Læserbrev

Lykketofts hykleri

23. februar 2010

Nok er nok. Sådan indleder Mogens Lykketoft (S) sit forsøg på at bilde Informations læsere ind, at Socialdemokraterne skulle være Ny Alliances arvtagere, når det kommer til kritik af Dansk Folkeparti (Information 21. februar). Enten lider Mogens Lykketoft af hukommelsesbesvær, eller også er der tale om (endnu) et ubehjælpeligt forsøg på at relancere Socialdemokraternes position i værdipolitikken. For lige så snart man skraber lidt i den socialdemokratiske overflade, kommer der et noget mere broget billede frem end det skønmaleri, som Lykketoft forsøger at tegne.

Og det er ikke svært at finde eksempler på, at Socialdemokraterne lægger sig op ad snarere end tager afstand fra Dansk Folkeparti. Lad mig blot nævne to.

En af mine første opgaver som politisk ordfører for Liberal Alliance var at kommentere på De Konservatives forslag om et burkaforbud. Det var Jyllands-Posten, der ringede, og grunden til, at Liberal Alliance for en gang skyld fik mediernes bevågenhed, var, at både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne støttede forslaget. Liberal Alliances tre mandater kunne altså sikre et (teoretisk) flertal uden om Venstre. Vi støttede naturligvis ikke forslaget. Vi forsvarede folks ret til selv at bestemme, hvordan de vil gå klædt. Men Lykketofts egen politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, var ikke i tvivl om, at »Socialdemokratiet er med på et forbud, der gælder, så snart man bevæger sig ud af gadedøren.« (Jyllands-Posten 17. august).

Ret skal være ret, da det kom til den endelige afstemning i Folketinget, havde Socialdemokraterne vendt på en tallerken. Som så mange gange før.

Men det er jo netop dét, der er problemet: Socialdemokraternes populisme er i nær familie med Dansk Folkepartis ditto. De to partier henvender sig til noget forskellige vælgergrupper, men mekanismen er den samme: Det er vigtigere at please vælgerne end at stå fast på sine holdninger, og så får vi netop kovendingerne, de lette løsninger og tendensen til at vende blikket bort fra de egentlige samfundsproblemer.

Et mere aktuelt eksempel er historien om det såkaldte mor-møde, hvor en københavnsk folkeskole ville prøve at få nogle af forældrene med anden etnisk baggrund i tale. Et fint initiativ, som socialdemokraten Henrik Dam Kristensen først fik udlagt som et udtryk for, at skolen lå under for muslimske mørkemænd (Berlingske Tidende 5. februar) for herefter at trække i land og stå for det modsatte synspunkt (samme avis 7. februar).

Endnu engang kunne Socialdemokraterne ikke finde deres egne ben i værdidebatten. Og endnu engang efterlader partiet et mildt sagt forvirret indtryk.

Man kan selvfølgelig håbe, at Lykketoft får ret i, at nok er nok, og Socialdemokraterne nu besinder sig. Men ærligt talt, Lykketoft. Det er der ikke ret meget, der tyder på. Og så længe det kun er de mest hysteriske udtalelser, der adskiller Socialdemokraterne fra DF, så bør nok-er-nok-vælgerne holde sig til Alliancen. Også selvom den er blevet liberal.

(Mere debat om sagen side 19)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lisa Rasmussen

Simon Emil,

Du synes at overse, at Mogens Lykketoft måske mest af alt gør op med socialdemokraternes medløb på DF'ske dagsordener, og hans budskab er, at det skal stoppe nu og absolut ikke fortsætte under en S-ledet regering.

Dine eksempler med burka og mor-møder er glimrende, og det er formodentlig netop den type afkortningsreaktioner, Lykketoft vil have stoppet nu. Det interessante bliver, om S får mere held med at vinde gehør for den integrationspolitik, som partiet allerede sidste år blev enige med SF om. Den indeholder elementer, som LA sikkert godt kan støtte, men den har fået betænkelig ringe mediebevågenhed, fordi det igen igen er lykkedes DF at overdøve den positive fremadrettede politik med negative skræmmekampagner og pseudoproblemer som burkaer, svinekvoter i menuer mv.

Dorte Sørensen

Et forsøg fra Simon Emil, på at miskrediterer Mogens Lykketoft og socialdemokraterne.
Jeg kan godt forstå at hr. Ammitzbøll forsøger efter sine egne kovendinger fra retsordfører i Det Radikale Venstre til regerings og DFs støtte parti.
Mht. eksemplet med Sass Larsens støtte til burkaforbudet inden han fik talt med sin gruppe og fremhævelsen af Dam Kristensens tåbelige udtalelser bl.a. mod overborgmester Frank Jensens støtte til skolelederen.viser bare hvordan SEA forsøger at hænge sit angreb op på løse halmstrå.

Jeg synes vi skal stille en række forskellige overordnede spørgsmål til Simon, og så bagefter stille de samme spørgsmål men med specifikke facts der burde ændre hans holdning, og så se om det er forskel på hvad han svarer. Det kunne være sjovt og se om det også kunne få Simon til at "ko-vende" hans synspunkter.

Måske Simon skulle koncentrere sig mere om sin egen politik, istedet for at gå rundt og misforstå andres.

Bernhard Dragsbjerg

Simon, hvad skal du lave efter næste valg? Rent politisk er du historie, det har du ikke indsigt eller format til at ændre.

Heinrich R. Jørgensen

Tak til Simon Emil Ammitzbøll, for at minde Mogens Lykketoft o.a. om, at nok-er-nok strategien er en ren tabersag. Hvis man gerne vil se sig selv overflødiggjort, decimeret og sat udenfor indflydelse, skal man blot køre løs med at pege fingre af DF.

DF har reelt ingen politiske pejlepunkter. De vælger konsekvent at appellere, til de utilpassede, de forstokkede, de uvidende, de der tror på simple løsninger, til hvor-svært-kan-det være og de-skal-bare-ha-nogen-smæk segmentet.

Det segment rummer potentielt mindst 25% af vælgerne. Hvis ikke S og SF evner at formulere en politik, der kan tiltrække en betydelig del af det segment, sætter de krydset andetsteds. Så længe S og SF signalerer, at de ikke gider at lege med de dumme, skal de dumme vælgere nok vide, at sætte krydset det eneste sted, hvor de føler sig velkomne.

Jeg må give Simon Emil ret langt hen ad vejen. Jeg vil da håbe, at en socialdemokratisk regering vil betyde et farvel til det udbredte medløberi overfor Dansk Folkeparti. Og hvis Lykketofts kronik skal ses som et ønske eller en hensigtserklæring om dette, så er det da fint nok.

Men hvorfor skal vi vente til efter næste valg, før medløberiet stopper? Hvis socialdemokraterne ønsker at markere nogle andre holdninger end dem, Dansk Folkeparti står for, så kan de jo bare begynde på at gøre dette med det samme, der er ingen grund til at vente. Og den første øvelse kunne jo passende bestå i, at diverse ordførere øvede sig i at sige følgende:

”Jeg behøver ikke at mene noget om et emne uden først at have sat mig grundigt ind i det, bare fordi det handler om noget med muslimer, udlændinge eller kriminelle”.

Noget andet er så, at stenkast fra glashuset aldrig ser særligt kønne ud. Og vi er altså nogle stykker, som endnu ikke har glemt, at Ny Alliance slog sig op på at reducere Dansk Folkepartis indflydelse på bl.a. flygtningepolitiken.

Men da Ny Alliance faktisk fik muligheden for at stemme en – om end lille – forbedring af flygtninges forhold i Danmark igennem uden om regeringen, da svigtede modet til at bringe VKO i mindretal i samme øjeblik, Anders Fogh Rasmussen truede med at trykke på valgknappen. Eller også var det i virkeligheden vigtigere at forsøge at ”komme ind i varmen” hos VKO og opnå indflydelse på f.eks. den økonomiske politik end at gøre noget for de mennesker, man ellers havde påstået, at man gerne ville hjælpe.

