Kommentar

Palæstinensere må forsøge sig med ikkevold

I Mellemøsten er religion en del af problemet - men Martin Luther King viste, at religion også kan være en del af løsningen
6. februar 2010

I løbet af tre årtier har den palæstinensiske identitet undergået enorme forandringer. Ifølge en UNDP-meningsmåling fra 2009 identificerer 47 procent af Gazas og Vestbreddens indbyggere sig først og fremmest som muslimer. Dette er overraskende i lyset af, at palæstinenserne engang blev anset for en af de mest sekulære folkegrupper i den arabiske verden, og at politisk islam for tre årtier siden kun spillede en ganske marginal rolle i palæstinensernes nationale befrielsesbevægelse. Samme meningsmåling viste, at 80 procent af de unge palæstinensere er kronisk deprimerede og har opgivet alt håb om en bedre fremtid.

Hamas' sejr ved forrige valg er kun et af de seneste tegn på, at palæstinenserne søger nye svar i en tid med desperation, korruption og undertrykkelse. Håbet var, at Hamas ville kunne levere større retskaffenhed, mere inddragelse og en vision for fremtiden. Meningsmålinger har imidlertid vist, at palæstinenserne hurtigt blev desillusionerede, eftersom Hamas ikke viste sig i stand til at opfylde sine løfter om at skabe nationalt sammenhold omkring en samlende agenda. Det fik mange kritikere til konkludere, at den islamiske ledelse har spillet fallit, hvorfor religionen nu må have udspillet sin rolle i det palæstinensiske politiske liv. Den sekulære bevægelse hævder, at netop religiøse grupper som Hamas og de ekstremistiske jødiske bosættere er del af problemet og derfor bør elimineres fra den politiske proces.

Men selv om religiøse ledere og organisationer unægtelig har båret ved til konfliktens bål, kan man ikke slutte, at så er sekulær ledelse det eneste svar.

Håbløshedens tid

Der er mange historiske fortilfælde for, at religionen kan orientere politiske ideologier i både negativ og positiv retning. I USA f.eks. var perioden før borgerkrigen en vredens og håbløshedens tid, Også her blev religion brugt til at retfærdiggøre undertrykkelse og korruption. Religiøse og politiske ledere tog bibelord til indtægt for, at slaver var hvide mennesker underlegne, og lokale kirkemyndigheder ført an i Sydstaternes bestræbelser på at bevare slaveriet. Selv sydstatspræsidenten Jefferson David påberåbte sig bibelsk belæg for, at slaveri var indstiftet ved et himmelsk dekret. Ej heller ophørt disse overbevisninger med slavernes befrielse. Kristne teologer vedblev langt op i næste århundrede med at støtte raceadskillelse og sågar lynchninger af sorte.

Men samtidig var andre religiøse ledere frontfigurer i en massiv bevægelse, først for slaveriets afskaffelse, siden for borgerrettigheder. Hvide og sorte som Jonathan Daniels og Martin Luther King Jr. gik imod religiøs vold, uvidenhed og racisme ved at forkynde religiøse budskaber om kærlighed, ikke-vold og civil aktivisme. De forkastede ikke religionen, fordi de religiøse ledere svigtede deres sag. De udfordrede den etablerede udlægning af religionen.

Skønt islam tilsvarende er brugt af mange palæstinensere til at støtte vold og sågar retfærdiggøre korrupte politiske institutioner, har folk glemt at den islamiske tradition også er rig på skriftsteder om fred og barmhjertighed. Profeten selv nægtede at kæmpe i 13 år, da han i Mekka lærte og prædikede under undertrykkelse og tortur.

I de palæstinensiske områder, hvor så mange mennesker orienterer sig religiøst, kan troen ikke ignoreres eller overlades til radikale militante. Vi må forkaste den tanke, at vores politiske valg indsnævrer sig til religiøs ekstremisme eller en rent sekulær vision.

Religionens kraft

Tiden er inde til, at en ikke-voldelig bevægelse rejser sig i det palæstinensiske samfund fra det mindst ventede af alle steder - fra moskeerne, fra de religiøse institutter og fra de islamiske centre. Disse steder beskyldes ofte for at være arnesteder for vold, men de kunne også blive arnesteder for positive visioner for forandring. Trosbaserede ikke-voldsbevægelser har tidligere formået at mobilisere masserne og forandre den politiske virkelighed, hvor dette forekom umuligt - det kan de også gøre i dag.

Og faktisk er ikke-voldelige metoder allerede afprøvet med nogen succes i palæstinensiske landsbyer som Budrus, hvor både religiøse og sekulære palæstinensere har dannet menneskekæder for at udtrykke deres modstand imod det adskillelseshegn, som gik tværs igennem deres område. Ganske vist førte protesten ikke til at hegnet blev fjernet, men dets linjeføring blev ændret.

Endnu er den palæstinensiske ikke-voldsbevægelse splittet og overvejende sekulær. Jeg er overbevist om, at bevægelsen behøver et moralsk og spirituelt budskab om retfærdighed, der kan binde os sammen. Men dette kan kun kunne komme i stand i kraft af en stærk tilstedeværelse af religiøse ledere og religiøse medlemmer i bevægelsen. På samme måde som Daniels og King imødegik voldelige kristne med en alternativ kristen teologi, må også palæstinenserne bruge religionen som en kraft, der kan forene frem for at splitte.

Religionsfrihed indbefatter også friheden til at bruge religionen konstruktivt til at udvirke positive forandringer på det politiske niveau. I en region, hvor religionen er blevet kapret af ekstremistiske agendaer, må religionen nødvendigvis få en afgørende rolle i at skabe en bedre fremtid. Dette er grunden til, at palæstinenserne i dag bør tage den chance, der ligger i at bruge religionen til at inspirere til fremvæksten af ikke-voldelig bevægelse, der kan forene dem i deres stræben efter frihed og selvbestemmelse.

Aziz Abu Sarah er palæstinensisk-amerikansk journalist

© Commongroundnews og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu