Kommentar

Militærkup kan redde demokratiet

Kuppet, der i sidste uge afsatte Nigers præsident, Mamadou Tandja, er blevet fordømt fra de fleste officielle sider. Men CARE, der er en af de største humanitære organisationer i landet, mener, det kan blive redningen for den ludfattige befolkning
25. februar 2010

General Salou Djibo er flyttet ind i præsidentpaladset i Niamey, Niger, og har bevilget sig selv alle dertilhørende privilegier: stor limousine med tonede ruder, flag på køleren og en eskorte af biler og motorcykler, når han bevæger sig rundt. Han er præsident for 'Rådet til genindførsel af demokratiet', men han har stadig ikke talt til nationen. Det har kun rådets talsmand, oberst Goukoye Abdoulkarim, da juntaen stod frem på tv fredag.

Militæret indgyder ikke ligefrem tillid, som de står der i camouflagetøj bag Abdoulkarim, mens generalen taler til nationen og det internationale samfund efter kuppet. Men det til trods og til trods for både danske og internationale fordømmelser tror jeg alligevel på dem. Jeg tror faktisk på det, når Abdoulkarim siger, at de har en patriotisk mission, som går ud på at redde Niger 'fra fattigdom, løgn og korruption'.

Jeg tror på, at Abdoulkarim og hele hans camouflagefarvede hold vil demokratiet. Og jeg er enig i - hvor kontroversielt det end er - at et militærkup i den nuværende situation var den eneste vej til at nå derhen.

Slyngelpolitik og glæde

Min tro deles efter alle indberetninger af befolkningen i verdens fattigste land. Der er heller ingen tvivl at spore i min CARE-kollega Djimraou Aboubacars stemme, da han umiddelbart efter kuppet over en dårlig mobilforbindelse svarer på mit spørgsmål om, hvordan han vurderer kuppet: »Jeg tror, den politiske situation er på vej til at blive bedre, og at vi snart begynder at diskutere planen for genindførslen af demokratiet,« svarer han.

Og Djimraou er ingen naiv årsunge. Han har været vidne til tre ud af fire kup i Nigers kun 50 år gamle stat - og han kender efterhånden alle de tricks, der er i den slyngelpolitiske håndbog.

Lørdag - halvandet døgn efter kuppet - er Niameys gader fyldt med demonstranter. De er gået på gaden for at vise deres støtte og opbakning til militærjuntaen. Når militæret kører forbi kvindernes boder, bryder de ud i en seance med høje, korte skrig. Det er den samme slags skrig, man hører overalt i Niger i forbindelse med lykkelige begivenheder som en barnedåb eller et bryllup. For dem er kuppet en lykkelig begivenhed. Det tegn på forandring - og med det chancen for bedre tider, hvor verdenssamfundet ikke anser deres land som en slyngelstat, som skal sanktioneres og som en uværdig modtager af vestlige bistandskroner.

Taget til fange

Kuppede Mamadou Tandja og tre af hans ministre er stadig taget til fange og sidder i en præsidentvilla et sted i landet. Som tidligere oberst i hæren var han ellers en af deres egne. Han var selv med til at planlægge og udføre militærkuppet i 1974. Men hans venner i hæren er en ældre generation, end den juntaen repræsenterer. Juntaen bestrider lavere poster i hæren end Tandjas venner. De er ikke kun af en anden generation, de har også en anden indstilling til demokratiet. De fleste er uddannede i udlandet og har visioner på deres lands vegne.

De er allerede om end langsomt begyndt at arbejde sig ind på det internationale samfund. En delegation fra FN, ECOWAS (Den økonomiske sammenslutning af Vestafrikanske lande) og organisationen for økonomisk samarbejde i Sahel (CENSAD) besøgte Niamey i går. De blev garanteret af 'Rådet for demokratiets genindførsel', at det vil udforme en ny grundlov, og at der vil blive afholdt demokratiske valg. Præsidenten for ECOWAS, Mohammed Ibn Chamban, udtalte under besøget, at »det var opmuntrende, at møde ledere, som forstår nødvendigheden af at høre forskellige dele af befolkningen og forskellige partier for at finde en bæredygtig løsning på krisen«.

Ikke et normalt kup

For Niger er det altafgørende, at kupmagerne holder, hvad de lover. Landets ludfattige befolkning står på kanten af en ny hungerskatastrofe, der efter de seneste meldinger kan sammenlignes med krisen i 2005. Hvis ikke kupmagerne retablerer demokratiet og med det kontakten til det internationale samfund, så er der kun meget begrænset hjælp at hente til at komme gennem katastrofen. Det kan Nigers befolkning ikke holde til.

Kuppet i Niger var ikke et kup, som dem vi på det sidste har set i Vestafrika. Det var ikke blodigt, og der står tilsyneladende ikke en magthungrende mand bag. Det var ikke som i Guinea, hvor Moussa Dadis Camera med det samme annoncerede i radioen, at han selv var landets nye leder.

I Niger gik der et døgn, før end kupmagerne stod frem, og de stod frem som en samlet flok - ikke med en enkelt mand. Militærkup skal selvfølgelig hverken anbefales eller romantiseres, men jeg tror på dem - og jeg håber for Niger.

Marianne Haahr, programkoordinator for Niger i CARE Danmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

CARE og Marianne Haahr har fat i en lang ende her. Der er gået ged i forfatnings-forholdene i Niger. Men anligendet viser, at der i gældende forfatnings-mæssig forstand reageres temmelig automatisk i den slags sammenhænge fra 'lederne' i det internationale samfund. Og det kan man derfor med al mulig rimelighed stille spørgsmåltegn ved. Såfremt der er kritiske anskuelser på færde med Niger, hvorfor får vi så ikke adgang til dem? Har man betænkeligheder ved den vestlige oppinion?

Med venlig hilsen