Simon Emil var ganske vist ikke personlig medskyldig i dette gigantiske vælgersvigt, da han dengang stadig var medlem af Radikale Venstre. Men hans partiformand Anders Samuelsen var i høj grad. Og for dem, der har fulgt Anders Samuelsens politiske karriere over en længere periode, er der jo heller ingen tvivl om, at hans såvel som Asger og Malou Aamunds formål med at gå med i Ny Alliance på ingen måde handlede om at tvinge VK-regeringen til at føre en anstændig udlændingepolitik. Men derimod om at forsøge at trække den til højre på det økonomiske område.

Og Simon Emils eget partishopperi må også siges at være udtryk for et vælgerbedrag af de større, da hans farvel til Radikale Venstre basalt set ikke var baseret på andet og mere end personlige uoverensstemmelser med partiets ledelse. Simon Emil sidder derfor i Folketinget på stemmer, der er afgivet på et parti, der forud for valget støttede en ”rød” regering, men hans mandat går nu i stedet til at holde en ”blå” regering ved magten. Og i den situation er det altså svært at løfte den moralske fane højt over hovedet og pege fingre af andre.

Bettina Buchholtz

Lykketoft gør det helt rigtige - han forsøger at genfinde den tidligere anstændighed som allerede i hans regeringsperiode som finansminister under Nyrup blev truet med Sorte Karen og Thorkild Simonsens direkte udfald (den øde ø osv.) mod danskere med anden etnisk baggrund.
Der er ingen tvivl om at der var behov for en diskussion af hvad den danske selvforståelse gik ud på og om vækst var det eneste der galdt - men hatten af for at Lykketoft da i det mindste gør et forsøg på at slå til lyd for at der skal noget andet end justeringer på bordet for at en ny regering kan genvinde tidligere tiders respekt for Danmark ude i verden.
Jeg tror vores lidenhed vores lidenhed taget i betragtning at vi har behov for at være anderkendt som et land der sætter lighed og broderskab over den individuelle frihed - ikke som i de socialistiske lande men at der skal være en styring af de kapitalkræfter der truer klodens stabilitet - en tøjlet markedsliberalisering.

Vi skal holde op med at tro at alt var bedre tidligere, men indse at alt udvikler sig hele tiden, og at gode politikere har indset at de må ændre synspunkter undervejs, alt efter hvordan en sag udvikler sig. Ikke kun efter meningsmålinger eller kommunikationseksperter på TV, men som følge af at det er nødvendigt at ændre strategier når forholdene ændrer sig - og det gør de!

Det globale marked har indtil nu tilbudt os en masse forbrugsgoder til billigere penge, men det er ikke målet for Asien - de vil have hele kagen - og hvorfor ikke? Der bor mere end 1/3 af jordens befolkning - de er langt mere ambitiøse og mindre selvfede og dekadente end vi er.

Hvis vi kan genudvikle os selv som et land der kan tilbyde noget helt særligt og dynamisk, tilpasningsdygtigt og innovativt, så kan vi måske fastholde en del af den nuværende velfærd - jeg er bare bange for at der bliver tale om en lang nedskæringsstrategi fra nu af.

@Heinrich R. Jørgensen

I princippet har du, man kan ikke erobre magten i Danmark ved at pege fingre af Dansk Folkeparti og dermed skubbe hele det vælgersegment, som du beskriver, fra sig. Nu sker der dog næppe den store skade ved, at Lykketoft skriver, som han gør, når det foregår i Information, for her er der næppe nogen fra den vælgergruppe, der læser med alligevel.

Man kan og bør derfor efter min mening se Lykketofts indlæg såvel som hans valg af avis at bringe det i som en blanding af et indlæg i en intern socialdemokratisk debat og et løfte til de vælgere, som ønsker en mere anstændig udlændingepolitik, om at det vil de – trods de mange forvirrende udmeldinger om burkaer og skolemøder og meget andet - også få, hvis de stemmer en socialdemokratisk regering til magten.

