Kommentar

Næstekærlighed

I anledning af Peter Kemps udlægning af den barmhjertige samaritan
Debat
11. februar 2010

Tro på Gud og kærlighed til næsten - det er kristendommens fordring til mennesket, men fordi troen på Gud bestemmer kærligheden til næsten, er der ikke tale om en politisk eller social bestræbelse. Der er tale om øjeblikkets gerning, som ikke ved af sig selv, fordi den tillige er troens gerning. Og der er tale om øjeblikkets gerning i forhold til ham eller hende, du her og nu er nærmest, ikke en menneskehed, du opsøger som genstand for din selvoptagethed. Efter min mening er kristendommens forvandling til humanisme eller humanitær ideologi det værste, der er sket os - både fordi det forfalsker kristendommen og fordi det prisgiver menneskelivet til dæmonisk selvretfærdighed og falskhed. Hvordan får man sin vilje i vort offentlige liv i dag? Ved at spille mest from. Ved at hælde det største kvantum vand ud af ørene. Ved mest at gøre sig til af at være næstekærlig. Ved fra folketingets talerstol eller i avisens spalter at ville frelse flest mulige - for andres penge og i bekvem afstand.

Og én kommer til at betale prisen for dette hykleri. Det er din næste. Det er den, der er dig nærmest nu, og som stiller personlige, besværlige krav til dig - din ægtefælle, dit barn, din nabo, din nærmeste: ham eller hende, som du ikke kan gøre til genstand for et program, men som kræver dig selv. Din næste svigter du ved dine humanitære programmer. Din næste svigter du ved din programmerede 'næstekærlighed' fra talerstole og konferencer og indsamlinger.

For at ofre dig for menneskeheden ofrer du mennesket.

Og denne så udbredte og beundrede attitude er kommet i højsædet, fordi sansen for, hvad kristendom og næstekærlighed rettelig forstået er, er blevet fortrængt. At du skal tro Gud og elske næsten. Og at næsten først bliver din næste: dit ansvar, din opgave, dér, hvor Gud gør ham eller hende til det. Her som altid er det Guds ord, der binder mig til det kon-krete. Humanismen elsker at flyve bort fra den konkrete virkelighed på de store ideers vinger. Humanismen taler altid om menneskeheden og verden. Kristendommen taler om din næste, for kristendommen gør ethvert menneske til hin enkelte ved at stille mennesket over for Guds ord.

Dobbeltbundet ironi

Som bekendt er det Jesu lignelse om den barmhjertige samaritan, der altid trækkes i marken af vor tids eksperter i 'næstekærlighed' og 'global ansvarlighed'. Den er kendt af alle. Det er Jesus, der af en lovkyndig bliver stillet over for spørgsmålet: Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Jesus svarer ved at spørge, hvad der står i loven. Den lovkyndige siger: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv. Og Jesus svarer - ikke uden dobbeltbundet ironi: Du har svaret rigtigt, gør dette, så skal du leve - for måske er det ikke så enkelt at gøre dette, måske er denne fordring så krævende og uopfyldelig, at mennesket ikke har andet at håbe på end Guds nåde.

Imidlertid, den lovkyndige er en hårdnakket sjæl, der vil retfærdiggøre sig selv, og spørger derfor: Hvem er så min næste? Og som svar fortæller Jesus lignelsen om manden, der gik ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere, som slog ham fordærvet, og en præst drog ned ad samme vej og lod ham ligge, og en levit kom forbi, men lod ham ligge, men en samaritan ynkedes inderligt og forbandt hans sår og løftede ham op på sit ridedyr og førte ham til et herberg og sørgede for ham. Hvem af de tre synes du nu har vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere? spørger Jesus den lovkyndige. Den, som øvede barmhjertighed imod ham, lyder svaret. Og Jesus siger: Gå du hen og gør ligeså!

Det er beretningen, som citeres af alle, der gør næstekærlighed til deres program eller profession, og man skal først lægge mærke til, at der hele tiden siges du. Det er ikke et program. Det er heller ikke en ideologi. Men det er en fordring til den enkelte som enkelt, og det er det naturligvis, fordi det handler om én enkelt, ham eller hende, du møder på din vej ligesom samaritanen stødte på den overfaldne. Næsten er netop aldrig i flertal. Næsten er altid i ental. Og næsten er din næste, ikke en behandlingsgenstand eller et politisk formål, fordi Guds ord gør ham eller hende til det.

