Kommentar

Næstekærlighed

I anledning af Peter Kemps udlægning af den barmhjertige samaritan
Debat
11. februar 2010

Tro på Gud og kærlighed til næsten - det er kristendommens fordring til mennesket, men fordi troen på Gud bestemmer kærligheden til næsten, er der ikke tale om en politisk eller social bestræbelse. Der er tale om øjeblikkets gerning, som ikke ved af sig selv, fordi den tillige er troens gerning. Og der er tale om øjeblikkets gerning i forhold til ham eller hende, du her og nu er nærmest, ikke en menneskehed, du opsøger som genstand for din selvoptagethed. Efter min mening er kristendommens forvandling til humanisme eller humanitær ideologi det værste, der er sket os - både fordi det forfalsker kristendommen og fordi det prisgiver menneskelivet til dæmonisk selvretfærdighed og falskhed. Hvordan får man sin vilje i vort offentlige liv i dag? Ved at spille mest from. Ved at hælde det største kvantum vand ud af ørene. Ved mest at gøre sig til af at være næstekærlig. Ved fra folketingets talerstol eller i avisens spalter at ville frelse flest mulige - for andres penge og i bekvem afstand.

Og én kommer til at betale prisen for dette hykleri. Det er din næste. Det er den, der er dig nærmest nu, og som stiller personlige, besværlige krav til dig - din ægtefælle, dit barn, din nabo, din nærmeste: ham eller hende, som du ikke kan gøre til genstand for et program, men som kræver dig selv. Din næste svigter du ved dine humanitære programmer. Din næste svigter du ved din programmerede 'næstekærlighed' fra talerstole og konferencer og indsamlinger.

For at ofre dig for menneskeheden ofrer du mennesket.

Og denne så udbredte og beundrede attitude er kommet i højsædet, fordi sansen for, hvad kristendom og næstekærlighed rettelig forstået er, er blevet fortrængt. At du skal tro Gud og elske næsten. Og at næsten først bliver din næste: dit ansvar, din opgave, dér, hvor Gud gør ham eller hende til det. Her som altid er det Guds ord, der binder mig til det kon-krete. Humanismen elsker at flyve bort fra den konkrete virkelighed på de store ideers vinger. Humanismen taler altid om menneskeheden og verden. Kristendommen taler om din næste, for kristendommen gør ethvert menneske til hin enkelte ved at stille mennesket over for Guds ord.

Dobbeltbundet ironi

Som bekendt er det Jesu lignelse om den barmhjertige samaritan, der altid trækkes i marken af vor tids eksperter i 'næstekærlighed' og 'global ansvarlighed'. Den er kendt af alle. Det er Jesus, der af en lovkyndig bliver stillet over for spørgsmålet: Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Jesus svarer ved at spørge, hvad der står i loven. Den lovkyndige siger: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv. Og Jesus svarer - ikke uden dobbeltbundet ironi: Du har svaret rigtigt, gør dette, så skal du leve - for måske er det ikke så enkelt at gøre dette, måske er denne fordring så krævende og uopfyldelig, at mennesket ikke har andet at håbe på end Guds nåde.

Imidlertid, den lovkyndige er en hårdnakket sjæl, der vil retfærdiggøre sig selv, og spørger derfor: Hvem er så min næste? Og som svar fortæller Jesus lignelsen om manden, der gik ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere, som slog ham fordærvet, og en præst drog ned ad samme vej og lod ham ligge, og en levit kom forbi, men lod ham ligge, men en samaritan ynkedes inderligt og forbandt hans sår og løftede ham op på sit ridedyr og førte ham til et herberg og sørgede for ham. Hvem af de tre synes du nu har vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere? spørger Jesus den lovkyndige. Den, som øvede barmhjertighed imod ham, lyder svaret. Og Jesus siger: Gå du hen og gør ligeså!

Det er beretningen, som citeres af alle, der gør næstekærlighed til deres program eller profession, og man skal først lægge mærke til, at der hele tiden siges du. Det er ikke et program. Det er heller ikke en ideologi. Men det er en fordring til den enkelte som enkelt, og det er det naturligvis, fordi det handler om én enkelt, ham eller hende, du møder på din vej ligesom samaritanen stødte på den overfaldne. Næsten er netop aldrig i flertal. Næsten er altid i ental. Og næsten er din næste, ikke en behandlingsgenstand eller et politisk formål, fordi Guds ord gør ham eller hende til det.

Derfor har næstekærlighed ikke at gøre med at drage ud i alverden for at finde næster, men næstekærlighed er den enkeltes handling i øjeblikket mod den, han eller hun falder over. Samaritanen er ikke nødhjælpsarbejder. Han er ikke professionelt næstekærlig. De, der er det, præsten og levitten, går den overfaldne forbi. Men samaritanen gør den nærmeste, den enkelte, til sin opgave, og således er samaritanen den mands næste, der faldt blandt røvere.

Søren Krarups læserbrev er et svar på en kommentar af Peter Kemp bragt den 10. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Krarup fremsætter først og fremmest en uhyrlig påstand, nemlig at folk der taler for menneskerettighedernes fremme andre steder, er hyklere. jeg er ikke i tvivl om at nogle er hyklere, som blot påtager sig en holdning for at mele egen kage, men at der kan være gevinst i at gøre dette, må jo så betyde at der er et stort antal mennesker/vælgere som efterspørger denne holdning, fordi de vitterligt og ærligt sætter den højt.

