Kommentar

Næstekærlighed

I anledning af Peter Kemps udlægning af den barmhjertige samaritan
Debat
11. februar 2010

Tro på Gud og kærlighed til næsten - det er kristendommens fordring til mennesket, men fordi troen på Gud bestemmer kærligheden til næsten, er der ikke tale om en politisk eller social bestræbelse. Der er tale om øjeblikkets gerning, som ikke ved af sig selv, fordi den tillige er troens gerning. Og der er tale om øjeblikkets gerning i forhold til ham eller hende, du her og nu er nærmest, ikke en menneskehed, du opsøger som genstand for din selvoptagethed. Efter min mening er kristendommens forvandling til humanisme eller humanitær ideologi det værste, der er sket os - både fordi det forfalsker kristendommen og fordi det prisgiver menneskelivet til dæmonisk selvretfærdighed og falskhed. Hvordan får man sin vilje i vort offentlige liv i dag? Ved at spille mest from. Ved at hælde det største kvantum vand ud af ørene. Ved mest at gøre sig til af at være næstekærlig. Ved fra folketingets talerstol eller i avisens spalter at ville frelse flest mulige - for andres penge og i bekvem afstand.

Og én kommer til at betale prisen for dette hykleri. Det er din næste. Det er den, der er dig nærmest nu, og som stiller personlige, besværlige krav til dig - din ægtefælle, dit barn, din nabo, din nærmeste: ham eller hende, som du ikke kan gøre til genstand for et program, men som kræver dig selv. Din næste svigter du ved dine humanitære programmer. Din næste svigter du ved din programmerede 'næstekærlighed' fra talerstole og konferencer og indsamlinger.

For at ofre dig for menneskeheden ofrer du mennesket.

Og denne så udbredte og beundrede attitude er kommet i højsædet, fordi sansen for, hvad kristendom og næstekærlighed rettelig forstået er, er blevet fortrængt. At du skal tro Gud og elske næsten. Og at næsten først bliver din næste: dit ansvar, din opgave, dér, hvor Gud gør ham eller hende til det. Her som altid er det Guds ord, der binder mig til det kon-krete. Humanismen elsker at flyve bort fra den konkrete virkelighed på de store ideers vinger. Humanismen taler altid om menneskeheden og verden. Kristendommen taler om din næste, for kristendommen gør ethvert menneske til hin enkelte ved at stille mennesket over for Guds ord.

Dobbeltbundet ironi

Som bekendt er det Jesu lignelse om den barmhjertige samaritan, der altid trækkes i marken af vor tids eksperter i 'næstekærlighed' og 'global ansvarlighed'. Den er kendt af alle. Det er Jesus, der af en lovkyndig bliver stillet over for spørgsmålet: Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Jesus svarer ved at spørge, hvad der står i loven. Den lovkyndige siger: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv. Og Jesus svarer - ikke uden dobbeltbundet ironi: Du har svaret rigtigt, gør dette, så skal du leve - for måske er det ikke så enkelt at gøre dette, måske er denne fordring så krævende og uopfyldelig, at mennesket ikke har andet at håbe på end Guds nåde.

Imidlertid, den lovkyndige er en hårdnakket sjæl, der vil retfærdiggøre sig selv, og spørger derfor: Hvem er så min næste? Og som svar fortæller Jesus lignelsen om manden, der gik ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere, som slog ham fordærvet, og en præst drog ned ad samme vej og lod ham ligge, og en levit kom forbi, men lod ham ligge, men en samaritan ynkedes inderligt og forbandt hans sår og løftede ham op på sit ridedyr og førte ham til et herberg og sørgede for ham. Hvem af de tre synes du nu har vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere? spørger Jesus den lovkyndige. Den, som øvede barmhjertighed imod ham, lyder svaret. Og Jesus siger: Gå du hen og gør ligeså!