Derfor har næstekærlighed ikke at gøre med at drage ud i alverden for at finde næster, men næstekærlighed er den enkeltes handling i øjeblikket mod den, han eller hun falder over. Samaritanen er ikke nødhjælpsarbejder. Han er ikke professionelt næstekærlig. De, der er det, præsten og levitten, går den overfaldne forbi. Men samaritanen gør den nærmeste, den enkelte, til sin opgave, og således er samaritanen den mands næste, der faldt blandt røvere.

Søren Krarups læserbrev er et svar på en kommentar af Peter Kemp bragt den 10. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Svend W. Jensen

Heinrich,

Dér fik samtlige idehistoriker, historiker og europæiske filosoffer sig ellers et ordentligt skud for boven. Afvist af Heinrich R, som sludder og vrøvl.

Jeg er noget desorienteret vedrørende de 1000 år. Her mener jeg nu, at historien er ret entydig, med mindre du mener, at her tager ekspertisen også fejl. Det græsk-romerske hævdedes at være fraværende under Middelalderens 1000 år, hvor Kristenheden herskede, det senere Europa – meget rammende beskrevet som 1000 år uden et bad, medens andre hævder, og dem er jeg enig med, at det græsk-romerske formede det kristne og konstruerede Kristendommen til det den blev.

Det er muligt at mange ikke kender til ”Islams gyldne periode” også benævnt ”den lille oplysningstid”, som du anfører, men idehistorikerne og historikerne peger nu på den, som et væsentligt tilskud til ”det europæiske” bl.a. med overvintringen og bearbejdelsen af Aristoteles, der ellers ville være gået tabt.

Men alt det, ændrer jo ikke på, at Kristendommen indgår som en af de afgørende bestemmende faktorer i ”den europæiske eller vestlige” kulturkreds. En fornægtelse af det er simpel historieforfalskning.

Hans Jørgen Lassen

Svend,

hvorfor vælger du så blandt alle de eksisterende muligheder netop kulturkristen? Hvorfor ikke kulturgræker eller kulturromer?

Selv har jeg læst langt mere græsk filosofi end kristen ditto, selv om jeg dog har beskæftiget med Aquinas - og han bygger jo i øvrigt på mesteren selv, Aristoteles.

En fornægtelse af det er simpel historieforfalskning.

Hverken Heinrich eller jeg bedriver historieforfalskning. Vi finder det bare meningsløst, at du over en kam kalder alle danskere for kulturkristne, blot fordi de er født her i landet.

Det svarer til at kalde alle for leverpostejsdanskere, også dem, der ikke kan fordrage leverpostej og aldrig spiser det. For de er opvokset og lever jo alle i et land, hvor leverpostej indgår i madkulturen. Derfor er alle som en i det mindste kulturleverpostejsdanskere, uanset deres spisevaner.

Heinrich R. Jørgensen

Svend W:
"Men alt det, ændrer jo ikke på, at Kristendommen indgår som en af de afgørende bestemmende faktorer i ”den europæiske eller vestlige” kulturkreds"

Selvfølgelig er den det, og endog i meget høj grad. Det benægter jeg på ingen måde.

Jeg påstår ikke, at idehistorikere ikke aner hvad skriver om. Jeg gør blot opmærksom på, at ligesom nogle (kristne, formodentligt) er i gang med at bilde os alle ind, at kristendommen som del af vores fælles kulturarv og historie, er det altoverskyggende element og det centrale, ser de fleste idehistorikere bort de to hovedkilder, du omtaler. Der er mildest talt underligt, at nogen i den grad har brug for at reducere og skære bort, for at kunne fremstille vestlig filosofi som noget stringent, der rækker mere end 2.000 år tilbage i tiden.

Når jeg ser smagsdommere, der er i gang med systematisk at eliminere alt det der ikke passer ind i glansbilledeforestillingerne, er det ikke svært at regne ud, at der er tale om bedrag og manipulation.

Nej, jeg er ikke kulturkristen. Jeg fornægtet ikke kristendommens indflydelse på min dannelse, men denne er ikke hverken dominerende eller fyldestgørende. At tale om kulturkristendom som et almindeligt begreb, udenfor de akademiske cirkler, er et bevidst forsøg på at manipulere. Det finder jeg voldsomt usmageligt.

Heinrich R. Jørgensen

* ser de fleste idehistorikere blot de to hovedkilder, du omtaler.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich skriver:

Jeg fornægtet ikke kristendommens indflydelse på min dannelse, men denne er ikke hverken dominerende eller fyldestgørende.

Så enkelt kan det siges.

Svend W. Jensen

Hans Jørgen,

Vi fødes ikke ud i det blå, vi fødes ind i en ikke kultur. Hvis vi var født et andet sted, ville vi have en anden sædelighed, altså ”med modermælken” blive påvirket af skik og brug og de tilstedeværende traditioner.

Og hertil lands fødes vi altså ind i en kultur, hvor Kristendommen har spillet en væsentlig rolle. Er vi ikke enige så langt?

Jeg skrev i mit første indlæg (som tidligere), at religion er et kulturelt nedarvet fordomskompleks. Er vi ikke enige så langt? Og som ved alle andre fordomme (foreløbige domme) gør man dem til egentlige domme ved at bearbejde dem – ved refleksion.

På den måde kan man godt frigøre sig for idéindholdet i religionen, men jo ikke dermed for dens (religionen) fysiske symboler, det der er blevet til kulturelle normer og/eller den begrebsverden, den har bevæget sig i.

Eksempler: Du ser kirker (og ikke moskeer), når du går ud i landskabet, registrere dem uden egentligt at tænke over dem som religiøst symbol, men mere som evt. kønne , passer godt ind i landskabet eller det modsatte, men de er dér. På samme vis med flaget (korsfareflag), passet osv.

De ”store begivenheder” , fødsel, markering af overgang fra barn til voksen, giftermål og død fejres forsat for langt den største del af befolkningen med kirkelige handlinger, der er velkendte af alle, ikke fordi man nødvendigvis er troende, men fordi ”det gør man nu engang” og fordi man opfatter det sekulært, så at sige, som en serviceydelse fra det offentlige.

Vi debattere ”næstekærlighed”, men det er et kristenbegreb, og når vi debatterer det, er det fordi, vi alle har en mere eller mindre kvalificeret forståelse af begrebet, og fordi vi i hvert fald har en anden forståelse af det en SK. Peter Jensen er meget tæt ved, at bekræfte det kristne begreb ”arvesynden” med al sin opposition mod kristendommen, hvor han tillægger dagens kristne skylden (igen en kristen begreb) for de historiske misgerninger, der er udført i Kristendommens navn – arvesynden.

Og det er det jeg mener med ”kulturkristen”, vi har kristendommen indbygget i vores kultur, uanset om vi kan lide det eller ej.

Svend W. Jensen

Heinrich R.,

” ser de fleste idehistorikere blot de to hovedkilder, du omtaler”.

Ja, ”det europæiske” defineres udfra disse to hovedkilder, men med bidrag fra andre kulturkilder, eksempelvis fra ”den lille oplysningstid”

Hans Jørgen Lassen

Svend, tillad mig at citere et par af mine tidligere indlæg i denne tråd:

Er det kristendom, der styrer? Overhovedet ikke.
Kristendom findes stort ikke, og det kan man så glæde sig over eller begræde, afhængigt af, hvilken udlægning af kristendom, man måtte foretrække.

Skide være med mærkværdige begreber som næstekærlighed - så længe man opfører sig ordentligt over for andre mennesker. Ud med det der kristne vås.

At jeg ser en kirke, når jeg kigger ud ad vinduet, gør mig ikke til kulturkristen, ligesom jeg ikke bliver til kulturkøbmand, når jeg kigger på en anden bygning, en gammel købmandsgård, lige her over for min penthouse-lejlighed.

Som jeg fremhævede tidligere, hvis jeg skal kunne kaldes kulturkristen, skal det være i kraft af, hvad jeg selv gør.

Jeg bliver ikke kristen, heller ikke kulturkristen, fordi der engang har eksisteret kristendom i dette land. Jeg bliver ikke kristen af, at der findes kirker. Jeg er sådan set kold i røven over for kirker; jeg sætter aldrig mine ben sådanne steder.

Mine omgivelser kunne være nok så religiøse, som de ville være (men det er de ikke) - selv bliver jeg ikke religiøs af den grund, heller ikke kulturreligiøs.

De ”store begivenheder” , fødsel, markering af overgang fra barn til voksen, giftermål og død fejres forsat for langt den største del af befolkningen med kirkelige handlinger

Hvad den største del af befolkningen foretager sig, må være den største dels anliggende. Det er ikke mit, og jeg bliver ikke kulturkristen, fordi andre mennesker går i kirke.

Du kan da for pokker ikke kalde alle kulturkristne, fordi nogle - andre - går i kirke!

Hvis hele min tankegang og livsmåde var gennemsyret af et eller andet kristent, hvis det var det helt dominerende i min person, så kunne du med god ret kalde mig kulturkristen.

Men sådan forholder det sig ikke. Religion spiller ingen rolle i mit liv, ingen overhovedet.

Svend W:.
Nu har jeg ikke læst hverken Hume, Kant eller andre af de lærte som flittigt citeres her på blokken.. Mit udgangspunkt er et andet
Jeg er enig med dig i at vi naturligvis ikke kan bygge samfundet på fornuft alene. Fornuft eller rationalitet er jo altid i forhold til noget - det eksisterer ikke i et tomrum men forholder sig til vores forestillinger om godt og ondt rigtigt og forkert etc. Jeg mener bare at det er farligt som Krarup at forveksle moral med følelser. Moral er ikke følelser men en ’rationalisering’ af følelser kunne man sige
Vi adskiller os efter min mening afgørende fra andre dyr ved vores evne til at handle moralsk - som netop ikke er følelsesstyret, men ofte på trods af følelserne.
Kristendommen særtræk er måske først og fremmest at den inkluderer alle mennesker som ’medmennesker’ uanset etnicitet, tro(de skal godt nok omvendes, men de er alligevel mennesker blot ’vildførte ’eller ’uvidende’) eller kultur. Før kristendommen var religioner primær stamme religioner og de religiøse bud som at ’du må ikke slå ihjel’ gjaldt kun indenfor stammen
Derfor er kristendommen - for mig at se - det grundlag hvorfra humanismen udspringer
Og derfor forstår jeg ikke SK: udgave at kristendom som begrænser næstekærlighedens bud til kun at dreje sig om de nærmeste. Jamen hvordan adskiller dette sig fra hunhundens kærlighed til sine hvalpe og sine flokmedlemmer?

Svend W. Jensen

Hans Jørgen,

Jeg vil endnu engang konstatere, at hos nogle ateister går fornægtelsen ikke alene af det ”guddommelige” (her er vi enige), men også af det ”guddommeliges” evidente indflydelse på kulturen (her er vi uenige), de befinder sig i.

Den er dér, uanset om man vil eller ej Det er ikke en viljesproces, men en sag til efterretning.

Det er ikke noget jeg tror, det er noget jeg ved.

Svend W. Jensen

Ole Falstoft,

Så vil jeg endnu engang konstatere vores til sammenfald enighed i synspunkter.

” Moral er ikke følelser men en ’rationalisering’ af følelser”

Derfor også min tidligere ”irettesættelse” af ”amatør- teologerne”. De lader SK sætte dagsordenen med hans næstekærlighed.

Som du skrev tidligere ”hvad rager det os”. Vi kan godt selv bestemme, hvad der er næstekærlighed mv., vi behøver ikke hans hellige skrifter og fortolkninger. Vi kan selv og så kan han kalde det afgudsdyrkelse ligeså meget han vil. Han kan gå hjem og vugge, kan han og tage et par imamer med.

Eller med et omformulering af Mandoes Clark citat: Det er slut med, at vi lader religioner hijacke moraliteten.

Hans Jørgen Lassen

Svend,

der er ingen, hverken Heinrich eller jeg, der har fornægtet, at der har eksisteret kristendom i Danmark. Ej heller, at kristendommen har haft en historisk indflydelse. Ligesom så meget andet har haft en historisk indflydelse.

Jeg fornægter ikke, at der findes kirker; jeg kommer der bare ikke.

Jeg fornægter ikke, at mange bliver gift i kirker og får deres børn døbt. Jeg gør bare ikke.

Du fornægter til gengæld, at der er forskel på folk ved at kalde alle over en kam for kulturkristne, alene ud fra det kriterium, at de er født og opvokset i Danmark.

Herved udvander du begrebet, også i den grad, og det er jo noget fusk. Hvis man kan kalde alle for kulturkristne, så betegner det så godt som intet; begrebet kan dermed ikke beskrive en person, til forskel fra en anden.

Peter er kulturkristen; Søren er ikke. Den er jo umulig efter dit begrebsfusk.

Konvertitten Maria, skjult i sin burka, er alligevel ikke muslim. Hun kan ikke undslippe sin skæbne, hun er og bliver skabs- eller kulturkristen, hvilket selvfølgelig plager hende og medfører uregelmæssig menstruation samt hovedpine.

Hvis man vil bevare en smule indhold, må man holde sig til den gængse definition, ikke til din altinkluderende:

Man kan kalde folk kulturkristne, hvis de er medlem af folkekirken, går i kirke juleaften, får deres børn døbt, bliver gift og begravet ved kirkelige ceremonier. Men så i øvrigt ikke til daglig er en skid religiøse og overhovedet ikke tror på noget som helst, hverken Gud, Jesus eller Helligånden.

Jeg kan ikke lide, at du vil pådutte folk en kristendom, som de ikke hverken vil eje eller have.