Dernæst påstår han, at man nødvendigvis vil svigte sine nærmeste, hvis man beslutter sig for at hjælpe f.eks. fremmede mennesker i fjerne lande. Den påstand kan han kun tillade sig at fremsætte for egen regning, - ikke for andres. At Krarup selv har en stærkt begrænset mængde næstekærlighed at gøre godt med, er da en ærlig sag, men at ekstrapolere egne begrænsninger til at gælde alle andre, er vist lidt mere end hans bukser kan holde til.

Så atter engang må man spørge sig selv, hvad den mand skal med to øjne, når han så åbenlyst kun bruger ét?

Angående samaritaneren i historien er pointen den, (som man altså skal vide), at folk i Judæa anså dem for Samaria for værende ikke-jøder, dvs. ikke-mennesker. Jesus lader så manden der hjælder den jøde, som er blevet overfaldet, være samaritaner, altså ophøjer den udstødte.

Ang. Krarups udlægning af historien, så mener jeg også, jeg kan huske noget om, at han mente, at samaritaneren var et decideret fjols (eller noget i den stil) - og at det var levitten og præsten som havde fat i den lange ende.

Ang. Krarups kommentar (til Peter Kemps kommentar) fatter jeg altså ikke særlig meget - udover at jeg måske er i stand til at gennem-skue at Krarups kommentar som hvilende på nogle præmisser som bl.a. er:

1) Kierkegaards fordring til hin enkelte, som netop betyder, at Guds ord lyder til hver enkelt, aldrig til en samlet menneskehed.
2) Krarups udfald mod al fromhed og humanisme (i den tradition som kendes fra Erasmus af Rotterdam fra Middel-alderen)
3) Krarups antagelse af (hvorfor ved jeg egentlig ikke?) at mennesket ikke kan frelse sig selv, men må hengive sig til Guds store nåde og barnhjertighed.
4) Krarups antagelse om, at mennesket er ondt, og at kun Gud er god. Og at mennesket derfor ikke kan lave noget som helst om, ej heller sig selv. Og at idealer, alle idealer er af det onde.
5) Krarups insisteren på, at næsten er den konkrete person, man møder på sin vej, ved jeg ikke, hvor han har fra.
6) Krarup ser ud til at skelne skarpt mellem troen på Gud (indre) og hjælpe næsten (ydre). Og han mener åbenbart, at troen på næsten (ydre) altid er underlagt troen på Gud (indre). Troen på Gud siger, Krarup, så vidt jeg kan læse det, står altid over kærligheden til næsten.

Hertil er at sige at pointen med Jesu historie er, at barmhjertigheden og kærligheden til næsten er et udtryk for Guds kærlighed til menneske...

Kære Karsten Aaen,

du opstiller en rigtig flot liste over Krarups kamp for hans ret til både at kalde sig kristen, og samtidig at se Det Ny Testamente som et tag-selv-bord, hvor han kan vælge til og fra, efter forgodtbefindende.

Hvad der egentlig undrer mig lidt er, at Krarup ikke har oversat samaritaneren til at være muslim, og tolket hele lignelsen derhen, at Jesus budskab er, at muslimer - og andre ikke-kristne - folk har pligt til at hjælpe os "rigtige" mennesker, men ikke vice versa ;-)

Dre findes en diagnose for at tale med Gud og den ligger lige i forlængelse med den såkaldte normaliteT

Man ved for resten ikke altid om det er patienten eller lægen, der har forstand på Gud.

Søren Krarup:

»Hvordan får man sin vilje i vort offentlige liv i dag? (...) Ved at hælde det største kvantum vand ud af ørene. Ved mest at gøre sig til af at være næstekærlig. Ved fra folketingets talerstol eller i avisens spalter at ville frelse flest mulige - for andres penge og i bekvem afstand«.

Dansk Folkeparti har siden 2001 været regeringens støtteparti og har i ekstrem grad været i stand til at få "sin vilje i vort offentlige liv". Mange har gættet på årsagen til partiets succes, men det er vel ingen der kender sandheden så godt som Dansk Folkepartis partitop.

Derfor skal der lyde stor en tak til Søren Krarup for ærligt og uden omsvøb at at gøre rede for, hvordan man egenlig har båret sig ad med at få sin vilje i det offentlige liv.

Kære Tine Byrckel,

"Man ved for resten ikke altid om det er patienten eller lægen, der har forstand på Gud."

Kære Tine Byrckel,

"Man ved for resten ikke altid om det er patienten eller lægen, der har forstand på Gud."

Kære Tine Byrckel,

(sorry for de to ovenfor, - fejl i HTML-koden ;-)

"Man ved for resten ikke altid om det er patienten eller lægen, der har forstand på Gud.", skriver du, men spørger man en læge, vil han nok svare, at han da kender sig selv bedre, end patienten gør!

