelationer). I den situation er en behandling, der - som jeg læser ud af Nielsens indlæg - forsøger at bringe medarbejderne i bedre kontakt til sig selv et fornuftigt bud.
Det vil være spændende at høre om Nielsen har et bedre bud på at skabe bedre arbejdsmiljø og en større arbejdsglæde for dem, der nu engang er nødt til det.

Hej Claus
Du læser vist mig, som du selv vil... Men det er dejligt du kan garantere mig noget. Du snakker om at man er alene med sin Gud. Man kan vel ikke være to og alene. Ensom, men ikke alene.
Gud er for du og jeg åbenbart ikke noget værende..

At man grubler som troende. Ja, hvem grubler ikke? Og et menneske er, da altid overladt til sin egen samvittighed, medmindre det påduttes noget, som det så tager på sig.
Hvis du lever i et protestantisk miljø og ikke er troende, er der da bare færre ritualer at overholde end i et katolsk. En katolik kan jo også lyve eller tie, når han skrifter. Man får bare sværere ved at være den man er.

Det er vel det Mathias skriver om. Han mener bare, at det er vanskeligt at kritisere/melde sig ud af den "sekt", som han eksempelvis mødte, på arbejdet. Svært at have en anden mening, hvis man vil gøre karriere.

Desværre er der ingen samfund der er så enkle. Som jeg allerede har sagt flere gange så er der forskel på hvordan social kontrol virker i forskellige typer af samfund. Det kan du forvisse dig om gennem etnografisk, antropologisk og diverse sociologiske litteratur. Du kan jo starte med dem jeg allerede har omtalt - Max Weber; Émile Durkheim. Det er skam anerkendte forskere og jeg siger faktisk ikke andet end hvad er almindeligt anerkendt indenfor samfundsvidenskaberne.
PS: jeg kan forstå at du tror på en Gud og det er måske der blokere for din erkendelse!

ovenstående er til Niels Kondrup.

Hej Claus
Jeg kan forstå du ikke læser, hvad jeg skriver. Har allerede skrevet, at jeg ikke er troende, så det. Har læst Weber, Durkheim og Foucault. Også det som Mathias henviser til, hvor han gennemgår muligheder for kontrol. Og jeg har også læst noget Luther..

Jeg syntes såmænd bare ikke du havde helt ret i din kritik af Mathias. Der er langt fra protestantisme til et coaching-konsulentfirmas forandring/styring af en arbejdsplads. Og så anklagede du mig for vås. Men, hvad der blokerer for din erkendelse, vil jeg ikke kloge mig på.

Hygge
Niels

Jamen det er rigtigt godt at du har læst Weber, Durkheim og Foucault. Jeg kan kun opfordre dig til at læse mere! For du har åbenbart ikke forstået, at du lever i et protestantisk samfund, som gennem flere århundrede, er blevet gennemsyret af den protestantiske ånd. Derfor forkommer det mig besynderligt at du skriver: ” Der er langt fra protestantisme til et coaching-konsulentfirmas forandring/styring af en arbejdsplads.” Tror du måske at sociale begivenheder sker i et vakuum, uafhængig af historien? Det jeg påpegede omkring din vens tese var, at det han fremhævede ved konsulentfirmas atomisering af individet, var noget som allerede var karakteristisk for vores samfund og kultur. Det ved enhver gymnasieelev, så behøver vi at tæsker mere langhalm på det!

Jeg mener godt man kan opstille en regel (uskreven måske), som handler om at man siger godmorgen eller hej til sine kolleger, når man møder på arbejde. Alt andet er uhøfligt; på den måde får man også en god start på dagen som kollega - ved at blive lagt mærke til og anerkendt - som netop en kollega. Om jeg forstår, hvorfor nogle er imod, at det forventes af en at man siger 'god morgen' til sine kollegaer....

Min pointe med mit 1.indlæg i denne tråd var sådan set bare, at lærere og skuespillere altid har brugt åndedræts-teknikker eller at tænke over, hvad der gik galt eller godt, for så at kunne gøre det bedre næste gang.

Jeg tror måske snarere at grunden til at så mange i dag får stress mm. er at de ganske enkelt ikke ved, hvad der forventes af dem....

Mht. Foucalt har han en pointe, men nok mere i et mere traditionelt ruralt miljø end i et egentligt moderne urbant miljø. Hvis man f.eks. kigger på USA, er det meget typisk at folk fra f.eks. Midt-Vesten synes mere ydre-styrede end folk fra f.eks. Østkysten eller Vestkysten. Og det uanset deres religion. I det danske Bibelbælte omkring Skjern-Herning-Holstebro er folk også ydre-styrede; de er alle protestanter...

Hej Claus
Jamen så tæ(R)sker vi ikke mere langhalm:) Men jeg tror selv du skal lære at reflektere lidt over det du læser.. Måske læse noget om ydmyghed, da du let kommer til at virke lidt gammel skolemesteragtig. Det du skriver bliver, da ikke klogere af at nedgøre andre.

Enhver ved da også, at det kristendommen og coachingkulturen beskæftiger sig med modsatrettede tanker om menneskelivet.
Og så er protestanten allerede tilgivet fra starten.

P.S.
Jeg kender ikke Mathias, så du bliver ikke "forfulgt" af hans bekendte.

Jonas Jakobsen

At fokusere på sit åndedræt er - som det påpeges - noget mennesker har gjort i årtusinder, nogen kalder det meditation.

Det er en misforståelse, at meditation skal føre til selv-udvikling og selv-evaluering ("indre retsal").

I buddhistisk kontekst er der en lang tradition for se meditation som selv-AFVIKLING - dvs. en afviking af vores tilknytning til forestillingen om et "kerne-selv" der skal kontrolleres og udvikles. Et sådant selv betragtes som illusorisk.

For det andet ses meditation i de fleste traditioner som en IKKE-DØMMENDE selv-opmærksomhed - dvs. at den - modsat selvudviklings- og coachingkulturens stærke fokus på selvforbedring og selvkritik - åbner et rum for accepterende selv-nærvær.

Som alle traditioner og ideer kan denne gamle praksis selvfølgelig forvrænges udnyttes i kapitalens tjeneste

Se evt. mit interview med Rasmus Willig her: http://www.turbulens.net/temaer/kapitalismeoghumanisme/?article=224