Svend W. Jensen

Hans Jørgen,

Jeg er ked af, at det går ud over dine menstruationer (eller var det en andens?).

Jeg pådutter dig ikke en kristendom, men tilskriver dig den kultur, du er født ind i.

Hans Jørgen Lassen

Svend,

lad mig dreje vinklen.

Hvad er det, Heinrich eller jeg gør, som du mener kan berettige, at du kalder os kulturkristne? Hvilke træk, egenskaber eller handlinger refererer du til hos Heinrich eller mig med dette begreb?

Hvilke træk, egenskaber eller handlinger hos dig selv refererer du til, når du kalder dig selv kulturkristen?

Det kan jo altså ikke være, at der står en kirke på torvet i Grenaa - det er ikke et træk ved dig, mig eller Heinrich.

Det kan heller ikke være, at dine forældre og dine naboer blev gift i en landsbykirke. Det er heller ikke et træk ved dig, mig eller Heinrich. Ja, det vil sige, jeg ved jo ikke, om du er blevet gift i en landsbykirke, men Heinrich og jeg er ikke.

Det kan heller ikke være, at folketinget indleder sæsonen med en gudstjeneste. Det er heller ikke et træk ved dig ...

Det kan heller ikke være, at grundloven fastslår, at landet har en statskirke. Det er heller ikke et træk ved dig ...

Og sådan kunne jeg blive ved i det uendelige, men jeg skal nå færgen hjem til Anholt kl. 13 og have pakket og ryddet op inden.

Hans Jørgen Lassen

Svend skriver:

men tilskriver dig den kultur, du er født ind i

Hvad tænker du sådan mere specifikt på?

Hvilke kulturelle dele, som er specifikt kristne, mener du, at jeg (eller Heinrich) har internaliseret? Dele som er så væsentlige, at du finder betegnelsen kulturkristen på sin plads. I modsætning til alle mulige andre betegnelser for mine holdninger, min livsanskuelse og så videre?

At der f.eks. ligger en kirke på torvet, for nu at gentage, er ikke mit værk. Det kan du altså ikke give mig skylden for.

Selvfølgelig er vi alle født ind i en kultur; det er en banalitet. Men når du tillader dig at kalde folk kulturkristne, implicerer du, at de har overtaget, internaliseret væsentlige dele af kulturens særligt kristne elementer.

Hvilke?

Svend W. Jensen

Hans Jørgen,

Det er ikke noget, vi gør. Det er noget, vi er.

Mit begrebs indhold er meget bredere (du må godt kalde det diffust) end dit. Du vil med fandens vold og magt gære det til noget religiøst, medens jeg gør det til noget kulturelt (sædeligheden) frigjort fra religionen.

P.S. Vi må engang have fundet en tangent til Aquinas, han er en sjov aristotelisk fætter.

Hans Jørgen Lassen

Jamen, Svend,

hvad er det så, du og jeg er, som gør, at du med fandens vold og magt vil kalde os for kulturkristne?

Sådan mere specifikt?

Og hvorfor insisterer du på at bruge ordet "kristne", når du netop taler om noget kulturelt, frigjort fra religionen?

PS. Ja, Aquinas er fascinerende. Det var den første filosof, jeg for alvor beskæftigede mig med, i gymnasiet - hans gudsbeviser (i hvert fald ét af dem, mindst, stammer helt tilbage fra Aristoteles, 1600 år tidligere)

Svend W. Jensen

Hans Jørgen,

Jeg vil ikke kalde os kulturkristne, vi er kulturkristne, fordi der indgår, så mange kristne elementer i vores kultur, helt frigjort fra deres oprindelig religionsbetydning.

Du VIL ikke kaldes kulturkristen, om end du er det, men så lad os dog kalde dig akulturkristen, det er ok for mig, hvis det kan give dig sjælefred og regelmæssige menstruationer (eller var det en anden? ).

P.S. Ja, et resultat af opbevaring og bearbejdning af Aristoteles hos en muslim, resulterende i status som hoffilosof hos de katolske i Vatikanet og også nuværende Il Papas foretrukne. Sig så ikke, at de ikke er multireligiøse, formentlig også dette til stor forargelse for SK og endnu en grund til hans reformerthed i den strenge udgave.

Kære Svend og Hans Jørgen: Er det kke lidt en diskussion om 'kejserens skæg' I fører?
Hvis nu Hans Jørgen ikke ønsker at blive kaldt 'kulturkristen' så synes jeg han skal slippe. Det er jo i bund og grund et definitionsspørgsmål
og for nogle af os andre en temmelig uinteressant diskussion

Hans Jørgen Lassen

Jo, Ole, måske nok.

Jeg kan imidlertid, som du har bemærket, ikke fordrage at få påklistret en etiket, som slet, slet ikke passer.

Hans Jørgen Lassen

Svend,

du mangler endnu at give ét eneste argument for, at eksempelvis jeg skulle være kulturkristen i nogen indholdsfyldt og fornuftig forstand.

Hvilke særligt kristne elementer har du bemærket i mine talrige debatindlæg?

Vel at mærke elementer, som i den grad overskygger alle andre inspirationskilder (Aristoteles, Platon, Kant, Marx, Stirner, Kropotkin, Hume, Wittgenstein osv.) i en sådan grad, at en rammende betegnelse er "kulturkristen"?

Svend W. Jensen

Ole Falstoft,

Også i den grad!

Heinrich R. Jørgensen

Ole Falstoft:
"Er det kke lidt en diskussion om ‘kejserens skæg’ "

Jo, men når Søren Krarup, Svend W og andre fremturer med deres religiøse dogmer, er vi jo nogen der ser det som en pligt, at påpege når det er noget sludder ;-)

Svend W. Jensen

Heinrich R. og andre.

Nu synes jeg, at det er tæt ved at høre ind under begrebet almén dannelse at vide, hvad den vestlige og europæiske (og dermed den danske variant) kulturkreds bygger på.

Og når man ser på, de forskellige kulturkredse, synes jeg, at det er ret iøjnefaldende, at religion er en væsentlig, hvis ikke den væsentligste, byggesten.

Det var såmænd blot, det jeg ville påpege med min godaften provokation. For min skyld kan man kalde sig, hvad man vil, men jeg har ikke noget imod at blive kaldt kulturkristen, selvom jeg ikke er troende. Men andre har lov til at have sine idiosynkrasier. I forståelsen er vi nok ikke så uenige endda.

Mere væsentligt er, at vi i kampens hede her på tråden, tilsyneladende har glemt, at Søren Krarups indlæg var et modsvar til Per Klemps og at hans (PKs) indlæg ikke udløste samme galde, som SKs. Man kan jo nok mistænke, at det skyldes, at PKs tolkning, er i langt bedre overensstemmelse med , hvad vi andre synes skulle være den korrekte end SKs ”skurkagtige”.

For mit vedkommende er kritikken rettet ligeligt mod dem begge. Vi behøver ingen hellige bøger og skriftkloges fortolkninger for at finde ud af, hvad der er ret og rimeligt.

Vi har ikke noget problem med, at finde ud af hvem, hvordan og hvornår vi vil hjælpe andre. Og det vil vi gøre også selvom, det er på trods af, hvad der står i de hellige skrifter. ”Hvad rager de os”.

Man kan frygte, at denne voldsomt lange tråd får nogle af dem, der bestemmer på Information til at tro, at bladets læsere virkelig er meget interesserede i at få Søren Krarup som fast klummeskriver.

Det er vi ikke!

Helle,

Du gør som regel en fejlagtig antagelse, når du tror, at du taler på andre menneskers vegne.

Derfor, vær så venlig næste gang at bruge ordet "jeg" frem for "vi".

På forhånd tak

Og til de som mener, at

"Humanisme handler om at gøre mod andre hvad du ønsker andre vil gøre mod dig"

eller som en anden formulerede det

"ikke at gøre mod andre hvad du ikke vil at de skal gøre mod dig"

Jeg mener begge tager fejl. Og jeg mener at mange begår den samme fejl, igen og igen, og at dette faktum leder til megen ulykke.

Jævnfør Helle Emporung som, sikkert i bedste mening, mente at kunne tale for både sig selv, mig, og dig ved at at sige "vi" er ikke interesserede i Krarups klummer. Hun tog mindst 33% fejl. Og det gjorde hun fordi hun troede at all andre vil det samme som hun.

Jeg mener vi kommer langt nærmere en definition af humanisme ved at sige: "Vær med andre sådan som de vil have du skal være med dem."

Nu er du da vist gået helt i selvsving. Fred være med det.

Heinrich R. Jørgensen

Personligt, kan jeg godt lide at være uenig med opvakte personer. Af den grund, bifalder jeg, at Søren Krarup gentager sit martyrium.

Det er også interessant, at få indsigt i personen bag holdninger, så de skumle hensigter kan komme for dagen - men det har jeg forlængst afkodet, og behøver ikke flere eksempler.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich skriver:

Personligt, kan jeg godt lide at være uenig med opvakte personer.

Tak for de pæne ord, Heinrich.