;-)

Tline Byckel har svært ved at se, hvad ordet næstekærlighed har med religion at gøre.
Det er nu engang det etiske bud i kritendommen ud fra noget fra moselovene, som Jesus nævner som det vigtigte.
Idag har vi virkelig let ved at nedrakke den kristne kulturarv, fordi den jo ikke truer nogen, imens de fleste af Informations læsere (Ja det er et fordomsfuldt indtryk jeg har, men ret mig da venligst hvis jeg tager fejl). Har enorm respekt for den Islamiske, hvilket jeg så absolut ikke mener man skal have. Budet lyder helt konkret-Elsk din næste , SOM DIG SELV-Læg mærke til at det er en toledet størrelse. Du skal også elske dig selv.
Nu må jeg inddrømme det er lidt svært at lege bibelkyndig uden at have rådført sig med Googles orakel, men såvidt min hukommelse rækker, så henvises der til to bud fra Jesus over Moselovens bud- Elsk gud af hele dit hjerte, og -elsk din næste som dig selv-. Så et eller andet har det vel med religion at gøre. Vores samfund er skabt på den kristne etik, og det er det vi har fået i arv om vi vil det eller ej. Forkaster vi det vil etikken uddø med de næste generationer. Langt fra alle kulturer har samme etik. Enten fordi religionen fordre noget andet, eller fordi den menneskelige natur har skabt et andet samfund (Maos kina, Saudi Arabien etc).

Kære M. Unna,

vores samfund er ikke "skabt på den kristne etik", som du skriver.

Kristendommen er blot et af de elementer, som har dannet vores nuværende kultur, - skulle den være hele grundlaget, så skulle vi ikke have eksisteret før missionærerne kom til nordeuropa. ;-)

Hans Jørgen Lassen

Lige i øjet, Sven!

I øvrigt er der jo nogle, der mener, at der ikke findes en kristen etik. Muligvis også Søren Krarup.

Jeg læste en gang en artikel, som hed noget i retning af "Gives der en kristen etik?", skrevet af en professor i teologi, som jeg havde et undervisningssamarbejde med. Gad vide, om jeg stadig har den liggende i mit arkiv.

M. Unna skrev :
"Vores samfund er skabt på den kristne etik..."

Vort samfund er skabt både på trods af, og i trods til,
den kristne etik . Luther var en antisemitisk, totalitær skurk og den oplyste læser vil da også vide at den væsentligste årsag til at Lutheranismen blev indført ved Kongeligt Dekret i de Nordiske lande var at Luther mente Regenten skulle være Kirkens overhoved og kasserer .. Og hvem siger nej til gratis penge, specielt i den mængde den Katolske Kirke havde raget til sig ?
Nå, men det første disse konger gjorde, var at ophøje Biblen til lov, med det resultat at homoer,hekse,troldmænd,zoofile,utro,tyve,lediggængere og andre syndige fik deres fortjente Bibelske straf . Og der er ikke meget pladderhumanisme eller næste-kærlighed over Moseloven skal jeg hilse og sige .

I Danmark er vi imod politisk Lutheranisme og derfor er vi også imod politiske præster som Søren Krarup, en mand der misbruger sin stilling og sin religion til at sprede had, misundelse, smålighed og alle de andre sunde provinsielle jyske værdier .
Han er ikke et hak bedre end Hizb ut Tahrir .

Kære Hans Jørgen Lassen,

nu er jeg jo hverken filosof eller teolog, men jeg vil alligevel vove mig ud i en lille kommentar om spørgsmålet "kristendom og etik":

hvis man accepterer at skelne imellem kristendom og etik, må der enten være dele af kristendommen som ikke er etisk, eller etiske begreber som ikke har sin rod i kristendommen, og naturligvis kan ingen af de to muligheder accepteres af en kristen fundamentalist ;-)

Her er jeg uenig. Sven. Den kristne etik har selvfølgelig ikke skabt mennesket, men har skabt den etik vores samfund bygger på. Hvi man ikke kan lide det nationale er det selvfølgelig omsonst, men på det jordnære plan har kristendommen vundet indpas først via Ansgar og så Blåtanden og jellingestenene, som så igen har banet vej for kirken og dens magt på godt og ondt.
Uden den havde vi vel stadigvæk ofret til moserne, eller hyldet lokale høvdinge med gravhøje, eller vandaliseret hid og did, når Heden ikke kunne brødføde os.

Søren Rehhoff

Typisk Søren Krarup, det lykkes for ham, at fortolke historien om den barmhjertige samaritaner, så det bliver til et forsvar for en slags moralsk jantelov, hvor det primært gælder om, at sikre at ingen tror de er moralsk bedre end andre og med Gud som almægtig jantelovshersker. Intet under at han har arbejdet så godt sammen med den nuværende regering, som også med deres opgør med "smagsdommerne" har arbejdet hårdt på, at få forstærket janteloven.
Det er selvfølgelig godt engang imellem på god protestantisk vis, at kigge ind i sit hjerte og reflektere over sine motiver. På den anden side er det en lidt underlig prioritering, at det vigtigste ikke så meget er om man hjælper, men om det sker på baggrund af helt rene motiver, jeg tror sådan set, at dem der får hjælp, også er temmeligt ligeglade. Men Gud ser selvfølgelig alt.