Hvad angår ”hvor-svært-kan-det være og de-skal-bare-ha-nogen-smæk segmentet”, så kan det meget vel være rigtigt, at Socialdemokraterne har brug for at tiltrække nogle af disse for at erobre magten. Men spørgsmålet er så bare, hvordan partiet bedst gør det? Nyrups moralske pegefinger virkede ikke, men det har Thornings og Sass-Larsens medløberi jo heller ikke gjort.

Dansk Folkeparti får lige så mange stemmer i dag, som de gjorde, da Thorning overtog magten i S og lagde kursen om til medløberi overfor VKO. Og årsagen er jo nok den simple, at stillet overfor valget mellem den ægte vare og en dårlig kopi, så foretrække de fleste den ægte vare. Så Socialdemokraterne bliver efter min mening nødt til at tage tyren ved hornene og både formulere og stå ved en selvstændig politik på ALLE områder, også de emner, hvor partiet føler sig presset af tidsånden såsom udlændingepolitik og retspolitik.

I stedet for medløberi kan S satse på at kapre vælgere fra dette segment ved at gøre dem opmærksomme på, at en stemme på Dansk Folkeparti er en stemme på en borgerlig regering, som har ført en politik, der kun er til fordel for ”de rige”. Dette er ganske vist ikke særlig seriøst, men det er en form for populisme, som er mindre skadelig end medløberiet overfor Dansk Folkeparti, og som formentlig samtidig har større chance for at virke.

Problemet er jo nemlig, at ved bare passivt at følge efter og tilpasse sig tidsånden, så er man faktisk med til at cementere den. Og dermed er man også med til at cementere sine egne problemer, hvis man som parti er ude af trit med den.

Og vælgerne KAN rent faktisk godt flyttes. Det viser bl.a. burkadebatten, hvor det forhold, at Venstre samt dele af det konservative bagland sagde ”nok er nok” rent faktisk har ført til, at danskerne har flyttet sig på området og nu hælder til (modstræbende) at acceptere, at burkaer nok alligevel ikke er noget, som der skal lovgives om.

Mads Kjærgård

Simon støtter du ikke en Venstre regering upåagtet at den er afhængig af DF? Så hvad er din pointe egentlig? Du opfører dig jo præcis ligesom du påstår Lykketoft gør, tager afstand til DF, men er i virkeligheden indstillet på at samarbejde med dem!

Heinrich R. Jørgensen

Lars Hansen,

mange tak for en god kommentar.

For at vende diskussionen helt på hovedet, tror jeg at det helt centrale handler om indignation. Både medierne og de populistiske politikere (dvs. stort set dem alle) lever af, og trives med, succesfuld indignation. Indignation sælger...

DF er mestre i indignation. De formår at virke oprigtigt indignere, både når den er ægte og når den er spil for galleriet.

Udfordringen for S er jo, at kunne matche den indignation, DF leverer i så rigt mål, og så troværdigt. SF's Villy Søvndahl har fundet sin måde, at kommunikere indignation på, og den virker formodentligt ganske effektivt, mens det slet ikke lykkes for S.

Når S løber med på DF's indignation, kan de fleste givetvis sagtens fornemme, at S's indignation ikke er den ægte vare. Ergo kommer copycat strategien aldrig til at virke effektivt.

Når copycat-strategien sammenlignes med den bedrevidende og nedladende tone S ellers kunne have valgt overfor DF's dumme forslag, er den selvfølgeligt langt overlegen. At tale ned til vælgerne ved at fortælle at synspunkter de sympatiserer med, for dumme, kan jo ikke andet end at skabe indignation, rettet mod arrogante S-talspersoner.

S's udfordring er at finde en måde, at forhindre andre (læs: DF) i at få succes med at kommunikere indignation, eller selv være i stand til at formidle troværdig indignation.

Simon Emil Ammitzbøll skulle måske være lidt varsom med at beskylde andre for hykleri, eftersom han er valgt for de radikale (som ikke er på samme side som DF), men sprunget over til Liberal Alliance, som er på samme side som DF og støtter den VK-regering, som bygger på DF som hovedsamarbejdspartner!

Simon Emil Ammitzbøll skulle måske være lidt varsom med at beskylde andre for hykleri, eftersom han er valgt for de radikale (som ikke er på samme side som DF), men sprunget over til Liberal Alliance, som er på samme side som DF og støtter den VK-regering, som bygger på DF som hovedsamarbejdspartner!

Hans Erling Jensen

Simon Emil, er du folkevalgt til LA? Liberal Alliance er godt navn at lægge i glemmebogen efter næste valg. Det er da noget mærkværdigt sludder du skriver her, og jeg har vanskeligt ved at forstå, hvor du vil hen, eller hvad du vil med det? Måtte du bare skrive et eller andet?

Næste gang du føler dig presset til at ytre dig, så find lige noget at skrive om, så bliver det også mere interessant for os andre.

@Heinrich R. Jørgensen

Efter min opfattelse er den rigtige løsning, at den samlede opposition må forsøge at afdramatisere hele området uden at virke nedladende over for de vælgere, som er oprigtigt bekymrede over konsekvenserne af indvandring til Danmark.
Hvis Dansk Folkeparti f.eks. foreslår kvoter for svinekød i den kommunale madordning, så skal oppositionen ikke himle op om, hvor forargeligt det er, at Dansk Folkeparti tillader sig at foreslå sådan noget, for det er vel nok intolerant og formørket, og nu føler de stakkels muslimer sig nok ikke velkomne i Danmark.

I stedet skal oppositionen bare stille og roligt sige, at den slags mener de ikke, at folketinget skal lovgive om, da det er noget, som man sagtens kan finde ud af i den enkelte kommune, på den enkelte skole etc. Lidt humor vil heller ikke skade. F.eks. sagde Bertel Haarder for nylig, at han hverken er minister for forældremøder, leverpostejmadder eller frikvarterer, da Dansk Folkeparti ville have lovgivning om, hvilke sprog folkeskoleelever må tale i frikvarterene.

Og det er også den tilgang til debatten, som den samlede opposition bør vælge. Hvad vi ser i dag er desværre ofte, at de Radikale har travlt med at himle op af forargelse over Dansk Folkeparti, og at Socialdemokraterne omvendt er ved at falde over deres egne ben for at signalere, at de skam også går ind for en ”stram” politik. Og begge dele er efter min mening stort set lige kontraproduktivt.

SF er det parti i oppositionen, som er tættest på at have fundet den rigtige melodi. Men selv her er der også problemer, idet der efterhånden er gået lidt for meget populisme i den. Der har således allerede været flere tilfælde, hvor også SF har haft lidt for travlt med at signalere, at de skam også er med på at ”stramme”, og derfor er SF efterhånden ved at havne i den samme blindgyde som Socialdemokraterne.

Det var f.eks. en ordentlig skævert, at Villy Søvndahl havde så travlt med at tage afstand fra kvindemøder, når SF´s og venstrefløjens egen historie er fuld af netop den slags. Og for nogle måneder siden stod Ole Sohn direkte og sagde, at der ikke var nogen chance for, at det ville blive lettere at få en ægtefælle til Danmark, hvis S og SF kom magten.

Her må man i høj grad sige, at populismen kammer over, for ifølge deres eget partiprogram er SF imod både 24-års reglen og tilknytningskravet, men har blot erkendt, at der ikke p.t. ser ud til at kunne skabes et flertal for at afskaffe disse regler.

Også SF er nødt til at være mere ærlige, end de er lige nu, og sige til vælgerne, at en stemme på SF naturligvis er en stemme på en udlændingepolitik med et mere menneskeligt ansigt end den nuværende. Som jo i hovedsagen går ud på, at man kun er velkommen i Danmark, hvis man ikke er muslim og samtidig er en økonomisk gevinst for de offentlige kasser.

