En elektronisk registrering, udført via en såkaldt PDA lommecomputer, er blevet hverdag for mange hjemmehjælpere i Danmark. Brugen af denne skal resultere i en mere effektiv og økonomisk drift. Dette medfører, at behandlingen af de ældre, i stigende grad bliver ensartet blandt andet for at sikre deres retssikkerhed. Der har i flere år ikke været nogen sammenhæng mellem borgernes tilfredshed med hjemmeplejen, og hvor mange økonomiske ressourcer der blev brugt. Derfor er den offentlige sektor ofte blevet beskyldt for at være ineffektiv og uøkonomisk.
I mange forskellige sammenhænge har fokus fra regeringers side derfor været større effektivitet for færre ressourcer. Inden for hjemmeplejen er dele af denne tankegang slået igennem inden for disse fire politiske reformer: 'Fælles Sprog' (1998), 'Fleksibel Hjemmehjælp' (2000), 'Frit Valgs ordningen '(2002) samt den såkaldte 'BUM-model' (Bestiller-Udfører-Modtager model) (2002).
'Fælles Sprog' er møntet på at skabe en ensartet hjemmepleje for at sikre, at alle ældre modtager de samme ydelser og den samme tid. 'Fleksibel Hjemmehjælp' er rettet specifikt mod den ældres ønsker, så en ydelse, for eksempel en støvsugning, kan byttes til en anden ydelse der tager cirka samme tid. 'Frit Valgs ordningen' har introduceret et hidtil ukendt konkurrenceelement i hjemmeplejen; private udbydere er kommet ind på markedet, og de ældre må nu selv vælge, om de ønsker en kommunal eller privat udbyder af hjemmehjælp. Den underlæggende ide er naturligvis, at den overordnede kvalitet i den kommunale hjemmehjælp må højnes for at kunne være konkurrencedygtig med de mere fleksible private udbydere. 'BUM-modellen' blev indført med det formål at sikre, at et hjemmehjælps center ikke, som tidligere, både kunne tildele ydelser til den ældre og samtidig levere disse ydelser. Meningen var, at dette skulle skabe mere gennemsigtighed i forhold til ressourcerne i hjemmeplejen.
Registrering
I tråd med tankegangen bag disse nationale reformer, er den såkaldte PDA (Personal Digital Assistent) blevet en del af det daglige arbejde. Denne er i dag i brug i 77 ud af 98 kommuner. Den er ikke meget større end en mobiltelefon, og bliver brugt både som telefon, notesblok, huskeseddel m.m. Ydermere er hjemmehjælperens såkaldte køreliste (dvs. en liste der indeholder hjemmehjælperens forskellige besøg, hvilke ydelser der skal udføres og hvor lang tid, der er afsat til hver ydelse), blevet digitaliseret og lagt ind på denne PDA. Det som PDA'en imidlertid også er kendt (og berygtet) for, er at registrere de ydelser som hjemmehjælperen foretager i den ældres hjem.
Igennem vores empiri- indsamling, der bestod af interviews med tretten hjemmehjælpere, lærte vi således, at de ofte skal registrere de arbejdsopgaver, de foretager sig ude i hjemmene. For eksempel skal hjemmehjælperen efter en gulvvask tage sin PDA frem og registrere, at hun nu har vasket gulvet. Dette skal gøres efter mange af de daglige arbejdsopgaver.
En af grundtankerne bag denne registrering er, udover at skabe en større grad af effektivitet, at gardere sig imod eventuelle klager omkring hjemmehjælpen. Nu har man et tydeligt bevis for, at man altså har støvsuget Fru Jensens stue kl. 10:34 til 10:37.
Det fremstod tydeligt, at disse arbejdsforhold sætter deres præg på den enkelte hjemmehjælper. Hjemmehjælperne udtrykte for eksempel, at de følte mistillid fra ledelsen og politikerne. De har gennemgået en uddannelse, og mange har også en del erhvervserfaring, men på trods af dette bliver deres faglige råderum konstant indskrænket. Hjemmehjælperne gav ydermere udtryk for, at de følte sig kontrolleret tidsmæssigt. Dette skyldes i høj grad PDA'en, men også den stramme minutopdeling der er hverdag i hjemmeplejen. Vi fik mulighed for at se en hjemmehjælpers køreliste, og kunne her se, hvordan f.eks. et 15 minutters besøg ser ud: Støvsugning = 4 minutter, vaske op = 3 minutter, gå ud med skraldet = 3 minutter. Man kunne blive ved og ved. Denne systematiske opdeling af de tildelte minutter er med til at styre hjemmehjælpernes tid, og ofte må de forhandle om minutterne for at få skemaet til at passe. For hvem har regnet ud, hvor lang tid det tager at bade, gøre rent, vaske op osv. Som en hjemmehjælper rammende sagde: »Hvordan har de fundet ud af, at det tager to minutter at vaske sig under armene?«. Derudover erfarede vi også, at der var stor forskel på, om de ældre havde en god eller en dårlig dag. Ingen dage er ens, når man arbejder med mennesker, og med det minuttyranni hjemmehjælperne i princippet skal følge, er der kun begrænset mulighed for at give ekstra tid til den ældre, der har en dårlig dag og behov for ekstra tid.