:-) men jeg har rådført mig med googleoraklet.
Matteus evg kap 22 vers 36 til 40, og 3 mosebog kap 19 vers 18 .Halleluja :-) for ligesom at være konkret. God weekendlæsning. Så kan der tolkes imellem Sadukærere , Farisærere og andet godtfolk. :-).

Thomas Frisendal

Det undrer mig konstant og siden længe, at Næstekærlighed bliver brandet som en kristen opfindelse. Sandheden er jo, at denne gyldne regel findes i alle kulturer. Det er en almen menneskelig egenskab; sådan er vi bare. (Og det er der gode evolutionære forklaringer på).

Vi skal være stolte over vores stærke sociale instinkter, dyrke dem, fremelske dem, videreudvikle vores kulturer i tråd med disse grundlæggende menneskelige egenskaber. Dette har jeg ikke noget problem med at se som en “fordring til den enkelte som enkelt”. Fint nok. Men resten af SK’s tekst er jo stærkt indforstået (kristen kulturkreds) og ekskluderende i sin forherligelse af den kristne forklaring på alting. Hans problem er jo, at han ikke kan løfte sig op og ud over sin egen kontekst.

Verden er imidlertid fuld af mennesker, der kan. Så tag det roligt, Søren, vi skal nok være næstekærlige. Okay?

Søren Rehhoff

@Thomas Frisendal

"Så tag det roligt, Søren, vi skal nok være næstekærlige. Okay?"

Okay men jeg vil bare advare om, at ifølge Krarup løber du en frygtelig risiko.

Hans Jørgen Lassen

Kristendom?

Hvad i alverden har kristendom med dagens Danmark at gøre?

Er det kristendom, der styrer? Overhovedet ikke.

Kristendom findes stort ikke, og det kan man så glæde sig over eller begræde, afhængigt af, hvilken udlægning af kristendom, man måtte foretrække.

Hans Jørgen Lassen

stort set

Kan vi konkludere at kærlighed er enormt risikabel?

Det er vel kun kristne fundamentalister som Krarup der har den egoistiske indstilling.

Det kunne være meget interessant og høre hvor mange andre i DF der støtter Krarups holdning.
Krarup siger bla " Din næste svigter du ved dine humanitære programmer. Din næste svigter du ved din programmerede ‘næstekærlighed’ fra talerstole og konferencer og indsamlinger"

Ved at sige dette siger han jo også at den omfordeling der findes i samfundet er et svigt og forkert. Udbetalinger til folkepensionister må set i hans optik være imod kristendommen og vel så også imod DF politiske holdning.

At han ikke støtter indsamlinger til f.eks Haiti fortæller jo hvad det er for en egoistisk nærig mand han er.

Ved ikke helt hvorfor jeg får associationer til anti.chist når jeg høre om ham og fætteren.

Søren Rehhoff

@Tine Byrckel

"KAn vi konkludere at kæriighed er enormt risikabel?"

Absolut, specielt når Krarup og Tidehverv er i nabolaget.

Kære M. unna,

kristendommen var mange år undervejs, før den nåede til Nordeuropa og DK. Først blev den kraftigt påvirket af romerriget, og siden af de kulturer som den skulle kæmpe sig igennem.

Heroppe nordpå havde vi såmænd en ret så veletableret kultur, da missionærerne kom, og den forsvandt ikke bare som dug for solen, da Ansgar begyndte at læse højt for kongerne. Diverse kristne højtider (jul, påske, osv.), er ligeså stille tilpasset gode, gamle hedenske festtidspunkter. Julen ligger jo fast (på en dato, fastlagt efter et romersk kalendersystem), mens resten så er lidt mere dynamisk.

Den bedste udbredelsesform for kristendommen viste sig iøvrigt at være, at man fremsatte en tyndt underbygget påstand om, at kongen naturligvis var salvet af gud, og så var det jo ikke svært at få de lokale diktatorer med på galejen, og lade dem tvinge folket ind i kristendommen, istedet for at skulle overbevise dem (lidt småfascistisk i mine øjne, men andre mener vist, at målet helliger midlet (medmindre målet er Islam, naturligvis;-)).

Men bundlinien på alt dette er, at kristendommen ikke fik bedre fat i folkets hjerter, end f.eks. kommunismen fik sæde i de gamle kommunistiske staters borgere (hvilket som bekendt var ret flygtigt, hvilket tydeligt fremgik efter murens fald).

Jeg lever i parforhold med min kvinde, bruger arabiske tal og romerske bogstaver, spiser kød, brød og grød, slagter mine høns, taler dansk, osv., - altsammen primære elementer i min personlige kulturelle udfoldelse, og allesammen ting, der ikke har rod i kristendommen.

Jeg afviser ikke, at du muligvis lever dit liv på en måde, så det meste kan henføres til det nye testamente, men så tilhører du et ret lille mindretal i DK.

Hans Jørgen Lassen

Ja, det kan vi godt, Tine,

jeg har mistet adskillige bøger plus forskelligt andet løsøre.

Så, man/jeg må konkludere, at kærlighed er risikabel.

Ikke desto mindre brænder der stadig en lille flamme i mit hjerte for flere gamle veninder.

