Læserbrev

Om at se rødt

Mads Brüggers dokumentarfilm, Det Røde Kapel, er et oppumpet tyndbenet hastværksarbejde, der ikke fortæller meget om nordkoreanerne, men mere om fordomme  og ingen afsløringer
3. februar 2010

Man bør vel starte med at ønske Mads Brügger til lykke med den prestigefyldte pris på Sundance Film Festival i USA for hans film om Nordkorea, Det Røde Kapel. Det nævnes i Information 1. februar, at filmen var kontroversiel og ledsaget af voldsom debat i Danmark.

Mads Brügger udtaler: »Jeg vil lave en film, hvor den bevidste brug af løgn er moralsk forsvarlig«. »Humor er diktaturets værste fjende. Alle diktatorer er grinagtige, og dem, der griner af en diktator, har alle sammen vundet over ham.«

Man ser for sig Charles Chaplins film Diktatoren om Hitler. Den er fiktiv, meget morsom, men også moraliserende til sidst. Brüggers film er moraliserende, men er den morsom? Er den overvægtige dansk-sydkoreanske skue-spiller morsom, hvor han ligner en forvokset karikatur på Kim Il Sung og Kim Jong Il og sætter sig på en pruttepude eller spiller falsk på et musikinstrument?

Falsk er det i hvert fald. Er det afslørende, at den anden dansk-sydkoreanske deltager, der sidder skævt i sin kørestol, uopfordret men af høflighed bliver rettet i sin stilling af en venlig kvindelig nordkoreansk hjælper, der bliver mødt med bemærkninger om, at den handikappede mand har sin frie vilje til at sidde, som han vil?

Nordkorea er et diktatur, det er selvklart, men menneskene dér er ikke ringere end andre, og de fortjener respekt, selvom systemet også er fuld af løgn, men det er det jo ikke alene om. Nordkorea har en tilbøjelighed til at projicere alle misforhold og ulykker over på USA, men det er også gensidigt. Det fritager ikke landet for kritik. Systemet er ved at kvæles af iltmangel og ved det også godt selv, men søger dog anerkendelse og hjælp, hvor det kan fås. De har nok håbet på lidt positiv pr, som det lykkedes Cuba at få med Wim Wenders film Buena Vista Social Club. Men det skulle det ikke være. Der var en skjult dagsorden, som titlen også indikerer, hentet fra den antinazistiske kommunistiske spionagecelle under Den Anden Verdenskrig Rote Kapelle.

Det Røde Kapel er et oppumpet tyndbenet hastværksarbejde, der ikke fortæller meget om koreanerne, men mere om fordomme og ingen afsløringer. Det nås heller ikke på fjorten dage. Da vi, det vil sige min samlever og jeg, var udsendt af en ngo som eneste danskere i Nordkorea i et år fra 2004-2005, mener vi at vide mere om landet end Mads Brügger og Co. Det er der ikke kommet en prisbelønnet film ud af, men kun dagbøger. Jeg skal røbe en enkelt insider-viden: Den koreanske leder af den lokale Røde Kors nødhjælpsafdeling vidste ikke noget om tsunamien i 2004, en uge efter det skete anden juledag, før jeg fortalte ham det. Det siger lidt om informationsniveauet i et lukket land. Om det er morsomt, skal jeg derimod ikke kunne sige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Glimrende kommentar af Ole Timmer. Det er dybt pinligt for Danmark, at Mads Brügger på den måde hjemtager Ronald Reagan Prisen med sit politisk korrekte makværk.

@Thomsen: Ronald Reagan prisen? Sundance? Redford?

På dette års festival havde filmen The Shock Doctrine, baseret på Naomi Kleins bog, premiere efterfulgt af en paneldiskussion. (The Shock Talk) Det er der sgutte meget Ronald Reagan ved.

Interessant er det også at høre O'Reilly rante mod Robert Redford (og Tom Cruise og deres Bush-kritiske film Lions for Lambs) og hans Sundance Cable Channel, der "routinely props up radical left stuff".
Liberal Hollywood Traitors Make Terrorist Propaganda Movies

O'Reilly og Thomsen - Så ved du hvad du får. Ureflekterede, unuancerede talking points.

Til Ole Timmer. Hvad med at dele dine erfaringer fra Nordkorea med offentligheden i stedet for at brokke dig over alt det "Det Røde Kapel" ikke fortæller? Mødte du nordkoreanere, der i det stille turde udtrykke kritik over deres samfund og dets ledelse? Hvor frit ku' du bevæge dig i samfundet? Hvad med de sultende man hører om? Hvad med internerings- og arbejdslejrene? Fik du afsløret nogle af dem? Er oplysningerne om dem overdrevne?

Heinrich R. Jørgensen

Buena Vista Social Club handlede om kærlighed til et lands kultur, og dets befolkning, og konkret, nogle fantastiske musikere.

Det er meget muligt, at nordkoreanere er nogle dejlige mennesker, men deres repressive regime tillader ikke nogen at finde ud af det. Heller ikke Mads Brügger & Co. Ærgerligt nok, for det ville være fantastisk, hvis en sådan film kunne laves.

Chris David Bonde Henriksen

Informations læsere og blogbidragere udgør en lille, uddøende enklave af munkemarxister. Der går vel stadig fly til Nordkorea. Skynd jer!

Yes, alle Informations læsere og bidragsydere er munkemarxister - som nu fx din helt Søren Krarup, der forleden tilbød at skrive en fast klumme.

(Han virker forresten, som om han er opfostret i Nordkorea).

Jeg er faktisk lidt af en Mads Brugger fan, og følger ret meget med i, hvad han for fra hånden.. Og det er og har været rigtig mange virkelig fine sager. Lige præcis Det Røde Kapel er en undtagelse, og jeg er enig med Ole Timmer i nogle af hans betragtninger.
Jeg skal ellers love for at det er nogle smårabiate kommentarer der fyger fra 'modstandere' og 'tilhængere'

'oppumpet tyndbenet hastværksarbejde'.
Absurd. De var der sgu. I virkeligheden.
Og skabte en utrolig film, der handler om, kommer til at handle om, langt mere end det simple politiske statement, den egentlig selv erklærer at ville producere.
En fantastisk bedrift i en tid hvor mange - måske forvirrede i egne fordomme - skræpper op og skoser andre uden selv at sætte røven i klaskehøjde.
Mads Brugger og holdets dybt bevægende, foruroligende og tankevækkende film har fuldt fortjent de priser den måtte få.