Den forhastede plejesituation, hvor en stresset hjemmehjælper flyver ind og ud af døren, har sine konsekvenser for den ældre. En hjemmehjælper udtalte det rammende: »Jeg kan godt gå fra en borger med den der følelse af, at man har lavet et mere eller mindre overgreb, fordi det skal gå stærkt«. Den samme hjemmehjælper beretter et øjeblik efter, at hun oplever, at de ældre trækker sig ind i sig selv og bliver passive af den pleje, hun er tvunget til at udføre. Helt basalt fordi de ikke kan følge med i det høje tempo.
Irrationel hjemmepleje
Også interaktionen mellem hjemmehjælperen og den ældre er blevet underlagt en skemalægning. Der er således visiteret et bestemt antal minutter til at snakke med den ældre - en betegnelse der går under navnet 'psykisk pleje'. Dette rammer de ressourcesvage ældre, der måske ikke ofte får familiebesøg og derfor forsøger at trække mere på den daglige kontakt til hjemmehjælperen. De sidder nu alene tilbage og bliver tabere i dette spil om effektivitet.
Et af de grundlæggende spørgsmål, som vi ofte stillede os selv, var, om det er muligt at skemalægge omsorgsarbejde. Det rungende svar må være et nej. Et af de absurde eksempler, som hjemmehjælperne fremhævede, var toiletbesøg. Det er typisk visiteret til fem minutter. Hvad, hvis det tager otte minutter? Hvad, hvis det tager tolv? Som en hjemmehjælper udtalte: »Man kan jo altså ikke sådan noget på kommando, vel?«. Et andet eksempel er uforudsete hændelser, som f.eks. når en pære springer. Hjemmehjælperne fortalte at de strengt taget ikke må skifte denne pære, eller vaske en hundeskål, eller vande planter osv., fordi sådanne ydelser ikke er visiteret og ikke står på kørelisten. Småting i hjemmet, som givetvis betyder meget for den ældres livskvalitet, må således ikke foretages af hjemmehjælperen, fordi denne er tvunget til at følge de strengt visiterede ydelser.
I denne forbindelse blev vi opmærksomme på en interessant pointe: Gruppelederen på institutionen forklarede, at hun gerne så, at de ældre og mere rutinerede hjemmehjælpere lærte de nye uddannede, hvordan de skulle gribe deres arbejdsdag an. De rutinerede medarbejdere ved godt, at de slaviske minutantal ikke fungerer i praksis, og derfor følger de dem ikke 100%, og er mere - man fristes til at sige humane - i deres tilgang til jobbet. De skifter altså gerne en pære, drikker en halv kop kaffe med den ældre, eller venter med at smutte ud af døren før toiletbesøget er overstået. Det var gruppelederens håb, at de nyansatte lærte, hvordan dagligdagen altså fungerer i praksis i stedet for, hvordan den idealistisk set skal fungere ud fra en køreliste. Dette er et udmærket bevis på, at den nuværende styring ikke fungerer. Et af de spørgsmål som vi løbende stillede os selv igennem denne proces, og som vi syntes er et spørgsmål, der skal besvares, er, hvilken form for hjemmepleje man ønsker i Danmark. Skal der være plads til, at hjemmehjælperen kan foretage et fagligt skøn i den konkrete plejesituation, eller skal der være en stor kontrol af hjemmehjælperens tid? Ønsker vi ligeledes en pleje, der er så ensartet og regelret, at det personlige hensyn må falde i baggrunden, eller skal der være tid og plads til at holde Fru Jensen lidt i hånden, når hun er ked af det?
Ulrik Stavnsbjerg og Leneisja Jungsberg er begge overbygningsstuderende på RUC. Deres undersøgelse om hjemmeplejen lavede de i efteråret, mens de studerede socialvidenskab.