Det er beretningen, som citeres af alle, der gør næstekærlighed til deres program eller profession, og man skal først lægge mærke til, at der hele tiden siges du. Det er ikke et program. Det er heller ikke en ideologi. Men det er en fordring til den enkelte som enkelt, og det er det naturligvis, fordi det handler om én enkelt, ham eller hende, du møder på din vej ligesom samaritanen stødte på den overfaldne. Næsten er netop aldrig i flertal. Næsten er altid i ental. Og næsten er din næste, ikke en behandlingsgenstand eller et politisk formål, fordi Guds ord gør ham eller hende til det.

Derfor har næstekærlighed ikke at gøre med at drage ud i alverden for at finde næster, men næstekærlighed er den enkeltes handling i øjeblikket mod den, han eller hun falder over. Samaritanen er ikke nødhjælpsarbejder. Han er ikke professionelt næstekærlig. De, der er det, præsten og levitten, går den overfaldne forbi. Men samaritanen gør den nærmeste, den enkelte, til sin opgave, og således er samaritanen den mands næste, der faldt blandt røvere.

Søren Krarups læserbrev er et svar på en kommentar af Peter Kemp bragt den 10. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og du ved tydeligvis ikke, hvad en historie er for noget. Eller sprog, som historier altid fortælles i.

Der ville ganske enkelt ikke blive "sagt" noget - eller andet end noget om sten - og da slet ikke om besindelse i denne historie, hvis der ikke var metafor på spil !

Men sådan kan man jo tro, at sprog kan være helt konkret...
-

Og selv inden for juraen er man jo åben for fortolkninger, af det konkrete...

Hans Jørgen Lassen

Tine,
du er en hård hund.

En lignelse er en billedlig historie, som Jesus fortæller for - forhåbentlig, men ofte uden held - at give sine disciple indsigt i et eller andet.

I dette tilfælde, Johannesevangeliet kapitel 8, er der imidlertid slet ikke tale om en historie, som Jesus fortæller.

Men om at han i en konkret situation bliver afæsket et svar. Og han svarer, om end tøvende. Og han svarer ikke med et billede. Men med et moralsk krav, ganske umisforståeligt.

Der er ikke noget som helst billede i den historie.

Historien bliver nu, i vore dage, brugt billedligt; hvilket er ganske glimrende, selv om den måske også bliver misbrugt.

Men historien i sig selv er ikke nogen lignelse. Der er ikke noget, der lignes ved noget andet.

Hans Jørgen Lassen

Tine skriver:

Jesus bruger det .du kalder en konkret situation, som billede på en udvidet moralsk situation

Og det er forkert. Fordi det er, som anført, ikke en historie, som Jesus fortæller.

Hvis nogen bruger situationen som billede, så er det evangelisten, ikke Jesus.

Jeg er da ikke en hund, hvad mener du med det? Noget konkret?
Pas på med stenene...

Jeg vil give Tine Byrckel helt ret i det metaforiske - for hvad er det, Frelseren finder anledning til at gøre folk opmærksomme på: at man skal passe sin egen næringsvej og ikke have så travlt med andres.
Nøjagtig det, som vores samfund efter 9 års håbløs 'værdikamp' fattes i overmåde grad.

Svend W. Jensen

Peter Hansen,

Også du synes, at være faldet for rettighedsliberalismens (ceposliberalismens, minimalstatsliberalismens, neoliberalismens) dogme om ikke indblanding, som du ellers beskylder 9 års ”værdikamp” for.

Hvis vi alle passede vores egen næringsvej (var vor egen lykkes smed), så var der ikke noget samfund og ingen næstekærlighed.

Hans Jørgen Lassen

En metafor er et udtryk, der er et billede på noget andet..

Efter Johs., kap. 8, vers 7, siger Jesus:

"Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der kaster en sten på hende!"

Hvor ser du, Peter, et billede i dette udsagn?

Udsagnet falder i en konkret situation, hvor farisæerne kommer til Jesus med en kvinde, som var grebet i hor, og er møntet på den situation.

Et billede? Nej. Der er ikke noget billede her.

Der er hverken tale om lignelse eller metafor.

Svend W, Jensen du har stadig ikke svaret på om vi så også helt koherent omsider skal gribe alvorligt ind for ligeløn for eksempel?
Eller er det kun kvinder med slør der sksal gribes ind overfor? Fordi de "generer" os?
Hvorfor er det vi skal gribe ind?

Svend W. Jensen

Tine Byrckel,

Så skal vi over i den anden tråd, for eller ved jeg erfaringsmæssigt, at den strenge gårdvagt griber ind, han tåler ingen afvigelser fra den sande sti.

Og kun under forudsætning af, at du er kommet ud af ”det røde felt”, som resultatet af dine ellers helt fraværende tastaturfejlanslag indikerede.

eller skal jeg forstå det sådan, Svend W. Jensen? At vi altså skal kaste stenen?
For det er jo helt konkret det Jesus opfordrer til her.
Måske er problemet så i vore dage , at der ikke er mange, der har syndsbevidsthed, så det ikke virker uden for konteksten.
Og hvorfor skulle det overhovedet virke for en ikke-troende?

Svend W. Jensen

Tine Byrckel,

Jeg kaster den første sten i den anden tråd nu, og så lad os ser, hvem af os, der bor i glashuset om nogen af os.

Du drager en forkert konsekvens, Svend W. Jensen. Velfærdsstatens opgave var at sætte folk fri, men har utilsigtet fået den modsatte effekt: at mennesker tvinges ind i .
Velfærdsstatens balance bygger ideelt på: Jeg havde, og de tog fra mig og gav til ham, der intet havde; men jeg har dog stadig, og stadig mere end han, som før ikke havde noget, men har nu.

Svend W. Jensen

Peter Hansen,

Det er muligt, men det var ikke det du udtrykte. Du udtrykte ultraliberalismens første dogme: ret til ikke-indblanding.

I øvrigt i god overensstemmelse med det Lutherske dogme om, at forblive i stand og kald (passe sig selv) og hvis man gjorde indsigelse mod (den gud indsatte) øvrigheden og gik udenfor sin dertil indrettede plads, skulle man ”slås ned som hunde”.

Tine

Naturligvis skal der gribes ind overfor eventuel manglende lovgivning vedr. ligeløn, men som altid helliger målet ikke midlet, her i forbindelse med kvote politik, der nødvendigvis må være underordnet kvalifikationspolitik, for ikke bare at blive en ny uretfærdighed.

Svend W. Jensen, det er jo egentlig meget præcist: det handler jo om den kedelige udbredelse af det og det andet, i stadigt ringere versioner.
Økonomien er en god tjener, men en streng herre, og vi har desværre underlagt os den stadigt mere - i modstrid med vore ønsker og behov som mennesker og borgere.

Svend W. Jensen

Peter Hansen,

Se dér, er vi meget tæt på at blive enige og jeg tror, at vi også kan opnå enighed med de ”religiøse”.

I en anden tråd udråbte jeg anbefalingen: Luk lukkeloven om søndagen!

De religiøse kunne glæde sig over, at man kom helligdagen i hu, og vi andre kunne af mentalhygiejniske grunde få en velfortjent pause i alt vores forbrugeri og (igen) beskæftige os med hinanden.

P.S. Jeg har nu fået indviklet mig i så mange tråde, at jeg ikke kan følge med, så jeg stopper her i denne, da jeg vistnok har fået sagt, hvad jeg ville.

Tak for debatten til alle.

Artiklen handlede om kærlighed til næsten. Forfatteren er tillige nationalist og politiker, og næstekærligheden bliver set i lyset heraf, en ganske væsentlige begrænsning, når man også tager i betragtning, at samme politiske ståsted lægger stemmer til at gå i krig og slå ihjel. Man kan vel ikke altid skyde ansvaret ind under gud/overtroen.

Sider