Så næsten er øjeblikket?

Jeg tror nu ikke at kærlighed er særligt risikabel i sig selv, men når vi elsker - og det være sig vores næste, vores partner eller vores børn, så kan den kærlighed få os til at løbe en irrationel risiko.

På den anden side, - den der ikke tør tage en risiko, kan heller ikke elske ... ihvertfald ikke andre end sig selv!

at det er skønt at vi fik vendt Krarup om til kærlighed. For jeg genkender intet af det jeg kender som kærlighed,,hos Krarup !

Hans Jørgen Lassen

Har Krarup egentlig ikke fået alt for meget opmærksomhed og plads?

Som han slet ikke fortjener?

Jeg mener, han har jo ikke noget som helst positivt at byde på.

Burde vi (og jeg mener vi) ikke bare ignorere ham?

Sven Karlsen

Du har nemlig ret - selvfølgelig blev danerne ikke kristne overnight - og det har givetvis holdt hårdt at afholde dem fra at "blote", og givetvis har de i nødens stund påkaldt Thor og Odin - de har ikke haft tiltro til "hvide krist".
Og stadig i dag fejrer vi JUL - og ikke Kristmesse.
Ordet Jul er oldnordisk - og vores jul er at finde i England i dag - Yulelog - det friske gran som vikinger bar ind i deres huse ved Solhvervsfesten - for at fjerne lugten. Frisk sengehalm.
Af en eller anden grund tror briterne at det skal være en hel træstamme, men dem om det.

De - vikingerne - drak JUL i en langbåd på havet uden våben og kvinder, det første for ikke at skade hinanden, det sekundære for ikke at der skulle opstå ufred ;-)

Og iøvrigt har danerne taget forskud på festen i forhold til resten af den del af verden der fejrer Kristmesse - de venter pænt til den 25. december.

Jo, gamle kulturelle ting er ikke sådan at udrydde,
de bor i vores sprog.

Hans Jørgen Lassen

"Har Krarup egentlig ikke fået alt for meget opmærksomhed og plads?"

Jeg synes godt vi kan udvise lidt næstekærlighed over for SK og lytte til ham, det kan måske lindre hans opmærksomhedssøgende adfærd, det varer jo ikke længe før han står uden menighed igen.

Claes Pedersen

Til Lennart Kampmann. Hvis du fore samtaler med en gud anser du som Skizofren, men hvis du beder til til en gud betraktes du som normal inde for psykiatrien.

Men ellers giver jeg Soren Kraup ret meget humanisme bygger po hyglerie, og gore sig god i forhold til mennesker der ligger ned. Hvor vores sociale hjalpe programmer bode i Danmark og ude verden ikke hjalper specielt meget po tros af alle de penge vi bruger.

For nytter endnu engang ikke at hjalpe mennesker, hvis fattige forsat for mange born og et sykke jord kan endnu engang kun brod fode et x antal mennesker, som i so der kun er begranset antal fisk.

Jeg modt mange af disse humanister inde for vores behandling system som Krarup taler om, som er de storste moralske hygler i Danmark.

Der taler moral om sund kost og motion terapier osv. nor det kommer til cykle en tur med Fru Olsen der er blevet overvagtige, so ser man virkeligheden om hvor langt der er imellem ord og menneskers konkrete handlinger og goren i forhold til deres medmennesker.

Men at vare noget for sine medmennesker kraver ikke altid so meget, og jeg kobt et bordtennis bord til 550 store danske rigsdaler her po Philippinerne og lader fremmed komme ind og spille for en time for lidt over en krone. Alle pengene gor ind po kontoen til et barn han kan fo nor han er 18 or.

So hvis i skulle have plads til socialt spil i jeres hjem, so oben jeres dore for fremmed og lad dem komme og spille for smo penge.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila

Heinrich R. Jørgensen

Søren Krarup har slet, slet ikke fået nok opmærksomhed. Han har jo tilbudt, at levere en svada hver anden uge i Dagbladet Information, og kan umuligt være ubekendt med, at hans ytringer får et par kommentarer med på vejen.

Hvis jeg fik bragt en kronik i en avisen, ville jeg glæde mig over, hvis folk gad at diskutere emnet, herunden hvor mine tanker og argumenter ikke hang ordentligt sammen. Personligt, ville jeg nok sige tak for både ros og navnligt ris, der kunne bruges til en omgang revisionisme.

Krarup er ikke fundementalist; det er en stor og dyb misforståelse. Krarup læser jo netop ikke Bibelen bogstaveligt, og vil ej have, at den, Bibelen, altså skal være fundamentet for samfundet, sådan som f.eks. de evangeliske kristne i USA vil have det.

Krarup er jo netop imod at kristendommen omsættes til en (politisk) ideologi, hvor det gælder om at forbedre samfundet, eller forbedre menneskene. Her er han på linje med den unge Luther, som opfandt en ond og straffende Gud, fordi hans egen far var ond og straffende. Og som derfor så mente, at kun Guds nåde kunne frelse os. Det er netop her i denne position, Krarup står. Derfor må han også være modstander af menneskerettigheder, og humanisme, da de, ifølge Krarup, gør mennesket til Gud. Gud er Gud, og mennesket er mennesket, lille og svag, mens Gud er mægtig og stor. Der er således i Krarups forståelse af det her et skarpt skel mellem Gud og Mennesket (som begreb). Kun Gud kan selv skabe det ideale samfund, mennesket kan intet gøre af sig selv, thi det er ondt og slet (altså ikke-godt) af sit væsen. Og alle forsøg på at skabe ideal-samfund vil slå om, dvs. mislykkedes pga. menneskets onde natur.