Dette er jo ikke SF´s politik, og det skal vælgerne naturligvis have at vide. Hvis SF signalerer til vælgerne, at de vil videreføre hele VKO´s udlændingepolitik, men herefter bruger deres ministertaburetter til i praksis at føre en anden politik, så er de ikke bedre end Erik Ninn Hansen, som sammen med sit parti stemte for Udlændingeloven af 1983 for blot efterfølgende at sætte sine embedsmænd til at administrere i direkte modstrid med loven.

Thomas Frederiksen

Når vi taler værdipolitik generelt og integration i særdeleshed, vil hykleriet på venstre fløjen ingen ende tage. Man anser ikke DF for stuerene, men kopirer dem alligevel på deres kerne område. Hvad angår social-politiken, så er DF mere venstreorienteret end både S, SF, og RV. Ingen af partierne på venstre fløjen fungerer som modpol til DF, den modpol findes kun hos LA. Desuden vil jeg foreslå at skribenterne kommenterer på indhold, fremfor taktisk navlepilleri. Ja Simon er valgt ind for RV, og siden skiftet til LA. Til gengælde er Torben Poulsen gået den anden vej.

Thomas Frederiksen
Integrationsordfører LAU

Simon Emil Ammitzbøll

Tak for kommentarerne.

Jeg synes dog, at det er lidt ærgerligt, at der er en del kommentarer, der alene er uenige med mig fordi de stemmer venstreorienteret.

Altså min politiske historier er ikke hemmelig. Og der, hvor jeg skulle mene noget andet, stiller jeg gerne op til tæsk og diskussion.

Men hvis vi skal tilbage på sporet, så forsøgte Mogens Lykketoft at bilde Informations læsere ind, at S skulle være sådan et særligt modstykke til DF. Vorherre bevares, siger jeg bare. Og jeg gav nogle ganske nye eksempler. SÅ prøv at komme igen med INDHOLD i stedet for sure opstød.

Mvh Simon Emil

Heinrich R. Jørgensen

Simon Emil Ammitzbøll:
"Vorherre bevares, siger jeg bare."

Enig, det er dybt utroværdigt, når Mogens Lykketoft fabulerer sig frem til, at der skulle være stor afstand mellem S og DF. Det var der engang, men det er ca. 10 år siden.

Mogens Lykketoft og resten af S-holdet, er nødt til at overlade den bedrevidende og fornærmede indignation over DF's dumheder, til nogle andre. F.eks. Margrethe Vestager, der med partisuicidal målrettethed, bekræftet åndseliten i hvad de allerede godt ved i forvejen.

Dorte Sørensen

Anbefaling til ALLE der ikke kan se forskel på DF og S prøv at se og hør nogle Folketingsdebatter og læg mærke til hvem der stemmer for og imod de forskellige forslag.

Svend W. Jensen

Dorte Sørensen og andre,

Jeg har ikke læst de tidligere indlæg her i tråden, men deltog i Lykketofts ”Nok er nok” bl.a. med:

At Lykketoft tager afstand fra DFs retorik er klat nok, men tager han også afstand fra deres udlændingepolitik (der er blevet landets politik)?

Hvis ja, hvad vil han (Socialdemokraterne) så erstatte den med?
Hvis nej, så må han (Socialdemokraterne) klart og tydeligt sige dette.

Fedtspillet må høre op!

Heinrich R. Jørgensen

Tak for opfordringen, Dorte :-)

Jo, DF'erne er nogle lumpne typer, og i de fleste sosser banker der såmænd nok et varmt hjerte, men de politiske udmeldinger til diverse mikrofonholdere, er på samme overfladiske niveau. Hvilket jo er naturligt nok - de henvender sig til det samme befolkningssegment, der ikke ligefrem er optaget af finkultur og den højere lommefilosofi, men er meget mere jordnære.