Kommentar

I samfundets interesse

I vor tid er det en stadig mere udbredt opfattelse, at enhver aktivitet i samfundet skal bære sine egne omkostninger. Samfundsinteresse er et fint gammelt ord, som trænger til at få en renæssance
Turning Torso i Malmø er Skandinaviens højeste bygning. Og nu skal der også bygges i højden i Stockholm. Spørgsmålet er, om det er i samfundets interesse.

Turning Torso i Malmø er Skandinaviens højeste bygning. Og nu skal der også bygges i højden i Stockholm. Spørgsmålet er, om det er i samfundets interesse.

23. februar 2010

Ikke langt fra min bydel planlægger Stockholms politikerne at opføre to skyskrabere eller tårne på lidt over 140 meter, hvilket vil gøre dem næsten dobbelt så høje som byens meget få skyskrabere. Det eneste, der har fået lov til at rage mod himlen, har været de mange kirketårne med deres let genkendelige silhuetter. Jeg har intet imod høje bygninger per se, de kan både være velbegrundede og smukke, men i forbindelse med de to tårne er det ikke alene mangel på fornemmelse for byens skønhed, som er en torn i øjet, men især den dårlige begrundelse.

Begrundelsen for husene, som skal skyde 140 meter og ikke 100, 70 eller endnu færre meter i vejret, er, at de høje eksproprieringsudgifter kræver det. Den bagvedliggende tanke er, at jo højere huset er, des højere er indtægten pr. kvadratmeter. Udfra den samme kalkyle skal det nye kvarter, der efter planen skal opføres samtidig med de to tårne, være mere tætbebygget og med smallere gader end andre kvarterer.

Det, som tilsyneladende bestemmer, hvordan en ny bydel i Stockholm skal se ud, er ikke nødvendigvis en forestilling om, hvilken by der er bedst for samfundet, men en beregning af, hvilken type by der bedst kan betale sig. Så direkte udtrykker de politikerne, der træffer beslutninger baseret på sådanne beregninger, sig naturligvis ikke. De taler varmt om de urbane velsignelser ved høje bygninger, små boliger og mørke gårdmiljøer. Men det stadig mere irrelevante Rådet For Beskyttelse Af Stockholms Skønhed skriver i en bitter kommentar:

»De barske økonomiske realiteters tvang maskeres som storbyromantik.« Det, som på denne måde maskeres, er forskellen mellem økonomisk og samfundsmæssig interesse. I det omfang man stadig kan se forskel.

Profithensyn

I vor tid er det en stadig mere udbredt opfattelse, at enhver aktivitet i samfundet skal bære sine egne omkostninger. Ikke kun bilfabrikker eller vikarbureauer, men også posthuse (som snart ikke findes længere), universiteter, skoler, hospitaler, jernbaner og busser. Alt skal bære sine egne omkostninger, ideelt set opnå fortjeneste og i nogle tilfælde sågar drives af profithensyn.

Det er ikke nødvendigvis forkert, men det er heller ikke altid det rigtige. I hvert fald ikke hvis man mener, at der findes noget, man kan kalde samfundsinteresse, og at samfundsinteressens beregninger kan afvige fra økonomiske interesser. Da det moderne industrisamfund blev opbygget med veje, jernbaner, telefon- og elnet, parker, esplanader og pladser, var der sjældent nogen, der forlangte, at enhver aktivitet skulle betale sine egne omkostninger. Ingen skulle påpege, at nogle investeringer og aktiviteter primært er motiveret af samfundsinteresse, og at deres omkostninger derfor må bæres af samfundet som helhed.

Sendemaster

I dag er situationen som bekendt en helt anden. Det er nu helt i orden, at skoler, plejehjem eller en anden af de aktiviteter, der på kort tid er gået fra at være finansieret af samfundet til at være selvfinansieret, går konkurs. Det er tilsyneladende også helt i orden, at etableringen og driften af en så åbenlyst samfundsnyttig ting som et fuldt dækkende telefon- og datanet bliver lagt i hænderne på profitorienterede virksomheder, der hellere vil bygge skove af sendemaster i byerne end at opstille få sendemaster ude i skovene: »Har du Telenor? Det virker ikke her, bare så du ved det,« hører man ofte i den øde del af landet, hvor jeg tilbringer en del af mit liv.

Udfra en beregning af samfundsinteressen ville det efterhånden ikke virke helt urimeligt, hvis staten havde ansvaret for udbygningen af computer- og telekommunikationsnetværk. Og det virker heller ikke urimeligt, hvis højden på husene i Stockholm fortsat bliver bestemt af noget andet og mere end omkostningerne ved at ekspropriere den jord, de skal opføres på.

Samfundsinteresse

Det har langvarige konsekvenser for et stort antal mennesker over flere generationer at bygge en by eller en bydel. Hvordan huse, kvarterer, gader og parker skal udformes, bør derfor ikke være bestemt af kortsigtede eksproprieringsomkostninger, men af de langsigtede sociale, økonomiske og miljømæssige omkostninger for samfundet som helhed: »Af hensyn til det miljø, som beboerne i det nye område skal bo i,« afviser Rådet For Beskyttelse Af Stockholms Skønhed planerne for den nye bydel. Af hensyn til, at de aktiviteter, der først og fremmest er motiveret af deres samfundsrelevans, ikke altid kan bære deres egne omkostninger, vil jeg i samme ånd støtte en renæssance for beregninger, der er baseret på samfundsinteresse. Samfundsinteresse er et fint gammelt ord, som trænger til at få en renæssance.

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig klummeskribent i Dagens Nyheter

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer