Kommentar

Parkeret i pressenævnet

Ugen begyndte med mere end skarp beskydning på forsvarministeren og hans spindoktor. Men så blev sagen pludselig parkeret i Pressenævnet
Forsvarsminister Søren Gade har været en mand under kraftig beskydning fra pressens side på grund af lækage-sagen, men nu hvor sagen er blevet parkeret i Pressenævnet, er de store aviser holdt op med at dække sagen så massivt som tidligere.

Forsvarsminister Søren Gade har været en mand under kraftig beskydning fra pressens side på grund af lækage-sagen, men nu hvor sagen er blevet parkeret i Pressenævnet, er de store aviser holdt op med at dække sagen så massivt som tidligere.

Nikolai Linares

Debat
19. februar 2010

Indtil nogen sætter sig for at få opklaret, hvad der egentlig er sket, er der tale om en meget mærkelig historie. Det burde ellers ligge lige til højre ben, skulle man mene. En journalist har en anonym kilde, der fortæller, at Forsvarsministeriets spindoktor har lækket en sag, der potentielt har bragt danske soldaterliv i fare, og bagefter prøvet at tørre den af på udenrigspolitisk nævn.

Det skulle man mene, var en klokkeklar tophistorie, noget som enhver journalist ville løbe lynhurtigt til forsideredaktøren med, noget der potentielt kunne vælte en regering - ja, enhver journalists våde drøm. Men sådan gik det ikke, som ugen skred frem, og historien måtte vige for busulykker og ulvehunde. Hvordan kan så god en historie få lov til at ligge død i tre år? Mærkværdigt når flere journalister øjensynligt har kendt til den.

Det hurtige svar er, at der ikke har været navngivne kilder, eller at kilden ikke har ønsket at stå frem. Det er både et godt og et dårligt svar. Det er et godt svar, fordi det er et vigtigt princip, at historier kun skal skrives med anonyme kilder, hvis der ikke er andre muligheder, og hvis historien er væsentlig nok til at kunne bære det. Offentligheden og de implicerede parter har krav på den sikkerhed og gennemsigtighed, som navngivne kilder giver en historie.

På den anden side holder svaret ikke hele vejen til retten. Oftere og oftere læser vi forside- eller førstesektionshistorier - gerne under hjælpeklodsen 'Nyhedsanalyse', der er bygget op omkring udsagnet 'erfarer vi fra en kilde tæt på ministeren'.

Man skal ikke have gået lang tid i skole for at regne ud, at ni ud af 10 gange er der tale om ministerens spindoktor eller en anden pressemedarbejder, der har givet en solohistorie i bytte for en god placering i avisen.

Det viser, at man sagtens kan skrive historier på baggrund af anonyme kilder -også på baggrund af anonyme kilder 'tæt på ministeren'. Forskellen er dog, at de politiske nyheder/analyser, der er skrevet på baggrund af anonyme kilder, meget ofte er mellemregninger og historier med meget lidt på spil, som eksempelvis 'Regeringens nye forslag vil...' eller 'Splid i baglandet...'.

Noget på spil

I historien om lækagen fra forsvarsministeret er der tværtimod meget på spil. Der er selvfølgelig meget på spil for spindoktoren, hvad end han har sagt og gjort. Der er også meget på spil for den minister, som spindoktoren arbejder for. Ikke mindst er der rigtig meget på spil for journalisten, der stod frem og fortalte om den. Journalisten kan meget let mistænkes for at have et personligt motiv for at ville genere spindoktoren.

Alligevel valgte han at stå frem og fortælle Reimer Bo i DR's Søndagsmagasinet, at det var for at få sandheden frem. På den ene side er det det mest interessante ved sagen: Hvornår har vi sidst set en journalist stå frem med en kritik af magthavere, med så stor personlig risiko, og påberåbe sig noget så gammeldags som at få sandheden på bordet.

På den anden side virker et eventuelt personligt motiv som en lille bagatel i lyset af, hvor principiel og interessant den store historie er. Hvis det kræver tilgivelse af en journalists eventuelt personlige motiver, at vi får så væsentlig en historie på bordet, kan den vel godt benådes? Vi har hårdt brug for de væsentlige historier. Især i et presseklima, hvor professionelle kilder har et utal af spinstrategier for at skubbe væsentlige historier ud af dagsordenen - og holde dem derude.

Årets Cavlingpris er et tankevækkende eksempel. Her dokumenterer fem timers radio, hvordan den tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har forbrudt sig mod lovens ord såvel som dens ånd. Men selv om historien kom frem, har konsekvenserne været til at overse.

Parkeret i pressenævnet

'Vi har sat en undersøgelse i gang' synes at være blevet en populær måde for magt- havere at sætte en stopper for kritik og debat. Nu ser det ud til, at en ny fætter til denne pressestrategi har set dagens lys.

I sagen om lækken er der ikke tale om at sætte en undersøgelse i gang (hvilket i øvrigt er et godt spørgsmål, hvorfor det ikke er gjort). Nej, en krølle på sagens hale er i stedet sendt i pressenævnet. Det var øjensynligt nok til at stoppe debatten, for derefter hørte vi ikke noget synderligt til historien i de store medier. Det er ærgerligt. For historien handler om meget mere end pressespørgsmål. Den handler om, hvordan magthavere agerer med og mod pressen og dermed med og mod offentligheden.

Lad os håbe, at parkeringen i Pressenævnet ikke bliver endnu et spin, der lykkes, men i stedet viser sig at være en mellemregning indtil, der bliver iværksat journalistisk udredning, uvildig undersøgelse og offentlig debat. Det ville være synd og skam, hvis en stor sag om magt, medier og demokrati bliver gjort til en lille sag i Pressenævnet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Prokuratorkneb er jo regeringens varemærke.

"Det er ærgerligt. For historien handler om meget mere end pressespørgsmål. Den handler om, hvordan magthavere agerer med og mod pressen og dermed med og mod offentligheden."

Der er ingen tvivl om, at sagen har fået de politiske partier bag Regeringen til at indvolvere sig på vilkår, der sætter troværdigheden åbent på spil. Man henholder sig ikke til hverken fakta eller offentlighedens interesser, men derimod alene til, hvorvidt man kan redde Forsvarsministerens fortsatte karriere og ansigtet på den politiske arena. Og det har ført til en udbredt talen hen og senest til den omtalte "parkering".

Men som citatet fra artiklen påpeger, ser det unægteligt ud som om, at Regeringen med støtteparti betragter offentligheden som en ubekvem størrelse, man gerne så afviklet, når den stiller kritiske spørgsmål. Hvilket betyder, at man kun kan kommunikere med landspolitikerne over stemmeboksen - og derefter må se frem til at nyvalg. Altså en aflivning af det levende demokrati. Offentligheden er kommet i vejen for Regeringen og støtteparti i denne forbindelse. Og derfor er der blevet et lærestykke i "udviklingen af Demokratiet", eller manglen herpå, af sagen. Men samtidig til en erfaring, som angår den politiske respons, når fakta taler den politiske stemning midt imod.

I magtfilosofisk regis må man berømme Regeringens politiske flertal for at levere et slående eksempel på, hvad man pure burde undgå. Offentligheden er jo ikke dum, tværtimod. Og det her er ikke en 'jovial dyst på retorik". Det er alvor! Strafferammen er 12 år.

Jeg er faktisk lige på nippet til at udskifte min sædvanlige rekurs til slående eksempler fra agent Johnson og special agent Johnson til kommunikations-rådgiver NN og ledende kommunikations-rådgiver NN. I magtfilosofisk forstand skabes der nemlig hverken udvikling for Demokratiets instanser eller erfarings-baseret viden om, hvor grænserne for embedsværket og dets politiske chefer går i forhold til offentligheden. Der skabes imidlertid mistillid, skepsis og svære problemer med troværdigheden...

Med venlig hilsen

Hvor er det underligt at pressen giver politikerne lov til at slippe afsted med ulovlighederne. Selv de helt åbentlyse overtrædelser er der ingen der bider sig fast i. Når så skytset rettes tilbage mod journalisterne og der rettes personlige angreb mod dem, ser vi ingen opbakning fra det øvrige pressekorps. Stort set alle dukker hovedet og holder lav profil.
Er de danske medier virkelig blevet så bange for magten, eller er de blevet fedtet så meget sammen, at de ikke længere kan bedrive kritisk journalistik.

Jeg finder det mærkeligt og undre mig over hvordan det er kommet dertil.

Poul Brunhøj:

"Er de danske medier virkelig blevet så bange for magten, eller er de blevet fedtet så meget sammen, at de ikke længere kan bedrive kritisk journalistik.

Jeg finder det mærkeligt og undre mig over hvordan det er kommet dertil."

Hvad DR og TV2 angår, så er svaret jo åbenlyst at regeringen bevidst har ført en finanspolitik overfor tv-stationerne, med så store krav om politisk sindelagskontrol med udsendelserne, at det i Vesteuropa nok kun kan sammenlignes med italienske tilstande.