En skam, at vi så var enige denne gang i vores lille batalje med etiketmanden Svend.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"Tak for de pæne ord, Heinrich"

Bestemt er du en fornøjelse at diskutere med - pånær når du bliver ved med at slå i dynen samme sted, så diskussioner ikke kommer ud af stedet :-)

Du vil sikkert nok mene, er jeg er bidt af samme form form for (dum)stædighed? I så fald har du nok ret :-)

I øvrigt er du også en fornøjelse af diskutere med, når vi er enige om noget. En højst effektiv våbenbroder...

I betragtning af at 90% af alle adspurgt ville angive, at det var samaritaneren der var den 'retfærdigt handlende' og den forulykkede der var 'næsten' - så er det vel hele debatten værd at få dette forhold klargjort.
Det er også bærende i forståelsen af Tidehvervs nære vinkling af 'næste'-begrebet, at det er 'næste'-n der er den værdigt trængende, og at denne oftest bor i Seem og ikke i Timbuktu. Næste som metafor for 'nabo'. Så tak til Kemp for initiativet.

Men inden man ender i skyttegravene, skal man først glæde sig over, at Krarup ikke bare anerkender udlægningen, men også sætter den ind i en større sammenhæng. Så er alle enige igen.

For at man skal 'elske' den der allerede har gjort noget godt for een (den ligedfremme fortolkning, Kemps) - det er jo en banal anstændighedsmæssig selvfølge.
Derfor er den folkeligt uselviske nabo-udlægning ikke at foragte. Om det så er 'vores' - eller Krarups - moralske addenda til Jesu selvfølgeligheder synes mindre vigtigt. De var ikke selvfølgeligheder engang, men livsfarlig positionering. Og det drejer sig grundlæggende om (drømmen om) ikke at 'spekulere' i andre mennesker. Og Krarup diskuterer sådan spekulations veje og vildveje i næstebegrebets sammenhæng ganske validt. De har alle ret og en ukendt person i der hader dig og alt hvad du står for er stadig ikke 'din næste', beklager.
Ja nu skal man ligefrem gøre noget for at blive 'næste' ? Og magtesløse er afskåret fra at kunne blive det. Nej jeg tror jeg holder mig til den folkelige .....

Djævelens præsteskab har aldrig villet hjælpes. Selv når de ligger dér i vejkanten, forslået og bliver tilbudt hjælp, ser de lutter hykleri hos humanisten og tror sig overgivet til den store intetsigende menneskehed, når det rettelig er guds mening at ligge hjælpeløs dér i sølet.
For teologen findes en eneste sandhed og virkelighed, gud, verdens eneste næste, mens alle barmhjertige blot handler af selverkendelse. Vær pjat, og du skal se alle vanskeligheder forsvinde.

Heinrich R. Jørgensen

Svend W:
"Og når man ser på, de forskellige kulturkredse, synes jeg, at det er ret iøjnefaldende, at religion er en væsentlig, hvis ikke den væsentligste, byggesten."

Det har du ret i, og formodentligt bliver religion ved med at være en væsentlig byggesten, uagtet at uddannelsesniveau generelt øges og trossamfundenes indflydelse generelt mindskes.

Som demonstration af din pointe om min disrespekt for vedtagne konventioner, kan jeg nævne, at der i vid udstrækning egentligt ikke er den store forskel mellem religioner. Begge er menneskeskabte forestillinger, om verdens indretning og formålet med (ens) tilværelse, begge har deres "præsteskaber" der fremme de rene tanker og skammer på kættere, osv.

Mange af de, der bliver a-religiøse, bliver indfanget i ideologisk dogmatik i stedet. Rent status quo.

Det er jo ikke så meget Krarups udlægning af lignelsen som fordring til den enkelte - det er den generelle konsekvens, at man ved at gå længere end dette direkte fysiske 1:1-møde gør sig skyldig i afguderi og gerningsretfærdighed.
Det er som diskussionen om musicals på Det Kgl. Teater: man læser en afgræsning fremfor en fordring af et minimum.

Der er megen oplysningstidsoptimisme i denne tråd, Peter Hansen, og utrolig megen tro - men det kalder man ikke "tro" vel ? - på oven i købet dårlig logik. Som ja, den du bemærker her hos Krarup.

Der kunne være plads til kærlighed og gavmildhed langt ud over minimalkravet hos "Jesus" selv i Krarups Jesusudlægning.

For det meste bliver dette rum for gavmildhed så brugt til fordømmelse. Jesus, var en klog mand og sikkert også lidt skør, og jo i al fald ikke særlig optaget af et småborgerligt liv, men han havde her en anden ligning klar ,om at kaste den første sten...