Denne sin tese har Krarup skamredet de sidste 40-50 år, i forskellige udgaver og udlægninger, men altid med samme konklusion. Mennesket er ondt; derfor vil alle forsøg på at forbedre mennesket, eller samfundet slå fejl. Og hvorfor er det sådan? Jo, det er det bl.a. fordi Luther siger det. Og fordi Luther med sin to-lære regimente-lære om det verdslige og det religiøse ikke mener, at religiøsitet skal have nogen væsentlig indflydelse på, hvordan fyrsten regerer.
(sålænge altså, at han, fyrsten, lader folk tro hvad de vil på den måde, de vil..)

Krarup overser totalt, at Luther også mente, at det var en god kristen pligt at tage vare på de små og svage i samfundet, bl.a. ved at oprette skoler, uddanne dem, samt ved at sørge for deres ophold (dvs. give dem føde, klæde mv). Og til det formål måtte (burde) den kristne gerne gå ind i hverdagens politik - og arbejde for gennemførelsen af dette. Også med religiøse argumenter; det gik nu nok nemmere i 1500-tallet end det måske går i dag....

Svend W. Jensen

@ Hans Jørgen,

Jeg giver dig ret i, at flere deltageres udgangspunkt er antipati mod Søren Krarup og at det det står i vejen for en stillingstagende til, hvad han faktisk siger og skriver i al almindelig.

Jeg synes ikke, at man skal tage fejl af, at han er intellektuel skarp, en god retoriker og en gevaldig provokatør, der vækker til debat og modsigelse, hvilket denne tråds hurtige opnåede længde demonstrerer.

At man så ikke kan lide hans synspunkter og finder at han kunne har brugt sine evner i en bedre sags tjeneste er en anden sag.

@ Niels Mosbak og flere,

Jeg synes, at i har ladet jer narre til at spille på SKs præmisser med jeres ihærdige legen amatør-teologer. Jeg synes, at Ole Falstofts konstatering af, ”hvad rager det os” (hvordan SK og andre religiøse freaks tolker de hellige skrifter) er den relevante.

Når jeg tidligere lagde mit pund i hans vægtskål vedrørende hans tolkning af næstekærlighedsbegrebet, var det som anført, fordi det er den tolkning, der passe bedst til virkeligheden og fordi det er en videnskabelig kendsgerning, at evnen til at føle empati eller grader af empati er omvendt proportional med afstanden. Det kan vi alle hurtigt bekræfte uden større omtanke med simple hverdags situationer.

Og jo, det rager os, hvordan SK rent faktisk tolker lignelsen om den barmhjertige samaritan, fordi manden bruger denne lignelse politisk. Han har bl.a. brugt den til at argumentere imod Dansk Flygtningehjælp, imod indvandring til Danmark, da DK mener, at kun det menneske man konkret møder på sin vej er ens næste. Altså en holdning om at en flygtning fra Iran f.eks. skal man ikke hjælpe eller det tidl. DDR måske skulle man ej heller hjælpe, netop fordi de jo ikke var ens næste, ifølge Søren Krarup. Det er kun den person, der banker på ens dør og beder om hjælp f.eks. - uanset hvem det er.
Og netop derfor rager det os - fordi manden (mis)bruger lignelsen til at få sin politik gennemført.

Svend W. Jensen

Ole Falstoft,

Dit modsvar til Humes og mit epigoniske: Al moral og etik er baseret på sympati/antipati og resten er efterrationaliseringer: ”Vi kan ikke bygge et samfund på følelser”

Men det er jo det vi gør, hvad ellers – fornuften? Det er der mange, der antager, men det er et falsum. Fornuften er vores evne til at arbejde med begreber, men er værdi tom i sig selv. Vi bliver nødt til at have et styrende værdisystem, der bestemmer, hvad der er godt/ondt, rigtigt/forkert, retfærdigt/uretfærdigt osv og det system er ikke indbygget i hvor fornuft. Fornuften kan som bekendt godt træffe ufornuftige beslutninger.

Som tidligere anført kan vi ikke drive et fællesskab på hver vores sympatier/antipatier, derfor må vi have en final begrundelse for vor etik og moral og den har vi i Kristendommen hentet fra Bibelens ”gyldne princip”. Som nu er citeret adskillige gange i tråden.

Og den kan vi jo fortsat bruge, selvom vi ikke længere tror på det gudgivet. Den kan jo godt være god nok på trods af, at den står i Bibelen og der er selvfølgeligt intet i vejen for, at vi bruger den som den basale retningslinie for humanismen, som du hævdede. Og den er jo også forsøgt verdsligt begrundet af Kant med hans kategoriske imperativ og krav om at regelen (maksimen) for vores handlen skal kunne gøres almengyldig. Og dermed er Bibelens ”gyldne princip” blevet verdsliggjort – gjort uafhængig af Kristendommen og den oprindelige følelses begrundede etik og moral rationaliseret.

Vi behøver slet ikke SK og andres religion og deres fortolkninger, vi kan selv til SKs store irritation, frustration og påstand om afgudsdyrkelse.

Svend W. Jensen

Godnat provokationen.

Vi er alle kulturkristne, selv den største fornægter her i tråden Peter Jensen bekræfter dette ved sin indædte fornægtelse, når han hævder, at vores etik er skabt imod og på trods af Kristendommen. Han definerer sig blot negativt i forhold til Kristendommen, for hvis den ingen rolle spillede, ville han heller ikke kunne definere sig ved det modsatte.

Godnat

Heinrich R. Jørgensen

Svend W:
"Vi er alle kulturkristne"

"Kulturkristen" er et vrøvlebegreb, Svend. Et ord, der er blevet brugt gennem tiderne, til forskellige formål, og også har levet en tid på universiteterne som modebegreb.

Hvis "kulturkristen" giver mening, gør "kulturkristen" det i samme grad. Personligt ville jeg gerne forsøge at leve op til betegnelsen "kulturviking", hvis det blev gangbart som udtryk.

Heinrich R. Jørgensen

* gør “kulturmuslim” det i samme grad.

Hans Jørgen Lassen

Og så er man kultur-oldgræker, hvis man (som jeg) har læst Platon, Aristoteles, Homer m.v. og taget stilling til samt bruger udtryk og billeder hentet derfra?

Samt kulturjøde, når man kender det gamle testamente ud og ind?

Kultursønderjyde, når man laver grønlangkål på sønderjysk maner, hvilket jeg gør?

Og så videre.

Det er en tynd kop the, Svend, dit kulturkristen.

Unna er inde på mosesbøgerne, og så er det lige at jeg har lidt svært ved at se hvad det har med næstekærlighed at gøre? Og det gamle testamente er vel noget at det mest fordummende man overhovedet kan finde,

Hvor finder man lige det gamle testamente i dansk kultur? Det ser mere ud som om at det netop var det man ville slippe af med, engang for 160 år siden.

Hør nu her Sven karlsen. jeg skriver ikke at kristendommen blev udbredt på den smukkeste vis, og ja det er da rigtig nok at ugedagene og Juleaften er rester af gamle hedenske skikke, men der er fandens til forskel på lovreligioner (moseloven, og Sharialoven for henholdsvis ortodoks Jødedom og Islam), eller Hindulovene med kastesystem osv osv osv.
Jeg skriver jo heller ikke at fordi man lever med asiatiske kvinder eller drikker te fra Sri lanka, at man så ikke lever i et kristent samfund.
kristendommen tager sit udgangspunkt i mennesket-på godt og ondt-som individ. Det er en menneskekærlighedsetisk religion i forhold til individet, og vævre lidt hid og did imellem det og hensynet til samfundet som helhed i forhold til lovene, som det så ud fra de brede tolkninger der er indretter lovene efter. Jyske Lov er et godt eksembel. Vi har heldigvis frihed til at være kritiske overfor det.
(Hvis det interessere læserne, så læg venlig mærke til at Jesus bliver undfanget udenfor det dengang barske Jødiske lov-hvor stenning for utroskab jo var loven. Josef er jo ikke faderen. Mit gæt er tolkningsmæssigt må det vi kalder helligånden jo så være kærligheden til konen og barnet på trods af loven, og som en inspiration til Josefs måde at reagere på. Hvis man ser på det på den måde, så kan man måske forstå hvorfor jesus følte en tæt tilknytning til Jødedommen -Gud er vel vores allesammens fader, hvis man tror på ham som værende skaberen til alt det skabte inkl dig og mig-altså vi er alle sammen Guds døtre og SØNNER-sammentidig med at han mente -sabbathen (loven)er til for menneskenes skyld, og menneskene ikke til for sabbathens(lovens) skyld-Markus-evg kap 2 vers 27-28-dødstraf for overtrædelse af Sabbath-men lad det nu ligge).

Men det er jo heller ikke sikkert at samfundet før den tid var det rene uskyldige kærlighedsideal, eller at alternativet er det fremover. God weekend.

Svend W. Jensen

Godmorgen.

Jeg kan se, at min godnatprovokation, har haft sin virkning og at det ikke just er næstekærlighed, der strømmer mig i møde.

Heinrich: Kulturkristen er ikke et vrøvlebegreb, her som ved andre begreber kommer det helt an på, hvad man lægger i det. Herom senere, men ja, der findes kulturmuslimer og kulturjøder og hermed menes jo blot, at der findes personer, som er vokset op i muslimske respektive jødiske kulturer uden at være troende, ligesom de fleste europæere og altså også danskere er vokset op i kristne kulturer uden nødvendigvis at være troende. Det indgår simpelthen i begrebet ”den vestlige kulturkreds”, at det kristne høre med. Enhver idehistorie, dansk eller udenlandsk, starter med at fastslå, at ”det europæiske” har to hovedkilder: Den jødisk-kristne og den græsk-romerske.