Den slags sten hvirvler det helt vidlt med...

Hans Jørgen Lassen

For god ordens skyld:

den der med den første sten er ikke en lignelse.

I øvrigt er passagens status og historie uklar og omstridt.

Hans Jørgen Lassen

- men en lignelse er der ikke tale om.

Så lad os kalde det en metafor. Er en metafor en lignelse? Det er det da vist, den får et billede til at ligne et andet billede... Og du er vel den første til at mene, Hans Jørgen Lassen, at det er lige meget om det er Jesus, der har sagt det (til omtanke) eller Jensen på krydset,, som en seksårig en dag betegnede den her omtalte "reference" ?

Men det er jo vigtigt, det med den gode orden... Sådan set vigtigere end noget som helst andet . Der er en sær fryd ved at irettesætte.

Hans Jørgen Lassen

Beklager, Tine, der er heller ikke tale om en metafor.
Tjek dine kilder.

Hans Jørgen Lassen

Johannesevangeliet, kapitel 8, lige i begyndelsen.

Hans Jørgen Lassen

Der er en sær fryd ved at irettesætte.

Den var unfair og under lavmålet. Jeg undlod således at hænge dig ud for at skrive "ligning" i stedet for "lignelse".

at buge udtrykket "at kaste sten" i stedet for at sige "fordømme" ,det er en metafor ,lige meget hvad mine kilder, eller det der kilder andre, er !

Sjovt så travlt du har med det præcise bilbelsted i betragtning af, at du ikke er kulturkristen :-)

Jeg kaster ikke med sten, når jeg bor i et glashus, så tja, jeg synes selv det er en fryd at irettesætte. Det kan man i øvrigt gøre i en uendelighed, måske den samme uendelighed som i slutningen af "Fader vor " ?`

nå nej, "evighed" !

Hans Jørgen Lassen

Tine, du skrev jo altså dette:

han [Jesus] havde her en anden ligning klar ,om at kaste den første sten…

Og det er simpelthen forkert. Der er ikke tale om lignelse eller en metafor, men en konkret situation, hvor Jesus opfordrer til besindighed. At du så - i modsætning til en forhærdet ateist som mig - ikke kan din bibelshistorie, det er jo dit problem.

Jeg ville i øvrigt også have brokket mig, hvis det var udsagn fra Zenon, Parmenides, Platon, Aristoteles etc., som du havde fejlkategoriseret.

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Religion_og_mystik/Dogmatik...

her kan du se at en lignelse er en udvidet metafor.

Når man opfordrer til besindighed (som du fortolker det) ved at tale om at kaste sten, så kaldes det en metafor. Jesues bruger en metafor i det du kalder en "konkret situation". til andre tider brugte han udvidede metaforer som så kaltes lignelser. du må sørme meget undskylde at jeg kom til at kalde en direkte metafor for en ligning , øh av, lignelse.

Bibelhistorien den kan jeg forfra og bagfra ! Og jeg er ikke så altvidende ,at jeg er ateist, jeg er derfor agnostiker, Ikke midnst fordi jeg kan konstatere, at det er helt utroligt, hvad folk tror på ikke midnst når de ikke tror ,de tror.

Hans Jørgen Lassen

Nej, Tine. Læs dog historien. Der er intet som helst billedligt.

Der foreligger en situation, hvor en pågrebet kvinde eventuelt skal stenes.

Hertil siger Jesus, at den, der er skyldfri, kan kaste den første sten.

Det er ikke en metafor. Det er/var en helt konkret situation og et helt konkret moralsk dilemma.

Hvad skulle det dog være et billede på? I Johannesevangeliet kapitel er der ikke tale om et billede.

At historien så kan bruges i andre sammenhænge og der være metaforisk eller billedlig, det kan vi ikke blive uenige om.

tjek dine kilder om hvad en metafor er for noget,

Jesus bruger det .du kalder en konkret situation, som billede på en udvidet moralsk situation ,der dermed eksemplificerer et mere generelt bud. Hvordan får du det til at være et dilemma?

Men ok, hvis det altid bare handler om at kaste med sten, så er budet, da til at overse høhø...
Ligesom det ikke er så ofte at det vrimler med sårede folk i vejkanten og jeg i al fald ikke er samaritaner. Pyh ha så fik vi da begrænset fortoknngne af den der historie om den barmhjertige samaritaner....

Hans Jørgen Lassen

Du har tydeligvis ikke læst historien.

Og hvis du alligevel skulle have læst den, så skelner du ikke mellem selve historien, som er konkret, og hvad andre sidenhen har brugt den til, metaforisk.

Sider