Om grønlangkål på sønderjysk maner er nok til at definere en kultur sønderjyde, ved jeg til gengæld ikke, her vil jeg rette ind efter Hans Jørgen, det er ham, der har ekspertisen.

Vi har vendt problemet før og om nødvendigt skal jeg gerne uddybe og underbygge, efter først at konstatere at ateisme tilsyneladende også omfatter en fornægtelse af religionen i dens afledte kulturformer.

Så endnu engang. når en dansker rejser til udlandet med sit pas, så gør han/hun det som kulturkristen. På den første side er Jellingestenen afbildet med den korsfæstede Kristus (i vikingeudgaven forstås).

Så indvender (indvendte) I, vrøvl også muslimer med dansk pas rejser og de er ikke kulturkristne og så imødegår jeg med, nej, selv muslimer må finde sig i, at de bor i et kulturkristent land, eller hur?

Svend W. Jensen

M. Unna,

Jeg er helt på linie med dig. Kristendommen er en sindelagsreligion i modsætning til Jødedommen og Islam, der er lovreligioner.

Det er eksplesit fastslået i Kristendommens skrifter. Derfor f.eks. intet kostpåbud og/eller klip i tissemand hos kristne

Heinrich R. Jørgensen

Svend W:
"at det ikke just er næstekærlighed, der strømmer mig i møde"

Næh, det er snarere overbærenhed, der er tale om ;-)

Det med de to hovedkilder til europæisk historie, demonstrerer i sig selv, at de tager fejl. Græsk-romersk kultur blev først genoptaget for ca. 1000 år siden, og skyldes at de siden så fæle muselmænd i det siden meget katolske Spanien, gav lærde adgang til deres enorme biblioteker, hvor der fandtes oversættelser af de bøger fra alverdens kulturer, muslimer i tidens løb var stødt på (og måske besejret), til vistnok arabisk. Dér, i hovedbiblioteket i det spanske kalifat, blev det oldgræske genopdaget, og dét var også der, at der blev konstrueret en sammenfatning mellem det judeo-kristne og det græsk-romerske.

Mere rigtigt, ville de jo have været, at erkende, at der i bogstaveligste forstand havde været et tredje ben, nemlig islam. Det skyldes vel egentligt religiøse dogmer, og måske en følelse af underlegenhed, der gjorde at det kapital ikke skulle tages med i (ide)historien?

Selv anno 2010, er det jo de færreste der ved noget om den lille oplysningstid, endsige at islam engang var en ophøjet, forfinet, lærd og tolerant forehavende, meget ulig hvad det er degenereret til siden. Der er jo ellers et par interessante historier begravet i det emne. Bl.a. den sørgelige, at kulturel udvikling ikke altid går opad og fremad - kulturel deroute er en meget reel mulighed.

Heinrich R. Jørgensen

* genopdaget

Hans Jørgen Lassen

Svend,

jeg bliver jo altså ikke kulturkristen, fordi nogle andre har bestemt, hvordan mit pas skal se. Hvordan passet ser ud, har intet som helst med mig at gøre, men det siger muligvis nok noget om dem, der har valgt det billede.

Hvis man forsynede passet med et billede af en svane i stedet, så bliver jeg da ikke af den grund kulturornitolog.

Man kan kalde folk kulturkristne, hvis de er medlem af folkekirken, går i kirke juleaften, får deres børn døbt, bliver gift og begravet ved kirkelige ceremonier. Men så i øvrigt ikke til daglig er en skid religiøse og overhovedet ikke tror på noget som helst, hverken Gud, Jesus eller Helligånden.

Selv er jeg ikke medlem af folkekirken, vore børn er ikke døbte, ikke ét af dem, vi er ikke gift, hverken kirkeligt eller borgerligt, og vi går ikke i kirke juleaften.

Hvis jeg skulle kaldes kulturkristen, måtte det være på grund af noget, jeg gør, men jeg foretager mig ikke noget som helst, der er specielt kristent, og som du ved, synes jeg i øvrigt, at religioner i det hele taget er det glade vanvid.

Så kulturkristen, nej tak.

Marianne Mandoe

Jeg kan ikke gøre andet end at tage mig til hovedet over Krarups åbenlyse foragt for alle andre end lige sin egen familie.
For det er ganske tydeligt at vi her har at gøre med en fundamentalist der læser biblen som fanden ville have gjort det.

Som livslang ateist, en der er opvokset med den faste overbevisning at religion ikke er andet en myter og historier der var hyggelige at fortælle rundt om ildstedet om aftenen, har man også den intellektuelle frihed at kunne drage paralleller mellem de forskellige religioner.

Krarup er ikke et hak bedre, eller værre, end den fanatiske Imam der i en wahabist-moske prædiker at ingen andre end muslimer er værdige.

Jeg vil 100% tilslutte mig Arthur C. Clarkes ord.
One of the great tragedies of mankind is that morality has been hijacked by religion.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"Selv er jeg ikke medlem af folkekirken, vore børn er ikke døbte, ikke ét af dem, vi er ikke gift, hverken kirkeligt eller borgerligt, og vi går ikke i kirke juleaften."

Ditto. Og med samme konklusion.

Sider